Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
20.06.2018 STATEMENTS

Nanna Lysholt Hansen: Dear Daugther / Motherboard Theories of Evolution (w/Braidotti, Plant et aliae) #16, 2018, performance. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Response, I:Project Space, Beijing

I:Project Space i Beijing blev over en måned omdannet til et foranderligt udstillingsrum, åbent atelier og mødested imellem otte danske kunstnere og det kinesiske publikum. Igennem hele måneden har de otte kunstnere arbejdet på en udstilling, der konstant forandrede sig og udvikledes i interaktionen med dem, der besøger rummet.

AF Response

Udstillingen Response tog tematisk udgangspunkt i oversættelsen som det første fundamentale skridt i retningen af en dialog imellem to kulturer. Med udstillingen skabte kunstnergruppen en åben ramme for en undersøgelse af, hvordan samtidskunsten kan være medskaber af en dialog imellem forskellige visuelle kulturer og konceptuelle tilgange. Udstillingens fokus var derfor ikke udelukkende være på de værker, der udstilledes, men på den respons de fik og på den udveksling, det forhåbentlig kan igangsætte på længere sigt.

Under opholdet i Beijing arbejder de otte kunstnere på hvert deres individuelle projekt, som alle udvikledes og undergik forandringer i mødet med publikum. Igennem en lang række af sociale arrangementer i udstillingsrummet - talks, performances, diskussioner og networking-arrangementer - åbnede de danske kunstnere op for en interaktion med det kinesiske kunstpublikum, hvis reaktioner, forslag og syn på udstillingen, endte med at påvirke den retning projektet tog.

Response
Rikke Ehlers Nilsson, Maj Horn, Johannes Sivertsen, Ditte Soria, Nanna Lysholt Hansen, Astrid Myntekær, Sif Hedegård, Scott William Raby
01.04.2018-30.04.2018
I:project SpaceBanQiao Hutong 10, Bei Xin Qiao
100007 Beijing, China

Astrid Myntekær:
Mit bidrag består af 20 traditionelle kinesiske dansevifter bemalet med forskellige masker. Jeg har brugt silkemaling og spray. Nogle er genkendelige skønhedsmasker og andre har jeg udviklet, studeret og samlet over en længere periode. 

Vifterne er er gennem tiden blevet brugt til at skabe en selvkølende effekt på huden, ved hjælp af en rytmisk håndbevægelse. Man har brugt dem til at gemme sig, beskytte sig mod solen, men også som et vigtigt redskab ud i kinesisk dans. En bestemt status og et bestemt køn blev ofte forbundet med en bestemt type vifte. Under Song dynastiet blev kunstnere ofte bestilt til at male på vifter og senere brugte man kinesiske digte, malet med kalligrafipenne til at dekorere vifterne. 

Masker er en stor del af bybilledet i Beijing, på grund af smog og forurening og viften med håndens kølende effekt - er blevet et symbol for mig, i en tid med global opvarmning. Masker og deres mangfoldige, praktiske, såvel som underholdende og ceremonielle brug i gennem tiderne og inden for næsten alle kulturer, fascinerer mig. Og det har været et sjovt værk at lave. 

Vifterne med maskerne er en del af en udstilling jeg er ved at lave i Danmark som hedder Memes og henviser dels til en ”me, me” eller ”mig, mig” kultur i den vestlige verdens dyrkelse af det enkelte individs velvære og udvikling; dels til biologen Richard Dawkins’ begreb om memes, der dækker over overlevelsesdygtige former for kultur så som bestemte melodier, slagord, trosforestillinger, tøjmode, møbeldesign osv. og - i nyere tid – videoer og andet materiale, der breder sig viralt på internettet.

I The Selfish Gene fra 1976 videreudvikler Dawkins, Charles Darwins evolutionslære om ”survival of the fittest.” Det, der klarer sig i kampen for overlevelse, er ifølge Dawkins ikke den mest levedygtige organisme så som et enkelt menneske, dyr eller en enkelt plante. Det er snarere det, der er mindre end det enkelte menneske, nemlig vores gener, og det der er større, nemlig menneskelige kulturer.

Udgangspunktet for min udstilling er min egen personlige oplevelse af, hvorledes jeg selv gennemstrømmes af energier, der både er større og mindre end mig. På residency i 2015 i Beijing, Kina, levede jeg i en verden, hvor gammel tro og forfaderdyrkelse stadig fylder en masse midt i det nye, hurtigt accelererende digitale liv. Der er indkøbscentre og motorveje anlagt efter Feng Shui’s forskrifter snarere end i overensstemmelse med byplanlæggere og arkitekters logik. Traditionel medicin clasher med et nyt følelsesliv og ideal om sundhed. Det er et mix af vestlige skønhedsidealer og traditionel kinesisk lære om kroppens velvære. 

Nanna Lysholt Hansen:
Mit projekt består af en filmet performance, der fandt sted her i Beijing tidligere på måneden. Den er en del af foreløbig tre performances, der centrerer sig omkring tekster, jeg har skrevet til min datter. 

Her i Beijing viser jeg en ny version af den anden tale, som hedder Dear Daugther / Motherboard Theory of Evolution. I titlen er der en reference til motherboardet og til Ursula le Guins Bæreposeteorien om fiktion, og talen er bygget op af tekstfragmenter, der handler om forholdet imellem evolution og kvindehistorien. Mange af teksterne har referencer til sciencefiction og teknologien, og handler om posthumaniteten og cyberfeminismen. Der er eksempelvis tekster om kvinders relation til teknologien igennem fx tekstiler, der er den første computerprogrammerede industri. Der er en hel del forskellige tekstfragmenter, som jeg væver sammen med min egen oplevelse af at lande på denne her anden planet, som moderskabet jo er. Mine egne tekster handler også om, hvordan folks syn ændrer sig på en, når man bliver mor, samt om, hvordan man pludselig er fysisk begrænset af barnet, men til gengæld kan en masse igennem computeren, som blev mit primære arbejdsredskab efter fødslen. I min performance bruger jeg en bæresele som symbol på, hvordan man fysisk er nødt til at finde en anden måde at komme rundt i verden på, når man har et barn. Det er en oplevelse af, at man bliver begrænset, at ens ego bliver begrænset. Alle de her oplevelser er flettet ind i de tekster, jeg gerne har ville give videre til hende.

Performancen handler også om at dele stemmer og videregive al den her viden, jeg synes min datter skal have. Selve teksten i performancen foregår på flere sprog, balndt andet fordi min datters far er græsk og jeg er dansk. Derfor er den på græsk, dansk og engelsk, fordi de tekster, jeg gerne vil videregive typisk er på engelsk. Desuden har barnet jo også sit eget sprog, som jeg også har optaget og bruger som supplement til teksterne. Det er også noget med at opleve et nyt sprog i mig selv, for da jeg fik hende oplevede jeg, at jeg efterlignede hendes lyde for at danne bånd. Alt det her handler også om at lære sprog, også sprog uden forståelsen. Nogle gange er det fx lettere at lære et sprog, hvis man glemmer oversættelsen og bare lytter til rytmen. Derfor er det en vigtig pointe at performancen indeholder flere sprog, og at jeg sjældent vil have et publikum, som kan forstå dem alle. Det er ikke for at udelukke nogle, men jeg vil gerne give folk muligheden for at lytte til sprog som lyd, hvor vi prøver at lære hinanden at kende igennem lydene og måske opleve noget andet, end man ville gøre, hvis man forstod alle sprogene. Sproget kan, synes jeg, også være en barriere, fordi det bare giver mening på et intellektuelt plan, men der er så mange andre ting i kommunikation, end blot intellekt og forståelse - fx kroppen og det visuelle. Hvis der er en tekst og et billede, så har vi lært at sætte teksten først, men jeg vil genre opløse det hieraki lidt. Når et tegn bliver abstrakt, så ser man til gengæld tegnet, frem for det, det repræsenterer, og det synes jeg er meget spændende i forhold til sproget, som jo også bare er lyde, hvis man ikke kender og forstår det. 

Jeg viser denne performance i Beijing netop fordi den indeholder alle de reflektioner over sproget og over det, at landet i en fremmed verden. Jeg har valgt at oversætte dele af performancen til kinesisk, fordi jeg også gerne vil åbne op og give noget. Oversættelsen bliver et ekstra lag og en ekstra stemme i performancen, fordi en oversættelse jo aldrig er neutral, men altid også farver teksten. Jeg taler ikke selv kinesisk, så jeg har siddet med en assistent, som har fodret mig med lyd efter lyd, som jeg har indtalt på bånd. Det var ret interessant, for man bliver bare ret ydmyg, når man skal lære et nyt sprog eller blindt følge nogle andres lyde. Der er rigtig meget magt i sprog, så det er ikke rart at være den, der ikke forstår. Man bliver faktisk lidt et barn, når man er sprogløs - man går ned i hieraki.

Johannes Sivertsen:
Jeg har taget ni malerier med til Beijing, som jeg har malet i København. Det er stilleben malerier som forestiller nogle genstande, som jeg slev har udvalgt blandt ting, der er ordinære for mig. I Beijing har jeg suppleret med at lave en ny serie malerier af hverdagsgenstande som kan danne et billede af den person, som lever blandt de genstande. Men da det er meget svært for mig at vælge genstande i Beijing, fordi jeg ikke kender kulturen og sikkert ville komme til at vælge noget turistskrammel, der kun ville fortælle om mine fordomme om stedet, har jeg i stedet overladt det til de lokale at vælge, hvad jeg skulle male. Helt praktisk har jeg haft en åbent atelier ud til gaden i et hutong-kvarter, hvor folk kan komme forbi og kigge ind, imens jeg maler. På ruden har jeg haft en tekst, der præsenterede projektet og inviterede folk til at komme med genstande eller sende mig et billede af en genstand over WeChat. Så i løbet af måneden har jeg malet syv nye billeder og har fået foreslag nok til at kunne male i hvert fald 20 mere, hvis jeg ville. Så projektet er sådan set stadig åbent - og jeg modtager også stadig foreslag over WeChat.

Til udstillingen har jeg valgt at blande de københavnske og de kinesiske motiver, fordi jeg har en ide om, at det ville være interessant at se, om man faktisk kan se forskel. Der er rigtig nok folk som er kommet med genstande, der ser meget kinesiske ud, genstande, som har en særlig betydning, som jeg ikke umiddelbart kan decifrere. Men der er andre genstande, eksempelvis en mobiloplader og en smogmaske, som helt klart også er noget man ser meget i gadebilledet i Beijing, men hvis æstetik ikke er specifikt kinesisk. Så når alle billederne er blandet, så er det ikke så nemt at se forskel på, hvad der er malet hvor.

Den væsentligste forskel på de to billedserier er i virkeligheden måden, de er udformet på. Den københavnske serie er malet i atelierets ro, mens den anden er malet mens jeg sad med åben dør og konstant blev forstyrret af trafik eller af folk, der kom forbi. Jeg er meget interesseret i det, jeg kalder maleriets påvirkelighed - altså, hvordan jeg bliver påvirket i selve processen af alt hvad der sker, og hvordan man kan se det aflejret i det endelige maleri. Hutong-malerierne er meget mere løse og malet hurtigere, og det har påvirket den måde, jeg har lagt selve penselsstrøgene, uden at jeg selv har været bevidst om det. Det viser sig at den forskel på hvordan jeg har været påvirket i min arbejdsproces, udgør en større forskel på malerierne end selve de malede genstande. 

Min praksis generelt handler om at prøve at afgrænse det vestlige blik, det vestlige udtryk og det vestlige syn og hvis jeg maler de her billeder i Europa tænker man umiddelbart, at det er figurativt maleri, men man tænker måske ikke så meget over selve udtrykket. Men når jeg maler dem her, så opfatter folk dem helt automatisk som vestligt maleri, og det synes jeg er meget interessant. På den måde bliver jeg en slags eksotisk figur med et sprog, som absolut ikke er neutralt. Hvad betyder det så, når jeg bruger det sprog til at tale om nogle meget kinesiske genstande?


Maj Horn:
Mit projekt i Beijing involverer børn og deres måde at indtage det offentlige rum på. Jeg vil gerne arbejde sammen med børnene om at skabe en historie om deres rum, om de steder, hvor de leger, bor og knytter historier til. 

Det handler også om forskellige bydele oo om, hvordan det er nogle helt andre miljøer, der findes i hutong-kvartererne end i resten af byen. Det påvirker også det sociale, hvordan folk interagerer og kender hinanden. Børnene i min video er ikke søskende, men de kender hinanden så godt, at de skiftes til at passe på de mindste som om de var søskende. Det har meget været min interesse at se, hvordan de miljøer børnene vokser op i påvirker dem socialt, især i en by, hvor alting ændrer sig så ubegribeligt hurtigt. Ved at få børnene til at vise mig rundt i deres kvarter, forstår man lidt af det flow og det gadeliv, der påvirker dem, og det synes jeg er interessant. Det hele er set fra børnenes perspektiv og fortæller om deres byrum i hutongerne, hvor de har det lidt friere, end mange andre steder i Beijing, som er mere trafikerede. Børn oplever deres omgivelser på en anden måde end voksne, og jeg synes, det er spændende at give det blik en stemme.

Når vi går rundt i byen som voksne, så har vi tit rollen som forbrugere. Især når man befinder sig i en fremmed by, så er det meget sådan man orienterer sig og det er også ofte sådan, man bliver mødt af lokalbefolkningen. Man kan sagtens være på en lang ferie i Beijing og kun møde kinesere, der sælger dig varer eller serviceydelser. De børn, som er med i videoen kommer fra et ret fattigt område af byen - de har fx ikke mobiltelefoner. Jeg har forinden haft en del dialoger med dem, der kender børnene og området, og forsøger igennem dem at forstå nogle af de dynamikker, der er. Børnene synes fx at butikkerne er vildt eksotiske, fordi de ikke føler, at de er velkomne der. På den måde har de en anden rolle, end den forbrugende, og derfor ser de noget andet i de gader, end jeg ville gøre. Det har været spændende for mig at tage min rolle som fremmed på mig og ladet dem vise rundt og bestemme, hvor vi skulle filme, for på en måneds residency når man jo ikke så langt ind under huden på en helt fremmed kultur. 

Børnene peger selvfølgelig på nogle andre ting i byen, end jeg ville bemærke. Mange af de ting, de vil vise mig knytter sig til det relationelle. Det er deres skole, den enes hjem, et springvand med en stor skulptur, som de godt kan lide og så kommer vi forbi en bygning på en parkeringsplads, som de allesammen her enige om er hjemsøgt. Så deres valg af steder knytter sig til nogle fælles historier og oplevelser imellem dem og deres familier. 

Jeg er især interesseret i, hvordan voksne sætter rammer op for børnelivet og definerer, hvad leg og fantasi er. Der er mange ting ved leg, der er ret universelt, men samtidig er der også meget socialt i, hvordan forældre, bedsteforældre og samfundet generelt opfatter, hvad der er vigtigt for børn at beskæftige sig med. Det, som er særligt for de kinesiske børn er, at de har meget lidt fritid i forhold til danske børn, og på den måde er leg også blevet politiseret. Man vægter nogle andre ting end den frie leg, og der er et enormt pres på mange af de her børn. Det er jo ret særligt for de her generationer at mange af dem stadig er etbarns-familier, så derfor er der en forventning om at de klarer sig godt. Derfor har jeg også haft lyst til at lave denne her video som et samarbejde imellem mig og børnene, hvor de har helt frie hænder til at bestemme, hvor det skal foregår og hvordan filmen skal være.

Rikke Ehlers Nilsson:
Correct Redness, Correct Dullness er et stofværk, som endnu ikke har fundet sit endelige udtryk, men fortsat er i proces. Udgangspunktet er at prøve at undersøge hvordan modeindustrien og beauty industrien bruger og skaber billeder. 

Min praksis tager for det meste udgangspunkt i fotografiet, så det er en ny ting for mig at arbejde med stof. Her handler det om, hvordan man kan manipulere ansigtet for at skabe og iscenesætte billeder af sig selv. Det er ofte noget man gør for at få en repræsentation af sig selv, og derfor er det noget, man gør i samarbejde med kameraet.

Helt praktisk har jeg kigget på forskellige vestlige forbilleder og asiatiske forbilleder, hvor man fx bruger silikoneimplantater til at udvide, formindske eller strække forskellige områder af kroppen. De implantater, deres silhuette, er blevet til printet på stoffet. De former, jeg bruger på stoffet er standarten, men silikone kan selvfølgelig manipuleres i alle former og jeg har kigget meget på, hvordan man fx lige klipper et hjørne af implantatet så det passer til patientens ønsker. I Asien har jeg observeret at i nogle tilfælde fx med næsen, der vil man gerne ligge til, hvor man Europa gerne vil trække fra. Så der er rigtig mange asiatiske implantater, der ikke findes tilsvarende i Europa.

Det er et eksempel på den usynlige redigering af kroppen, som jeg er interesseret i, men der er også andre, meget synlige redigeringer, som jeg kigger på. Jeg har fx kigget meget på korrektionsfarver til huden: grøn, lilla, orange og blålige nuancer, som man kan bruge på huden til at fjerne urenheder, rødmen og skønhedsfejl. Det er de farver, jeg har brugt til printet, for jeg synes de har sådan en god, lidt kitschet kvalitet. Lidt poppet, men samtidig matcher de ikke helt de popfarver, man kender. Det er på en måde en helt ny palette. 

Farverne er interessante, fordi det ikke er noget hvor man udvider, men snarere noget, man udvisker. Der kommer kameraet ind som formidleren, for når man bare går på gaden, så er det jo helt vildt tydeligt, at man har lag af makeup på, så det er kun foran kameraet, det faktisk 'virker'. Det er kun kameraet, der kan opfange det, sådan som det er tænkt til at se ud - en billede af en selv kommer kun frem for kameraet. 

Det, at være i Kina, har givet mulighed for at arbejde i nogle andre materialer end jeg normalt tænker i derhjemme. Stoffet her gået igennem den helt samme proces, som hvis en hvilken som helst anden distributør skulle lave et mønster på noget stof. Jeg har købt stoffet her og så har jeg sendt stof og det mønster, jeg har designet, ud til en fabrik i Heibei lidt udenfor Beijing. De har skiftet deres maskine til at trykke med de farver, som jeg har bestilt ud fra de makeup-prøver, jeg har købt. For mig er det sjovt at tænke på at få sådan en maskine til at producere noget, der egentlig er et kunstværk. Jeg har jo bare givet dem nogle instruktioner, og jeg blev ret overrasket over, hvad jeg fik retur. Jeg har jo selv skulle oversætte makeup-prøverne til farver i photoshop, og de har tydeligvis også skulle oversætte mine farver til noget, deres maskine kunne forstå. I hvert fald er det ikke helt de samme nuancer, som jeg troede, jeg sendte afsted, der er kommet retur. De er svagere, end jeg havde regnet med, og der er ikke helt den sensibilitet overfor nuancen i farverne - det er mere noget med, at det ligner en lysegrøn, og så har det fået den farve. Jeg synes, det er ret fint, at det er kommet op på et mere abstrakt plan, hvor trykkerens rolle bliver meget mere present i værket.

Sif Hedegård:
Når man er på et residency som dette her, så er det som om, man er på hele tiden. Sådan har jeg også følt det i forhold til at producere værker her. Jeg kan godt lide, at der er en vis luftighed i at skabe noget, og at jeg giver mig selv plads til reagere umiddelbart på at være her. Det er nok også derfor, at jeg har arbejdet med et materiale, der ligger meget lige for og heller ikke været så ekstrovert i min research.

Jeg har lavet en række små figurer. Der er nogle hunde, og det er dem, der har mest karakter og som er mest individuelle at se på. Så er der nogle andre figurer, som er mere karikerede og dukkeagtige, og som ikke har fx køn og ansigtstræk. Det handler nok også om umiddelbarhed, for en hund er bare mere umiddelbar, hvor menneskefigurer let kommer til at betyde alt muligt. Det har nok også noget at gøre med en lidt barnlig tilgang, for en hund kan også repræsentere noget, der ligger før - ikke før det sproglige, men før man har fået en meget markant identitet eller seksualitet.

Hundene var også inspireret af nogle af de drager og løver, man ser som små amuletter og figurer, der bringer lykke og som man ser rigtig mange af i souvenierbutikker og udenfor templer osv. Derfor har de også sådan en kompakthed, som om de var lavet af et stykke materiale.

Jeg kan godt lide små ting, ikke fordi jeg er sådan en decideret samler, men jeg kan relatere ret umiddelbart til allemulige små dimser og skabe et forhold til dem. Særligt dyre og menneskefigurer, som også har den der cuteness eller kawaii, som er rimelig stort herovre. Der er søde små dråber med ansigter og smileys på alt muligt, og det behov for at animere alt muligt kender jeg godt fra mig selv. Jeg kan rigtig godt lide den uskyldighed, som ligger i det og jeg prøver også selv at have den som person og som kunstner. At beholde en lidt umiddelbar luftighed og uskyldig tilgang til omgivelserne. 

Derfor har jeg virkelig heller ikke ville lave noget spektakulært ud af det. Værkerne her er på grænsen til slet ikke at være noget, det er bare et lille bitte mærke. Jeg kan ret godt lide skalaer, og de her værker er så blevet ret små, mens performancen var ret stor. Det er noget med hvilket rum, man kan indtage og på hvilken måde. 


Scott William Raby:
The piece that I have currently installed is a sound installation what basically consists of a lengthy two and a half hour of field recording from the plaza of the AIIB (Asian Infrastructure Investment Bank) building in the nearby financial district of Beijing. It is just about a ten meter walk from there the piece is installed. The piece is installed on the rooftop of the gallery and played relatively loudly so that the audience can look out an see the financial district while also listening to the sound of that particular place. The sound is a sort of ambient hum that interplays with the sound of the hutong we're in.

The idea was to try to create an aesthetic entry point into a larger artistic research project that I would like to undertake and so I thought field recording would be an interesting way to capture some of the essence of the site and then present it for an audience.
The AIIB I find interesting because it's a newly formed political financial institution created as a result of president Xi Jingpin's introduction of a new financial institution to compete with the Western institutions of the World Trade Organisation, WTO, and IMF, International Monetary Fund, which were founded in the post war global reconstruction through America and the UK reframing different developmental investments and control of money supplies. 

One of the things when I started looking at the AIIB building three and a half week ago I noticed that there's a heavy quantity of filmic work about infrastructures in China and the the development of Belt and Road project. From my first research there seemed to be a lot of spectacular visual artistic documentary sort of work, and I wanted to think of the representation of these spaces in a more abstract sort of way. This maybe goes back to earlier projects I've done like working in the Amsterdam financial district and doing a series of performative walking tours of the district. This is also a way to reconfigure or in a novel way try to frame a representation of these spaces that is maybe not so immediately overly visual. I wanted to do something that was a bit more experimental or unclear at first but then the clarity comes from spending time with the piece.

I have a working mentality within my practice which is finding joy in having blunt and crude readymades. I could probably have edited and condensed the whole thing down to a three minute, very exciting soundbit, but the point was to have this elapsed time piece which is an appropriated readymade of a representation of the space. It's a simple gesture but I think there's a ice amount of poetic and power that comes from just presenting what is in a de-spectacularized way. Maybe it's because I went to school in Los Angeles, I'm a bit against these highly glossy overproduced high value art productions. I think a lot of the time less is more.

Response (installation view), 2018. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Response (installation view), 2018. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Astrid Myntekær: Memes, 2018, bemalede vifter. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Nanna Lysholt Hansen: Dear Daugther / Motherboard Theories of Evolution (w/Braidotti, Plant et aliae) #16, 2018, 27:19 min, video. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Ditte Soria: One-Stroke-chanterelles, 2018, gouache på papir. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Ditte Soria: One-Stroke-chanterelles, 2018, gouache på papir. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Johannes Sivertsen: Never Knowing, 2018, olie på lærred. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Johannes Sivertsen: Never Knowing, 2018, olie på lærred. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Maj Horn: Dashilan, 2018, video. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Maj Horn: Dashilan, 2018, video. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Rikke Ehlers Nilsson: Correct Redness, Correct Dullness, 2018, print på stof. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Rikke Ehlers Nilsson: Correct Redness, Correct Dullness, 2018, print på stof. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Rikke Ehlers Nilsson: Correct Redness, Correct Dullness (detalje), 2018, print på stof. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Sif Hedegård: A surprising liquid taste, 2018, malet papmaché. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Sif Hedegård: A surprising liquid taste, 2018, malet papmaché. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Scott William Raby: Peripheral Acoustics of BRI Financing - Soundscapes form the AIIB Headquaters, Beijing, 2018, 02:30 timer, lydinstallation. Foto: Scott William Raby & Rikke Ehlers Nilsson.

Skriv kommentar



Kunstskolen Spektrum
Boesner kunstnerartikler
Kunsthøjskolen på Ærø
Københavns Kunstskole
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net