Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
02.07.2019 BLOG
Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Øjeblikkenes situationer - Jesper Just på Charlottenborg

Charlottenborg kan for tiden opleves værket Servitudes af danske Jesper Just. Det er ikke blot en monumental arkitektonisk totalinstallation, der udfordrer såvel kropslige som fysiske forventninger. Servitudes er en forførende og kritisk indgang ind i sanselighedens, ensomhedens og eftertænksomhedens sociale univers.

AF Tue Løkkegaard

KUNSTHAL CHARLOTTENBORG
Servitudes
Jesper Just
Kurator: Irene Campolmi
15.06.2019 - 11.08.2019

Allerede fra starten af installationen leger Jesper Justs Servitudes med ens gængse forventninger og vaner. Typisk træder man ind i en udstilling og en art anarkistisk undren vil opstå. Naturligvis har man en ide om, hvor man starter og slutter, men alligevel vandrer man ofte rundt på kryds og tværs i lige dele nysgerrighed og en søgen efter en tænkt narrativ linje.

Værket, som først blev opført på Palais de Tokyo i Paris i 2012 og sidenhen solgt til Metropolitan Museum of Modern Art i New York, er en kronologisk modstridende udforskning af rum og krop, som konstant nedbryder og genrejser sig selv: gennem sin strukturelle opbygning, gennem de 8 videoværkernes placering, hvor forskellige synsvinkler og placeringer bidrager og gennem lydenes relationelle ekkoer: musik og rytmer samt egne fødders klankende skridt på det stillads, som fører en gennem installationen. Servitudes serverer en rumlig arabesk, der kræver den besøgendes opmærksomhed som en art meditativ og eftertænksom rejse ind i idealiseringens og bevægelsens magt.

Jesper Justs rum er opbygget af en rampe, der bevæger sig gennem Charlottenborgs flotte hvide rammer. Langsomt færdes man gennem en nøje orkestreret strækning, hvor døre og vidde udnyttes til at skabe forhindringer på en rute, som er tilpasset kørestolsbrugeren, hvorfor den almen funktionsduelige krop altså ikke kan manøvrere med vant frihed.

Rummene åbner sig op omkring én, mens man til stadighed er fanget på konstruktionens smalle sti. Lyde begynder at dukke op fra hjørnerne, og man fanger små snert af disse 8 film, der alle varer 9 minutter: om det er halvdelen af én film, som kan glimtes, eller man stopper op og gulvet agerer filmlærred, så kroppen igen udfordres i sine vante positioner.

Udstillingens fysiske ramme dikterer altså til en vis grad en planlagt bevægelse rundt gennem rummene. Derfor dikteres også en narrativ indgang ind i værket. Kroppen opsluges af et arkitektonisk mønster, hvor ens fysiske tilstedeværelse både begrænses og sættes fri. Når disse jernramper er rettet mod kørestolsbrugeren, og rampen så stiger op mod dørkarmenes øverste, må den opretstående krop altså bukke sig. Det er en dekonstruktiv omvending af, hvordan fysiske vaner normalt navigerer problemfrit, og hvor man følgelig typisk ikke bemærker de hverdagslige forhindrer, som vores sociale rum iscenesætter for den ikke-normativ bestemte krop.

Selve dette scenografiske greb fordrer en ny aktiv opmærksomhed på egen krop og omgivelser, der har til sigte at facilitere en bevidsthed om de kroppe, som afvises.

Stilladset er nemlig ikke blot en navigatør. Det er også en fysisk forhindring, som bremser øjnene og bevægelsen. Rummets art, dets væsen afsløres i dets kontradiktoriske beskaffenhed, hvor regler, normer og sociale spilleregler tegner vores ellers ubemærkede (for)brug af rum. Værkets rum afviser nærmest den frit bevægelige krop, og der søges altså efter en synliggørelse af de socialt-infra-ordinære mekanismer, der er diktatorisk bestemmende for rummenes underliggende magt.

Værkets industrislangende opbygning er ikke kun et imponerende foretagende. Det er heller ikke kun skønt interagerende med Charlottenborgs hvide, gamle, flotte rum. Stilladsets begrænsede bevægerum munder ud i følelse af rumlig frihed, eftersom man langsomt slugtes ned videre, længere ind, rundt og tilbage, men forløst for rampens snævre form.

Det er forførende som Charlottenborgs hvide arkitektoniske scene blander sig med såvel denne metalliske rumlighed, og de 8 videoværkers subtile nærvær, der efterhånden rejser sig frem foran én. For nok er flere af værkers placering absolut præsente, men rummenes indbyrdes placeringer pirrer en lokkende nysgerrighed, som understøtter synliggørelsen af rummets anatomi. Det er en glidende bevidstliggørelse af et større narrativ, hvor de enkelte filmenes enkelte delelementer b¨de taler med egen stemme og afsløres som kommunikerende i et rumligt fællesskab.

Videoværkerne er i typisk Jesper Just-facon skarpe og flotte billeder, der med auteurens skarpe kamerapen elegant tegner geometriske linjer på tværs af lærredet og med stor sanselig styrke drager beskueren ind i en poetisk dybde. Det kræver tid at være vidne til ”Servitudes”. Fordybelse. Tålmodighed. Og installationen griber nærmest ind i utålmodighedens lakune og lader pulsen falde til en meditativ ro. Eller måske snarere en ensomhed, som tålmodigt griber fat og genspejles gennem filmenes poetiske nærvær.

I filmene møder vi fordelt over skærmene en ung kvinde, en pige og en bygning. Førstnævnte er den idealiserede kvindekrop: ung og smuk. Forskellige situationer begrænser hendes adfærd, der har til sigte at forhøre ensidige skønhedsforestillinger, når hun eksempelvis har problemer med at afklæde sig sine klæder. Eller har fået muskel-rehabiliteringsudstyr på armene og fejlende forsøger at spise en majskolbe iført sort paryk.

Særligt sidstnævnte film bliver en stærk markør, da den modstilles en film, hvor pigen, som i virkeligheden lider af Charcot-Marie-Toot – en muskelsygdom, som angriber nervesystemet – til perfektion spiller Chopins Opus 17. Den handicappede krop står her som den frigjorte krop kontra den idealiserede, som nu må se sig begrænset. Den unge kvindekrop tilbageholdes ganske bogstaveligt i et strukturelt greb, som dog afsløres som fiktivt, da tilfangetagelsen netop afsløres som ødelæggende. Omvendt accepterer pigen ved klaveret sine egne begrænsninger og bliver en frigørende agens i det moderne samfund, som ellers begrænser hende. 

Servitudes vil udfordre disse forestillinger om den ekskluderede, om køn og krop, om hverdagens sammensatte magt, der dikterer særlige sociale forestillinger såvel som arkitekturens tag på frihed og bevægelse. Samme pige banker i en anden film rytmisk på vinduerne på filmenes tredje karakter – One World Trade Center – der står som en art protese over et traume, som har defineret store dele af Vestens selvopfattelse i sidste år. Bygningen bliver en legemesdel, der – ligesom stilladset – har til hensigt at være et bindeled mellem krop, handlekraft og det moderne samfunds paradoksale magt over frihed og eksklusion, mellem normer og diskrimination.

Servitudes er på en måde fornuftsstridig. For hvor man på den ene side lader sig hengive til bevægelsen, til roen og vandringen, er man omvendt netop opmærksom på bevægelsen, rummet, forhindringerne. Og filmene synes et eller andet sted at være denne stridigheds spidspunkt, der indsnævrer forventningens og kroppens kontrafaktuelle oplevelse.

Ligesom installationens fysiske rum ønsker at fremskrive vores hverdagsrums latente greb på kroppen, således er filmene en videreudforskning af vores hverdags ekskluderende præmisser. Og ligesom rummene undersøger og dekonstruerer den funktionsdygtige og normative krop, ligeledes er filmene en undersøgelse af kroppens ret og forskellighed.

Stilladset er ikke kun et fysisk nærvær, men en konstant lydlig påmindelse og relationel konstruktion, som agerer som bindeled. Man kigger gennem et semi-transparent lærred, hvor en film er projiceret, og langsomt siver det ind, hvordan rum og fortælling, ens egen krop og filmenes kroppe ikke blot er i dialog med hinanden, men konstant udfordrer og forbinder vores sociale rums omsluttende betingelser.

Enkelte film er komplet mennesketomme, som en film for enden af rum, der viser elevatordøre åbne og lukke i en geometrisk vinkel, der synes at føre én videre ind i rummenes og værkets utallige lag. 

Som værkets titel selv refererer, kræver værket, at den besøgendes krop underlægger sig fraværet af frie muligheder. Det performative greb vil lamme oplevelsen, men også forsøge at åbne den på ny, når man altså nu selv tvinges til at gennemgå og erfare fysiske vanskeligheder – om det er sine egne gennem installations præmisser eller gennem de visuelle fortællinger og fremstillinger.

Man opsluges. Men værket fungerer kun i ens egen aktivering af det. Man kan ikke distancere sig fra værket. Værket eksisterer, når man bruger det. Og lader man sig dvæle og hengive, er der ingen tvivl om, at Jesper Just har begået et uhyre stærkt værk som kan forføre, udfordre og kaste kritiske ekkoer ud over vores hverdags sociale rum.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Jesper Just, Kunsthal Charlottenborg, Servitudes

Jesper Just: Servitudes, 2015. Foto: David Stjernholm.

Skriv kommentar



Glyptoteket
Kunstskolen Spektrum
Krabbesholm Højskole
Glyptoteket
Lilith Performance Studio
Kunsthøjskolen på Ærø
Københavns Kunstskole
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net