Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

20.06.2012 INTERVIEW

Anders Bonnesen: Lost Highway (Hank Williams).

When the going gets tough, the tough gets going

When the going gets tough, the tough gets going er titlen på ét af udstillingens mange værker, men kunne udmærket fungere som motto for biennalen SommerSkulpturSøby 2012, der i disse måneder finder sted i Søby på Ærø. Eller som kurator og forstander på Kunsthøjskolen på Ærø, Susan Hinnum, siger det: ”For mig personligt er svaret, at man bliver nødt til at lave noget det sted, hvor man bor.” Kopenhagen har mødt Susan Hinnum til en snak om det at vise kunst langt udenfor metropolen.

Susan Hinnum har en ph.d. fra Afdeling for Teori og Formidling, Det Kgl. Danske Kunstakademi. Hun har bl.a. undervist på Det Jyske Kunstakademi og har siden 2007 været ansat som forstander for Kunsthøjskolen på Ærø.

AF Mikkel Carl

Hvis man går alene efter navnet er der tre størrelser, der sætter rammen for SommerSkulpturSøby 2012. Årstiden, mediet og stedet - sitet. Kan du nærmere beskrive forbindelsen mellem disse faktorer?
De 3 størrelser Sommer, Skulptur og Søby er gensidigt betinget af hinanden - uden den ene ville de to andre være uden betydning. I sommeren 2009 prøvede Kunsthøjskolen på Ærø at opstille et par skulpturer i Søby. Den lokale reaktion var positiv, og siden har vi lavet sommerudstillinger. Først og fremmest fordi det giver Kunsthøjskolen på Ærø en mulighed for at vise den type kunst, der arbejdes med på højskolen. Men også fordi der simpelthen er noget med den her by. Søby postdistrikt rummer kun godt 550 indbyggere. Alligevel har byen både en landsbyskole, møbelbutik, kirke, minigolf, bager, bodega, trælast, grill & spisehus, skibsværft og en Dagli'Brugsen. Søby er med andre ord en rigtig by, og det skal den blive ved med at være. Det kan bl.a. ske ved at tiltrække flere turister og dermed øge butikkernes omsætning. Det hjælper en kunstbegivenhed med til. I 00'erne blev der talt rigtig meget om samarbejdet mellem kunst og erhvervsliv. Det meste var ønsketænkning. Men i Søby fungerer det, fordi begge parter - byen og vi - får noget ud af samarbejdet uden at gå på kompromis. Tre måneder om året "låner" vi byen, viser mærkelig kunst og trækker flere turister til området. Resten af året er her kunstfrit. Det er en god deal.

Hvilke overvejelser ligger til grund for valget af de kunstnere, der deltager i udstillingen?
Hovedparten af biennalens 18 udefra kommende kunstnere har været gæstelærere på Kunsthøjskolen på Ærø. Udover vores to fast tilknyttede undervisere har vi i løbet af et år godt 40 gæstelærere, som er her 2-3 uger. De er akademiuddannede billedkunstnere, som jeg synes laver noget interessant, og som er aktive på kunstscenen. De kunstnere, som deltager på SommerSkulpturSøby, opfylder samme kriterier.

En samlet præsentation af skulptur i det offentlige rum er, som man i årtier har kunnet se på Skulptur Projekte Münster, et temmelig vidt begreb. Kan du kort beskrive nogle af de værker, man kan møde på udstillingen her i Søby?
Udstillingen omfatter 46 værker, der er placeret på Søby havn og i selve Søby by. Hovedparten er skabt til stedet og stedet. Det gælder også de af afgangsholdets værker, der er udstillet i et af Søby Værfts gamle værksteder. Derudover har vi til Frans Jacobi og René Schmidt lejet et parcelhus på havnen. Nogle af værkerne er meget synlige og udpeger tydeligt sig selv. For eksempel den ene af Anders Bonnesens skulpturer, der står ved indkørslen til Søby. Andre er mere tvetydige. Rolf Nowotny har opstillet otte farvestrålende, sandfyldte krukker på steder rundt omkring i byen, hvor folk typisk tager sig en smøg. En tredje type er værker, som benytter sig af reklamens udtryk. Det kunne være Julie Guflers 60 m2 store tekstbanner, der hænger på havnens silo. Eller Mikkel Carls udendørs LED-lysavis, som døgnet rundt viser sætningen what you see is what you see, eller hvis man kommer forbi et øjeblik senere is what you see what you see.

Kan du sige noget generelt om værkernes placering, og dermed om deres interaktion med miljøet?
De fleste går i dialog med det sted, hvor de står. Heine Kjærgaard Klausens skulptur er placeret direkte overfor kirken, og selvom værket kan læses på flere måder, er det også en kommentar til den aktuelle diskussion om kirkelige vielser af personer af samme køn. Et andet eksempel er Søren Thilo Funders SURVIVALISM. Et værk, der alene på grund af sin placering ved den netop nedlagte færgerute mellem Faaborg og Søby, kommenterer et aktuelt og lokalt politisk emne. Andre værker interagerer mere indirekte med byen eller havnen. For eksempel Pinds værk, der består af en træstolpe med et messingskilt opsat yderst på en af molerne. Et sted ikke alle når ud, men ikke desto mindre den helt rigtige placering, fordi værket i kraft af heraf opleves som både stedsspecifikt og imaginært. En lignende flertydighed ses i Henriette Heises værk VAGT: 4 x 6 blanke, hvid-glaserede og industrielt fremstillede fliser opsat på en gavl og næsten skjult bag et syndigt rod af transportvogne fra den overfor liggende trælast. Det ligner et glemt sted, og så alligevel ikke.

SommerSkulpturSøby 2012 arbejder mediespecifikt snarere end med en bestemt problemstilling eller et særligt udviklet udstillingskoncept. Ser du det som udtryk for en mere generel tendens? Eksempelvis har udstillingsstedet Skulpturi jo netop modtaget kritikerprisen.
Udstillingen som et samlet hele er faktisk skabt med en bestemt problemstilling for øje, nemlig kunst udenfor metropolen. En så stor udstilling i en så lille provinsby kommenterer uvægerligt kunsten selv. Spurgte man folk i Søby, hvad deres forhold er til kunst, ville svaret garanteret været, at det er ikke noget, de bryder sig særlig meget om. Men spurgte man i stedet, hvad de synes om de tilbagevendende sommerudstillinger, vil de fleste sikkert sige noget i retning af: "Kønt er det jo ikke, men det kan være meget sjovt at se på." Og der bliver set på værkerne - også dem, folk er enige om, ikke er for kønne. At skulptur er valgt som medie skyldes hovedsageligt praktisk grunde. Værkerne skal kunne passe sig selv, og derfor er der ikke inddraget noget, som kræver teknisk udstyr eller betjening. En enkelt undtagelse er dog Ursula Nistrups værk, der er installeret i et busskur. Det er et lydværk, hvor en censor styrer, om der er lyd eller ej. Generelt kan jeg dog ikke se en tendens i retning af, at større gruppeudstillinger bliver mere mediespecifikke. dOCUMENTA (13), der netop er åbnet, kredser for eksempel om erindring og historie, og er altså kurateret ud fra et koncept og ikke selve mediet.

Hvordan sikrer du dig formidlingen af værkerne? Samtidskunst er måske ikke netop det de lokale forbinder med en tur ned til havnen eller turisterne med 2 uger i sommerhus på Ærø.
For sådan en som mig, der er vokset op på broerne i København, har det været overraskende at opdage, hvor tæt et forhold folk har til deres by. Den er næsten som til et familiemedlem. Man har typisk boet i Søby i generationer. Når man så kommer og vil lave en udstilling med kunst, der ikke lige svarer til deres forestilling om kunst, skal man tænke sig godt om. Ved hvert værk er der opsat et skilt med en værktekst på dansk, engelsk og tysk samt et bykort, der viser alle de andre værkers placering. Når man går rundt i byen, har man således mulighed for at læse om værkerne og også om kunstneren. Teksterne har jeg skrevet på baggrund af et interview med de enkelte deltagere. Ikke i et forsøg på at forklare værket, men for at pege på en tanke, et vidensfelt - noget der sætter værket ind i en sammenhæng, som rækker ud over det rent visuelle. Og Søby ligger som bekendt på Ærø. Et faktum, der har stor indflydelse på omfanget af omverdens interesse. Derfor går ambitionen især i retning af formidling til det publikum, der allerede befinder sig her på øen, enten som turister eller fastboende. Sejlturen til Ærø tager mere end en time, og færgen er derfor en godt sted at få fat på folk. Ærø Guiden er det mest læste blad om bord, og her har vi placeret en helsides annonce. Derudover er der opsat informationsmateriale i form af foldere og postkort på selve færgen. Endelig fodres den lokale avis Fyns Amtsavis jævnligt med information. Blandt andet om det foredrag med efterfølgende omvisning, som jeg inviterede til i lørdags. Der mødte faktisk mere end 60 interesserede op! Et andet, og meget vigtigt tiltag, er udstillingskataloget, der i år bliver på 108 sider og som Henning Guddal lige nu sidder og layouter.

Hvad forsøger du at opnå med en udstilling af denne her karakter?
At vise kunst, der vil noget og som derfor kommer til at betyde noget. For dem, der skaber kunsten og for dem, der ser den. Og at gøre det udenfor metropolen.

Forudsat at udstillingen er en tilbagevendende begivenhed, hvad er så dine ambitioner for SommerSkulpturSøby? Ønsker du fortsat en så direkte tilknytning til Kunsthøjskolen på Ærø, dens elever og lærere? Eller er drømmen at opnå et internationalt format, med stadig større navne og deltagelse af udenlandske kunstnere, som man f.eks. kan se det på Lofoten International Art Festival?
For mig personligt er svaret, at man bliver nødt til at lave noget det sted, man bor. Før havde jeg min daglige gang i København, nu er jeg forstander på Kunsthøjskolen på Ærø. Et sted, som hvert år opsøges af et nyt hold unge mennesker, der vil prøve kunsten af. Det er mig en stor glæde at være med i den proces - igen og igen opleve, at kunst faktisk betyder noget. En af de erfaringer, jeg gerne vil give kursisterne, er et realistisk billede af, hvad det vil sige at arbejde som kunstner. I den sammenhæng spiller udstillingsvirksomhed en stor rolle og den årlige sommerudstilling er derfor vigtig. Men det er også godt at se sig selv som del af en fødekæde - både før, under og efter uddannelsen på et kunstakademi. Et af de få steder, hvor der faktisk kan ske et møde mellem professionelle billedkunstnere og håbefulde kunstneraspiranter, er på en udstilling som SommerSkulpturSøby. Det møde vil jeg gerne fortsat være med til at skabe. Hvorvidt kredsen af professionelle udstillere udvides med udenlandske kunstnere, vil tiden frem mod den næste biennale i 2014 vise. Det er godt at have store ambitioner.

Tak.

Andreas Schulenburg: Vindblæst Havneur .

Anna Kristine Holmberg: Uden titel.

Birke Gorm: Parentes.

Charlotte Bergmann Johansen: Tre af min fars fire tatoveringer.

Charlotte Bergmann Johansen: Tre af min fars fire tatoveringer.

Christian Ingemann: An Escape Is Made ​Through a Thousand Doors.

Conni Vognstrup: What a Wonderful World.

Conni Vognstrup: Ingenting.

Conni Vognstrup: Ingenting.

Dina Lundvall Nielsen: Always chasing rainbows.

Emil Toldbod: Båd.

Frans Jacobi: Jeg siger nej! Jeg siger ja!.

Heine Kjærgaard Klausen: When the going gets tough the tough gets going.

Heine Kjærgaard Klausen: When the going gets tough the tough gets going.

Henriette Heise: Vagt.

Jacob Jessen: Uden titel.

Julie Gufler: En Million Flasker .

Kasper Møller Christiansen: Hair of the Horse.

Marie Rud Rosenzweig: Idealer.

Marie Rud Rosenzweig: Waste Material # 2.

Marie Rud Rosenzweig: Waste Material # 2.

Mikkel Carl: What you see is what you see what you see, 2012.

Mikkel Carl: What you see is what you see what you see, 2012.

Niels Pallesen: Here we are growing pyramids.

Ole Hartvig: Hygiejne.

Peter Neuchs: Times of Innocence (Uskyldens tider).

Pind: Det Virkelige #3.

Pind: Det Virkelige #3.

René Schmidt: Piger i huset.

Rikke Goldbech: Hand Me Downs.

Rikke Goldbech: Hand Me Downs.

Rolf Nowotny: Setting Suns.

Rolf Nowotny: Setting Suns.

Rolf Nowotny: Setting Suns.

Sif Hedegård: Det er fem skulpturer.

Søren Thilo Funder: Survivalism (Capital Letters) / Geninstallation til Ærø.

Søren Thilo Funder: Survivalism (Capital Letters) / Geninstallation til Ærø.

Susan Hinnum: Formidling.

Susan Hinnum: Formidling.

Ursula Nistrup: Bird Study.

Ursula Nistrup: Bird Study.

Skriv kommentar



Sian kristoffersen at Traneudstillingen