Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

08.01.2020 PRÆSENTATION
Tacita Dean, Glyptoteket, Antigone

Tacita Dean: Antigone stills 0001, ©Courtesy the artist, Frith Street Gallery. Foto: ©London & Marian Goodman Gallery. Courtesy: New York and Paris.

Tacita Deans Antigone: et sted mellem flere verdener

Højt oppe bag Glyptotekets hvide marmorvægge er der en film i en udstilling af engelske Tacita Dean. En film, som bare via sin blotte titel – Antigone – væver sig ind i samlingen af græske statuer og kaster nyt lys ned over de gamle fortællinger og skikkelser, som stadig har noget på hjerte den dag i dag.

AF Tue Løkkegaard

Antigone er et yderst ambitiøst og sansemættet værk. Det tager udgangspunkt ikke kun i tragediens Antigone, som vi kender fra digteren Sofokles’ værk af samme navn fra ca. 440 f.v.t., men også i Tacita Deans søster, der deler navn med samme figur, som har været en feministisk stemme gennem utallige fortolkninger og læsninger gennem tiden. Således er Tacita Deans filmværk også en kompliceret fortælling, hvor de personlige fortællinger, erindringernes flygtige strejf og poesiens sagte kimen væves sammen i kraftfulde lag, som med meditativ styrke fanger sansernes bevågenhed.

Tacita Deans Antigone er en film, hvor mange tider og rum således optræder på samme tid. Flere perspektiver og modsætninger flyder ind over hinanden. Naturens ru og hårde elementer, et varmt lys og kolde farver, huller og sten, regn og damp præger billedfladen. Nogle gange hører og ser vi Kong Ødipus vandre og fortælle. Andre gange digteren Anne Carson, som læser op af sin tekst ”TV Men: Antigone (Scripts 1 and 2) fra 2000, der – som Deans ”Antigone” – er interesseret i tiden mellem tragedierne ”Kong Ødipus” og ”Ødipus i Kolonos”, hvor Kong Ødipus har forvist sig selv fra Theben efter at have erkendt, han uvidende har slået i sin far ihjel og fået børn med sin mor, dronning Iokaste.

Tacita Deans værk er lavet i 35mm dobbelt cinemascope. Filmen er delvis blind. Mørke flader lægger sig over de to skærme, der som to øjne prøver at finde vej ind i narrativerne og ind i de personlige lakuner. Ligesom Ødipus selv, Antigones far og bror, som vi også møder i filmen, der blindede sig selv, har selve eksponeringen af negativerne været delvis blind. Når man træder ind i det personliges myriader, vil tilfældet altid råde. Blindheden er for filmen som for Tacita Deans egen afsøgning af en personlig historie gennem søsteren båret af den blændede skæbne. Den blinde vandring er altid åben. Eftersøgningen af tingenes betydning bliver i sidste ende en universel fortælling, som hentes fra litteraturens og kunstens evige spørgsmål, fra naturens stridende modsætninger, hvor organisk ro og kaotiske magter er i evig dialog, og fra erfaringens og erindringens baggrundstæpper. Med analoge virkemidler står Antigone tilbage som en meditation over tidens og tingenes cykliske tilstande, hvor alt for evigt forandrer sig, og hvor alt for evigt væver sig ind i hinanden og kaster nyt og gammelt lys på, hvad der var, og hvad der bliver med blindhedens åbne vandring som fakkel foran sig.

Tacita Dean, Glyptoteket, Antigone

Tacita Dean: Antigone stills 0002, ©Courtesy the artist, Frith Street Gallery. Foto: ©London and Marian Goodman Gallery. Courtesy: New York and Paris.

Tacita Dean, Glyptoteket, Antigone

Tacita Dean: Antigone stills 0003, ©Courtesy the artist, Frith Street Gallery. Foto: ©London and Marian Goodman Gallery. Courtesy: New York and Paris.

Tacita Dean, Glyptoteket, Antigone

Tacita Dean: Antigone stills 0004, ©Courtesy the artist, Frith Street Gallery. Foto: ©London & Marian Goodman Gallery. Courtesy: New York and Paris.

Skriv kommentar



Krabbesholm Højskole
Københavns Kunstskole
Kunstskolen Spektrum
Lilith Performancestudio
Kunsthøjskolen på Ærø