Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

20.02.2017 INTERVIEW
Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Man åbner op, og så er der rigtig meget verden, der trænger ind – interview med Mathias & Mathias

Forestil dig et øjeblik, at kunsten har en stemme – ikke bare én stemme, men mange, der taler i munden på hinanden for at give beskuerne mulighed for at smage deres egen medicin. Vi har mange meninger om kunsten, men spørgsmålet om, hvad kunsten mener om os, er et af udgangspunkterne for Mathias & Mathias’ nye udstilling Artie. Vi er på et andet plan, i en alternativ virkelighed, hvor kunsten har fået følelser og selvbevidsthed.

Kunstnerduoen Mathias Toubro (f. 1986) og Mathias Dyhr (f. 1991) mødte hinanden, på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Mathias & Mathias har blandt andet udstillet på Ringsted Galleriet, Udstillingsstedet Q, Last Resort, Sculpture by the Sea og Skulptur Odense. Udstillingen på Tranen er deres første institutionelle solo-udstilling efter deres afgang i 2016.

AF Kasper Holm

Kunsten løber hjemmefra
Kunsten manifesterer sig som figuren Artie, der i færd med at flygte fra Tranen, gemmer sig bag en Per Kirkeby-skulptur, i et træ, på en ventilationsrist og nede ved Øregårdparkens å. Artie er ikke et individ, men nærmere flere amorfe karakterer, der igennem deres ufærdige og tilfældige udformning demonstrerer, at de er ”kunst”. Kogt ned til deres essens og gjort til ren form ligner de størknede modeller hældt fra en skabelsens plasma-brønd. 

Hvor kunsten er flygtet fra sin tildelte plads i udstillingsrummet, er kulturforbrugerne derimod til stede. Midt på det brune, parketmalede gulvtæppe, som er lagt ud på Tranens hvide marmorgulv, står en mekaniseret kulturforbruger og bladrer i en avis. Et stålskelet gør det ud for kroppen, imens et mut ansigtsudtryk er malet på et bønneformet hoved, hvor antydningen af en næse stikker frem. Han ser ikke ud til at kunne læse, hvad der står i avisen men bladrer usikkert videre.

 Foran ham sidder to, ligeledes automatiserede, personer og nyder et stykke kage. De pludrer, spiser og nyder pausen. Lydsporet, der akkompagnerer både kulturforbrugerne og de forskellige manifestationer af Artie har et tykt camouflerende filter, som man kender det fra interviews med vidner, der ønsker at være anonyme. 

Rundt om dem står fire bemalede glaspartier, hver især placeret op mod væggene. Motiverne er ikke til at tage fejl af - vi befinder os i et slags imploderet institutionelt rum, hvor garderobe, café-interiør og børneværksted er malet groft og pastost på begge sider af glasset. Noget der ligner en kanin skutter sig på tæppet. Et enligt afhugget hoved ligger bag børneværkstedet.

Det kommunale som ramme
Vi sidder i Gentofte Hovedbiblioteks minimalt designede kantine, hvor vi hælder noget vand i den tjære-lignende kaffe, vi har fundet i køkkenet, efter de fleste andre er gået tilbage til deres kontorer. Mathias Toubro og Mathias Dyhr har skabt en form for kulturoplevelsens scenografi i Tranens særlige udstillingsrum på kanten af offentlige mødelokaler, café og bibliotek. 

Når kunstneren bliver iscenesat i offentligheden er det ofte med mange forskellige markører: entreprenør, idémager, håndværker etc. – men først og fremmest står han for præsentationen af sin praksis, af sine værker. Man kan spørge til deres intention, hvad de vil med kunsten?
”Nok er hvad kunstnerne mener, men eksperimentet var at se hvad kunsten måtte tænke. På en eller anden måde at distancere kunsten og kunstnerne fra hinanden og se dem mere som symbolske størrelser.” - Dyhr

Tanken er altså ikke at bryde fri af institutionens lænker i en avantgardistisk, rebelsk gestus, men snarere at give plads til et fabulerende narrativ hvor man kan se rollerne klarere fordelt i et kort øjeblik. Artie er en slags briller man tager på, hvorigennem beskueren ser sig selv, kunsten og rammerne for det hele eksponeret som på et gammelt fotografi. 
”Som kunstner tænker man enormt meget over repræsentation. Den vigtigste del ved ferniseringen er næsten affotograferingen og når man fjerner kunsten fra udstillingsrummet som vi har gjort kommer det som regel til at se virkelig grimt ud.” - Toubro

Vi bliver mindet om at kunsten har en ”optimal” rammesætning og at det domæne som kunsten normalt bevæger sig indenfor har nogle specifikke regler. En regel er f.eks. at kunst der bliver produceret til offentligheden skal kunne læses og genkendes og at der er en overhængende fare for at kunst, der ikke tilstrækkeligt gør opmærksom på sig selv netop bliver overladt til sig selv. Her fungerer subjektiviseringen af kunsten (som små bitre væsener) ved den rolle man selv indtager som beskuer – man bliver forvirret, for de opfører sig ikke som de stolte, autonome objekter, de normalt er. Den sædvanlige gevinst udebliver og man fanger sig selv i at tænke: ”Hvad skal de her?” Skal kunst ikke altid ophøjes? Er kunstens formål kun baseret på, hvilken konkret forskel den gør i verden?

Midt i nødvendigheden
Hvis man giver sig til at lytte til hvad kunsten siger, er Artie forbløffende klar i mælet:
”I can’t go back in. I’ve seen it all, had enough… Just for once I would like to have some dignity - some self-respect at least. Done with it! Through! Finished! End of story! No more… You can consider this as my resignation.” - Artie

Idéen om at kunsten kunne finde på at sige op, efter at være blevet spændt for oplevelsesøkonomiens vogn, taler til noget dybere end bare dens utilfredshed med et publikum, der bruger et par minutter på kunstoplevelsen – vi bliver opfordret til at se kunsten som arbejder, som et subjekt der kan udnyttes og omformes. Man kan meget hurtigere relativisere og instrumentalisere kunsten, hvis den er tavs og ingen mulighed har for at sige fra. Samtidig ville Mathias & Mathias gerne lave et anderledes greb end det vi kender fra den historiske institutionskritik som eksempelvis Hans Haacke og Louise Lawler har været eksponenter for. 
"Det morsomme er, at hvis man gør sig besvær med at udøve transparens, at skrælle alle lagene af for at komme frem til en mere gemen kunstoplevelse, bliver det altid sådan et mærkeligt lille monster til sidst.” - Dyhr

Institutionen er en smeltedigel af mange forskellige interesser og måder at bruge rummet på:
”Man åbner op, og så er der rigtig meget verden, der trænger ind.” siger Mathias Dyhr, der bl.a. nævner børnefødselsdage som en meget virkelig ting, der kommer ind og skubber til mødet med kunsten. Et andet eksempel er den indflydelse som udstillingsstedet har på kunsten og den forskel man umiddelbart oplever, når man går fra bibliotekets rene linjer og ind i Tranen.
”Kunstverdenen og kunst og den kunstrealitet der er, det er altså en anden end den virkelige verden. Det ved jeg at der er mange, der kunne være uenige i, men der er altså forskel.” – Dyhr

Den forskel er der god mulighed for at iagttage i udstillingen, da hele installationen ikke lægger skjul på dens kunstighed – den forsøger ikke at skabe et illusionsrum eller at virke overbevisende som virkelighed. Menneskene, der er malet på de store glas-partier er groft optegnede og malingen er blandet op med træspåner, der giver dem en helt særlig strittende taktilitet. Man fornemmer, at der ikke er tale om en 1:1 fremstilling af mødet med kunsten, men snarere en mulighed for at trænge ud af sin egen situerethed som enten modtager eller afsender.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Mathias & Mathias, Tranen, Artie

Mathias & Mathias: Artie (installation view), 2017. Foto: Jan Søndergaard.

Skriv kommentar



Kunstskolen Spektrum
Kunsthøjskolen på Ærø
Tranen
Københavns Kunstskole
Boesner