Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
02.06.2015 ENQUETE

Kenneth A. Balfelt, Ibrahim Mahama og Silvia Litarde i paneldiskussion om proces og dialog som centrale værktøjer for kunsten i dag. Foto: Sara Thetmark.

”Samtidskunsten er en fiktion”

Det gensidige afhængighedsforhold mellem samtidskunsten og kapitalismen ekskluderer en global mangfoldighed af stemmer i kunsten. Konferencen Arts & Globalization satte en megafon for disse stemmer.

AF Sara Thetmark

Hjerteblod, diskussionslyst, indignation og visioner løb igennem konferencen ’Arts & Globalization - Achieving Intercultural Dialogue Through The Arts’, der i sidste uge satte fokus på kunstens rolle i en global virkelighed.

De tre dages oplæg og diskussioner kaldte især på to tiltrængte opgør. Opgør med den traditionelle kunstner- og kuratorrolle. Og et opgør med kunsthistoriens dominerende hierarkiske kanon, der står i vejen for alternative virkelighedsfremstillinger i relation til den globaliserede, socioøkonomiske og geopolitiske virkelighed.

Museer fulde af tom markedsledet internationalisme
Det første opgør introduceres af kurator og teoretiker, Paul Goodwin, som tidligere har arbejdet ved  TATE Modern. Han efterlyser en ny og kritisk kurateringsstrategi, der gør op med det gensidige afhængighedsforhold mellem samtidskunsten og kapitalismen. De seneste 30 år er det forhold kun blevet tættere og tættere. Og det har medført, at samtidskunsten er blevet underlagt et konstant krav om at være spektakulær og storslået og fungere som en integreret del af en udvidet oplevelsesøkonomi. En udvikling, der stækker kunstens kritiske potentiale og ekskluderer en reel global flerhed af stemmer i kunsten.

Eksemplarisk for tendensen er ifølge Paul Goodwin de store blockbuster-udstillinger på toneangivende museer verden over, der forsøger at dække et helt område eller kontinent i én udstilling med kunst fra fx Indien, Afrika eller Asien. En tilgang, der foregiver at favne det globale, men som i sin struktur er stærkt reduktionistisk, da den på ingen måde kan inkludere alle samtidige stemmer i kunsten.

Ideen om det samtidige, det kontemporære, er altså en fiktion, påpeger Paul Goodwin. ”En fiktion, der er kapret af markedet. Og meget af det traditionelle kuratoriske arbejde er med til at styrke denne fiktion gennem en formodet transnationalisme, som resulterer i biennaler og kunstmesser.”

Resultatet er ifølge Paul Goodwin, at mange moderne museer fyldes af en masse tom markedsledet internationalisme, der reelt set ignorerer den rige globale kontekst, den søger at favne.

Det store problem er, at institutionerne fuldstændig ignorerer et helt centralt aspekt af det globale - nemlig det faktum, at det globale er lige uden for døren og er blevet en fast del af de vestlige byers anatomi på grund af den accelererende migration og globalisering.

Eksotiske indslag uden tilknytning til hverdagen
Den reduktionistiske problematik er også velkendt for Center for Kultur og Udvikling (CKU), der gennem Images Festival arbejder på at skabe opmærksomhed i Danmark på kunst og kultur fra Afrika, Asien og Mellemøsten. I følge leder Christina Papsø Weber har der været en tendens til, at festivalen blot blev et eksotisk indslag i hverdagen, som ikke havde nogen reel længerevarende betydning for at skabe opmærksomhed omkring den globale kunst.

Som resultat af denne erkendelse og flere års faldende publikumsdeltagelse har Images Festival derfor ændret form til nu at være en biennale spændt ud over et helt år i samarbejde med forskellige uafhængige kunstinstitutioner i hele landet, og for første gang kurateret af en udenlandsk kunstner.

Images’ problem med en eksotisk dyrkelse af global kunst og kultur bekræfter Paul Goodwins behov for at gøre op med samtidskunsten og dens tilknytning til markedet og institutionen. I stedet må der ifølge Paul Goodwin indføres en post-kontemporær tilgang, der forsøger at placere sig uden for fiktionen om det samtidige. En tilgang, som inddrager verdenen lige uden for døren og arbejder med de ustabile og problematiske tilstande i stedet for at lade sig styre af markedets diktater, der får samtidskunsten til at størkne i endnu en genkendelig historisk stil.

Det ustabile som ressource
Netop det ustabile er i følge Alia Swastika et grundvilkår i det globale, men det behøver ikke at blive betragtet som en trussel: ”Vi vil bruge kaos og konflikt som en platform til at skabe dialog”, forklarer lederen af Indonesiens Biennale Jogja 2015.

Gennem et ækvatorialt samarbejde med lande inden for den 23. breddegrad, både over og under klodens talje, bryder Biennale Jogja præmisset for kulturelt fællesskab og biennaleformatets nationaldyrkende egenart og indbyggede kulturelle hierarkier og magtstrukturer. 

De ustabile tilstande og globale spørgsmål er blevet bærende i kunsten og kommer til udtryk i en mere aktiv og interventionistisk kunstpraksis, hvor ideen om at kunsten skal have en relevans er blevet central. Og heri ligger også et opgør med og en modstand imod den historiske rolle som kunsten og kunstneren traditionelt har indtaget i samfundet.

Et eksempel er kunstneren Ibrahim Mahama, hvis imponerende gigantværker kan opleves på årets Venedig Biennale og næste års Images Festival, og som er skabt med udgangspunkt i projekter i samarbejde med mennesker i samfundets margin, afrikanske migranter i Ghanas hovedstad Accra.

”Jeg vil ikke arbejde som en kunstner, der laver udstillinger, men arbejde med projekter, der kan åbne op for nye måder at tænke over de valg, vi skal tage i fremtiden. De kollektive menneskelige vilkår i det 21. århundrede har fået afgørende betydning for den måde, jeg fremstiller mine værker på. Kunstneren af i dag skal noget andet end at lave billeder.”

En anden tilgang til facilitatorrollen står kunstneren Kenneth Balfelt for. Han har i mange år herhjemme arbejdet med borgerinvolverende processer i forbindelse med stedsspecifikke projekter, der sætter erfaringerne fra brugerne af stedet i spil, så som fx narkomaner, øldrikkere og hjemløse, og ser dem som ressourcer, der skal have en væsentlig stemme i de processer, hvor de ellers normalt ekskluderes.

Kunstens i globale konflikter
At skabe rum for kunst i politiske konflikter er et andet centralt omdrejningspunkt for flere oplægsholdere. Fra Alia Ayyans arbejde med at skabe et fællesskab omkring palæstinensisk kunst for palæstinensere i Jerusalem til Tone O. Nielsens arbejde med integration i Trampolinhuset, der i sit oplæg ’Rethinking Migration in the Context of Nordic Coloniality’ insisterer på, at ”kunsten kan skabe en platform, som kan igangsætte inklusion af immigranter i samfundet”.

Denne overbevisning deles af den italienske kurator Silvia Litardi. I 2009 brød hun og 200 lokale kunstnere, illegale flygtninge og migrantarbejdere hegnet ned til et nedlagt svineslagteri i Rom og kæmpede for retten til at bo på stedet, og igangsatte samtidig det socialpolitiske kunstprojekt Space Metropoliz.

En bottom-up tilgang, der ikke venter på diktater oppefra, er fuldstændig essentiel for, at denne kunstpraksis kan lykkes i globale konflikter og samtidig frigøre sig fra den traditionelle kunstner- og kuratorrolle.

Denne bevægelse nedefra og op er i det hele taget afgørende for at skabe rum på post-kontemporære præmisser, understreges det fra politisk hold af Christine M. Merkel fra den tyske UNESCO kommission. 

Selv her på tiåret for UNESCOs konvention for beskyttelse og fremme af de kulturelle udtryksformers mangfoldighed er der stadig meget arbejde at gøre, men ifølge Christine M. Merkel er der en reel proces i gang, der kan skabe rum for samtidskunst som andet ren kommerciel fiktion: ”Vi er midt i en forandringstilstand, karakteriseret ved samarbejde.”

Keynotes: Paul Goodwin, Christine M. Merkel, Tone O. Nielsen, Alia Rayyan, Christina Papsøe Weber.

Kunstnere og kuratorer: Kenneth A. Balfelt, Maria del Carmen Carrion, Tamara Erde, Elika Hedayat, Tessa Jackson, Kati Kivinen, Silvia Litardi, Ibrahim Mahama, Maria Ribas, Alia Swastika, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Osei Binsu, Gavin Clarke, Camara C. Lundestad Joof, Niels Righolt, Sara Omar.

Tone O. Nielsen taler om kunstneriske metode som grundlag for en inkluderende samfundsudvikling. Foto: Sara Thetmark.

Workshop Swapping Camp 1 kickstartede dialogen om kritiske globale spørgsmål i kunsten, blev dirigeret af Colonel og Tijana Miskovic. Foto: Sara Thetmark.

BLOC, performance af Elika Hedayat og Tamara Erde. Foto: Sara Thetmark.

Konferencen var fuld af aktive indslag, der satte fokus på globale forhold. Lilibeth Cuenca Rasmussen fremførte sin performance AFGHAN HOUND. Foto: Sara Thetmark.

Kurator, professor og urban teoretiker Paul Godwin taler om kuratorens kritiske rolle i globaliseringens tidsalder. Foto: Sara Thetmark.

Digter og kunstner Sara Omar læser op af sin kommende udgivelse. Foto: Sara Thetmark.

Emil Westman Hertz, Untitled (2015) fra udstillingen The Examples kurateret af Carl Martin Faurby, der var en del af konferencen. Foto: Sara Thetmark.

I ly for regnen i Astrid Noacks Atelier på Nørrebro. Foto: Sara Thetmark.

Astrid Noacks Atelier. Foto: Sara Thetmark.

Råderum – mobilt kontor for samtidskunst arrangerede en bustur til alternative udstillingssteder og eksempler på kunstpraksis i det offentlige rum som fx Den røde plads initieret af Superflex, BIG og Topotek1. Foto: Sara Thetmark.

Superkilen var endnu et eksempel på kunstrum uden for institutionerne. Foto: Sara Thetmark.

Udstillingsstedet CAMP i Trampolinhuset. Foto: Sara Thetmark.

Vin, mad og poesi på SMK. Foto: Sara Thetmark.

Skriv kommentar



Kunsthøjskolen på Ærø
Roskide Højskole
Københavns Kunstskole
Kunstskolen Spektrum
Boesner kunstnerartikler
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net