Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
29.04.2015 INTERVIEW

TOVES: A Thing in the World, 2015. Foto: Iben Zorn.

Transmission om kunst, kunst om transmission

Udstillinger produceres og planlægges i en fortsat strøm. Nogle ligger i fortiden, andre står som fysiske udstillinger i nuet og andre planlægges og kurateres for fremtiden. A thing in the world er på sin vis en overstået udstilling, men dens digitale efterliv eksisterer stadig i form af en pdf, denne artikel og en fortsat diskussion om kuratorens rolle, og hvordan vi taler om kunst og dokumenterer den.

AF Iben Zorn

Four Boxes
Krabbesholm Højskole, Krabbesholm Allé 15, 7800 Skive: krabbesholm.dk
A Thing in the World
TOVES
10.04.2015 - 24.04.2015

Download af PDF

I jeres tekst skriver i blandt andet om dokumantationen af udstillinger, som "echoes" og "the greatest worry of the exhibition is its ephemeral character." Vil i sætte nogle ord på jeres tanker omkring en udstillings efterliv, og den måde vi taler om udstillinger idag?

Honza: Udstillingers efterliv i form af fotodokumentation er i mange tilfælde blevet deres mest tilstedeværende eksistensform, forstået på den måde at cirkulationen af dokumentationen på blogs, hjemmesider og i portfolier udgør en væsentligt større berøringsflade med publikum end den installerede udstilling selv.
Det er problematisk på flere planer, dels pga. dokumentationens manglende evne til faktisk at videregive den prægnante og nuancerede oplevelse, som en kropslig tilstedeværelse i udstillingen tilbyder, men også fordi udstillingers design nu skal tage stilling til, om den fremtidige kommunikation (dokumentationen) skal inkorporeres i deres modus, eller ej.

Det problem er netop Michael Sanchez' pointe i hans essay On Art and Transmission (Artforum 2013), hvor han bl.a. taler om, den måde lyssætningen i udstillingsrum i 00'erne ændrer sig med baner af lysstofrør, der lyser alle vægflader ens op, og på den måde med sit lysdesign "forbereder" rummet til den over-all oplyste flade, som netop er karakteristisk for de skærme, vi ser kunst i sin dokumenterede form på. Altså, er kunstrummet i sin fysiske form allerede begyndt at tippe over mod en fotograferet tilstand.

Sanchez stopper ikke ved udstillingsrummet, men går videre og taler om særlige typer af værker, der er lavet med scroll-feedens perceptions hastighed in mente, ved enten at arbejde med stærke neonfarver, der kan fange øjets opmærksomhed blandt mængden af billeder, der ruller forbi i feedet, eller gennem superforsimplede abstrakte motiviske strukturer i serier, som fungerer godt i sådan et feed - som en beroligende animation af en slags. Problemet med meget af den kunst er, at den ikke nødvendigvis fungerer i sin installerede rumlige og fysisk taktile tilstand, og udstillingen bliver derfor reduceret til et alibi for en fotosession - kunstobjektet som photo op.

Hvad betydning har det i forhold til denne udstilling, eller den måde vi generelt tænker kunst idag, at det (måske) vigtigste efterliv for en udstilling bliver den billedlige og digitale dokumentation?

Honza: Én af de ting, vi har engageret os i med denne udstilling, er at investere ind i det her kompleks og forsøge at skabe værker, der ikke har hverken den ene eller den anden transmissionsform som sit primærrum. Vi har f.eks. komprimeret dokumentationen til én meget tung kollage-pdf-fil (60MB), et ark som indeholder al den information, man normalt finder rundt om en udstilling; dokumentationsfotos, et essay der omhandler udstillingens tematik, udstillingens titel, og grafisk design, som man kunne se på en flyer - i dette tilfælde udstillingsstedets (Four Boxes) fire bokse i foldemodel format.

Filen ligger tilgængelig på nettet og bliver udstillingens eneste officielle dokumentation fra udstillingsstedets og vores egen side. Filen danner samtidig udgangspunkt for en skulpturel installation i udstillingen, hvor vi har fået printet filen på tre store stykker aluminium, skåret foldemodellernes former ud og delvist foldet de fire bokse ud fra aluminiumspladens flade grundplan.

Vores installation i aluminium er værkets konkrete manifestation til denne udstilling, men når man downloader filen fra nettet, vil man selv kunne printe den på et materiale efter eget ønske, og også vælge i hvilken form man vil have den; som fladt væghængt billede, som foldet skalamodel, eller noget tredje. Dvs. der eksisterer i og for sig ingen ren dokumentation, og heller ingen endelig udgave af værket. I dette tilfælde har vi altså splittet det kunstneriske udtryksrum op i en digital dokumenterende komponent og en diskret materiel komponent.

Hvordan kommer kuratorens rolle ind i billedet?

Honza: Problemet med kunstens transmissionsformer er ikke noget, der begrænser sig til dokumentationsproblematikker alene. Det spiller også ind i forhold til ideen om hvilke kvanter kunstneriske udtryk overhovedet kommer i. Vi er vant til at tænke kunstneriske udtryk i form af transmissioner gennem medier, hvad enten de er klassiske som maleri, skulptur eller film, eller nyere som installation og performance f.eks. Men med den voldsomme stigning i kuratering vi har set gennem de sidste tyve år, og særligt i de seneste års kunstneriske versioneringer af kuratering som et primærformat for kunstnerisk udsigelse, er der opstået et behov for at forstå transmissionen og produktionen af kunst på en ny måde. Hvad sker der i relationen mellem kunstneriske udtryk når en udstilling f.eks. bliver til et primærmedie for en kunstner, der samtidig inkluderer andre i sin udstilling?

Janus: Vi arbejdet med idéen om at syntetisere alle forhold ved en udstilling i ét … objekt kan man måske sige. Således at værket er udstillingen og udstillingen er dokumentationen, dokumentationen er værket og værket formidlingen - altsammen i ét snuptag. Med A Thing in the World prøver vi at finde en måde at leve med det mest skrækindjagende ved livet; vi forsøger at gøre det umulige: at blive udødelige.

Man kan måske sige, at - ulige kunstneren - så har kuratoren altid det uheldige problem, at deres kreationer er der i dag, men altid er væk i morgen. Ligegyldig hvad de gør for at kurere dem, så lykkes det ikke. Det er så tragisk for os at tabe vores skabelser igen og igen. Vi forsøger at kompensere for disse tab i vores liv ved hver og eneste gang at affotografere dem, inden de går bort. Vi genkender vores og vores venners angst for døden, når vi dagligt ser, hvordan vi alle præsenterer hinanden for en uendelig strøm af vores kære. Vi er så desperate, at vi gør alt, hvad vi kan for at de skal blive husket. Vi sminker de tabte, så de tager sig godt ud; vi sørger for, at vi alle kommer til at se og huske dem i det bedste lys. Så længe de lever i mindet, kan vi fortælle os selv, at de ikke er fuldkommen døde for os. Men det er de jo. Det er melankolsk at tænke på, at det først er, når vi har tabt det, vi har kært, at vi forstår, hvad vi havde. Men måske behøver det ikke at være helt sådan.

Ok. Vi skaber altså i kunstverden en form for selvgenerende system gennem sider som Kopenhagen.dk eller på international basis Contemporary Art Daily, der i sig selv fungerer som en form for gruppe-udstilling for dokumentationen af udstillinger. Systemet er så linket til feeds på vores iPads og smartphones, og vi tænker mere eller mindre bevidst vores værker ind i denne kontekst.


Jeres udstilling forsøger så at bryde dette mønster - eller rettere arbejde med udstilling og dokumentation som en dialog mellem hinanden frem for to separate dele, hvoraf den ene mere eller mindre ophøjer den anden (værket ophøjes gennem dokumentationen og dokumentationen ophøjes af idéen om det fysiske objekt eller udstillingens krop). Istedet er jeres udstillings fysiske print på aluminium og dokumentationen i form af pdf’en på en måde to sider af samme sag?


Rasmus: Ja, eller rettere, det er den samme side af sagen, i forskellige tilstande.

En anden siden af sagen er imidlertid JANUS HØM, 2014, en video som er installeret på 1. sal af Four Boxes, som også har med dokumentation af udstilling at gøre. Der er tale om en dokumentarfilm, hvori Janus Høm følges over et par måneder i arbejdet op til sin først seperat-udstilling som billedkunstner på udstillingsstedet 1857 i Oslo. Filmen består blandt andet af to interviews med kunstneren selv og kuratoren (Honza Hoeck). Det er ikke en dokumentation af den udstilling de lavede - men rettere en dokumentation af dem og samarbejdet i forbindelse med udstillingen og rollen som kunstner/kurator i det hele taget. Absolut en såkaldt 'bro-mance'-film. Filmen blev produceret af en anden mindre konstellation af TOVER. Janus og Honza var (vigtigt nok) ikke selv med til at producere filmen, men var i denne sammenhæng 'objekterne' deri.

Det er gerne sådan med TOVES, at én finder en bold, eller noget der ligner, kaster den, en anden griber den og sender den videre til en tredje, som tæmmer den og ligger den på fx en lagkage eller et badedyr, som en fjerde i mellemtiden har pustet op. Ved næste projekt er rollerne og deltagerne måske skiftet om.

Tak.

Fakta: Four Boxes fik for nyligt ny kurator, Jacob Dahl Jürgensen. A thing in the world var den første udstilling kurateret af ham. Four Boxes fungerer som udstillingssted for udstillinger indenfor de 5 linjefag på Krabbesholm Højskole: Kunst, foto, arkitektur, grafisk design og design.

Download af PDF

Skriv kommentar



Boesner
Kunstskolen Spektrum
Kunsthøjskolen på Ærø
Københavns Kunstskole
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net