Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
05.05.2014 INTERVIEW

Nanna Debois Buhl, 2014 Foto: Maria Bordorff.

På kanten af fiktion og virkelighed

Nanna Debois Buhl (1975) er aktuel med udstillingen Street Haunting på New Shelter Plan - her blandes så forskellige elementer som det at gå, det at læse og det at fotografere og munder ud i en helstøbt udstilling, som fanger den besøgende så helt og aldeles i sit natblå poetiske landskab. Forud for ferniseringen i sidste uge, inviterede jeg Nanna med ud på en lille spadseretur til en snak om flâneusen som figur, situationistbevægelsen og det at arbejde i overlappet mellem fiktion og virkelighed.

AF Maria Bordorff

New Shelter Plan
Malttorvet 2, 1799 København V W: newshelterplan.com
Street Haunting
Nanna Debois Buhl
03.05.2014 - 24.05.2014

Hvorfra kommer din interesse for
flâneusen?
Den mandlige vandrer – flâneuren – har jeg altid syntes, var en interessant karakter, og for nogle år siden faldt jeg så over Virginia Woolfs fantastiske lille essay Street Haunting – a London Adventure fra 1927. Her skriver hun om, hvordan hun, med den undskyldning at skulle købe en blyant, krydser London til fods en eftermiddag og på gåturen begynder at spekulere eller digte videre på de mennesker og skæbner, hun møder på sin vej. Hvor den klassiske flâneur ofte er en distanceret figur, der bevæger sig gennem byen som en observatør, er Woolfs flâneuse, hvad jeg vil kalde for en mere ”porøs” gående, idet hun også bruger sin gåtur til at lege med sin egen identitet ved at sætte sig i andre menneskers steder. 

Der er efterhånden kommet mere og mere opmærksomhed omkring fl
âneusen de seneste 30-40 år, det er et interessant felt, jeg til stadighed bliver mere optaget af.
Projektet er på én gang en undersøgelse af flâneusen som figur, en eksperimenteren med at generere billeder ved hjælp af forskellige fotografiske teknikker og en leg med fortællingers virkemidler.

Flâneuren blev tidligere opfattet som en essentiel del af fortællingen om det moderne, urbane liv – hvilket er blevet bredt kritiseret som et manglende kvindeligt perspektiv på moderniteten. Er dit arbejde med det kvindelige modstykke til flâneuren en feministisk gestus?
Det kan man godt sige, ja. Der er jo forskellige aspekter af de akademiske overvejelser, der har været omkring flâneusen, men ét er, at der har været bekymring for, at man ikke har set den moderne kvinde i byrummet – den kvinde, man har set, har været den prostituerede, mordofferet, musen – men ikke den frie kvinde, der går.
En anden vinkel er, at kvinden har været i byrummet, men hun har ikke været en del af litteraturen eller af den teoretiske tænkning i så høj grad som fl
âneuren. Der er en bevidsthed om det manglende kvindelige perspektiv på det moderne urbane liv – flâneusen som litterær figur, med andre ord – men jeg har søgt at fokusere på de kvinder, der rent faktisk har gået, og som er gået stærkt ind i litteraturen – og dem er der alligevel en del af.

Værket Collected Walks består af en lydside, hvor jeg har samlet citater af kvindelige forfattere, der skriver om kvindelige karakterer, der går i forskellige byrum. Citaterne stammer fra meget forskellige kilder, hvor de tidligste er Mary Wollstonecraft og George Sand. George Sand skriver, for eksempel, hvordan hun i 1840'erne iklædte sig herretøj, gik rundt i Paris og oplevede en helt ny bevægelsesfrihed. Disse stemmer blander sig med nutidige: Chris Kraus, Josefine Klougart og et fragment fra Sex and the City, bl.a.

Apropos bevægelsesfrihed, så har jeg gjort dig følge på en af dine ”natlige vandringer” i forbindelse med udstillingen på New Shelter Plan – og jeg følte mig til tider lidt usikker, som vi gik på den mørke sti langs Vestre Kirkegård. Det er jo et uafværgeligt aspekt af vandringen i byrummet, og denne mere uhyggelige dimension genfindes også i lydværket Collected Walks, hvor den kvindelige fortællerstemme blandt andet skildrer følelsen af at blive forfulgt. Hvordan opfatter du nutidens kvindelige skikkelse i det urbane rum?
Der er ingen tvivl om, at hun er langt friere, end hun har været tidligere, men det er klart, at på en mørk aften et øde sted er der stadigvæk en sårbarhed – som jeg også oplever, når jeg går, og som også kan være med til at afgøre, hvor langt jeg fortsætter ud ad en vej.
Man går med sit kamera og er optaget af projektet – men man har også hele tiden antennerne ude i forhold til sine omgivelser. Jeg har netop lavet et nyt kapitel af projektet til en udstilling i Atlanta og dér gik jeg altid sammen med en anden, da de steder jeg skulle fotografere ikke er steder, hvor man færdes alene om natten. Men også her i København, på denne rute vi går nu, har der været øjeblikke, hvor jeg har følt mig utryg.

Betragter du dig selv som en flâneuse? Og hvad betyder ganghandlingen for dig?
Ja, det gør jeg. Jeg kan godt lide at gå og går, som de fleste mennesker, dagligt. Jeg har boet en del år i New York, og der går man rigtigt meget. Det, der har været fascinerende ved at gå i forbindelse med dette projekt, mere end den helt simple handling det er at sætte det ene ben foran det andet og at nå fra A til B, er oplevelsen af nye hjørner og detaljer af bydele, man ellers kender rigtig godt. Desuden finder jeg litteraturen omkring det at gå meget interessant – så projektet her er også en form for vandring i et litterært landskab.

Det at gå er en metode, jeg har brugt i en del af mine projekter nu. For eksempel har jeg gået rundt på Sct. John – en tidligere danskvestindisk ø – og ledt efter æsler, og jeg har gået og fotograferet sneakers på elkabler i New York. I
Street Haunting-projektet bliver ganghandlingen på én gang en metode til at genere materiale og et konceptuelt omdrejningspunkt.

På udstillingen på New Shelter Plan viser du også dine
Night Maps fra tidligere udstillinger i Brooklyn og Münster – og vist sammen med det nyeste fra København og altid refererende tilbage til den originale vandring gennem Paris i Michèle Bernsteins roman La Nuit fra 1961 sanses universaliteten i den gentagende manøvre. På hvilken måde spiller det lokale og stedspecifikke en rolle?
For at fortælle baggrundshistorien ganske kort, så var Michèle Bernstein en del af situationistbevægelsen og situationisterne gik meget - det var en del af deres praksis. Nogle gange kunne de finde på at tage et kort fra eksempelvis Amsterdam og bruge det til at navigere og fare vild i Paris. Til værket har jeg kortlagt en nattevandring, som foretages af to karakterer i romanen. Hver gang værket vises, overfører jeg denne rute til området omkring udstillingsstedet, startende på udstillingsstedets adresse, og fotograferer langs den nye rute om natten.
Jeg gør brug af Bernstein og situationisternes metoder i forhold til at låne og genbruge tekstfragmenter og kort og får dermed et system eller en struktur – men også en grad af tilfældighed. Eksperimentet er en helt central del af projektet – for hvilke billeder opstår, når jeg tager det her kort og lægger over et nyt byrum? Der er nogle stilistiske træk, som går igen fra sted til sted, men også stærke lokale særpræg – så systemet omkring ganghandlingen er gennemgående og strukturerende, men udvinder samtidig stedspecifikt og uforudsigeligt materiale.

I alle de viste værker har jeg skabt et system for hvordan materiale indsamles eller bearbejdes. På den måde opstår en ret høj grad af tilfældighed i forhold til eksperimenternes udfald.

I værket Street Haunting har du fået fem clairvoyanter til at fremlæse en ukendt kvindes persona ud fra fotografier, som du tilfældigt fandt på gaden i New York. Hvad betyder det, at der ikke er tale om ren fiktion, som hvis det havde været fem forfattere i stedet for clairvoyanter, men at et vist virkelighedslag gør sig gældende?
Det er jo et element, som er i alle værkerne, og det er også noget af det, som jeg synes, er rigtigt interessant – at operere i overlappet mellem fiktion og virkelighed. Jeg fandt de her billeder af en ung kvinde i en konvolut på gaden, og jeg syntes, de var interessante, fordi de mindede mig om stills fra en film. Med Virginia Woolf i tankerne, som jo fabulerede over skæbner og liv bag de personer, hun mødte på gaden, gik jeg og tænkte på, hvem denne unge kvinde mon ville være, hvis hun var en fiktiv karakter. Skæbner og liv er jo netop hvad clairvoyanter beskæftiger sig med – hvilket en forfatter naturligvis også gør – men clairvoyanter måske i endnu højere grad.

Derudover var det interessant, rent sprogligt, at der ikke var tale om fiktionsforfattere. Jeg har citeret clairvoyanterne så direkte som muligt, og man vil også fornemme i værket, at der er tale om en ganske anden sproglig tekstur, så at sige, end den rent fiktive.

Tak!

Nanna Debois Buhl: Street Haunting (Installation view), 2014. Foto: Johan Rosenmunthe.

Nanna Debois Buhl: Street Haunting (Installation view), 2014. Foto: Johan Rosenmunthe.

Nanna Debois Buhl: Street Haunting (Installation view), 2014. Foto: Johan Rosenmunthe.

Nanna Debois Buhl: Street Haunting (Installation view), 2014. Foto: Johan Rosenmunthe.

Nanna Debois Buhl: Street Haunting (Installation view), 2014. Foto: Johan Rosenmunthe.

Nanna Debois Buhl: Street Haunting (Installation view), 2014. Foto: Johan Rosenmunthe.

Nanna Debois Buhl: Street Haunting (Installation view), 2014. Foto: Johan Rosenmunthe.

Skriv kommentar



Artefact1
Kunstskolen Spektrum
Spring Exhibition open call
Københavns Kunstskole
Boesner
Dockens Julemarked
Skovsnogen 2017
Kunsthøjskolen på Ærø
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net