Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
12.04.2016 STUDIO VISITS
Kirstine Roepstorff i sit studie

Kirstine Roepstorff i sit studie

På sansernes mark – besøg hos Kirstine Roepstorff

I december 2015 offentliggjorde Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst at billedkunstneren Kirstine Roepstorff skal stå for den danske pavillon på Venedig Biennalen i 2017.

Kopenhagen har fulgt Kirstine Roepstorff i mange år, og besluttede at besøge kunstnerens atelier på en østjysk mark til en snak om kunstens stigende betydning, evnen til at være en lille smule dårlig kunstner og behovet for at følge månens gang.

Interviewet kickstarter Studio Visits, en ny række dybdegående interviews med danske kunstnere, der diskutere deres oeuvre.

AF Sara Thetmark

Uden for de store vinduer i Kirstine Roepstorffs nybyggede atelier er den vante fordeling af jord og himmel forrykket. Hvor himlen burde være, rejser markerne sig op og skærmer blikket for alt det, der er langt borte. Opmærksomheden er tvunget ind på det nære, sanselige og livets gang.

Kirstine Roepstorff har fæstnet øjnene på livet, som det folder sig ud her og nu. Det er ikke længere vigtigt at være placeret i en dynamisk metropol eller at orientere sig hektisk i bunkevis af blade og aviser for at registrere alt, som sker i verden og kondensere det i kunsten.

”Da jeg var yngre og kiggede rundt på verden, tænkte jeg, at den var enormt flygtig, og den repræsenterede verden ikke stemte overens. Alting opstod, materialiserede sig og forsvandt, historier fluxede. Med alderen har jeg fundet ud af, at verden ikke skal stemme overens. Jeg er holdt op med at læse blade og aviser, høre radio og se fjernsyn. Jeg har fået uendeligheden meget tættere på. Verden er i bevægelse hele tiden, men jeg har fået en anden følelse for det varige og det længere perspektiv, som interesserer mig mere nu end det fluxe. Nu giver jeg mig tid til at undersøge de mere underlæggende strukturer, de finere nuancer, som måske ikke råber så højt, men som ikke nødvendigvis har mindre kraft, tværtimod.”

I atelieret på marken er der helt stille. Blanke messingmobiler står stille i sollyset og kaffen i koppen er sort som markjorden. Det lyse, sansemættede rum danner en perfekt ramme for Kirstine Roepstorffs beskrivelse af, hvordan et værk bliver til.

”Det starter med noget åndeligt, tyndt stof. En form for flydende sky af sansninger, en erindring, en duft eller sensibilitet, jeg har lyst til at undersøge nærmere. Jo mere opmærksomhed, jeg giver det, des mere tæt bliver det. Og jo tættere det bliver, des mere form får det, og til sidst plumper det ned i en eller anden form for materialistisk verden,” forklarer Kirstine Roepstorff og bevæger malende hænderne igennem luften.

”Som en regnvejrssky. Er der hobet nok vand op, så begynder det at dryppe. Styringen ligger i, at man hele tiden skal kæle for det og sørge for, at det falder ned i en form, der er i overensstemmelse med den oprindelige sansning. Hvis man har ro og tålmodighed til at lade sine ideer og fornemmelser udfolde sig, er den proces det allersmukkeste. De her messingskulpturer har været i proces i gevaldig lang tid. Det gælder også nogle glasskulpturer, som jeg plantede frø til for 10-12 år siden, men som ikke har villet gro. Måske fordi jeg ikke har vidst, hvad jeg skulle bruge dem til eller forstået, hvad de har handlet om. Man har sit eget lille gartneri af stemninger og ideer, som skal plejes på hver deres måde. Nogle ideer tager umådelig lang tid. Nogle har næsten taget form, inden jeg får set på dem.”

Et af de frø, Kirstine Roepstorff er ved at pleje netop nu, skal fylde Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen i 2017. Ideen, der skal fylde det historiske rum, fuld af traditioner og ladninger, er ved at finde sin form, men den er endnu for spæd til at tale om.

Fra det tætte til det åbne
Kirstine Roepstorffs sensibilitet gælder ikke alene i materialiseringen af ideer, men også i forhold til magtstrukturer, balance og ubalance under det umiddelbart synlige. Det var allerede klart i det tidlige installatoriske værk My world does not exist (2001), hvor hvide garntråde er spændt ud i et hvidmalet rum, så de aftegner forskellige hverdagsgenstande: stole, lamper, et tv, et bord, en kommode, der tilsammen skaber et hjem, en intimsfære. Et univers så velkendt, at vi overser det, men som samtidig udgør en substantiel ramme for vores hverdag. Og et rum som historisk set er knyttet til kvinden, men hvor hendes arbejde har været ulønnet og usynlig.

Grebet er ikke motiveret af en eksplicit politisk indignation, men netop af de underliggende strukturer. Kirstine Roepstorffs betegner arbejdsmetoden som appropriarranging - at tage et kendt visuelt materiale fra den kollektive bevidsthed og re-arrangere det, så strukturerne bagved bliver blotlagte. Det ses tydeligt i hendes kollager, fx i Desolation of the Beast (2002), et enormt banner sammensat af visuelt dominerende flag med motiver som Bruce Lee, Iron Maiden og Black Panther. En dominerende machoideologi, som er gjort ustabil ved at tilføje perler og plastikblomster.

I re-arrangeringsprocessen er det vigtigste ikke elementerne i sig selv. Det vigtigste er opmærksomheden på mellemrummet. En opmærksomhed, som er taget til med årene.

”Temaerne i min kunst er stort set uforandrede, men min tilgang er forandret. Mine meget unge kollager var også unge selv. Der var så meget materiale og tæthed i billeder, input og informationer, at beskueren kom samme sted hen som mig. Mellemrummene var få, men de var der, og de var og er vigtige. For mellemrummet er mulighedernes rum, et potentiale, en uvished, balance og dis-balance, lys og mørke, den del af strukturen, som fortolkningen kan pible frem af.

Kirstine Roepstorff tager en slurk af den marksorte kaffe og forsætter:

”I løbet af de sidste 25 år har jeg fået mere tillid til materialet, mig selv og ikke mindst til beskueren. Jo mere mellemrum man giver, jo mere kan folk selv få lov til at trænge ind i det, tænke eller føle sig ind i det. Det er blevet stadig mere spændende at rykke meninger og holdninger til side, så noget oprigtigt liv og kreativitet, fortolkning og historiefortælling kan opstå. De arktiske plader rykker sig længere og længere fra hinanden. Måske ender det til sidst med ét stort mellemrum.”

At være en lille smule dårlig kunstner
Kollagerne har med tiden fået selskab af et stigende antal installationer, skulpturer, mobiler og rumlige indretninger, der folder mellemrummet ud. Ifølge Kirstine Roepstorff er periferien og rammerne stadig  appropriarranging, de er bare kommet så langt væk, at de næsten er irrelevante. Det handler om at have opmærksomhed for det, vi normalt vender os bort fra. Som eksempelvis vores skygge, vores mørke. Netop derfor er lys og skygge tilbagevendende i Kirstine Roepstorffs nyere arbejde, fx Vita Umbra (2013), en drejbar skulptur, der spandt om en kirke, hvor fugerne var løftet ud og derigennem spurgte ind til, hvad der egentlig holder religion, kultur og andre samfundsinstitutioner sammen.

”Er det furene eller stenene, er de noget uden hinanden? Kan man skille dem ad, ånd og materiale? Hvornår er forholdet stabilt, hvornår skrider det?” spørger Kirstine Roepstorff og forsætter:

”For mig at se ligger der nogle store ressourcer i skyggesiderne. Både for det enkelte menneske, men også for grupper, samfund, nation og den bredere kultur. Personligt har jeg det sådan, at går jeg uden om et område eller mærker angst, ved jeg, at det er det største incitament til at gå derhen og se, hvad der foregår.”

Frygtløsheden over for det ukendte, der ligger i skyggerne, arbejder Kirstine Roepstorff meget bevidst med.

”Det handler om ikke at lave gode værker hver gang, at turde at fejle og lære af det og blive ved med at kaste bolden længere ud for at afsøge nye områder, at sige: ’Nu er jeg god til det her, nu er jeg nødt til at være ikke-god til noget,’ ellers gror man fast. Jeg keder mig, hvis jeg bliver for god til noget. Det lyder krukket, men hvis jeg kender resultatet, inden jeg kommer til det, så er jeg blevet for god. Så begynder jeg at lave noget andet, jeg ikke kender resultatet på. Måske gør det mig til en lille smule dårlig kunstner. Men det gør resultatet bedre for mig.”

Livtaget med fejlen handler for Kirstine Roepstorff ikke alene om en givende kunstnerisk proces, men også om at lære at finde sin plads i verden.

”Det meste af min akademitid lavede jeg forfærdelig kunst, og det var okay. Jeg accepterede, at jeg ikke havde et særligt talent, og jeg vidste også, at sådan må det være, hvis man skal komme et sted hen, hvor det bliver godt.  I dag kan jeg kan se, hvor heldige vi var på akademiet. Det var på mange måder otte frie år, hvor man kunne lære, udvikle sig og fejle. Det havde en forbilledlig rummelighed, som hele samfundet er i gang med at vende ryggen til, fordi vi ikke synes, vi har ressourcer til det. Jeg ville ønske unge mennesker havde så meget plads som os. Det ville give et meget sundere samfund med meget sundere individer.”

”Kunsten bliver vigtigere fremover”
Overvejelserne om samfundets tilstand og behovet for at skabe bevidsthed om de underliggende strukturer var også udgangspunktet, da Kirstine Roepstorff engagerede sig i Kørners Kontor og den nyfeministiske bevægelse Kvinder på Værtshus. Begge nye tiltag, der gjorde op med den stokkonservative kunstscene. Initiativerne skulle især ruske op i et stagneret syn på udstillingsplatforme og på kunstneren som andet end en midaldrende, hvid, heteroseksuel mand som i øvrigt både underviste på akademiet og havde lavet al den kunst og teori, som der blev undervist i.

I dag forsøger Kirstine Roepstorff at berøre samfundet fra et mere sanseligt udgangspunkt, som klang og vibrationer.

”Alting vibrerer, bordet, en sten, en tanke. Alting har en form for tæthed og bevægelse, men forskellige tempoer. Som mennesker hænger vi os meget i vores synssans, så jeg var nysgerrig på, hvordan man kunne omsætte denne vibration til en visuel lyd. Jeg begyndte at inkorporere pap i mit arbejde, som et fysisk, visuelt lydelement, og syntes selv, at det helt åbenlyst var visuel klang. Men ingen fattede det. Så begyndte jeg at omsætte de samme former til messing, som har en meget umiddelbar visuel klang, da man laver mange instrumenter af det. Og så kunne folk forstå det!”

De nye messingmobiler og skulpturer går under den samlede titel Klangmennesker.

”Vi er jo sådan nogle vibrerende væsener, der går rundt, nogle gange i samklang, nogle gange ikke. Om vi evner at gå i samklang med vores omgivelser handler i høj grad om, hvordan vores egen indre klang er afstemt.”

Samklangen med omgivelserne er noget, Kirstine Roepstorff er meget opmærksom på i sine offentlige værker. Senest med Gongen (2015), et enormt bronzerør, udsmykket med en opgående sol og et uendelighedssymbol, som er spændt ud i luften på biblioteket på Dokk1 i Aarhus. Hver gang et barn bliver født i Aarhus, runger gongen og lader byboerne mærke vibrationerne af nyt liv.

”Mine offentlige værker har et stort element af leg, hvor man kan lade sig distrahere og inspirere. De fordrer sammenhold, menneskelig kontakt og måske refleksion. De er møntet på, at mennesker kommer hinanden ved. Specielt i dag, hvor vores forlængede arm er en iPhone, hvor alle sidder og glor ind i en skærm, og alle møder hinanden i et virtuelt space, er der ekstra meget mening i at lave noget, hvor vi kan møde hinanden i en fysisk, sanselig verden,” fortæller Kirstine Roepstorff insisterende og fortsætter:

”Jo mere vi begraver os i computere, jo højere potentiale har kunst. Det statement havde du aldrig kunnet fremtvinge fra mig for bare to år siden. Jeg har altid nydt at arbejde, men jeg har aldrig vidst, hvad produktet skulle bruges til bagefter. Nu begynder jeg at forstå vigtigheden, og jeg tror kunsten bliver vigtigere fremover netop af den grund. Den fordrer et sanserum, der er svært at opnå i vores helt vildt veludviklede elektroniske verden. Sanselighed er jo ikke bare i det fysiske, men også i nærvær, menneskeligt nærvær.”

Længsel efter månens gang
Efter Kunstakademiet tog Kirstine Roepstorff til New York, og i 2001 rejste hun videre til Berlin. Dengang var byen med hendes egne ord sort, surmulende og stod sent op. Hun kunne ikke lide at være der. Men byen viste sig at passe godt til en utilpasset og uafklaret sjæl fyldt med huller. Berlins historie og store afstande gjorde Kirstine Roepstorff fri til at skabe sit eget liv og til at blive hel. Men tiden er kommet til et nyt kapitel, og efter 14 år i Berlin er Kirstine Roepstorff vendt tilbage til slægtsgården i Jylland.

”Jeg havde fået den gave, jeg skulle have af Berlin, og for at udvikle mig var jeg nødt til at flytte. Siden jeg var en meter og tyve har jeg vidst, at jeg ville komme tilbage hertil. Når jeg vender mig om og kigger tilbage, kan jeg se, at det er en proces, der har været i gang i lang tid. Jeg har ikke boet i Danmark i næsten 20 år, men har været optaget af at lave kunst i alle mulige forskellige sammenhænge og storbyer og nydt det 100 procent. Men pludselig kunne jeg mærke, at det ændrede sig. Jeg brugte ikke længere byen på samme måde og begyndte at længes efter mere plads og rum, mere natur, følge med i månens gang, se græsset gro og hjortesporene på marken. Måske fordi det er sådan, jeg er vokset op. Måske fordi jeg blev mæt af blinkende lys, rastløse sjæle og storbysfyld. Jeg var ikke parat for 10 år siden, men nu er jeg.”

Kirstine Roepstorff smiler, som om det altid har været planen at atelieret skulle ligge på den skrånende mark.

”Jeg er næsten lykkelig ved at komme tilbage. Trykket er ikke blevet mindre af at flytte på landet, tværtimod er det blevet mere markant, tydeligere og hårdere. Det er knagende meget arbejde at bo på landet. Men nydelsen ved at være i et element, som bevæger sig uden at et menneske behøver skubbe til det, den er enorm!”

 

Kirstine Roepstorff
Kirstine Roepstorff. Foto Anne Mie Dreves 

Om kunstneren
Kirstine Roepstorff (f. 1972) er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi (1994-2001) og Rutgers University, Mason School of Fine Art (MFA), USA (2000). Hun bor i Danmark, og arbejder i Danmark og Berlin.

Hendes arbejde har været udstillet i store dele af Europa og USA med soloudstillinger hos blandt andre Kunstmuseum Basel, Museum für Gegenwartskunst, Basel (CH), National Museum of Art, Architecture and Design, Oslo (NO), The Drawing Center, New York City (US), MUSAC, Museo Contemporaneo de Castilla y Leon (ESP), Galerie im Taxispalais, Innsbruck (AT), Arnolfini, Bristol (UK), Kunsthallen Brandts Klædefabrik, Odense (DK).

Kirstine Roepstorffs værker findes blandt andet i den permanente samling på MoMA, New York (US), The Saatchi Gallery, London (UK), National Museum of Art, Architecture and Design, Oslo (NO), og Statens Museum for Kunst (DK).

 

MORE:

DEN FRIE UDSTILLINGSBYGNING
Moon Skin Lucid Walk
Kirstine Roepstorff, Evren Tekinoktay, Carol Rama
10.01.2015 - 01.03.2015





Kirstine Roepstorff: My world does not exist, 2001. Foto: Gallery Hallo Esbjerg.

Kirstine Roepstorff: My world does not exist, 2001. Foto: Gallery Hallo Esbjerg.

Kirstine Roepstorff, Desolation of the Beasts

Kirstine Roepstorff: Desolation of the Beasts, 2002.

Kirstine Roepstorff: How do you grow your Garden 4, 2002.

Kirstine Roepstorff, Hearts with Seed and Brains with Love

Kirstine Roepstorff: Hearts with Seed and Brains with Love, 2004. Foto: Gallery Christina Wilson.

Kirstine Roepstorff: Scene 1 Act Two (Dried Head), 2005. Foto: Roepstorff Studio.

Kirstine Roepstorff: Scene 6 (Rolling Heads), 2005. Foto: Peres Project.

Kirstine Roepstorff, Eternal Music #2

Kirstine Roepstorff: Eternal Music #2, 2007. Foto: Peres Projects.

Kirstine Roepstorff: Shadow Walking Alone, 2008. Foto: Roepstorff Studio.

Kirstine Roepstorff: Stille Teater, 2008. Foto: Anders Sune Berg.

Kirstine Roepstorff: Thought Form #1, 2010. Foto: Peres Project.

Kirstine Roepstorff: Timbre Sound of Awaiting 1, 2011. Foto: Roepstorff Studio.

Kirstine Roepstorff: Sounds of the In-Between, 2011. Foto: Charlie Gaugler.

Kirstine Roepstorff: Melting I, 2012. Foto: Patricia Low Contemporary, Geneva, CH.

Kirstine Roepstorff: Timbre Obejct II, 2012. Foto: Charlie Gaugler.

Kirstine Roepstorff: Vita Umbra, 2013. Foto: Charlie Gaugler.

Kirstine Roepstorff: Yellow Dragon of the Center, 2013. Foto: Jens Ziehe.

Kirstine Roepstorff, Departure

Kirstine Roepstorff: Departure, 2013. Foto: Erich Maltet, Erlangen, VG Bild-Kunst Bonn.

Kirstine Roepstorff, Chinese Waters

Kirstine Roepstorff: Chinese Waters, 2013. Foto: Charlie Gaugler.

Kirstine Roepstorff: The Carrier, 2014. Foto: Anders Sune Berg.

Kirstine Roepstorff, Below is Sorrow

Kirstine Roepstorff: Below is Sorrow.., 2014. Foto: Studio Roepstorff.

Kirstine Roepstorff: Penetration, 2016. Foto: Sebastiano Pellion di Persano.

Skriv kommentar



Boesner kunstnerartikler
Kunstskolen Spektrum
Kunsthøjskolen på Ærø
Københavns Kunstskole
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net