Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

25.09.2014 INTERVIEW

Carl Krull Foto: Julie Valentin.

Nydelsen ved at tegne - Interview med Carl Krull

Fredag den 26. september åbner V1 for en ny solo-udstilling med Carl Krull.

En udstilling hvor du bliver taget med i et abstrakt og på samme tid figurativt univers, hvor Krulls skarpe præcision og nysgerrighed eksperimenterer og udfordrer stregtegningens muligheder.

AF Katrine Tue Kahr Hansen

Hvad er historien bag titlen Seismic?
Jeg har altid arbejdet med konturstreg og der er ligesom en eller anden form for naturlighed i, at man prøver at bryde med det man plejer at gøre. Så jeg er begyndt at eksperimentere med at finde en ny måde at lave streger på. I stedet for konturer, så bruger jeg min hånd som et seismografisk redskab, hvor jeg laver linjer som jeg plotter ud ligesom en printer. Så seismic refererer både til motivet, men også til den teknik jeg har brugt, som er inspireret af en seismograf. 

Hvordan er den metode du har brugt anderledes fra dine tidligere værker?
Jeg har eksperimenteret meget med forskellige stregtykkelser og arbejdet oven i det samme motiv, så der kommer en form for transparens og dybde, hvilket egentlig er ret abstrakt, for man kan jo godt fornemme det, men hvad det egentlig lige betyder. Det er vigtigt at få billedet ud af papiret. Vores øjne skal rejse rundt og udforske. Så jeg har forsøgt at lege med, hvordan jeg kan formgive på en anderledes måde og dermed få mere dybde i mine tegninger. Jeg føler det er en mere naturlig fremgangsmåde, hvor der sker nogle andre ting og det dannes motiver på en anden måde. Og det er vel en del af hele nydelsen ved at tegne. At der sker en masse undervejs og man improviserer. Samtidig føler jeg mig også lidt som en forfatter der skriver en linje ad gangen, som bliver til lag på lag og nærmest skulpturelt.

Men selvom din fremgangsmåde adskiller sig fra dine tidligere værker, så er der alligevel nogle af motiverne der går igen. Er det et særligt tema?
Motiverne i den her udstilling er meget mere simple og enkle i forhold til hvad jeg har lavet tidligere, så man kan sige at der er sket en forenkling af motivet, men en mangedobling af de elementer motiverne er bygget op af. Figurerne, eller motiverne, er jo sådan lidt skjult og gemmer sig i noget abstrakt. Der sker en hel masse og der er meget form, som alt sammen skaber det her særlige univers. Samtidig er der ikke en eneste af tegningerne, hvor jeg tænkte før jeg gik i gang, at nu vil jeg lave en mand der kommer ud af et træ, eller en der ridder på en hest. Men det er interessant at det er den samme tanke der har gjort sig gældende. At det er den samme tanke jeg har haft undervejs, selvom de er tegnet på forskellige tidspunkter og steder. Det hele handler om hvordan jeg kan lege med stregerne. Derfor er tegningerne også en udvikling for mig. Så samtidig med at jeg gerne vil lave noget jeg er æstetisk tilfreds med, så er det også et skridt videre i en ny retning.

Tak

Car Drawing #1 from Carl Krull on Vimeo.

 

Carl Krull Foto: Julie Valentin.

Carl Krull Foto: Julie Valentin.

Carl Krull Foto: Julie Valentin.

Skriv kommentar



Boesner
Kunsthøjskolen på Ærø
Kunstskolen Spektrum
Københavns Kunstskole