Carina Zunino: Curtain Falls, 2013.

Act 1. An organized myriad grows upwards from the stony ground. Tightly entwined like the threads of a tangled net.

I: I can feel the pain of sharp stones on the soles of my feet. The heat like quiet whispers from far away with its short breaths on my bare legs. Foto: Anders Sune Berg.

Naturens uvirkelighed

Der er en sprække i den islandske natur, lige i midten og lodret hele vejen ned igennem. Man kan folde bjerget, engen og fjorden til begge sider - måske er der noget andet bagved og måske er der bare ingenting. I virkeligheden ville farven måske være mindre blå og i virkeligheden ville jeg kunne gå ind i billedet. Sådan rigtigt.

Carina Zunino (f. 1974) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Chelsea College of Art and Design i 2001 og ligenu udstiller hun Curtain Falls på Galleri Image i Århus.
Inden ferniseringen fortalte Carina Zunino Kopenhagen om oplevelsen af det iscenesatte fotografi i rummet, om uvirkeligheder i virkeligheden og om længslen efter at forstå naturens konkrete påvirkninger og ubekendte.

I din kunst virker det som et gennemgående element at den rå natur sammenstilles med noget menneskeskabt. I den her udstilling er det fotografier fra Island og skuespillet. Hvordan hænger de to ting sammen?
Motiverne i mit arbejde er rigtigt ofte, også i den her udstilling, fotografier af landskaber. Det er ikke en direkte gengivelse af virkeligheden men mere en repræsentation af naturen, hvorigennem jeg kan inddrage nogle associationer og nogle følelser som naturen sætter i gang hos os mennesker, når vi befinder os i den: ting som uendelighed, sårbarhed og ensomhed. De her meget følsomme og stemningsfulde oplevelser, bruger jeg som et element i kunsten. Jeg forsøger at arbejde med grænsen mellem hvad vi oplever som virkeligt og uvirkeligt, som virkelighed og illusion. I den her udstilling forsøger jeg at bruge teaterets teatralske ramme, hvor billederne (10 ud af de 11 værker) er snittet op på midten, som små scenetæpper med en helt konkret sprække i sig, bag hvilke der -måske- kunne gemme sig en anden virkelighed. Billedet som man fordyber sig i mentalt bliver ødelagt og man bliver pludselig bevidst om at det også er i et virkeligt rum, værket befinder sig.

De fotografiske værker på udstillingen er ledsaget af en tekst, kan du fortælle lidt om teksten?
Teksten til udstillingen kalder jeg Staged -iscenesættelse på dansk- og består af ti akter (en til hvert billede), hvor hver akt har en beskrivelse af sted eller stemning først, og så har den herunder en jeg-fortæller og jeg-fortælleren oplever det beskrevne sted. Der er et skift mellem beskrivelsen af omgivelserne som element for sig og oplevelsen af dem for sig. Det er lidt det samme spil der er i kunsten - at værket er sig, helt fysisk og konkret og så er der oplevelsen af værket. På samme måde som naturen er derude, lige meget hvor rå, kulturel eller styret den er blevet - den er der - og så er der oplevelsen af den. Det er her fortællingen kommer ind i det.

Menneskets historiefortælling bliver, gennem akterne, det filter, vi oplever naturen igennem i dine værker. Hvorfor skal der være det filter?
Jeg tror jeg oplever kunsten som et filter: som en måde at se verden på, på en anden måde. Den konkrete virkelighed og realisme jeg tager udgangspunkt i, i landskaberne, bliver forskudt og gjort abstrakt igennem forskellige greb. Den her forskydning er for mig en undersøgelse af, hvordan vi oplever vores omgivelser som virkelighed eller ikke-virkelighed. Hvor meget er egentlig sådan som det er og hvor meget er en idé vi har, om hvordan det skal være?

Der er en bevidst kunstighed i dine værkers gengivelse af naturen?
Ja, det kan man godt sige. De prøver ikke på at være virkeligheden. Heller ikke selvom jeg har været - og er - rigtigt fascineret og meget inspireret af land-art kunstnere, der vitterligt går ud i naturen og bruger den helt konkret. Selv er jeg ikke interesseret i at bruge naturen helt ligeså direkte. Jeg er mere interesseret i at bruge den som medspiller, bruge hvad den indeholder som idé og hvad den sætter i gang hos os, på et lidt mere filosofisk plan.

De her gennemskæringer i fotografierne er et forsøg på at gøre de to-dimensionelle billeder tre-dimensionelle?
Ja. Simpelthen. Det er et forsøg på at bryde den illusion der ligger i et fotografi - at det er et billede på virkeligheden og så er det alligevel ikke. Den illusion prøver jeg på forskellige måder at bryde: ved at ødelægge papiret, snitte i det, forme det, flette det. Det forandrer motivet helt konkret og det er synes jeg er spændende. Jeg bruger også farverne, som et ekstra lag jeg altid putter ind i mit arbejde. Farven forskyder også realismen og gør billedet en anelse uskarpt. På trods af det, ligger der alligevel mange nuancer i den blå farve, jeg bruger i 10 af de 11 værker.
Det røde værk, akt. 11, går et skridt videre ud i rummet og er fuldstændigt tre-dimensionelt. Det har det her lille ophæng, som er inspireret af et besøg jeg havde på teatermuseet. Jeg fandt den her fine model af en teaterscene, som havde alle de her små snore der kan føre bagtæpper ind og ud. Den lille ophængs-konstruktion til akt. 11 er inspireret af at se, hvordan det rent faktisk virker på et teater.

Hvordan tænker du forholdet mellem motivet og materialet, mellem hvad vi faktisk ser og hvad vi oplever?
Noget af det mest centrale for mig når jeg arbejder med fotografi, er at værket altid får en tre-dimensionel dimension i sig også. Ofte arbejder jeg med at trykke motivet på et materiale, der kan noget andet - hvilket kan være alt muligt forskelligt. Lige præcis det punkt, hvor man lader sig mentalt træde ind i et motiv og man så samtidig bliver gjort bevidst om at man er en krop i et rum og at værket også har en krop i det samme rum - lige dér er der en spænding jeg synes er vildt interessant. Det er lidt den samme spænding man kan opleve i naturen: man kan stå foran en solnedgang, og i det samme øjeblik kan man føle at man er en del af universet -simpelthen udødelig- og i næste sekund er man pludselig så dødelig som et snefnug, der forsvinder på et sekund. På en eller anden måde er det dét jeg forsøger at parafrasere.

Er der en tendens til at naturen iscenesættes i vores liv i øvrigt?
Jo, det gør den rigtig meget. Når man kommer fra Danmark er alt meget organiseret. Der er ikke ret mange steder, hvor der er noget, som nogen ikke bevidst har placeret dér eller ikke bevidst har kontrolleret omfanget af. Men der er masser af steder rundt omkring i verden, hvor naturen ikke er iscenesat. Min mor kommer fra Canada, hvor der er så meget natur, hvor mennesker slet ikke har været og hvor der er decideret ufremkommeligt. For mig er der helt sikkert en form for personlig drivkraft i det, at jeg altid har haft det her andet land, som er kæmpestort - at jeg er vokset op med den kultur som en del af mit liv og med en form for længsel efter at forstå noget ukendt. De her store landskaber der føles -og i vidt omfang er- meget uberørte, som af forskellige årsager bliver bevaret, er noget jeg også fandt på Island.

Tak.