Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
30.10.2014 PERFORMANCE

Pressefoto. "Ventestedet" af Signa, 2014. Foto: Arthur Köstler.

En fiktiv erfaring rigere

Den dansk-østrigske performancegruppe, Signa, er tilbage i København med deres nye værk, Ventestedet.

AF Maria Bordorff

Ventestedet
Torveporten 10, 2500 Valby. W: Republique.dk
Signa
Se spilledatoer på Teater Republiques hjemmeside

Sidste gang gruppen, hvis anker er kunstnerne Signa og Arthur Köstler, gæstede byen, var i vinteren 2010 med det ekstreme Saló - en fortolkning af Pier Paolo Pasolinis gruopvækkende film fra 1975 af samme navn. Saló markerede Signa som et af de mest kontroversielle og nyskabende performanceprojekter på den europæiske kunstscene og skabte debat om grænser og publikumsetik inden for totalteatret.
Igen er det i samarbejde med Teater Republique i København, og som med Saló, udspiller Ventestedet sig i alternative og stedspecifikke rammer, der denne gang udgøres af en to-etagers kontorbygning, iscenesat som et psykiatrisk værested, på Grønttorvet i Valby.

Da jeg ankommer lørdag aften, er en flok mennesker allerede stimlet sammen foran indgangen til Lagunen - Psykiatrisk ventested, som bygningen under tiden kaldes. Gardinerne er trukket for, og persiennerne rullet ned. Foran døren sidder en hovedløs hund.
Scenen er sat til en grotesk fortælling om en pandemi, der hærger Europa. Panagakos Syndromet hedder den - eller forkortet som 3P (Persistent Pogonothematic Psychosis). Ifølge informationsmaterialet på stedet, er der tale om en psykisk sygdom, der destabiliserer de smittede i varierende grader, og der kendes endnu ikke til nogen kur. Som publikum indgår man i rollen som patient indkaldt til observation og undersøgelse på Lagunen.

Signas projekter er kendt for at give publikum en særlig teateroplevelse. Konceptet bygger på det revolutionerede teaters nedbrydelse af grænserne mellem skuespillere og besøgende, mellem fiktion og virkelighed, og de negative aspekter af publikumsrollen - som den passiviserede og uvidende - elimineres. Som publikum til Ventestedet indgår man som en aktiv del af stykkets tilblivelse på næsten lige fod med skuespillerne. Man færdes i hele bygningen og er i konstant kontakt og konfrontation med såvel skuespillere som det øvrige publikum.

Ned til mindste detalje er stedet udførligt iscenesat, og fra man træder ind i receptionen og de følgende timer færdes rundt i bygningen er man i den grad stimuleret af de mange filmiske indtryk. Æstetisk er der tale om et lidt retro- og kliché-betonet greb med pasteller som det overvejende farvetema og et miljø, der danner associationer til slutfirsernes og starthalvfemsernes gyserfilm. Auditivt pirres man af det allestedsnærværende lydtema, som til tider er højt og indtrængende samt af de utallige overvågningskameraers summen. Der er klare forbindelser til computerspillets verden, og underholdningsfaktoren ligger mere eller mindre konstant på 100. Setuppet er noget karikeret, men man køber fortællingen og indfinder sig hurtigt i dens bizarre univers, hvis overbevisende karakter opretholdes stykket igennem af et formidabelt og kompromisløst skuespil.

Lagunen er ikke en repræsentation af virkeligheden, men et hybridiseret rum hvori fantasi og virkelighed flyder sammen. Det er ikke en kommentar til psykiatrien og sundhedssystemet, selvom flere af skuespillerne har besøgt psykiatriske klinikker og ladet sig inspirere til opbygningen af deres karakterer. Ventestedet er en fortælling, man som besøgende selv er med til at udforme, og specifikke læsninger af stykket falder den enkelte for at tilvejebringe ud fra de individuelle oplevelser på stedet.
Der er utroligt mange lag at forholde sig til - og naturligvis også politiske; som når overlægen på stedet lækker, hvad der ligner et systematisk slaveri på tværs af det europæiske kontinent. Men skal man tale om Ventestedet som et grundlæggende politisk projekt, er det det hovedsageligt i form af den performative struktur; der er en klar optegning af magt og positioner i stykket, hvor autoriteten ligger hos skuespillerne. Publikum accepterer vilkår, der ellers ville være ude af proportioner, og det er egentlig lidt foruroligende at observere, hvor forholdsvist gnidningsfrit stykket udspiller sig. Der er ikke udbredt oprør fra publikums side - modsat synes man at spore en gennemgående nysgerrighed efter at lade sig dominere og provokere i det sikre rum, teatret er.

Ventestedet er en både troværdig og ganske absurd oplevelse, og det mest interessante er, at man holder op med at skelne det ene fra det andet. Man kastes frem og tilbage imellem familiære og fantastiske miljøer og situationer og godtager fusionen som en anden virkelighed.
Som publikum er man bevidst om det konstruerede, om skuespillet, men illusionen er allestedsnærværende, og i løbet af forestillingen oplever man en tiltagende følelse af omsorg for stedets faste patienter, som man tilbringer størstedelen af tiden sammen med, og som spilles af skuespillere - og det er i den grad elementer som dette, der er med til at gøre Signas teateroplevelser til noget for sig. Man går derfra berørt og en desorienteret social erfaring rigere - for de mennesker, man stiftede bekendtskab med, de patienter, man holdt i hånden, når de var ude af sig selv, er fiktive karakterer, og dog bærer man dem med sig i tankerne flere dage efter.

Modsat Saló og flere af Signas tidligere projekter, har Ventestedet flere fællestræk med “almindeligt” teater i den forstand at det “kun” varer fem timer, ligesom rammefortællingen gentages for hver gang det spilles. Det er ikke ekstremt, for selvom Ventestedet er fyldt med groteske, bizarre, rigide og helt igennem vanvittige elementer samt undertoner af vold og manipulation, er omgangsformen aldrig grænseoverskridende eller for ubehagelig, og, som allerede nævnt, er udviklingen af omsorg og empati et ganske centralt element i stykket, der dermed, på trods af sit tema og den overordnede fortælling, bliver overvejende sympatisk.

Grænserne for hvad der opfattes som for meget varierer naturligvis publikum imellem, men selvom man bliver bedt om at skifte til patienttøj, synge karaoke på kommando, besvare personlige og intime spørgsmål, bære dyremasker eller lege gemmeleg med en af de faste patienter, føler man sig ikke på noget tidspunkt rigtig utryg eller dårligt behandlet. Det er et spil, og man får fornemmelse for eksalterede sociale dynamikker - man får erfaringer, som er baseret på fiktion, men som dog alligevel er erfaringer.

Teaterprojekter af denne slags kræver en umådelig fin balanceren og forvaltning af grænser - noget man med rette kan sige, at Signas Ventestedet manøvrerer til perfektion.

Signa: Ventestedet, 2014. Foto: Arthur Köstler.

Signa: Ventestedet, 2014. Foto: Arthur Köstler.

Signa: Ventestedet, 2014. Foto: Arthur Köstler.

Signa: Ventestedet, 2014. Foto: Arthur Köstler.

Signa: Ventestedet, 2014. Foto: Arthur Köstler.

Skriv kommentar



Boesner
Kunstskolen Spektrum
Københavns Kunstskole
Kunsthøjskolen på Ærø
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net