Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

Den Sorte Diamant

Den Sorte Diamant, Søren Kierkegaards Plads 1, 1221 København K

WEB: kb.dk

Mandag-fredag 10-19, lørdag 10-17, søndag lukket


Stranger Than Kindness: The Nick Cave Exhibition

Nick Cave

08.06.2020 - 13.02.2021


PRESSEMEDDELELSE

Stranger Than Kindness: The Nick Cave Exhibition byder på et hidtil uset blik ind i musikeren, historiefortælleren og kulturikonet Nick Caves kreative univers. Med sine otte store installationer med over 300 genstande samlet eller skabt af Nick Cave gennem seks årtier står udstillingen som et kunstværk i sig selv. Udstillingen, som er udviklet til Den Sorte Diamant, Det Kgl. Bibliotek, med Cave selv som medkurator og meddesigner, er en utraditionel fusion mellem biografi, selvbiografi og fiktion – en afsøgning af, hvad der former vores liv og gør os til dem, vi er.

Nick Caves samlede arbejde dækker en bred vifte af medier og udtryksformer – alle med fortællingen i centrum. Stranger Than Kindness inviterer publikum til at følge Caves udvikling som kunstner og giver et indblik i de overordnede temaer i hans værker, hans arbejdsmetoder og hans mange inspirationskilder. Bag hvert værk ligger en lige så fascinerende kunstnerisk proces, der ikke oprindeligt var tiltænkt offentlighedens øjne. Med udstillingen åbnes der op for de inderste dele af Caves kreative univers, præsenteret som en fortælling i sig selv.

Stranger Than Kindness fortæller om Caves barndom i 1960ernes Wangaratta i Australien, de kaotiske år med hans første bands, The Boys Next Door og The Birthday Party, og om hans videre færd til Berlin og sidenhen London. Centralt står det konstant fornyende samarbejde i Nick Cave & The Bad Seeds, fra bandets begyndelse i Caves mest intense periode i Berlin til deres seneste udgivelse Ghosteen (2019), som mange har udråbt som deres bedste album nogensinde. Udstillingen viser, hvordan Nick Caves liv, musik, personlige arkiver og fiktion til stadighed flettes sammen, belyser og inspirerer hinanden.

I SAMARBEJDE MED NICK CAVE
Stranger Than Kindness er udviklet i tæt samarbejde med Nick Cave med henblik på at skabe en række rumlige installationer, der lukker publikum helt ind i kunstnerens tankeunivers og kreative proces. Det er en sanselig, fysisk fortælling, hvor rummet og udstillingsdesignet bliver en forlængelse af de mange historier i Caves liv og tekster.

Nick Cave udtaler: “When the Royal Danish Library contacted me with the idea of a “Nick Cave Exhibition” I was reluctant to get involved. I am not nostalgic by nature and I had no time for a trip down Memory Lane. But the team at the library were clearly serious people with a wonderful infectious energy and they drew me in! We created an exhibition that is unlike anything that has gone before, its feet rooted in the past but that reaches into the uncertain future. In the end we were able to put together an exhibition of extraordinary detail that commented on the fragile and vulnerable nature of identity. I am so proud to be a part of this unique and unorthodox exhibition—a shattered history we called Stranger Than Kindness.”

Stranger Than Kindness balancerer mellem kuratorernes stemme og kunstnerens stemme. Caves tætte samarbejde med kuratorerne har resulteret i et originalt bud på den såkaldt biografiske udstilling, der giver mulighed for at opleve Nick Caves materiale, genstande, liv og fortællinger på en helt ny måde. Det er en fusion mellem biografi, selvbiografi og fiktion samlet i en rumlig fortælling – en invitation ind i en kunstners mytiske skabelsesunivers.

Medkurator og designer Christina Back udtaler: "Jeg er forbløffet over Nicks evne til at skabe en rumlig og visuel form for historiefortælling. Det falder ham naturligt at udtrykke sig i konstruerede narrative billeder, så min vigtigste opgave har været ikke at blande mig for meget og lade det kunstneriske udtryk stå så tydeligt frem som muligt."

Medkurator Janine Barrand udtaler: ”Det har været en fantastisk oplevelse at samarbejde med Nick og Christina om at udfolde Nick’s kreative liv gennem nye fortællinger og fortolkninger af hans samling. Jeg er sikker på at udstillingens gæster vil blive suget dybt ind i Nick’s foranderlige og vidunderlige verdner og de ikke tidligere viste kreative processer.”

Sammen med sin musikalske samarbejdspartner gennem mange år, Warren Ellis, har Cave også komponeret og indspillet et 800 m2 stort lydlandskab til udstillingen, der både understøtter og står i kontrast til den fysiske fortælling på tværs af udstillingens otte rum.

Udstillingen indeholder desuden to installationer skabt i samarbejde med kunstnerne Iain Forsyth & Jane Pollard, som skrev og instruerede Nick Cave-filmen 20.000 dage på Jorden, der i 2014 blev nomineret til en BAFTA-pris.

GENSTANDE
Nick Caves personlige arkiver er alsidige og omfattende. De indeholder skitser og udkast, originale kunstværker, håndskrevne digte, dagbogsnotater, fotografier, videoer, fundne genstande og meget mere. Dette rige, manisk prægede og uortodokse materiale udgør en levende, uudtømmelig kilde til at forstå og udforske Nick Caves arbejde. Det er inspirationskilden til Nick Caves sangtekster og deres fantasifulde, mættede billedsprog og farverige karakterer. Et dyk ned i arkivet er således ikke blot en rejse tilbage i tiden, det er også en rejse ind i Caves historie og ind i hans kreative processer.

Der er en tæt forbindelse mellem det visuelle og fortællingerne i Caves univers. Billeder lavet af blod og hår, lim og fundne genstande, som fx pornografiske og religiøse billeder samt kitsch, danner ofte afsættet til selve sangene.

Nick Cave udtaler: “What you see in this exhibition lives in the intricate world constructed around the song or book or script or score. It is the material that gives birth to and nourishes this official work. There is an enormous amount of this peripheral stuff – drawings, maps, lists, doodles, photographs, paintings, collages, scribblings and drafts – which are the secret and unformed property of the artist. These are not to be seen as artworks so much as the wild-eyed and compulsive superstructure that bears the song or book or script or score along. They are a support system of manic tangential information.”

UDSTILLINGSBOG
Udstillingen akkompagneres af bogen Stranger Than Kindness udgivet af forlaget Canongate. Bogen, der er udviklet og kurateret af Nick Cave i samarbejde med Christina Back, præsenterer over 130 afbildninger af originale værker, håndskrevet lyrik, fotografier og genstande fra Nick Caves arkiver. Billederne ledsages af kommentarer fra Nick Cave selv og Janine Barrand samt et større essay af den prisvindende amerikanske forfatter Darcey Steinke. Bogen er på Sunday Times' bestseller-liste.

GENEREL INFORMATION
Udstillingen er udviklet og designet af Christina Back, Det Kgl. Bibliotek, og Janine Barrand, Arts Centre Melbourne, i samarbejde med Nick Cave til Den Sorte Diamant, København. Udstillingen er produceret af Det Kgl. Bibliotek i samarbejde med Australian Music Vault ved Arts Centre Melbourne.

Udstillingen blev af magasinet Time Out udråbt som en verdens mest seværdige kulturbegivenheder i 2020.

Skriv kommentar



TAl R - Glyptoteket
Kunsthøjskolen på Ærø
Krabbesholm Højskole
Kunstskolen Spektrum
Københavns Kunstskole
Lilith Performancestudio