Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
22.06.2015 INTERVIEW

Julie Riis Andersen Foto: Maria Bordorff.

Psykedelisk interiør - Julie Riis Andersen

Julie Riis Andersens afgangsværk, med den noget absurde titel: Måske er man om tusinde år noget kraftigere og mere uforstyrret (citat fra Rainer Maria Rilkes roman Malte Laurids Brigges optegnelser), er et flimrende grafisk vægtapet med et psykedelisk, sort-hvidt mønster. Med historiske referencer til 60ernes optiske kunst, kritikken deraf, samt den præ-digitale billedpraksis, som knyttede sig dertil, bliver vægdekorationen et billede på nutidens allestedsnærværende og sansebombarderende digitalitet.

AF Maria Bordorff

Afgang 2015
Kunsthal Charlottenborg
Nyhavn 2, 1051 København K W: kunsthalcharlottenborg.dk
05.06.2015 - 02.02.2015


Til afgangsudstillingen har du lavet et stort, grafisk tapet, der pryder to hele vægge i udstillingsrummet. Hvorfor denne voluminøse dekorative gestus?
Jeg har tidligere være interesseret i arkitektur og har forsøgt at forstå forskellige stilarter og de ideologier, de repræsenterer. Da jeg løbende har bevæget mig mere over i det grafiske, er der i min praksis opstået en form for samtale, eller diskussion måske snarere, arkitektur og grafik imellem. I overvejende grad dominerer struktur og skala, og interiøret får som oftest en sekundær betydning. I mit afgangsværk tør jeg godt sige, at det forholder sig anderledes, idet tapetet træder frem og gør en form for vold mod arkitekturen. Der skabes en illusion om bevægelse, og væggene kan forekomme flydende.

Hvad er dit forhold til 60ernes optiske kunst, også kaldet Op-art?
Jeg har tidligere arbejdet med visuelt overskridende effekter som et element i mere blandede installationer. Og folk har ofte i den forbindelse refereret til op-art i forhold til den optiske illusion, det producerer. Det er en bevægelse, som de fleste kender til på trods af, at den var ganske kortlivet.

Fordi den af kritikerne i samtiden fik en hård medfart?
Ja, det kunne være en forklaring. Og det synes jeg egentlig er interessant. Kunsthistorikerne stoppede med at skrive om Op-art i 1980erne, fordi det var lidt for mainstream, eller fordi der ikke var nok i det, så at sige. Disse mere sensationelle kunstpraksisser blev anset for at være gået på kompromis med andre mere politiske aspekter af kunsten. Og Op-art er på mange måder mere tilgængelig, men samtidig har det en stærk videnskabelig dimension i sig, som er langt fra tilgængelig, ligesom der for nogle af kunstnerne lå andre end de rent visuelle hensigter bag deres praksisser.

Du stiller flere spørgsmål i den online katalogtekst; blandet andet spørger du, hvilke politiske ideer, der kan ligge bag værker af udpræget sensationel karakter. Hvad svarer du selv?
I afgangskataloget peger jeg på, at der kan ligge en kritik af eliten og af den udbredte opfattelse af, at man skal have en eller anden kunstfaglig færdighed for at kunne åbne et godt værk op. Som i 1960erne gælder det også i dag, at sensationelle værker i høj grad tabuiseres og rangeres under oplevelsesøkonomiske parametre. Som “trickværker” eller banale sansestimulanter. Det vil jeg egentlig gerne udfordre lidt.

Videre spørger du i katalogteksten til de ændringer, der sker i vores perceptionsevne med den hastigt udviklende teknologi. Hvordan arbejder du billedmæssigt med det?
Helt konkret er tapetets visuelle udtryk tildels et forsøg på at understrege effekten, som den accelererede kommunikationsteknologiske forandring har på perceptionen. Sanserne er stressede og på overarbejde. Det er biprodukter af vores digitale verden. Perception og billedproduktion har også  fået en ny betydning i dag, da det ikke kun handler om menneskelig perception, men om komplekse systemer som udvikler algoritmer baseret på mønstergenkendelse. Billeder som er lavet af maskiner for maskiner. Det er abstrakt, men med det i baghovedet får værktitlen en ny betydning.

Julie Riis Andersen: Perhaps one is, a thousand years from now, somewhat heavier and more undisturbed, 2015, UV print on tapestry. Foto: Torben Zenth.

Julie Riis Andersen: Perhaps one is, a thousand years from now, somewhat heavier and more undisturbed, 2015, UV print on tapestry. Foto: Anders Sune Berg.

Skriv kommentar



Københavns Kunstskole
Boesner kunstnerartikler
Kunstskolen Spektrum
Roskide Højskole
Kunsthøjskolen på Ærø
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net