Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

20.04.2012 INTERVIEW

Ulrik Weck: Look What The Cat Dragged In, 2012. Foto: Anders Sune Berg. Courtesy: Peter Amby Gallery.

What the Cat dragged into the Studio and showed in the Gallery

AF Kaspar Bonnén

Hvad syntes du selv er vigtigt eller det handler om?
Udgangspunktet har været at få gang i værkstedet igen. At bruge værkstedet til at lave sine ting i. At møde om morgenen og arbejde og se for sig, hvordan det langsomt skrider frem. Så kan man se, hvor langt man er kommet og mærke i kroppen, at der er blevet arbejdet. Førhen har jeg måske mere brugt værkstedet som en slags lagerplads eller et sted, hvor jeg tog hen for at fundere over, hvad det næste træk skulle være. Så jeg havde brug for at bruge værkstedet igen og at have materialer mellem hænderne.

Det synes jeg allerede åbner for to ting, som jeg også har tænkt på, når jeg ser på din udstilling. Det er idéen om kunstneren som idémager overfor kunstneren, som en der arbejder med materialet. Nu ved jeg, at du har malet før, og så har du været ude i nogle ting, som mere har haft historier og objekter som udgangspunkt, så derfor tænker jeg: Hvorfor er det så vigtigt for dig at være sådan en kunstner, som møder ind på værkstedet? Det er jo det, man troede, at den anden type kunstner var fri for. Hvad synes du, der ligger i den position, at man møder op på sit værksted?
Jeg tror, at det har det handlet om en slags identifikation, altså måden man opfatter sig selv på som kunstner. Jeg havde bevæget mig et sted hen, hvor det var meget idébaseret, forstået på den måde, at jeg fik en idé, og så fik jeg andre til at hjælpe mig med at lave den, eller måske nogle gange lave idéen for mig. Jeg havde måske ikke rigtig føling med det, fordi jeg ikke havde hænderne nede i stoffet. Og derfor var det vigtigt at vende tilbage til det oprindelige udgangspunkt, som var maleriet. Det har længe ligget og rumsteret som noget, jeg godt kunne tænke mig at vende tilbage til. Og rent personligt har jeg haft brug for en arbejdsproces, hvor jeg kunne se på tingene, hvor langt jeg er nået. Så værkstedet bliver et anker i en travl hverdag, hvor man kan cykle derfra og tage hjem og slappe af med god samvittighed og vide, at man har lavet et stykke arbejde i løbet af dagen.

Så det giver dig en ro eller en idé om at være kunstner - eller hvordan?
Ja, det kan godt være, at det handler om, at jeg har et arbejde ved siden af, så det er vigtigt for mig at holde fast i det her med, at det er det her, jeg er interesseret i, at det er det her, jeg vil lave. På en eller anden måde så giver den dér gang i atelieret en påmindelse om, at det er det her, jeg skal lave - og ikke alt muligt andet.

Men, det er jo så én ting. Jeg synes alligevel ikke, at man føler, at det er et stort skridt tilbage. Jeg synes, at man kan se, at det er en videreførelse af nogle af de ting, du har arbejdet på. Der ligger godt nok et malerisk lag og noget materiale, men der ligger jo også mange referencer i værkerne. Det med at det er mursten, og der står en cykel, og der ligger nogle fodbolde; Der er stadig den dér fornemmelse af, at det er noget, du henter udefra. Man kan ikke finde ud af, om det er maleri eller noget du har hentet ind. Hvad er det for en historie, som bliver fortalt her? Hvad er det f.eks. for en historie som ligger i titlen Look What The Cat Dragged In?
Jeg ville have en titel, som var så åben, atjeg kunne proppe hvad som helst ind i det. Selvom jeg var ret sikker på, at udstillingen skulle bestå primært af malerier, så ville jeg fortsat gerne have en åben titel, hvor tingene kunne se ud på mange forskellige måder. Jeg ville ikke have en titel, som pegede mod en specifik historie. Selve titlen Look What The Cat Dragged In er et lidt underspillet og humoristisk udsagn. Det indikerer, at noget eller nogen er blevet slæbt ind i galleriet udefra gaden – og at man nok ikke skal forvente for meget af det, der bliver præsenteret.

Værker ligner gamle mure og grunden til, at jeg startede med de mursten, var at jeg gerne ville gå skulpturelt til maleriet. Og med 'skulptureltmaleri' så mener jeg, at selvom det ligner mursten, så er det jo en illusion, og illusionen ligger i et skulpturelt greb. Hvis man går tæt på værkerne kan man se, at der er huller imellem fugerne og murstenene. Det er jo ikke en malet illusion. Man kan gå hen til dem og se, at der er et hul. Det er det skulpturelle element. Jeg synes at det peger hen imod en spændingsflade, der ligger mellem skulptur og maleri.

Men jeg synes stadig, at den skulpturelle del af det peger imod gaden...
Ja, det peger helt sikkert på en stemning og en æstetik, som man finder visse steder i gadebilledet, og det handler om, at jeg har en forkærlighed overfor ting, som er slidte og forfaldne. Fx bygninger som er forladte. Alle de områder, som får lov at stå og forfalde og den stemning, der opstår, når bygninger bliver forladte og tømt for deres oprindelige funktion. Når det stopper. Når automekanikeren flytter et andet sted hen, så får tingene lov til bare at stå, og så opstår der en ny slags liv. Så rykker graffitimalerne ind og begynder at redefinere de her rum, og jeg synes, at det er super fedt at gå rundt i de her områder og føle den her særlige stemning af tomhed og melankoli. Nogle gange har man bare ikke lyst til at tage i Kongens Have og sidde og se på de andre, men i stedet tage cyklen og køre rundt i de områder og fornemme den melankolske tomhed, som de besidder. Det frigører noget tankerum. Der er ikke noget, du skal forholde dig til. Der er ikke nogle andre mennesker, du skal forholde dig til. Man kan nøjes med at forestille sig, hvordan det engang har set ud, da det fungerede i sin oprindelige form.

Du har også valgt, at der skal være de her fodboldskulpturer på gulvet og cyklen, som står derhenne. Som om det stadigvæk er lidt et byrum eller et sted, hvor der sker nogle aktiviteter imellem de her malerier. Så det er malerier, men du vil jo stadigvæk gerne have, at der bliver puttet nogle andre historier ind i udstillingen.
Jeg er tilflytter som så mange andre. Jeg er ikke opvokset i København men flyttede til byen, da jeg var omkring 20, fordi jeg var draget af det pulserende liv i byen. Så motivet er byen. Hvis jeg boede på landet ville motivet måske være noget andet. Mange af mine værker består af ting jeg finder, når jeg cykler rundt i byen. Så min cykel er med på udstillingen, og boldene har jeg fundet på legepladser og i skolegårde. Med et simpelt greb er de blevet omdannet til skulpturelle genstande, idet de er blevet fyldt op men beton.

Jeg kan godt lige tanken om, at man bruge det, man har ved hånden.

Det handler jo selvfølgelig også om æstetik. Når man taler om æstetik, tænker man måske ofte på skønne eller det forførende, men æstetik er jo mange ting, og jeg kan godt lige den form for æstetik man finder i gadebilledet – det rå og upolerede.

Men det er jo også et spændingsfelt mellem forfaldsæstetik og noget maleri, hvori du har fundet måde, hvorpå du igen kan male, men også en leg med kunstformen som både kommer, idet at du putter de plakater som er lavet til udstillingen op på malerierne, og at du hænger et billede med glas på flere af malerierne. Det er jo en meget let måde at gå til maleriet på, at du putter en planke eller et stykke bræt på. Det er en leg med forfaldsæstetikken og det dér street-agtige og så kunstrummet som et andet rum, som jeg ikke ved, hvad du synes, man skal bruge til.
Min største bekymring har faktisk været, om det skulle komme til at gå under betegnelsen street art. Udstillingen har en relation til gaden, men jeg synes ikke, at det har noget med street art at gøre. Det er jo ikke lavet til byrummet, det er lavet til gallerirummet. Jeg har forsøgt på at være ligeglad med alle mulige formaliteter og bare prøvet på at gøre, hvad jeg umiddelbart havde lyst til.

Hvis man ser på det røde billede der, så er der simpelthen så mange forskellige greb oveni hinanden, så det til sidst bliver sådan en mærkeligt blanding af alt muligt forskelligt; Altså, der er en collage, som hænger ovenpå noget, som skal ligne en mur, som så hænger ovenpå noget, som er en træplade, som hænger ovenpå noget, som skal ligne endnu en mur. Det er dér, jeg synes at det begynder at være interessant, for hvad er det vi snakker om og ser på? Jeg tror godt, vi kan blive enige om, at det er et maleri, men for mig handler det om at rykke lidt ved forstilingen om det flade maleri. Plakaterne, som hænger på malerierne, handler om at datere og signerer tingene. Hvordan signere man et maleri, der forestiller en mur? På plakaterne står der udstillingens titel og adresse på galleriet. Så er der datoen for udstillingens start og hvornår den slutter og så er der mit navn. Så de faktuelle ting omkring udstillingen er også en del af motivet.

Men det er også, når de lag kommer ind, at jeg synes at det ikke længere er street, men en leg med forskellige materialiteter. Men der er stadig meget en leg med, hvad der er ægte. Det er en bestemt stemning, som bliver skabt, som minder om områder i forfald, men det har stadig den lethed og leg, som der er i dine ting, som her også er koblet med en materialitet.
Materialiteten i værkerne har været vigtig. Stofligheden i værkerne og de mange forskellige greb har været vigtige. Det var vigtigt for mig at have det ene ben i det, jeg havde lavet før, som var lidt mere skulpturelt og faux-agtige og det andet ben i noget nyt, som så blev til de her malerier. På et tidspunkt holder man op med at prøve på at være noget andet, end den man er. Så kan man slappe af. Og det tror jeg også godt at man kan se her. Det er meget mig, at det er lidt sloppy og at der er lidt skæve mål og en rastløshed og energi i det.

Du lyder næsten, som at du ønsker at ligge afstand til nogle af de ting, du har lavet før. Er du nu udelukkende maler, eller er det en form for æstetik, du ligger afstand til?
Jeg tror i virkeligheden bare at det gik op for mig, da jeg begyndte at arbejde på denne udstilling, at jeg har savnet at male. At smøre maling på en flade. Du kender det sikkert selv som maler. Hele den proces har jeg savnet. Det har jeg ikke lavet i mange år. Simpliciteten i processen. Maling og en flade. Der er meget frihed i det, for man kan altid male det over, hvis det ikke fungerer. Derfor har det været enormt befriende at arbejde med, for jeg har altid haft i bevidstheden, at hvis det ikke fungerer, så kan jeg bare male det over.

Det er sjovt, for sådan som jeg har det i mit arbejde, så laver jeg ofte en masse andre ting for at slippe for netop den proces. Du siger at du leder efter undskyldninger for at lave maleri, men jeg har ofte brug for at slippe det, fordi jeg synes det kan være en kedelig position at stå og dyppe en pensel i noget maling. Det er jo ingenting i sig selv. For mig er det lidt sådan: Why? Hvorfor gå den vej? Og hvorfor ligge afstand til det andet?
Jeg prøver ikke at ligge afstand til det jeg har lavet før. Jeg tror, at det handler om at have modet til at bare gøre, hvad man har lyst til lige her og nu og at turde at stå ved det. Gallerirummet er godt til at se om tingene egentligt virker. Og det er ikke fordi, jeg vil prøve at undskylde noget, jeg har lavet før. Men til denne udstilling havde jeg bare lyst til at male. Så kan det være at nogle synes, at det er mærkeligt, fordi de havde forventet at se noget andet - hvad end det måtte være - men så må det jo være sådan. Det begynder jo først at blive rigtig svært, hvis man begynder at tænke på, hvad folk forventer, frem for hvad man selv har lyst til at lave.

 

 

Peter Amby Gallery
ULRIK WECK

Look What The Cat Dragged In
Peter Amby Gallery, Borgergade 2 (gården til højre), 1300 København K
24.03.2012 - 27.04.2012

 

Ulrik Weck: Look What The Cat Dragged In, 2012. Foto: Anders Sune Berg. Courtesy: Peter Amby Gallery.

Ulrik Weck: Look What The Cat Dragged In, 2012. Foto: Anders Sune Berg. Courtesy: Peter Amby Gallery.

Ulrik Weck: Look What The Cat Dragged In, 2012. Foto: Anders Sune Berg. Courtesy: Peter Amby Gallery.

Ulrik Weck: Look What The Cat Dragged In, 2012. Foto: Anders Sune Berg. Courtesy: Peter Amby Gallery.

Ulrik Weck: Look What The Cat Dragged In, 2012. Foto: Anders Sune Berg. Courtesy: Peter Amby Gallery.

Ulrik Weck: Look What The Cat Dragged In, 2012. Foto: Anders Sune Berg. Courtesy: Peter Amby Gallery.

Ulrik Weck: Look What The Cat Dragged In, 2012. Foto: Anders Sune Berg. Courtesy: Peter Amby Gallery.

Ulrik Weck: Look What The Cat Dragged In, 2012. Foto: Anders Sune Berg. Courtesy: Peter Amby Gallery.

Skriv kommentar