Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
01.04.2019 BLOG
Pipilotti Rist, Åbn min lysning, Louisiana

Pipilotti Rist på Louisiana 28.02.2019 Foto: Torben Zenth.

Når man skøndrukner i sanserne

Udstillingen Åbn min lysning af den schweiziske kunstner Pipilotti RistLouisiana er en sensorisk åbenbaring, der samler værker fra hele kunstnerens karriere, og hvor kødelighed og fornuft smelter sammen i konfronterende og humorladede sansebombardementer.

AF Tue Løkkegaard

At træde ind i rammerne af den enorme udstilling Åbn min lysning af schweiziske Pipilotti Rist er som at blive inviteret ind i en levende pallette af levende rum. Her er ingen stilstand, men et omsluttende og omfavnende univers af farver, lyde, billeder og bevægelser, hvor åbningen ind i lysningerne også er en åbning ind i de krakeleringer, der opstår når overflade og dybde, fornuft og kaos møder hinanden i grænsenedbrydende øjeblikke.

Da man træder ind i et rum i udstillingens spæde begyndelse, vises videoværket Ever Is Over All, 1997, hvor en smilende pige i blå sommerkjole let bevæger sig ned af gaden hilsende på enhver, som passerer forbi hende. Blomsten hun holder i sine hænder smadrer ruderne på bilerne, som holder parkeret langs vejen. Et nynnende og legende lydspor akkompagnerer den ødelæggende dans ned af gaden. Der er en forløsning i destruktionen. En uhøjtidelighed. Det er et satirisk og poetisk værk, der ikke uden en vis arrigskab sparker sig ind i fortællinger om køn, krop og kultur. Nogle år senere skulle netop dette værk se sin genspejling i Beyoncés ”Hold Up” fra albummet Lemonade, der stilsikkert imiterer Rists kanoniske værk og bekræfter popkulturens cykliske bevægelse, som Rist selv gentagende gange undersøger.

Kort forinden ses værket Open My Glade (Flatten), 2000, hvor Rist maser sit ansigt op mod vinduesruden i et boligbyggeri. Den kiggende kigger ud med en iver, der nysgerrigt og nærmest manisk vil gennemtrænge den usynlige membran, som adskiller et indre og ydre, selviscenesættelsen og hjemmets intime sfære. Men måske også de teknologiske flader, som Rist ikke kun mesterligt bruger, men som også bestemmer mere og mere af den billedkultur, vi selv lader os determinere af gennem kameralinsernes og mediernes bevågenhed og dikterende øjne. Rist penetrerer gennem sine værker elegant popkulturens forkromede tag på krop og køn i lige dele undren og accept.

Man vandrer forbi tre mindre skulpturer i form af en konkylie og to håndtasker. Gemt indeni er små film, der stiltiende råber op fra objekternes dyb, mens lyde nærmest får dem til at agere som spilledåser. Deres form minder om kvindens kønsdel, og de bliver en subtil og kraftfuld mise-en-scene af objektiviseringen af kvindekroppen.

I tre små separate rum, der indbydende lukker én ind med skarpt trekantede tæpper, vises Rists tidligere videoværker fra både 1980erne og 1990erne. I grynede VHS-pixelerede billedflader florerer normkritiske undersøgelser af krop og køn iscenesat af Rist. Kultur og idealiseret pophed dekonstrueres i performative greb, der spreder sig gennem vredens og humorens punkteringer af skuespilsamfundets idealer.

Værket Vorstadthirn (Suburb Brain) fra 1999 træder frem fra hjørnet. En stor miniaturemodel af et boligområde med et lille hus med tændte lamper og have ledsages af en videoinstallation, hvor Rist selv kører gennem forstæderne, mens hun fortæller om sin barndom og familie. Væggene er beklædt med hvide forbrugsgenstande, hvis funktion er at holde hjemmet nydeligt og rent for derefter at møde sit endelige i skraldespanden. Erindringens skrøbelighed, genstandenes skrøbelighed og rejsen fra det velkendte til det distancerede sætter spørgsmålstegn ved forholdet mellem kontrol og kaos, mellem det levede og det fabrikerede under forstædernes på overfladen så betryggende gadelys.

Videre bevæger man sig og rammer et enormt psykedelisk og sanseeksploderet soveværelse i værket 4th Floor to Mildness, 2016, hvor senge er spredt ud over gulvet, mens varme farver kærtegner gulvets og madrassernes bløde overflader. To enorme organiske huller i luftet projicerer film, hvor vandoverfladen lader en henføre til bunden af en sø eller bæk, mens blade og hænder strømmende perforerer vandets stilstand, mens tonerne af østrigske Soap&Skin fylder rummet med mørke vibrationer og stemme. Der flyder en legende lethed ind over sengene, mens ens krop hvilende betragter vandfladens opløste sarthed. Kroppen fortaber sig i sanser og bevægelse, mens perspektivet langsomt bevirker, at denne position ligeså vel kunne være den druknendes leje. Det skrøbelige og voldsomme, lethedens umiskendelige svæv, som opleves i sengens omfavnende blødhed, opløser grænserne mellem den fysiske tilstand og sindets ditto. Man drukner i sansernes favn, men druknedøden skulle efter sigende også være den smukkeste.

Gennem Rists værker opløses langsomt skellet mellem et udenfor og indenfor, mellem billede og virkelighed. Når man træder ind i Pixel Wald (Motherboard), 2016, hvis lysende gople-arme funklende hænger ned fra loftet, møder denne opretholdelse sit endelige. Den glimtende LED-skov er ikke kun en eventyrlig meditativ vandring, hvor selvet fortaber sig, og man farer vild i sanserne. Lysene er, som titlen påpeger, en skov af pixels, der faktisk danner et billede, som dog kun kan betragtes over 200 meter væk. Kroppen bevæger sig altså ind i billedet, og man bliver en del af en helhed, som er fysisk og sanseligt opløst omkring én. Det er et flerdimensionalt mind-fuck, hvor den endelige ophævelse af krop og billede finder forløsning.

Herfra træder man videre ind i eksploderet LSD-pille, hvor forskellige værker er spredt ud og samlet efterligner 1960ernes hjem, mens psykedeliske farver maler rummet i en multimedie-sensorisk farvepallette. Endevæggen projicerer flere af Rists organiske film, hvor vand og natur igen spiller en central rolle, og puder er spredt ud på gulvtæppet, så krop og blik nedsænkes og svæver i en sanseorgastisk ro. Rummet som helhed svæver let mellem flere forskellige rum, der elegant glider over i hinanden. Enhver entydig adskillelse besværliggøres, og man bevidner således, at vores erindringssteder og minder ikke er perler på en snor, men bølgeskvulp, som gennemborer hinanden som tidszoner og rumzoner i samspil med og i opposition til enhver fornuft og logik.

Til sidst i udstillingen vises Louisianas egen Sip My Ocean, 1996, hvor nære svømmende kroppe bevæger sig under vandet. De levende billeder minder nærmest  om glemte minder, som er visualiseret via familiealbummets grynede billedæstetik nede under vandet til tonerne af Rist selv, der desperat, vredt, men ikke uden humor synger Chris Isaaks ”Wicked Games”. Figurer af eksempelvis en campingvogn falder langsomt mod havbunden i melankolske bevægelser, mens den opsplittede skærm på to vægge nostalgisk og drømmende opsummerer følelsen af sørgmodighed og ulyksalighed omkring en tid, som måske engang var.

Åben min lysning er en udstilling af parallelle verdener. Den velkuratede bevægelse gennem værkerne bestemmes af tæpper og gardiner, som skaber et teksturalt narrativ, hvis man husker, at tekst afstedkommer af det latinske textus: sammenføjning eller væv, hvor ethvert tekstil og enhver tekstur er en fortælling i sig selv.

Louisianas hvide rum omformes til et hallucinogent og konfronterende narrativ, hvor de hvide vægge erstattes af stedernes, erindringens, humorens, vredens og det kødelige køns legeplads.  Åbn min lysning er som at træde ind i en multiorganisme, hvor farver, sanser, humor og vredens anarki møder fornuft, kontrol og logik i konstante stridbare væv. Det er en bevægelse fra det pixelerede distancerede til det pixelerede indhyllende, fra det grumsede fjerne til det til alt for nære. Rist er både teknologiens og det organiskes mester, der gennem sine værker lader alt briste og bestå så det beskuede og beskueren selv må opløse sine egne grænser. Åbn min lysning er ikke blot mesterlig. Det er for undertegnede en af bedste udstillinger set, hørt og bevandret i årevis.

Pipilotti Rist, Åbn min lysning, Louisiana

Pipilotti Rist: Ever Is Over All, 1997, Lyd af Anders Guggisberg og Pipilotti Rist, To-kanals audio-videoinstallation. Hjørneprojektion (video still). Foto: © Pipilotti Rist. Courtesy: Courtesy Hauser & Wirth, Luhring Augustine.

Pipilotti Rist, Åbn min lysning, Louisiana

Pipilotti Rist: I'm Not The Girl Who Misses Much, 1994, En-kanals videoinstallation med lyd (video still). Foto: © Pipilotti Rist. Courtesy: Courtesy Hauser & Wirth, Luhring Augustine.

Pipilotti Rist, Åbn min lysning, Louisiana

Pipilotti Rist: Open My Glade (Flatten), 2000, En-kanals videoinstallation uden lyd (video still). Foto: © Pipilotti Rist. Courtesy: Courtesy Hauser & Wirth, Luhring Augustine.

Skriv kommentar



Kunsthøjskolen på Ærø
Kunstskolen Spektrum
Krabbesholm Højskole
Københavns Kunstskole
Martin Bigum Det Maleriske Nu
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net