Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
13.11.2012 INTERVIEW

Trine Søndergaard.

Kulturens glemte koder

Med udstillinger verden over og adskillige bogudgivelser bag sig er Trine Søndergaard en af de mest roste og succesfulde danske kunstfotografer lige nu. For tiden er hun aktuel med udstillingen Still på Martin Asbæk Galleri. I værkerne lader Søndergaard historisk fortid og nutid mødes i et introvert og kontemplativt rum. Ovenpå en vellykket fernisering satte Kopenhagen kunstneren i stævne til en samtale om visuel bearbejdelse af historiske materialer og ønsket om at sætte lys på tilstedeværelsen af komplekse kulturelle koder.

AF Heidi Nikolaisen

Du har med udstillingen Still valgt at kombinere en ny serie, Guldnakke, med en serie påbegyndt i 2008 - Interior. Hvordan opstod ideen om at sammensætte de to projekter?
Det kom sig af, at jeg altid har arbejdet serielt og kun har udstillet mine projekter separat. Intentionen med Still var i stedet at forsøge at blande flere forskellige serier, fordi jeg var interesseret i at skabe en dialog og en anden slags forløb. Men sådan som udstillingen udviklede sig, endte den med kun at indeholde de to spor, som jeg synes peger hen i mod det samme mentale rum. På trods af at det er forskellige serier, gør portrætterne og rummene noget sammen, som giver mening for mig - de adresserer et tankerum.
At arbejde på mange forskellige serier samtidig synes jeg er svært, fordi jeg ikke fotograferer på den måde, at jeg går rundt med mit kamera hele tiden og spontant fotograferer, men selv opsøger lokaliteter ret bevidst, ligesom mine portrætter er iscenesatte. Det har været en rigtig fin proces at lave udstillingen. Og forhåbentligt er det sådan, at folk ikke tænker, at koblingen er mærkelig.

Hvordan kan det være, at serien Interior er gået hen og blevet et on-going projekt?
Der er mange af de projekter man laver, som ikke handler om, hvorvidt man er færdig eller ej, men mere om mulighederne for at realisere og videreudvikle dem. Med Interior har jeg været afhængig af at kunne få adgang til bestemte 'locations'. Ofte er bygningerne privatejede. Lige pludselig kan jeg måske få lov til at komme et sted hen og fotografere, som jeg ikke kunne for et halvt år siden. Men mit fortsatte arbejde med Interior handler selvfølgelig også om, at der bliver ved at dukke nye steder op, som jeg har lyst til at fotografere. Her på udstillingen findes billeder fra tre forskellige lokaliteter, og fælles for dem er, at det er historiske bygninger, som står ubenyttede hen. Et af stederne har stået tomt i halvtreds år og et andet i tredive år. På grund af tomheden bliver det muligt selv at læse betydning ind i rummene. Jeg søger at nærme mig en tilstand af total uforstyrrethed. Interiørerne repræsenterer et slags mentalt rum, præget af stilhed, hvor der er plads til kontemplation. Fraværet åbner på den måde mulighed for at en følelse af nærvær kan opstå.

Med Guldnakke har du arbejdet videre på en udforskning af portrætgenren fra serierne Monochrome Portraits og Strude. Hvordan har du arbejdet med genren denne gang?
Jeg var først og fremmest interesseret i huen, og det var dén, jeg gerne ville arbejde med. Jeg så guldnakkerne udstillet for nogle år siden, da jeg var i Tønder i forbindelse med projektet Danmark under forvandling. Jeg var fascineret af detaljeringen og materialet, guldet som blev blødt og stofligt. Det at have en lille beklædningsgenstand med så meget detalje. Derfor har jeg også arbejdet bevidst med formatet for at forstærke den surreale effekt i, at broderiet bliver stort og billedet giver rum til detaljerne. Jeg var desuden interesseret i guldets dragende effekt. Guld er er et materiale, som symboliserer rigdom, noget ophøjet eller guddommeligt. Det har en konstant værdi, i alle dele af verden, til hver en tid. I de fleste af os vækker guld derfor en følelse af attrå, tror jeg.
Da jeg lavede Guldnakke billederne var det huen, jeg fokuserede på fremfor pigerne. De ses bagfra eller i delvis profil. Jeg kan rigtig godt lide arbejdet med portrættet og blikretninger, for det er minimale ting, som gør en forskel. Det er en mavefornemmelse både i situationen, og når man sidder med billederne bagefter. I situationen fotograferer jeg rimelig hurtigt og koncentreret, for ellers forsvinder det spontane element i det.

I modsætning til disse tidligere serier, hvor du afstår fra at bringe nutidige elementer ind i billederne for at gøre dem mere universelle, har du i Guldnakke modellerne i moderne tøj. Hvilke tanker har du gjort dig om det valg?
I Monochrome Portraits ligger det nutidige gemt væk i de mørke farver. I Strude er der faktisk også et nutidigt element, en moderne stol som optræder ofte. For mig er det en pointe, at den stol er der og sætter tiden. Derudover har jeg arbejdet meget med, at det har et dokumentarisk link. I denne her serie bad jeg pigerne tage fint tøj på, som hvis de skulle til fest. Men ellers har de selv har valgt, hvordan de ser ud, og jeg har kun korrigeret ganske lidt. Så det er et bevidst møde, som er skabt, mellem to tider, men med det element af tilfældighed, som skyldes pigernes egen deltagelse. Det er samtidig et spændende sted at være fotografisk, fordi billederne har nogle signaler som går i forskellige retninger. Det er i hvert fald en pointe i Guldnakke, at modellerne har deres eget tøj på, og at der opstår et tidsligt møde mellem kvindeuniverser. Oprindelig var huerne et statussymbol, så for mig har det også handlet om, hvilke komplekse koder vi har i dag og altid har haft. Jeg tænker tit på, at jeg slet ikke er i stand til at aflæse bare halvdelen af alle de signaler. Hverken nutidige eller historiske, men der eksisterer et utal af koder i vores kultur, som udtrykkes via hår, tøj og smykker.

Har du generelt en stærk interesse for historie?
Nej egentlig ikke. Strude-projektet var jeg interesseret i, blandt andet på grund af forholdet mellem det sete og det usete, og fordi der også var noget kønspolitisk i det. På Fanø, hvor de brugte ansigtsmasken, struden, var der næsten en matriarkalsk samfundsorden. Mændene var væk på havet store dele af året, og kvinderne dyrkede jorden. Struden beskyttede ansigtet mod vejr og vind og fortæller indirekte om et selvstændigt feminint univers, hvor manden er fraværende. Guldnakke har også sådan et islæt, fordi der knytter sig den historie til huerne, at de kvinder som lavede dem forsørgede deres familier, og det var usædvanligt i midten af 1800-tallet. Der har været en omvendt kønsrollestruktur. For mig var det en interessant pointe, men jeg arbejder ikke systematisk historisk. Jeg kunne se, at huerne gjorde det muligt at få flere betydningsmæssige elementer til at mødes, samtidig med, at der opstod noget, som også kunne fungere rent visuelt.

Ligger der en eller anden kulturformidling i det?
Billederne kan kaste lys på noget, som folk ikke normalt ser. Da jeg lavede Nu da du er min blev jeg spurgt, om jeg havde været i Spanien - og jeg havde været på Vesterbro. Med Strude tror folk, at jeg har været i Tunesien. Jeg synes, det er interessant, at den viden som er forbundet med signaler, koder, og statussymboler går tabt i historiens løb. Vi ved, at historiske klædedragter eksempelvis rummer betydninger, hvis vi er i stand til at afkode signalerne. Der ligger en skjult viden, som ikke længere er umiddelbart tilgængelig for os. Det synes jeg er interessant, blandt andet fordi det er en følelse, jeg selv har.

Du lavede i 2003 en udstilling til Thorvaldsens Museum, som fokuserede på, hvordan man kunne aktualisere Thorvaldsen. Det lader til at være en tilgang og en interesse, som du har holdt fast ved senere hen og også i det her projekt; at arbejde med at aktualisere og reaktivere et historisk materiale?
Der opstod i hvert fald noget deromkring. Der opstod mange ting for mig: portrættet, koblingen til noget historisk, og idéen til Monochrome Portraits-projektet startede der. Det var første gang, jeg arbejdede med, at billederne godt måtte stå helt stille. Det var enormt lærerigt og meget udfordrende. I det omfang jeg har lavet kommissionsopgaver, har jeg opfattet det som en luksus, så længe der er frie rammer, og man kan udforske noget vedkommende med projektet. Dengang i 2003 havde jeg ikke udstillet på et museum før, men på et personligt plan følte jeg en tilknytning til museet, fordi jeg tit havde siddet derinde og tegnet. Når man laver billeder, gør man det typisk alene, og det kan være svært at fastholde en proces. Nogle gange er det dejligt, at der er en deadline, og en verden udenfor som møder en og venter på en. Man bliver afbrudt i sin sædvanlige arbejdsform og må gå andre veje måske. De variationer, der ligger i samarbejder, værdsætter jeg meget.

Der begynder at tegne sig en stærk temakreds om dit virke som fotograf: Interessen for kulturhistorie, portrætgenren, tid og rum. Er det personligt tilfredsstillende, at kunne se ens værker som en helhed, og at de skaber et sammenhængende billede af dig som kunstner?
Alle de projekter jeg har lavet har jo taget udgangspunkt i, at jeg ville undersøge noget bestemt, derfor har de også været temmelig forskelligartede. Jeg har ikke gået på kunstakademiet og jeg var meget ung, da jeg begyndte at udstille. Så min 'skolegang' har bestået i at lave mine udstillingsprojekter og udforske forskellige spor og udtryk undervejs. At de stikker af i nogle lidt forskellige retninger, har jeg det fint med. Men for mig er der alligevel mange paralleller, og jo længere tid der går, jo mere sammenhæng kan jeg se i mellem serierne. Det er også grunden til, at jeg gerne ville hente flere elementer ind i udstillingen her, fordi jeg kan se, at der er nogle temaer som forbinder sig, uden at gøre det rent formelt. Forbindelserne i mellem serierne er noget, jeg ønsker at arbejde videre med i udstillingssammenhæng og eventuelt i bogform. Men for mig er det vigtigste, at jeg ikke keder mig selv og fortsætter med at udforske verden. Eller i hvert fald små dele af den. Om de så viser sig at kunne indgå i en større helhed er i udgangspunktet underordnet.

Tak for din tid.

Trine Søndergaard: STILL, 2012. Installation view. Foto: David Stjernholm. Courtesy: Martin Asbæk Gallery.

Trine Søndergaard: STILL, 2012. Installation view. Foto: David Stjernholm. Courtesy: Martin Asbæk Gallery.

Trine Søndergaard: STILL, 2012. Installation view. Foto: David Stjernholm. Courtesy: Martin Asbæk Gallery.

Trine Søndergaard: STILL, 2012. Installation view. Foto: David Stjernholm. Courtesy: Martin Asbæk Gallery.

Trine Søndergaard: STILL, 2012. Installation view. Foto: David Stjernholm. Courtesy: Martin Asbæk Gallery.

Trine Søndergaard: STILL, 2012. Installation view. Foto: David Stjernholm. Courtesy: Martin Asbæk Gallery.

Trine Søndergaard: STILL, 2012. Installation view. Foto: David Stjernholm. Courtesy: Martin Asbæk Gallery.

Trine Søndergaard: STILL, 2012. Installation view. Foto: David Stjernholm. Courtesy: Martin Asbæk Gallery.

Trine Søndergaard: STILL, 2012. Installation view. Foto: David Stjernholm. Courtesy: Martin Asbæk Gallery.

Trine Søndergaard: STILL, 2012. Installation view. Foto: David Stjernholm. Courtesy: Martin Asbæk Gallery.

Skriv kommentar



Kunsthøjskolen på Ærø
Artefact1
Københavns Kunstskole
Boesner
Kunstskolen Spektrum
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net