Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
09.07.2014 INTERVIEW

Uffe Isolotto og Anders Gaardboe Jensen, 2014 Foto: Maria Bordorff.

Den nye maskinæstetik

I år er det præcis hundrede år siden, at Første Verdenskrig brød ud – den første mekaniserede krig, som medførte omfattende tab og ødelæggelser, og som satte dagsordenen for de militære interventioner i det tyvende århundrede.
Indenfor kunsten betød det, at helt nye æstetiske retninger skød frem, og at maskinen for alvor vandt indpas som undersøgelsesfelt. Frygt og fascination for tidens teknologiske fremskridt ledte avantgardekunstnere ud i eksperimenter med maskinen som fokus for kropslighed og subjektivitet under forandring.

Maskinæstetikken af i dag har naturligvis bevæget sig langt fra krigs- og efterkrigstidens kunst, men er om ikke andet del af en fortløbende udvikling – og på Holstebro Kunstmuseum vises netop nu udstillingen MASKINE! som giver et indblik i samtidskunstens fortolkninger af det maskinelle.
Syv danske kunstnere er repræsenterede og bidrager til en bredtfavnende omgang med teknologiorienteret kunst. Udstillingen er kurateret af Anders Gaardboe Jensen og løber frem til d. 28. september.

Jeg tog en snak med Anders og Uffe om udstillingen – og det blev en snak af omsiggribende karakter, som kom til at runde såvel maskinæstetik som dystopi, posthumanisme og palæomad samt årets til dato mest fascinerende robotdanserinde.

AF Maria Bordorff

MASKINE!
Holstebro Kunstmuseum
Museumsvej 2, 7500 Holstebro W: holstebrokunstmuseum.dk
Franciska Clausen, Kristofer Hultenberg, Uffe Isolotto, Pernille With Madsen, Henrik Menné, Jørgen Michaelsen, Troels Sandegård
Kurator: Anders Gaardboe Jensen
15.06.2014 - 28.09.2014

Maria: Foruden seks samtidskunstnere er den danske modernist Franciska Clausen repræsenteret, hvorfor er hun det? 

Anders: Der findes forskellige versioner af værket, men Franciska Clausens maleri Skruen fra 1926 er jo et signaturbillede fra den periode. Hun knytter nære forbindelser til den europæiske avantgarde, og er på sin vis ansvarlig for at bringe maskinæstetikken ind i en dansk sammenhæng. Det er det eneste værk, vi har indlånt til udstillingen, hvad vi således har gjort en dyd ud af, og en yderligere grund var også, at det besidder flerstrengede bestemmelser på form- og indholdssiden, hvilket bidrager til en forståelse af, at der under ét er noget meget organisk og konstruktivt, konceptuelt og processuelt på spil i maskinæstetikken. 
Billedet fungerer ikke illustrativt i udstillingssammenhængen, men er alligevel blevet et prisme i forhold til de øvrige kunstneriske positioner, som er med til at angive spændvidden inden for det her felt. De inviterede kunstnere har i øvrigt alle bidraget med nyproduktioner, men er aldrig blevet bedt om at forholde sig til Clausens værk. 
Netop det processuelle går i øvrigt igen i alle udstillingens lag – fra kuratering til værkinstallation – idet der langt fra er tale om nogen stramt kurateret udstilling, men om en dialogbaseret tilgang med nye værker, og et bredt arbejde med det maskinelle både som konkret objekt, som konceptuel metafor og som kunstnerisk redskab. 

Maria: Uffe, fortæl om dit værk A Folk Tale about Technological Digestion 

Uffe: Det er jo en lidt komisk titel, når man sådan får rullet den ud. Den samler forskellige medier - video, skulptur og vægmaleri - under én paraply som breder sig over en interesse i den proces, hvor mennesket gestalter symbolske narrativer og - i forsøget på at være en del af et større narrativ - viderefortæller hinandens historier.
Ved at trække paralleller mellem folkeeventyrets kendte symboler og den nyere form for fortælling, som virale internetmemer, er det måske muligt at sløjfe den tidslighed, som adskiller dem, og se på fortællingen i sig selv. Det kendetegnende ved den nyere form for folkelig fortælling er, at der ikke har fundet en udvælgelse sted - intet Brødrene Grimm eller Aarne-Thompsons klassifikationssystem så at sige, og vi får væltet alle disse narrativer i form af billeder og videoer ned over os hver dag igennem de sociale medier. 
Hvordan goutterer man det? Jeg er ikke sikker, men min mavefornemmelse siger mig, at det ikke nytter at prøve at fordøje dem alle og udlede noget bestemt. Der bliver snarere tale om et konstant flow og en registrering af, at man bliver fortalt noget, end om nogen egentlig moraleudledelse. 
Fordøjelsesproblematikkerne har jeg hevet frem fra henholdsvis Rødhætte og Ulven og De Syv Gedekid som deler den samme slutning; ulven bliver sprættet op, de sagesløse reddet, hvorefter ulven får syet kampesten ind i maven og dør - ikke af selve operationen, men af problemerne med at tilpasse sin nye tilstand til virkeligheden.

Maria: Anders, vil du fortælle lidt mere specifikt om udstillingens forholden sig til det maskinelle? 

Anders: I Uffes værk reflekteres det maskinelle, det kropslige og kunstnerisk produktivitet i fordøjelsens processer og i overlejringerne mellem folkeeventyrets traditionelle fortællinger og nutidige internetfænomener; i Troels Sandegårds værk sker det i et selvportræt i form af en svedaflejringsanordning, der samtidig er et billede på kroppen som funktion og mekanisme, imens det hos Henrik Menné meget konkret kommer til udtryk i forhold til hans kunstmaskine, som står og producerer skulpturværker i løbet af udstillingsperioden. Kristofer Hultenbergs billeder har det processuelle indbygget i sig i overgangen fra computeriseret designproces til analogt 'færdigprodukt'. Pernille With Madsens værker er lignelser over maskinens dynamiske rytmer, der sætter synet i bevægelse. Og endelig er Jørgen Michaelsens værk en anskueliggørelse af, hvordan 'indbildningsmaskinen' – altså kunstnerisk konceptualisme – kan overføres produktivt til alskens områder inden for sociologi, historie, politik, genetik og biologi. 

Maria: Så udstillingen er også en undersøgelse af den kunstneriske afsender- og udsigelsesposition? 

Anders: Ja, i høj grad. Det er måske mest iøjnefaldende hos Menné, hvor maskinens andel i det samlede værkudtryk er ret stor. Det stiller spørgsmålet om, hvad kunstnerisk intention og virkekraft overhovedet er for en størrelse. Den elementære geometriske og mekaniske orden der præger Hultenbergs og With Madsens værker, er også traditionelt forbundet med en vis eliminering af den menneskelige personlighed. Og Sandegårds 'selvportræt' er heller ikke selvforherligende, sådan som portrætgenren normalvis antages at være det. I øvrigt ihukommer hans bidrag – måske? – Malevitjs suprematiske billeder, disse 'formernes nulpunkt'. Jørgen Michaelsen problematiserer ligeledes kunstnerrollen og det traditionelle værkbegreb. Men Uffe er bestemt også godt inde i en undersøgelse af kunstnerisk autenticitet. 
Forestillingerne om ekspressivitet og kunstnerisk ophav er noget ganske andet i dag, end de var engang – måske er de dybest set blevet maskinelle? Men sådan har det måske været længe, især hvis vi nu antager, at maskinen er et kunstnerisk redskab. – Men de kunstneriske produktionsbetingelser og udsigelsespositionen må – i de fleste tilfælde – givetvis forstås på nogle andre præmisser i dag. 

Uffe: Der synes jeg faktisk, at maskinen er frigørende. Den fritager Menné for ansvaret for at lave det skulpturelle output, så hans værk består i at konstruere selve maskinen. Ikke at jeg tror at han skelner mellem det ene og det andet, men arbejdet med maskinen forskyder alligevel det kunstneriske output en kende. 

Anders: Det er i hvert fald klart – også historisk set – at maskinen kan fungere subjektivt forløsende i et eller andet omfang. 

Maria: Hvad med de her retroteknologiske tendenser, som er en del fremme lige nu – lydkunst lavet med gameboys, 8-bit opløsninger osv.? 

Uffe: Ja, Cory Arcangel er stor i Herning lige for tiden... 

Anders: Det er et godt og relevant spørgsmål, og nogle vil på udstillingen muligvis savne nyere fænomener såsom internet- og softwarekunst. Men her mener jeg, at der ville være blevet tale om en helt anden udstilling med et slags 'mediearkæologisk' sigte. 

Maria: Men er nostalgi ikke et aspekt af samtidskunstens fortolkninger af maskinen? 

Anders: For mig at se har det ikke meget med nostalgi at gøre. Med udstillingen ønsker vi at vise nye tilgange til det maskinelle i kunsten, men uden nødvendigvis at forfalde til teknologisk determinisme. 
Men hvad nu angår Kristofer Hultenbergs arbejder, hviler de for mig at se – deres sart forfinede detaljeringsgrad og håndtegnede kvaliteter til trods – på et nærmest kybernetisk grundlag, ikke mindst når man nu tænker på deres fremstillingsvilkår. With Madsens arbejder har retrofuturistiske elementer, jovist. Men de er ikke nostalgiske. Og hvad angår Uffes arbejder er de i udpræget grad hypermoderne, artificielle simulationer. Der er også meget krop til stede hos Uffe, men det er en maskinel, syntetisk krop. 

Uffe: Ligesom maskinen begynder at flyde ud og ind af vores krop, så føler jeg også, at grænserne bliver mere flydende medierne imellem. Hvor jeg før i tiden arbejdede mere med konkrete objekter - med fundne objekter - oplever jeg, at de virtuelle objekter jeg køber på nettet har en anderledes beskaffenhed. Da de er skabt ud fra nogle sociale overenskomster om den mest generiske version af det pågældende objekt, får man et objekt som opererer tættere på idéen om objektet og lidt længere væk fra genealogien for det nærværende fysiske objekt. 
I en computergenereret virkelighed er skellet mellem at arbejde malerisk, skulpturelt og i tidslig og narrativ form meget flydende - man får så at sige et perfekt objekt, som er modelérbart, og som kan flyde ind og ud af genrekonventioner. 

Anders: Det perfektionerede som kunstnerisk udsagn er jo et ofte tilbagevendende tema. Troen på maskinens løfterige muligheder betød i forbindelse med Første Verdenskrig og tiden derefter, at dens funktionsdygtighed kunne anvendes som et middel til at sikre samfundsmæssig harmoni – især i genopbyggelsesfaserne. Det tog kunsten naturligvis bestik af. Konkret abstraktion forbindes ofte med ønsket om en bedre, mere fællesskabspræget verden. Og vi har allerede talt om geometriens betydning i den sammenhæng, som jo også er forenelig med maskinalderens standardiserede perfektion. 
Tænk igen på Hultenbergs billeder, hvor han har modificeret en skæreplotter, som giver tegningerne et velunderbygget præcisionspræg. Den geometriske figur – som visuelt og tankemæssigt konstrukt – gør sig i øvrigt også stærkt gældende hos Michaelsen. 

Maria: Perfektion og forbedring er altså aspekter af maskinæstetikken – hvad med de mere dystopiske sider? 

Anders: Det hører naturligvis med til historien, at maskinen er fascinerende og skræmmende på én og samme tid. Kunstnerisk løber dette dobbeltspor som en understrøm også hos de mere teknikbegejstrede repræsentanter for 1920ernes konstruktive kunstretninger, heriblandt Fernand Léger. Ser man hans film Den mekaniske ballet er det ikke bare lutter lagkage. Maskinen og dens kunstneriske brug sprænger kropsbilledet, men det kan altså ske med forskelligt ideologisk sigte. Den italienske futurisme fejrede eksempelvis maskinens destruktive og dæmoniske kræfter i et krigsforherligende traditionsbrud. Jean Tinguelys selvdestruktive maskiner og Andy Warhols Disaster-serie kunne også diskuteres inden for rammerne af maskinens tvetydige væsen. 

Uffe: Faktisk var min første idé til et værk på udstillingen ret dystopisk. Jeg havde en 3D-model af Færch-fløjen - den del af museet som udstillingen er i - som jeg havde fået af arkitekterne der stod for tilbygningen i 2011. Mit første besøg på Holstebro Kunstmuseum var derfor en virtuel rundtur på hjemmesiden, så derved forblev min kontekstualisering af stedet på et virtuelt plan.
Min tanke var at iscenesætte alle mine fallerede værker – alle de kuldsejlede projekter, som aldrig blev til noget – i en animeret dystopisk version af museet, hvor oversvømmelse, naturens tilbagevenden og zombier hærgede i ruinen. 
Tanken om Japan som et postapokalyptisk samfund har altid fascineret mig - at man kan leve i den samme verden - før og efter dommedag - er interessant. Udviklingerne i Japans kultur har influeret resten af verden, så vi alle på en måde lever i et pseudo-postapokalyptisk samfund. Der kommer nogle ret groteske ting ud af Japan! 

Maria: Ja, så bevæger vi os ind på det groteske – og i forlængelse deraf kan man måske spørge Anders, hvorfor der ikke er nogle robotter med på udstillingen? 

Anders: Udover det, vi allerede har drøftet, handler det om, at jeg ikke ønskede, at værkerne på udstillingen skulle fungere alt for illustrativt i forhold til maskintemaet. Der er ofte andre og mere interessante veje til undersøgelsen af et udstillingstema end den direkte. 
Altså, man kunne sagtens forestille sig seks maskiner, der stod og skræppede om kap i udstillingssalene, men jeg har en formodning om, at det ville falde lidt til jorden. Derudover handler det jo i sagens natur om den praktiske omstændighed, at kurateringen i denne omgang først og fremmest havde som udgangspunkt et ønske om at samarbejde med og udstille en række interessante kunstnere, hvor jeg dog – måske anelsesfuldt – så et vist interessefællesskab omkring det maskinelle, i denne udvidede forståelse af begrebet. 
Som bekendt ytrede kunstnerne hver især et ønske om at skabe nye værker specifikt til udstillingssammenhængen, så processen kom i sidste ende til at handle om at facilitere disse bidrag både i overensstemmelse med en 'tænkt' udstillingsæstetik og med respekt for enkeltværkernes integritet. Men med hensyn til dit spørgsmål, så er jeg i tvivl om, hvad det mest 'aktuelle' eller nyhedsværdige udtryk for maskinæstetik egentlig skulle være. Jeg synes, der er rigeligt at tage fat på i udstillingen. 

Og så en eftertanke: maskinens aktualitet er jo bestemt af menneskets kreative brug af den. Jeg er derudover overbevist om, at man kan genindskrive en lang række af det moderne maskineris funktionsmåder i ældre teknologier. Mange har i øvrigt bemærket, at det først er i dag, i den nuværende teknologikultur og de sociale netværks tvangsmæssige rutiner, at maskinens og industrialderens kadence for alvor er realiseret. 
Men tænker man på udviklingen inden for bioteknologien, står det klart, at maskiner mere end nogensinde før opfører sig som levende organismer. Det forklarer måske også, hvorfor der er så meget organisk krop til stede på udstillingen. Kunsthistorisk set har dette muligvis også noget med Duchamp og Picabias såkaldte 'mekanomorfoser' at gøre, som jo netop var en ironisk kombination af mekaniske og biomorfe former. Men læser man sig kulturhistorisk ind på maskinens betydning forstår man, at i det øjeblik vi menneskeliggør maskinen, dvs. antropomorfiserer den, da gør den modsatte bevægelse sig også gældende: kroppen bliver en maskine, fuld af mekanismer og funktioner. 
Denne reciprocitet er en gammel drøm, som går helt tilbage til visse oldtidskulturers folketro, hvor man finder fantasifulde vidnesbyrd om at skabe et mekanisk væsen, der kan efterligne mennesket. Andre versioner tæller Pygmalion-, Golem-, Homunculus- eller Frankenstein-myten. I dag har vi så cyborgs og robotter. 

Uffe: Jeg synes, at vellignende robotter – som Jordan Wolfsons robotdanserinde for eksempel – giver os en mulighed for at betragte os selv udefra. De skræmmer os med deres uncanny kvaliteter. Wolfsons robot kan fastholde dit blik, tale til dig og er yndefuldt animeret helt ud i fingerspidserne. 

Maria: Ja tak, jeg har taget mig selv i at streame samtlige videoer med “hende” på Youtube. Det er meget fascinerende. Og nærmer vi os her en afsluttende kommentar til udstillingens posthumanistiske aspekter? 

Anders: Ja, tilbagelæggelsen af det menneskelige er et ret gennemgående tema i udstillingen. Men for nu at knytte en sløjfe på det hele minder Wolfson mig også om 'Uncanny Valley'-hypotesen, altså dette fænomen, der handler om, at computersimulationer i dag er blevet så menneskelignende, at den minimale afvigelse pludselig får hele illusionen til at bryde sammen. 

Uffe: ... Det tætteste man kommer på det posthumane i mit værk er vel i form af de mannequiner jeg har brugt som stedfortrædere i animationen. Men jeg har en naiv tro på mennesket, på at det overlever sig selv - også selvom det til stadighed bliver mere integreret i teknologien. Jeg er romantiker og tror, at vi vil tage alt til os og betegne det som menneskeligt, som en forlængelse af os selv. Der er jo folk som har en fantom-disorder hvor de kan mærke deres ben vibrere, fordi de tror, at de har en mobiltelefon i lommen. Vores krop og sind er i høj grad villige til at indkorporere de her meget artificielle artefakter.
Noget som er interessant i forlængelse heraf er dobbeltforestillingen om mennesket; at vi var bedre engang i fortiden, i en mere oprindelig form, som man eksempelvis ser det i tidens palæotendenser – og modsat at vi kan blive forbedrede via teknologien. Det er jo ikke engang sikkert, at vores kropsmaskine kan processere hverken palæomad eller acceptere printede organer på lang sigt, men meget tyder på, at vi kan byde vores kroppe meget... 

Anders: Palæomad - det lyder som et tema til en afslutningssammenkomst. Eller modtema. – På samme måde som maskinen jo i og for sig er et modtema til Holstebro Kunstmuseums samlinger, der jo især orienterer sig mod såkaldt 'primitivisme' og dennes indflydelse på moderne kunst.

Franciska Clausen: Skruen, 1926.

Installation view, 2014. Foto: Holstebro Kunstmuseum.

Henrik Menné: TL90, 2014. Foto: Holstebro Kunstmuseum.

Installation detail: Henrik Menné, Pernille With Madsen, 2014. Foto: Holstebro Kunstmuseum.

Jørgen Michaelsen: DWC, 2014. Foto: Holstebro Kunstmuseum.

Kristofer Hultenberg: Uden titel I - VII, 2014. Foto: Holstebro Kunstmuseum.

Pernille With Madsen: Foreign Material, 2014. Foto: Holstebro Kunstmuseum.

Pernille With Madsen: Foreign Material , 2014. Foto: Holstebro Kunstmuseum.

Pernille With Madsen: Foreign Material, 2014. Foto: Holstebro Kunstmuseum.

Uffe Isolotto: A Folk Tale about Technological Digestion, 2014. Foto: Holstebro Kunstmuseum.

Uffe Isolotto: A Folk Tale about Technological Digestion, 2014. Foto: Holstebro Kunstmuseum.

Uffe Isolotto: A Folk Tale about Technological Digestion, 2014. Foto: Holstebro Kunstmuseum.

Uffe Isolotto: A Folk Tale about Technological Digestion, 2014. Foto: Holstebro Kunstmuseum.

Troels Sandegård: Self-portrait, respiration and perspiration, 2014. Foto: Holstebro Kunstmuseum.

Kristofer Hultenberg: Uden titel, 2014. Foto: Holstebro Kunstmuseum.

Skriv kommentar



Kunstskolen Spektrum
Kunsthøjskolen på Ærø
Boesner
Københavns Kunstskole
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net