Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
21.02.2019 INTERVIEW
Patricia Stokholm, Kim Mejdahl

Kim Mejdahl Foto: Patricia Stokholm.

På kanten af naturen - Interview med Kim Mejdahl

Jeg har mødt Kim Mejdahl til kaffe og Enya på pladespilleren. Det første jeg tænker om hans hjem er farven grøn, og ligesom i Enyas musik er der her en stemning af natur og Windows 95. Sidste år modtog Kim årets solopris ved Forårsudstillingen på Charlottenborg for sine film Ode og No Ozone. Han er nu aktuel med sin nye film Days of Al, en gotisk landbrugsgyser. Hunden Helga sidder i hans skød og kigger sørgmodigt på mig, hun er også med i filmen. Filmen kører hver dag under forårsudstillingen.

AF Patricia Stokholm

En gotisk landbrugsgyser, hvad pokker det?
Filmen er ikke gotisk på en tegnefilmsagtig måde, den har en gotisk vibe. Det her spøgelsesunivers, hvor naturen har en afgørende betydning. Naturen er smuk, men samtidig utroligt sørgelig og følelsesmættet. Faretruende. Den er ikke bare en sød park, som nogen har anlagt, tæmmet og gjort fin. Naturen gemmer på noget skæbnesvangert. 

De første minutter af filmen består af timelapse-sekvenser, hvor tiden spoler hurtigt. Jeg har optaget træer, nattehimlens stjerner, strandkantens bølger... Min tanke var, at jeg godt ville have naturen til at se uheldssvanger ud og skælvende, som om der var en altomfattende angst, der dækkede hele verden til i en dis. Det er det, som gør filmen gotisk.

Samtidig kalder du det en landbrugsgyser?
Yes, fordi man følger den her unge mands lille historie, hvor han undersøger sin fortrængte barndom i et lille landbrug, og dette lille liv hænger sammen med en større fortælling om Danmarks tiltagende svinekødsindustri. Den er efterhånden blevet så gigantisk, at jeg tror, mange forbinder det danske land med svinekød. Både som national selvforståelse, men sikkert også ude i verden forbinder man det danske land med gris. Det synes jeg er meget spændende, for hvad betyder det egentlig? 

Jeg har ingen veganerpolitisk agenda med filmen, men jeg synes, industrien er mildest talt uhyggelig, og af samme grund bruger jeg den som et metaforisk sindsbillede på denne her mand i opløsning. Det er to parallelle historier, som smelter sammen. 

Min fætter spiller hovedrollen, og han har aldrig lavet skuespil før. Jeg har altid vidst, han gemte på et talent, så jeg var fortrøstningsfuld med, at han nok skulle fyre den af. Han er så sej, arbejder på en fabrik i Nakskov til daglig, men tog nogle uger fri til at filme med mig og min ven Morten Jensen, som var filmens fotograf. Min hund Helga og min mor var selvfølgelig også med, de spiller nogle afgørende roller i historien.

Jeg kommer fra Skælskør. Der lå en kalkunfabrik tæt på mit hjem, som lå skjult bag en masse kirsebærtræer. Jeg har altid tænkt at, det var lidt shady business, hvordan de dækkede fabrikken til med noget smukt. En kæmpe bunke kalkuner bliver kørt igennem maskiner og hakket til mos, mens kirsebærtræernes blomster drysser med lyserødt sne.

Du har en ret vild baggrund, som man kan mærke i din kunst. Der er nogle ting på spil, og noget, som stikker dybt.
Meget af mit arbejde er forankret i nogle af de mest private historier fra mit eget liv, som handler om min far. Han var syg og blev alkoholiker, mens jeg var barn, så jeg kommer fra et voldsramt hjem, der var præget af en mand, der havde det svært og endte med at blive så dårlig, at hans liv endte på tragisk vis. 

Jeg har altid tænkt på min barndom som den hårdeste del af mit liv. Og jeg tror, det også gælder for resten af min familie, at den tid, vi havde med min far, har været den sværeste tid, vi nogensinde har gennemgået. Og det, at vokse op med en voldelig far eller ægtefælle, giver én nogle ar, som man ikke kan fjerne. Det sidder der for good. Jeg har draget det ind i kunstens univers for at se, om man kan bære det ar med stolthed.

Man kan være fuldstændig ødelagt af en voldelig og alkoholisk far og få en selvforståelse som offer for det, men ved at bringe mit liv i kunst-sfæren prøver jeg se, om jeg kan vende denne ulykkelighed om til en styrke... smede det om til noget andet end tunge lænker om ens ankel. Jeg synes, der er noget smukt ved tanken om at give en erfaring videre til andre, så man sammen kan få det bedre. Det lyder måske lidt hippie-agtigt, men jeg tror, essensen af mange af mine værker er ret hippie, hvor blodige de end måtte være på overfladen.

Den film, jeg havde med på Forårsudstillingen sidste år, ’Ode’, handler om min far og hans død. Man ser min mor, søstre og mig selv synge sange om vores respektive minder om ham. Det bliver en slags musical, hvor vi forsørger at overgribe ham, ligesom han gjorde det på os engang. For at sige at nu er vi ikke ofre længere, nu prøver vi at gøre, hvad han gjorde, nemlig at slå igen. Vi prøver at være lidt hårde ved i bogstaveligste forstand at stå og danse på hans grav og virkelig bespotte hans minde.  Jeg ville lave en personlig ”Kill Bill” for at se, om man kunne finde noget helende i hævn. I stedet for at partout at tilgive.

Der er er noget rituelt ved dine film, kan du forklare lidt mere om det?
Der er så meget kraft og magt i ritualer, at jeg næsten overbevises om, at magi findes. Ikke nødvendigvis  magi á la Gandalf, men en kraft, der rører ved noget inden i os og ændrer ved noget i os. En forandring, der først lader sig gøre ved at gennemgå et ritual. Man kan lave sine egne ritualer, man behøver ikke kun nøjes med dem, som kirkerummet tilbyder. 

'Ode' er min families selvopfundne ritual. Hele filmen er vores egen voodoodans rundt om et bål, som giver os fornyet styrke. Ritualer er magiske, magi findes. 

Du laver også musik under navnet Kim Kim?
Ja, og i mange år har jeg været lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle forstå mit arbejde. Om jeg skulle se det som ting adskilt fra hinanden, fordi de nogle gange bliver så medie-forskellige, eller om jeg bare burde forstå det som en stor pærevælling. Jeg kommer mere og mere frem til, at jeg bør lade være med at bekymre mig om, hvorvidt jeg skal forstå mig selv enten som musiker eller filmkunstner eller bare kunstner. Andre bør hellere fælde dom.

Jeg forstår godt folks behov for at kategorisere ting, og at mit arbejde for nogen bliver svært at placere. Men det er egentlig et meget spændende udgangspunkt at være lidt in between med tingene. Ikke at kende endepunktet.  

Fortæl lidt om grisemasken.
Mens jeg skrev manuskriptet til ”Days of Al”, faldt jeg over en knogle på stranden, mens jeg gik tur. Det slog mig, hvor meget knoglen lignede et griseansigt der bare skriger et klageskrig. Synet af den ramte mig virkelig. Så jeg skrev den ind i historien. Martin Jensen, som lavede special effects-props til filmen, skabte den her replika i stor størrelse. Der blev også lavet et grisefoster til filmen, som er lidt væmmelig og lidt nuttet. Den ligner et for tidlig født foster og en marcipangris på samme tid.

Jeg overvejede i starten at udstille props sammen med filmen til Forårsudstillingen, men det blev vigtigt for mig, at gæsterne ikke ikke fik lov at dvæle for meget ved dem. Det kunne godt suge noget af mystikken ud af filmen. Illusionens magt skal man værne om. 

Tak

Patricia Stokholm, Kim Mejdahl

Knoglen Foto: Patricia Stokholm.

Kim Mejdahl

Kim Richard Adler Mejdahl: Days of Al (still), Video.

Kim Mejdahl

Kim Richard Adler Mejdahl: Days of Al (still), Video.

Kim Mejdahl

Kim Richard Adler Mejdahl: Days of Al (still), Video.

Kim Mejdahl

Kim Richard Adler Mejdahl: Days of Al (still), Video.

Kim Mejdahl

Kim Richard Adler Mejdahl: Days of Al (still), Video.

Patricia Stokholm, Kim Mejdahl

Kim Mejdahl Foto: Patricia Stokholm.

Skriv kommentar



Københavns Kunstskole
Kunsthøjskolen på Ærø
Pierre Bonnard - Glyptoteket
Krabbesholm Højskole
Kunstskolen Spektrum
Disturbed Reflektions
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net