Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

15.06.2016 INTERVIEW
Uffe Isolotto

Uffe Isolotto Foto: Torben Zenth.

New Ache Headage - interview med Uffe Isolotto

Uffe Isolotto, tidligere Uffe Holm, er aktuel med soloudstillingen New Age Headache på udstillingsstedet Tranen på Gentofte Bibliotek som anden del af deres forår/sommer-program Sensibility - Sensual / Emotional Minimal. I den forbindelse mødte Kopenhagen ham til en snak.

AF Frida Kuhn Nicolaisen

TRANEN
Gentofte Hovedbibliotek, Ahlmanns Allé 6, 2900 Hellerup W: tranen.nu
New Age Headache
Uffe Isolotto
23.04.2016 - 18.06.2016

Vil du starte med at fortælle lidt om baggrunden for at lave udstillingen?
Det var egentlig først tænkt som en “Farvel til Kunst”-udstilling. Jeg var træt af at lave kunst og følte at jeg havde udtømt mine egne ressourcer og generelt var desorienteret over for kunstverdenen. I mit mørke læste jeg digte om klimakatastrofen og gotiske tegneserier fra 80’erne og 90’erne. Et eller andet sted fandt jeg en gammel tanke frem; jeg havde altid været inspireret af Michael Strunge, som lavede et diagram over sine første ni digtsamlinger, hvor han satte alt i relation til hinanden og skabte en næsten guddommelig balance mellem dem. Jeg har altid syntes at det var mærkeligt at efterrationalisere på poesi, som jo til at starte med er følt liv, men uden et samlende princip, som fx sprog eller rytme, er det jo svært at kommunikere følelsesregistret ud, så jeg accepterede at billedet og skulpturen var en form jeg kunne udtrykke mig inden for, og gik i gang.

Realisering af tankeprocesser og balancen mellem hoved og krop, følelser og logik, fascinerer mig, og den her udstilling har virkelig været igennem mange transformationer før det endte som det her. Jeg startede med en meget mørk og 80'er-agtig udstilling i hovedet, men så i takt med at jeg startede et nyt projekt, Age of Aquarius, begyndte jeg at mærke en spirende energi, et håb, der trængte sig på i projektet. De to projekter kørte som hvert sit, men har uundgåeligt haft en afsmittende effekt på hinanden. Age of Aquarius er et udstillingssted, et hjertebarn, som jeg kører med min kone Nanna Starck fra vores egen taghave og vores første udstilling hed faktisk Sprout, og de store gulvskulpturer kunne godt lidt ligne spirer, hvis ikke det var fordi de også er vibrerende livmodere.

Så den meget mørke udstilling jeg gik rundt med i hovedet i efteråret, endte med at blive en balance mellem noget dystopisk og noget håbefuldt. Jeg tror det er et ret godt tidsbillede af, hvor jeg selv var, men også et godt tidsbillede på et mere globalt plan. Der er sådan en sitrende fornemmelse i verden. Det er en meget håbefuld tid, men samtidig også en meget mørk tid, hvor meget kan gå galt. 

Kan du beskrive hvordan du har indfanget denne sitren nærmere?
Der er ikke nogen decideret politisk agenda. Det er mere en fornemmelse af at det, der foregår i det enkelte individ afspejler verden. Tidens strømninger smitter af på os, uanset hvor meget vi tror at vi er uafhængige individer. Man er en klangbund for det, der sker, og det kan skaleres op. Jeg tror, at alle kan fornemme hvilken tid vi lever i, uanset hvor i livet man er - om man er nyfødt eller nærdød. 

I mine værker trækker jeg på nogle nyere historiske kulturelle strømninger. Både fordi at man er et barn af sin tid, og det er med de forudsætninger, at man filtrerer verden, men også fordi, at der i vores tid er nogle paralleller til krise-80’erne, men også til en nysgerrighed og udvikling som blev påbegyndt i 60'erne og 70'erne. Vi søger tilbage mod noget 'ægte' samtidig med, at der er en teknologisk udvikling i gang. Der er ting, der gentager sig, men det er ikke kun cyklisk - det er også alting på én gang og helt udflydende, samtidigt med at verden på mange måder aldrig har været mere sort/hvid. Der er krise, men der er ikke krise. Der er udvikling, men samtidig rekreation. Altså masser af modsætninger og nye perspektiver, alt føles som noget vi har set eller mærket før, og så alligevel helt nyt. 

Hvordan var udstillingen tænkt som et farvel til kunsten?
Jeg ville gerne have et eller andet form for farvel ind. Figuren på gesimsen sidder på en kant. På kanten af, at kunne overskue det hele, men også på nippet til at kunne afslutte det hele. Jeg kunne godt lide at lade kunsten komme derud. Når man først er parat til at sige farvel til tingene får man det klareste blik. 

Igen kan man tænke på Strunge. Han modtager en stor litterær pris, og i takketalen proklamerer han, at han vil stoppe med at skrive. Der er noget paradoksalt over det. Han er gået død i skriveriet, men det frigiver nok energi til at turde give slip og få overblikket og få lavet det der diagram.

Hvorfor var det netop Strunge, du greb fat i, da du skulle lave udstillingen?
Det er egentlig ikke fordi jeg har læst særlig meget Strunge. Jeg tror mere jeg var interesseret i ham som populærkulturfænomen. Han var punker, men så alligevel ikke. En slags poppet punker. Han gjorde sig til talsmand for noget han ikke selv rigtig var en del af. Og den rolle kunne jeg godt lide og genkende mig selv i.

Og så det diagram. Jeg stødte på det for en del år siden, og det har altid hængt ved. Den diagrammatiske tanke om noget, der er følsomt og ikke til at sætte ord på. Strunges tekst til diagrammet er en længere tekst om hvordan alle hans tekster hænger sammen og alting er i forbindelse med hinanden og i kontrast til hinanden, og man kan mærke, at det er guden, som taler fra skyen og kigger ned på korncirklerne på marken.

At skrive poesi og at lave billedkunst har nogle klare koblinger. Man bruger et sprog, hvor der ligger en hel masse mellem ordene eller mellem billederne i aflæsningen, og hvor den sitrende usikkerhed eller skrøbelighed er en lige så stor del af værket som det konkrete ord eller billeddannelse.

Hvis du ville sige farvel kunne du vel også have sat dine gamle værker op mod hinanden?
Ja, men jeg kunne ikke rigtig overskue det. Jeg havde ikke sagt rigtigt farvel og lagt distance til produktionen, og jeg var stadig i mine følelsers vold, så det var ikke muligt. Men jeg overvejede det.

Det var mere følelsen af at efterrationalisere som en motor til at komme nye steder hen, jeg var interesseret i end det var et gravskrift over den fortidige produktion. Jeg har før brugt gamle værker i nye sammenhænge, med nye betydninger, men ikke for at konsolidere dem i et kunstnerskab - snarere tværtimod.

Vil du ikke fortælle lidt mere om processen?
For at starte i det små, så havde jeg påbegyndt de printede collager længe før det andet. De er lavet på min telefon på en collage-app, og så bare postet på Instagram med det samme. Som tidsfordriv på vej til arbejde, men også som et slags øjebliksbillede af mine refleksioner på mine sanser. På den måde så følte jeg, at jeg kom tættere på digtet, som en form for øjebliksbillede, en næse mod vinduesruden i toget, et uforpligtende tidsfordriv. Det var egentlig ikke ment til at skulle være noget, og det frisatte noget konstruktiv energi. I det øjeblik der opstod den mulighed at det kunne have et formål begyndte jeg at producere flere til udstillingen, og så var kedsomhedens magi ligesom brudt og de udviklede sig ikke synderligt. Men det gjorde ikke noget, for de havde allerede opfyldt deres formål, som var at få mig til at undgå at tænke hierarkisk om symbolerne i udstillingen. Derfra gav jeg bare los.

Der er nogle forskellige referencepunkter i udstillingen. Skulpturen på balkonen bliver reflekteret ned i collagerne, som bliver reflekteret over i skulpturerne på gulvet. Collagerne fungerer både som samlingspunkter for de mange tråde i udstillingen og som plaster på de bevidst tvivlsomt malede revner i væggen. Udstillingsrummet slår nogle symbolske revner, som aldrig bliver rigtigt farlige, men mere kammer over i institutionel dekoration.

Figuren på balkonen arbejdede jeg på i meget lang tid. Jeg havde en ide om, at der skulle være den her små-selvmorderiske figur, men det var skidebesværligt at håndtere udtrykket fordi det skulle være en menneskeskulptur i 1:1. Jeg følte mig som Pygmalion fra start til slut i dén proces. Hun endte ud med at blive hen, og hen spejles i underetagens værker. Hen er en krop til et rum.

Jeg lavede gulvskulpturerne for at imødekomme rummets marmor og linjer, og for at få udstillingen op i skala og væk fra de forholdsvis små greb i collagerne. De udtrykker et behov for at reflektere over den kunstneriske process - især den krampagtige del af den. Man ligger og vrider sig klokken to om natten i sengen for at bearbejde alle de konflikter der er opstået  i forhold til kunstværkerne. Og så er det at der kommer en løsning, pludseligt, på et tidspunkt. Og helst klokken to om natten.

Gulvskulpturerne er egentlig, meget banalt, et tegn på det. Noget, der vokser op af et fastlåste leje. De der dyner og puder, der krampagtigt holder fast, og så vokser der løsningspotentialer op, som en mellemting mellem en spire og en livmoder, der danner en form for balance. Det var på en eller anden måde løsningen på min hovedpine. Hvis man skal prøve at tage fat i titlen, i hvert fald.

Las os gøre det, tage fat i titlen. Hvorfor New Age, og hvad går hovedpinen ud på?
New Age-begrebet har jeg lånt fordi jeg det giver nogle bestemte æstetiske associationer og er med til at bygge en forventning eller et filter op for udstillingen. At ‘headache’ derefter rytmisk punkterer ‘new age’ betydningsmæssigt er et minimalt digt i sig selv. I et kommentarspor på Facebook blev titlen, af Christian Jeppsson, lavet om til New Ache Headage og det synes jeg faktisk er endnu bedre, så det overvejer jeg at lave den om til. Posthumt og efterrationaliseret.

Mit mellemværende med New Age-begrebet er hverken kritisk eller affirmativt. Jeg er kritisk over for menneskets potentiale til ikke at komme op med en spiritualitet der er mere i øjenhøjde end New Age og som ikke er religiøs. Men siden jeg ikke har et bedre svar, så har jeg enten hovedpine eller er en del af menneskehedens hovedpine. 

Udstillingen slår én som meget mere æstetisk end dine tidligere projekter..

Ja, jeg har lavet nogle projekter, som har virkelig har været mere kantede og også mere provokerende. I dette projekt prøvede jeg at læne mig op ad noget mere spinkelt eller sart. Det jeg har lavet før har været mere bombastisk, og jeg havde et behov for at komme væk fra aggressionen i dét.  Måske er det mere feminint? Jeg ved ikke om man kan kønne det på den måde, men jeg har fokuseret meget på livmoderen, selv om det nok skal forstås som idéen om en tilblivelses-tilstand og ikke en kønnet endestation.

Jeg viste faktisk for nyligt mit tidligere projekt Dana Plato’s Cave på Krabbesholm Højskole. Det er et projekt der endte med at blive meget voldsommere end jeg havde regnet med. Det var sjovt at arbejde med det igen, men også hårdt at genbesøge den verden, som ikke tog nogen gidsler i sit billedsprog og sine virkemidler. Ligesom jeg efterhånden blev immun over for 3D monster-porno, da jeg arbejdede med dét projekt, så er jeg vel efterhånden også blevet overfølsom over for æstetisk og emotionel sensibilitet. Især min egen.

Tak

Det er i bogen Samtaler m.m. at man kan finde Michael Strunges og Anne-Marie Mais dialoger og diagrammet med tilhørende tekst.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Uffe Isolotto: New Age Headache, 2016. Installation view. Courtesy: Uffe Isolotto & Tranen.

Skriv kommentar



TAl R - Glyptoteket
Københavns Kunstskole
Krabbesholm Højskole
Lilith Performancestudio
Kunsthøjskolen på Ærø
Kunstskolen Spektrum