Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
20.11.2012 INTERVIEW

Jette Hye Jin Mortensen Foto: Torben Zenth.

Værket som praksis

Når jeg arbejder med et værk, interesserer det mig, at gøre værket til en praksis. At det ikke er et efterladenskab af noget der er sket, eller en illustration af en teori. Det skal være aktivt og nærværende.”. Med udgangspunkt i A Three-way Metamorphosis Play, Jette Hye Jin Mortensens aktuelle 3-delte udstilling på Specta lægger Kopenhagen her endnu et lag til flertydigheden.

AF Torben Zenth

Udstillingen består af 3 scener, og dette er 1. scene...
Hele udstillingen er en kunstnerisk proces. Man kan også kalde det en tankeproces. 1. scene foregår på et idéplan og jeg har til denne udstilling valgt at strække idéplanet længere ud end jeg normalt gør. Altså tiden inden jeg begynder at indregne et publikum, inden jeg begynder at sortere eller indbygge forskellige logikker i udstillingen.

Idéfasen begyndte med jeg var i Paris i 3 måneder, hvor jeg udsatte mig selv for forskellige psykoanalytiske metoder. Jeg ville holde den tilstand, hvor alt er flertydigt og der foregår en masse spor samtidig. Hvor tingene ikke er samlet i strukturer eller sprog. en meget intuitiv proces.

 
Jette Hye Jin Mortensen: A Three-way Metamorphosis. Foto: Timme Hovind

Det man ser her er nogle forskellige grundidéer, som går igen som spor i de to følgende scener. I højttaleren kører en monolog af Alan Watts som i 60’erne var en af de første, der førte zen-buddhismen til den vestlige sfære. Monologen er en samtale han har med sig selv fra et tv klip, hvor han går rundt i naturen uden for San Francisco. Han har med sit meget korrekte britiske sprog en samtale med sig selv, som vi kan være vidne til. I 2. scene har en skuespiller taget uddrag af denne monolog og i sidste scene er monologen transskriberet på volierens glasfacade.

Jeg har også taget udgangspunkt i the Borromean rings, som er et ældgammelt symbol der har optrådt i meget religiøs kunst. Lacan har brugt symbolet som et billede på hvordan individet oplever verden, sprogliggør verden, og forstår sig selv i forhold til andre og til objekter. Kort sagt står det for ”the real”, ”the imaginary” og ”the symbolic”, som er sproget og to andre spor omkring sproget.

Sproget har nogen gange, især i koncept kunst, en uforholdsmæssig stor rolle, som virker meget determinerende for hvordan vi oplever værket eller hvilken indgang vi har til værket. Det kan være problematisk at erkendelsen ligger i en forudgående tekst uden for værket, og at vi oplever værket nærmest som en lille logisk sløjfe på den intellektuelle, sproglige forståelse vi har fået af værket gennem en værktekst.

Jeg har forsøgt at føre det intellektuelle et andet sted hen, hvor teksten er meget mere flertydig og bliver slået an som en prolog eller en akkord. Den lægger en grundtone for det vi senere oplever i udstillingen.

 
Jette Hye Jin MortensenA Three-way Metamorphosis. Foto: Timme Hovind

2. scene
Her har jeg lavet et værk udfra idé-skyen i 1. scene. Jeg ville arbejde med en skuespillers emotionelle materiale. Method-acting er en skuespil-teknik, hvor skuespilleren bruger oplevelser fra sit eget liv til at vise følelser, til at fremkalde gråd, glæde, hvad det nu måtte være. Vi er væk fra, at jeg giver retningslinier til skuespilleren, men jeg har sat en situation op.

Det er skuespilleren, hendes mor og hendes datter, i hendes barndomshjem i Tisvilde, og hun guider selv denne del af værket, gennem et art usynligt manuskript, som vi ikke kan se. Og som jeg heller ikke kan se. Skuespilleren har valgt rummene og opstillingerne og på den måde instruerer hendes livslange forhold til sin mor og datter og huset ubevidst værket. Jeg har efterfølgende lavet en redigering af materialet.

 
Jette Hye Jin MortensenA Three-way Metamorphosis. Foto: Timme Hovind

3. scene
Her er der mere taget højde for publikum, fordi vi er i et scenerum. Vi står overfor en scene, der er en voliere med 3 kanariefugle-skuespillere. Det der er lidt sjovt er, at det er umuligt for mig som kunstner eller instruktør at instruere de 3 performere.

Foran er transskriptionen af Alan Watts monolog fra 1. scene. Og det den handler om er, at vi mennesker har en meget begrænset forståelse af vores plads i verden. At vi har en tendens til at reducere al ting, for at kunne forstå det. Der er ikke umiddelbart noget galt med det, men vi har en begrænset opfattelses-sfære. Andre væsener vi lever sammen med, har hver især deres sfære, som vi aldrig kan komme ind i.

I 2. scene kunne vi have en fælles forståelse gennem sproget fx, men det kan jeg ikke med fuglene. De er et fremmed element.

Det er den gode gamle med at ”dette er ikke en pibe”. Vi forveksler tit sproget med den egentlige oplevelse. Lidt sådan er teksten et art mentalt lag, der er mellem publikum og fuglene. De har helt andre logikker end sproget. Sproget står fuldstændig i vejen mellem os og fuglene.

Postscript
Når jeg arbejder med et værk, interesserer det mig, at gøre værket til en praksis. At det ikke er et efterladenskab af noget der er sket, eller en illustration af en teori. Det skal være aktivt og nærværende. Jeg vil ikke pege på noget der er sket før eller prøvet før. Ikke fordi det skal være originalt, men fordi der skal ske noget i selve værket - i selve processen.

Jeg sætter tit noget igang eller sætter noget i scene, men der skal ske en aktiv forhandling, en overskridelse. Der kan godt være en misforståelse omkring kunst… jeg er ikke en entreprenør. Det er en aktiv forhandling.

Jeg tror også al viden er kollektiv. Der er noget know-how. Fx denne voliere; der er en snedker på Statens Værksteder til at instruere da jeg begyndte at arbejde med træ for 2 måneder siden. Der er skuespilleren der kender sin metode og spiller ind med det. Der er andre personers viden jeg bygger videre på.

Hver gang jeg laver et værk træder jeg lidt ud af min egen erfaringsverden, og for at kunne gøre det, bliver jeg nødt til at kunne indgå på andres præmisser. Eller jeg bliver nødt til at overskride mig selv. Det gør jeg ved at udsætte mig selv for noget. Jeg vil gerne et andet sted hen.

Fx i værket The Silent Retreat (2011) i det lange forløb med de to andre skuespillere. Der skrev vi det stykke, der var slut-performancen, sammen. Det var vores tanker, mens vi sad stille i cirklen. Vi måtte ikke tale sammen, men vi skabte, i løbet af de ni dage, en relation til hinanden, nogen spændinger og forskellige tanker om hinanden og om det at sidde i rummet.

Jeg bruger også Grotowski, en polsk teaterpioner, der kritiserede vestens afhængighed af tekstforlægget indenfor teater. Han mente, at når man har et manuskript, der bliver opført aften efter aften, er skuespillerne fastlåst i en struktur som er sproglig.

Det eksperimentelle teater har taget det meget fint op. Det ultimative nærvær, den ultimative tilstedeværelse. Det er noget performance kan arbejde med, men det er også noget man kan arbejde med i værker. Der kan man arbejde med det i processen, eller som i denne udstilling hvor mellemregningerne og idéfasen er lige vigtige. Man ser ikke kun det nedslebne værk. I denne udstilling er der nogle spor som giver noget til hinanden, som skaber en helhedsoplevelse.

Tak

Jette Hye Jin Mortensen: A Three-way Metamorphosis Play, 2012. Foto: Timme Hovind.

Jette Hye Jin Mortensen: A Three-way Metamorphosis Play, 2012. Foto: Timme Hovind.

Jette Hye Jin Mortensen: A Three-way Metamorphosis Play, 2012. Foto: Timme Hovind.

Jette Hye Jin Mortensen: A Three-way Metamorphosis Play, 2012. Foto: Timme Hovind.

Jette Hye Jin Mortensen: A Three-way Metamorphosis Play, 2012. Foto: Timme Hovind.

Jette Hye Jin Mortensen: A Three-way Metamorphosis Play, 2012. Foto: Timme Hovind.

Jette Hye Jin Mortensen: A Three-way Metamorphosis Play, 2012. Foto: Timme Hovind.

Jette Hye Jin Mortensen: A Three-way Metamorphosis Play, 2012. Foto: Timme Hovind.

Jette Hye Jin Mortensen: A Three-way Metamorphosis Play, 2012. Foto: Timme Hovind.

Jette Hye Jin Mortensen: A Three-way Metamorphosis Play, 2012. Foto: Timme Hovind.

Jette Hye Jin Mortensen: A Three-way Metamorphosis Play, 2012. Foto: Timme Hovind.

Skriv kommentar



Artefact1
Boesner
Kunsthøjskolen på Ærø
Københavns Kunstskole
Kunstskolen Spektrum
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net