Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
15.11.2017 INTERVIEW
Birgitte Kirkhoff Eriksen

Birgitte Kirkhoff Eriksen Foto: Torben Zenth.

Vi savner en brancheorganisation - Interview med Birgitte Kirkhoff Eriksen

På Kopenhagens redaktion har vi brugt en del tid på at diskutere den triste kendsgerning, at en undersøgelse publiseret i Politiken for nogen tid siden viste, at skulle danskerne spare på statsbudgettet, ville kulturinstitutioner være det, de mente der først skulle spares på. Kulturinstitutioner var det mindst vigtige ud af mere end 20 emner.

Idéen om at måske Statens Kunstfond kunne bidrage mere fokuseret til at højne kulturens anseelse i befolkningen blev herfra diskret kastet ud i offentligheden, og vi modtog svar fra SKs formand Gitte Ørskou, hvor hun fortæller, at det ikke lige netop er på kunstfondens program.

Vi er gået videre i vores undersøgelse af hvilke muligheder der måtte være, og har besøgt Museet for Samtidskunst i Roskilde for at tale med direktør Birgitte Kirkhoff Eriksen. Museet viser indtil 22.12.2017 udstillingen Sæt pris på kunsten, en udstilling af hovedsagelig danske samtidskunst-værker, der ‘reflekterer over kunstens værdi – både for individet, for samfundet og for markedet’, kurateret af direktøren selv.

Birgitte Kirkhoff Eriksen har været direktør på Museet for Samtidskunst siden november 2014 og tidligere været museumsinspektør på Arken og Sorø Kunstmuseum. Hun er cand.mag. i kunsthistorie og var i en periode op til 2009 gallerist.

AF Patricia Stokholm, Torben Zenth

Kunst og penge – ikke mindst kunst og offentlige penge - er et emne for tiden. Som du sikkert ved ser det ikke godt ud - folk i al almindelighed synes ikke kulturinstitutioner er særlig værdifulde. Har du nogen ide til hvad man kan gøre ved det, hvordan får  kulturinstitutioner højere status i Danmark?
Et museumsbesøg i dag er så meget anderledes end det var i min barndom. Jeg synes især at der er sket rigtig meget i løbet af de seneste 10-15 år. Kulturinstitutionerne påtager sig fx et socialt ansvar, mange arbejder med lokal forankring, med community-building og forskellige outreach-tiltag. Det er noget som museerne er meget optaget af: at bestyrke vores relevans.

Hvor museerne førhen havde meget fokus på samlingen, forskningen og faget som sådan, så har fokus nu flyttet sig meget mere hen på borgeren og hvad vedkommende skal have ud af institutionen og udstillingerne – samtidig med at vi opretholder det faglige niveau.

På et strukturelt plan tror jeg det kunne være meget værdifuldt at have et analyse-institut eller en tænketank - en effektiv branche-organisation, som er anderledes og stærkere end det vi har nu. 

Hører man om forskellen på idrætsområdet og kulturområdet, erfarer man at idrætsområdet er super gode til at organisere sig, de arbejder med lobbyisme og kan føre sig frem som et samlet felt. Det gør kulturinstitutionerne slet ikke med samme pondus.

Vi savner en organisation, der på kunstmuseernes vegne, kan fortælle historien om hvad kunst og kunstinstitutioners arbejde bidrager med. Hvilken forskel museumsbesøg gør for skolebørn, hvordan kunstoplevelser er værdifulde, osv.

Det kræver at nogen samler evalueringer, analyser, data og tal – udover de rene besøgstal. Det er langstrakte perspektiver, det er ikke let. Det tager tid. Det tager derfor også tid i forhold til at påvirke den offentlige opinion og politikerne. 

Engang havde kunsten en helt central og prominent position i samfundet, som man var stolt af. Fx da man etablerede Kunstakademiet på Danmarks fineste plads, og Thorvaldsens Museum midt i magtens centrum.

Da Statens Kunstfond blev grundlagt og kunstcirkulæret trådte i kraft, altså dét at der skal afsættes et beløb til kunstnerisk udsmykning af statslige bygninger, så vi måske de sidste store visioner på kunstens vegne. Jeg ved ikke, hvad der er sket siden, der kan overgå de beslutninger. Det var helt andre vinde og signaler end det, vi ser i dag, hvor nu også kunsten skal kunne betale sig. 

Du nævnte outreach. Kan du komme med nogle eksempler på hvordan du synes kulturinstitutionerne kunne praktisere outreach?

Aros har en partnerskabsaftale med Dansk Flygtningehjælp, hvor flygtninge kommer i jobtræning gennem et i praktikforløb og får et ½ års lønnet job efterfølgende. Det er at løfte et socialt ansvar, som man måske ikke umiddelbart tænker har noget med et kunstmuseum at gøre.

SMK har nogle forløb, hvor personer med dansk som andetsprog, omviser i den danske kulturarv, for på den måde at lære kulturarven og sproget bedre at kende. Og der er mange eksempler på sådanne tiltag rundt omkring. 

Det er en måde at gøre institutionen mere relevant på – at inddrage andre end hvide kvinder over 50. Samfundet ser anderledes ud, der er kommet en masse nye borgere til. Hvordan kan vi som vidensbanker for dansk kultur sætte os selv i spil og gøre noget for dem og med dem? 

Flere museer bliver politiske, fordi de agerer netop på integrationsområdet, som deler Danmark i to. Det er også en balancegang. Museet er for alle, så emner skal tages op varsomt og nuanceres. Det er så vigtigt, at museerne tør gå ind i nogle af de samfundsmæssige diskussioner, hvilket man også har kunnet se på de amerikanske museer. Der er flere der agerede meget politisk ift. Trumps indrejseforbud, hvor de så arrangerede udstillinger med de kunstnere de har i samlingerne som er immigranter fx eller fjernede værker lavet af kunstnere som har en mellemøstlig baggrund, så kan man rent fysisk se at nu forsvinder der rent faktisk noget kulturarv, der forsvinder viden, der forsvinder alt muligt ved at man nægter de her mennesker adgang. Det er jo en måde at lave meget politiske udstillinger på.

Danmark sammenligner sig normalt med de øvrige nordiske lande, og i Norge er der et helt meget højt kulturbudget, mens der i Sverige er stillet forslag om at forøge budgettet betragteligt. Det er en anerkendelse af kunstens værdi, som desværre ikke vækker genklang herhjemme. Her bliver der derimod snart stillet forslag til ændring af museernes tilskudssystem, og jeg tror at vindene peger i retning af, at vi skal tjene flere penge selv. Området står jo ikke højt på nogens politikeres agenda, og det er påfaldende at der ikke er nogen der har ambitioner på kulturens vegne. Man får fornemmelsen af et ønske om afvikling frem for udvikling. I hvert fald landspolitisk set.

Jeg tror, at det forholder sig anderledes i kommunerne, hvor borgerne og dermed også politikerne har et mere nært forhold til deres museum og bibliotek. Sammen med Roskilde Festival, Aaben Dans, Gimle og INSP! arrangerede Museet for Samtidskunst et kulturpolitisk vælgermøde med lokalpolitikerne. Det viste, at nok er der forskelle på partierne, men overordnet set anerkender de alle kunstens og kulturens betydning for Roskilde her og nu og for Roskildes videre udvikling. De værdsætter tilstedeværelsen af et professionelt kunstliv, som kan inspirere andre og stille spørgsmål. En anden positiv ting, jeg lagde mærke til var, at politikerne ikke ville blande sig i indhold og dermed overholder de armslængdeprincippet. Det er jo en hel anden sang end landspolitikernes udmeldinger. Jeg blev spurgt i P1 om jeg tror at kulturpolitik kan flytte stemmer. Og det tror jeg faktisk på.

Mange tak.

Skriv kommentar



Kunsthøjskolen på Ærø
Kunstskolen Spektrum
Københavns Kunstskole
Artefact1
Boesner
Skovsnogen 2017
Dockens Julemarked
Spring Exhibition open call
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net