Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

06.04.2012

Reolen, 2012. Antechambers stadig voksende arkiv bibliotek og arkiv, med bidrag fra Rolf Nowotny og Uffe Holm. Reolen er en skulptur og et sammenfoldeligt hyldesystem, udarbejdet af Andreas Bertilsson.

Amagers udstillingssteder lancerer First Fridays

Hvis det har virket svært for kunstinteresserede københavnere at bevæge sig helt over på den anden side af broen til Amager, så gør øens gallerier og udstillingssteder nu noget ved sagen.

AF Rasmus Lybæk

Hver første fredag i måneden bliver fremover fælleskoordineret ferniserings-, finissage-, performance-, event- og udstillingsaften på Amager for i alt 12 udstillingssteder, der danner fælles front i kampen om kunstpublikummet. Konceptet hedder First Fridays, og efter devisen at mange bække små gør en stor å, så er der virkelig noget kunst at komme efter - indtil videre fredag d. 13. april, fredag d. 4. maj og fredag d. 1.juni 2012.

Fredag d. 13.april er som bekendt ikke den første fredag i måneden, men på grund af Påsken har man valgt at vente. Til gengæld lanceres First Fridays d. 13.april med et væld af events, talks og performances udover ferniseringerne og udstillingerne. Programmet kan tjekkes på firstfridays.dk

Området omkring Prags Boulevard har udråbt sig selv til “byens nye kunstkvarter”, da otte nye steder er stødt til på det seneste. De bruger desuden det argument, at udstillingsstederne udmærker sig ved en bredere sammensætning af kunsttilbud end andre kunstenklaver i København, og de vil gerne markere sig med en fælles vilje til at satse på kunst af høj international kvalitet med nye og etablerede danske og internationale kunstnere.

Inden for gåafstand af Prags Boulevard ligger udstillingsstederne 68 Square Metres, Gallery Lars Olsen, Marianne Friis Gallery, Niels Borch Jensen Showroom, L.E.L. presents, Atelier Hotel Pro Forma, Antechamber og Andersen’s Contemporary. Mere tidsoptimistisk skal man dog være, og bedre ben skal man dog have, for på samme aften også at kunne nå resten af samarbejdspartnerne, nemlig DAC/Dansk Arkitektur Center, Overgaden Institut For Samtidskunst (begge på Christianshavn), Gallery B15 (på Islands Brygge) og Fabrikken for Kunst og Design (tæt på DR Byen).

Skriv kommentar



Sian kristoffersen at Traneudstillingen