Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

15.05.2012 NEWS

Jesper Just

Jesper Just i Den Danske Pavillion på Venedig Biennalen 2013

Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg har inviteret billedkunstneren Jesper Just til at stå for det danske bidrag til Venedig Biennalen 2013. Just vil skabe en ny videoinstallation og flerskærmsprojektion til Den Danske Pavillon.

AF Torben Zenth

Efter de 2 seneste danske bidrag med internationale gruppeudstillinger - 2009 med Elmgreen & Dragsets The Collectors og 2011 med Katerina Gregos’ kuraterede gruppeudstilling - er Den Danske Pavillion igen tilbage med det gængse soloustillings-format.

Det Internationale Billedkunstudvalg har sat ’det eksperimenterende samarbejde’ som præmis for det danske bidrag til biennalen. Det betyder, at Jesper Just kommer til at arbejde tæt sammen med en arkitekt og en formidler efter eget valg. 

Jesper Just har valgt at samarbejde med design- og grafikerbureauet Project Projects. Derudover arbejder Jesper Just på at skabe et samarbejde med en større international tegnestue.

Formand for Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg, Rune Gade, siger: ”Udvalget har valgt, at Den Danske Pavillon skal huse et projekt som integrerer værk, arkitektur og formidling ved at sammentænke disse som ligeværdige dimensioner fra starten af processen. Det bliver et eksperimenterende forløb frem mod juni 2013, og jeg er sikker på, at vi med den kaliber af ambitioner og kunstnerisk talent, som projektet indeholder, kan se frem til en helt enestående manifestation”.

Jesper Just
Billedkunstner Jesper Just (1974) skaber korte filmiske værker, som med cinematografisk præcision og episk skønhed er store fortællinger om de raffinerede og sensible følelser mennesker imellem Han punkterer stereotype forestillinger om køn, seksualitet, race og og magt og skaber dermed plads til en langt mere kompleks og sensitiv forståelse af samme.

Just har siden sin afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2003 produceret mere end 20 film. Hans værker er efterspurgt internationalt, og Just har således deltaget i både gruppe- og soloudstillinger på væsentlige kunstinstitutioner i ind- og udland.

Jesper Just repræsenteres i Danmark af Galleri Nicolai Wallner

Opens external link in new windowLink til Kunstrådets pressemeddelelse

Skriv kommentar



Sian kristoffersen at Traneudstillingen