Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
30.09.2014 INTERVIEW

Christian Vind Foto: Torben Zenth.

Særlige mønstre, usynlige forbindelseslinjer og en emnedoktors brevsprække

I et wunderkammer af en udstilling navngivet efter en brevsprække tilhørende den gådefulde Dr. Topić mødte jeg Christian Vind til en samtale, der tog form af en fysisk og mental interferens med og ind i de transparente lag, udstillingen er gjort af. En udstilling, der på fabulerende vis tager udgangspunkt i kunstnerens eget arkiv bestående af billeder, etnografika og andre kuriøsiteter, og som lægger op til en uundgåelig inddragelse af beskueren og dennes perception.

AF Mette Rasmussen

Overgaden
Overgaden Neden Vandet 17, 1414 København K. W: overgaden.org
Dr. Topic
Christian Vind
23.08.2014 - 26.10.2014

(Vi starter samtalen ud i Overgadens stueetage i det første af tre udstillingsrum).

Til en start vil jeg spørge dig, om du vil fortælle lidt om din udstilling her på Overgaden?
Så kunne jeg godt tænke mig at spørge dig, om du kender til fænomenet moiré? 

Hmm… Jeg tror, jeg har hørt om det før, men ved ikke helt, hvad det betyder…
Moiré er et centralt begreb i min praksis, og er afgørende i forbindelse med alle de udstillinger, bøger og kuratoriske opgaver, jeg har lavet. Hvis du forestiller dig, at du har nogle forskellige transparente lag, som du kan lægge ind over hinanden og flytte rundt på, så danner de nogle særlige mønstre, og det er moiré. Denne udstilling er ligesom et forsøg på at se, hvor meget moiré jeg kan lave ved at tage så mange genstande ud som muligt. 

Udstillingen drejer sig vel netop også om, at hver beskuer kommer med en subjektiv perception - og således selv bliver en del af det her moiré? 
Ja, absolut, for det er beskueren, der danner det her mønster. Når du går ind på udstillingen, så er det jo kun dig, det drejer sig om. Og så handler det netop om, hvilken form for moiré eller mønster, denne udstilling danner på bagsiden af din nethinde. Man kan sige, at hvis en tilfældig anmelder kommer ind og ser udstillingen, så danner der sig nok et mønster, men det mønster er måske ikke mere interessant end at stå og kigge på et billigt ensfarvet gulvtæppe købt i Silvan. Men hvis nu en anden anmelder kommer ind, så opstår der et brus af en bølge, som danner nogle helt ekstremt interessante mønstre. Men den enkelte besøgende danner sine egne mønstre af et moiré, som aftryk fra udstillingen. På den måde kan man sige, at det er radikalt brugerinddragende. Og så er det selvfølgelig, at man skal finde ud af, om det er Your Rainbow Panorama, eller om det er My Little Pony.

 
Christian VindDr. Topic (installation view), Overgaden Institut for Samtidskunst, 2014. Foto: Anders Sune Berg.


Christian Vind: Dr. Topics dørsprække, Zagreb, 17.06.2014, fotografi. Foto: Anders Sune Berg.  

Vil du fortælle lidt om de værker, der indgår i udstillingen?
I det første rum her på udstillingen kan man sige, at der er et slags tema, måske endog flere. Det første du ser, når du træder ind i det her rum, er et stiliseret, næsten piktogrammisk billede af en åben dør, og den eneste måde du kan entrere det andet rum i billedet på, er ved forestillingens kraft, fordi billedet er fladt. Derudover har du i midten af udstillingsrummet en montre med en lang række af konvolutter, og det er sådan set underordnet, om de har frimærker på og er puttet i en postkasse, eller hvordan de er transmitteret. Det, det drejer sig om, er, at det er en personlig meddelelse, fra én person til en anden, det er breve sendt til dig, måske. På den første væg herinde ser du værket “Dr. Topics dørsprække”, og på en anden væg hænger der så en indrammet gammel konvolut, og derigennem kan man sige, at der opstår en forbindelse tværs ind over rummet, fra brevsprækken til brevet. Konvolutten er sådan en, man måske kunne finde på et loppemarked eller på eBay, men den er så blevet stemplet igen og hedder nu “Reanimeret objekt”. Den er altså en slags genoplivet genstand, som ved at den hænger der og er blevet indrammet, er givet en anden form for sensibilitet og opmærksomhed, og konvolutten bliver derved pludselig til et billede. Når der så hænger et maleri af en dør, altså forestillingen om en dør, hvor du kan entrere et andet rum, og når der ved siden af det hænger et billede af et stykke ler, hvori der er stemplet ‘Sleep’, så er det selvfølgelig klart, at det muligvis også kunne pege på noget med at entrere en anden tilstand, som f.eks. kunne være søvnens tilstand. Altså, et sted hvor fortid, nutid og fremtid kolliderer og forvanskes ind i hinanden. Men så er jeg allerede ovre i en slags tolkning. 

Har du opsøgt og taget billedet af Dr. Topićs brevsprække med det formål at lave noget ud fra den, eller er det et tilfælde at det billede lige er havnet i din emnebank, og lige pludselig har fået særlig betydning? 
Jeg var i Zagreb og så den her dørsprække og fotograferede den, og man kan sige, at udstillingens udgangspunkt på en måde beror på en slags misforståelse. På dørsprækken står der jo Dr. Topić, men jeg tænkte med det samme, at det var Dr. Topic, emnedoktoren. Men det er netop dét billede, som er udgangspunktet for hele udstillingen. Men jeg var ikke taget til Zagreb for at tage billedet. Man kan sige, at hvis man ikke ved, hvor man skal hen, så leder alle veje dertil. Og jeg anede ikke præcist, hvorfor jeg skulle til Zagreb. Men set retrospektivt, så var det for at tage det billede. Jeg kunne sådan set ikke vide, at det var dén vej, det tog. Det stod helt i det åbne, det var fuldstændig blankt, ikke defineret. Men da jeg så denne her brevsprække, da vidste jeg på en måde, at det var en udstillingstitel. Men jeg vidste ikke på det tidspunkt, at det var til en udstilling på Overgaden.


Christian VindDr. Topic (installation view), Overgaden Institut for Samtidskunst, 2014. Foto: Anders Sune Berg.


Christian VindENTER the Loop (installation view), 2011/2014. Foto: Anders Sune Berg.

(Vi fortsætter videre ind i det andet rum, hvor vi mødes af en stor kube med en sortmalet kvadratisk front. En kube, som danner rammen for et rum i rummet, hvori videoværket “ENTER the Loop” vises - en 38,08 minutter lang strøm af billeder).

Prøv at lægge mærke til de der tidsmæssige og motiviske overlap - hvordan gulvet i det sixtinske kapel bliver til et hjul, der bliver til en cirkel, som bliver til en flerverdensteori, som bliver til øjne, svampe, loftet i et tibetansk tempel. Et avanceret kalligrafi, der bliver til en forstening, der bliver til en spillebrik fra vikingetiden, der bliver til Jorden. Disse billeder i dette værk fungerer som langsomme motivmæssige bølger, der hele tiden opstår og forsvinder i en langsom rytme. Hvert billede står tre sekunder hver. Men nogle af billederne kan man finde gentaget andre steder rundt i udstillingen. Billederne er ikke hentet fra nettet og er heller ikke fundet tilfældigt, de er fundet ved at forestille sig en ting, og så gå over og hente en bog, scanne et billede, forestille sig et nyt billede, gentage handlingen, og langsomt sættes forløbet sammen. 

Det er vel netop denne associative materialeindsamling og arkivering, der kendetegner din kunstneriske metode?
Ja, men ren intuition gør det jo ikke. Sammen med intuitionen skal der jo også være en viden og en erfaring, og tilsammen udgør de et diagram, som sætter associationernes flugtlinjer i gang. Men at lave det kræver en slags koncentration og indadlytten - du er nødt til at lytte indad. For hvis du er flittig eller omhyggelig, kan du sagtens i løbet af to timer finde nogle relativt interessante billeder på nettet af femogtyve kvindelige surrealister, vi ikke har hørt om før, og det kunne sikkert også være fint nok, men de billeder, jeg bruger, er bare hentet fra nogle andre steder. I dette værk tager du en slags tidsmæssig transparens, og så har du en bølgebevægelse, ligesom hvis du står ved havet og kigger på bølger, og det bliver på den måde et uendeligt loop. Hvert enkelt billede er nøje sat ind i denne her sammenhæng for at danne et mønster eller et moiré. 

Men hvis du kommer herind og ser, at der i loopet f.eks. er en tegning af H.C. Andersen, og du efterfølgende ser et billede af nogle løse tænder, og ikke ved, at H.C. Andersen hele tiden skrev i sin dagbog om sin frygt for at tabe tænderne, så er det klart, at denne betydning i hvert fald går tabt. Men så er der måske et andet sted, hvor du kan hægte dig på. Og jeg tror måske også, at det er sådan, det altid er - at man kan danne sig nogle sammenhænge og nogle betydninger, og så er der nogle andre ting, der går henover hovedet på én. 


Christian VindDr. Topic (installation view), Overgaden Institut for Samtidskunst, 2014. Foto: Anders Sune Berg.


Christian Vind: Dr. Topics kabinet (detail), diverse genstande i medicinskab, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

(Vi bevæger os ind i udstillingens tredje og sidste rum og træder op på en sokkel, hvor værket “Dr. Topics kabinet,” en art wunderkammer, står).

I dette værk har jeg været interesseret i den form for særlige mønster, som disse genstande danner på glaspladerne, så de igen danner et moiré ned igennem de her transparente lag. Og så var jeg interesseret i at sætte genstandene sammen på en måde, så de blev synlige, men samtidig ikke beskrive dem. Jeg kan godt lide, at de enkelte dele står helt sprogligt uformidlede, så tingene fungerer uden deres navn eller deres alder eller forbindelse, så du selv må forbinde hver enkelt genstand. Der er ikke en eneste ting i dette skab, som ikke er nøje udvalgt, og der er ved siden af hver enkel genstand herinde ekstremt mange andre genstande, som er fravalgt. Hver enkel ting ligger lige præcist dér, hvor den ligger, for at have en nærhedsrelation til det, der ligger ved siden af. Et eksempel kunne være det forstenede stykke træ fra Sydsjælland, hvor der ved siden af ligger et andet lille stykke Y-formet træ, som gentager træets form i forsteningen. Imellem de to stykker træ, som principielt er identiske, er der måske et spænd på 50 mio. år og så fremdeles. Men det her medicinskab er i virkeligheden lavet på samme måde, som jeg ville lave en collage. Det handler i og for sig ikke så meget om hver enkelt ting, men konstellationen af enkeltdelene er et collageværk. 

Er det der spillebrikken fra vikingetiden, som vi også lige så i din video? (Siger jeg og peger på genstanden i kuriøsitetskabinettet). 
Ja, og denne sektion har jeg stykket sammen som en collage over ting, som for det første er hvide, og som handler lidt om spil og måske er inde i en drømmemæssige sfære. Men spillebrikken har du altså lige set i videoen, og allerede nu trækker du på en måde en slags usynlig linje i bevidstheden og på tværs af rummene, som du tager med dig på nethinden, og nu forbinder du to punkter i udstillingen. Og udstillingen er opbygget af ekstremt mange af den slags usynlige forbindelseslinjer.


Christian Vind: Nethinderegistrering, 14.07.2014, Fundus-fotografi. Foto: Anders Sune Berg.  


Christian Vind: Uden titel, 2012/14, Mayland kalenderblade, bowle, sokkel. Foto: Anders Sune Berg. 

(Hvilket giver os anledning til at bevæge os videre til værket “Nethinderegistrering”).

De to værker her viser et såkaldt Fundus-fotografi, som viser nethindebagvæggen, der sidder bag ved øjnene. Måden man laver det på, sker ved at man drypper en pupiludvidende væske i øjet, så pupillen fylder hele øjet, og så skyder du et fotografi igennem pupillen og ind på retina. Og nu er det lige tilfældigvis mine øjne, men dine ser også sådan ud. Men dette værk har så måske en slags forbindelse til værket “Hvidpapirfeber”. Her er jeg gået ud til en røntgenklinik og har fået dem til at indstille maskinen specielt til at kunne tage et røntgenbillede af et stykke hvidt A4-kopipapir. Det hvide papir har noget at gøre med at kigge ind i intetheden. Det hvide papir opfattet som en art vindue til noget. Du stirrer altså ind i et stort intet, som på en måde også rummer en slags uendelighed. Men så kan vi jo også gå videre til bowlen herovre, som er fyldt med små papirsflyvere foldet af Mayland-kalenderblade igennem to år. Jeg blev bare ved med at folde de her papirsflyvere og lægge dem op i den her bowle, indtil jeg havde fyldt den. Jeg foldede en hver dag, og det gør jeg stadigvæk, jeg foldede også en i morges. 

Hvorfor? 
Dérfor. (Siger Christian Vind og peger på bowlen).

Det er vel en ret god manifestation af alt det med tid?
Ja, det er det jo. Ja ja, det er en bowle af tid. Så mellem den her lille papirsflyver, foldet mandag d. 28. juli 2014, og det billede derovre, et skibsmaleri af Anton Melbye fra 1866 og det forstenede stykke træ i glaskabinettet, som måske er 50 mio. år gammelt, der står vi faktisk inde i et ekstremt spænd af tid, lige her. Mange steder i udstillingen er der altså også strukket sådan nogle tidslinjer ud, som du danner, hvis du er opmærksom på det. 

Tak.

Christian Vind: Dr. Topic (installation view), Overgaden Institut for Samtidskunst, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

Christian Vind: Dr. Topic (installation view), Overgaden Institut for Samtidskunst, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

Christian Vind: Dr. Topic (installation view), Overgaden Institut for Samtidskunst, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

Christian Vind: Dr. Topic (installation view), Overgaden Institut for Samtidskunst, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

Christian Vind: Dr. Topic (installation view), Overgaden Institut for Samtidskunst, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

Christian Vind: Dr. Topic (installation view), Overgaden Institut for Samtidskunst, 2014.

Christian Vind: Dr. Topic (installation view), Overgaden Institut for Samtidskunst, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

Christian Vind: Dr. Topic (installation view), Overgaden Institut for Samtidskunst, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

Christian Vind: Dr. Topic (installation view), Overgaden Institut for Samtidskunst, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

Christian Vind: Dr. Topic (installation view), Overgaden Institut for Samtidskunst, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

Christian Vind: ENTER the Loop (installation view), 2011/2014. Foto: Anders Sune Berg.

Christian Vind: ENTER the Loop (installation view), 2011/2014. Foto: Anders Sune Berg.

Christian Vind: Uden titel, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

Christian Vind: 27 småsten med naturligt dannede huller trukket på tråd, 1996/2014. Foto: Anders Sune Berg.

Skriv kommentar



Jce Bienallen
Københavns Kunstskole
Kunsthøjskolen på Ærø
Kunstskolen Spektrum
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net