Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
06.04.2012 INTERVIEW

Janus Høm og Mikkel Carl på BKS Garage Foto: Torben Zenth.

It's hardly softcore

De to kunstnere Janus Høm og Mikkel Carl har kurateret It’s hardly softcore, der for tiden kan ses i BKS Garage. Udstillingen er et helhjertet forsøg på at repræsentere nogle af de kunstneriske tendenser, der lige nu kan spores rundt omkring på de europæiske kunstskoler og på den tilhørende del af kunstscenen. Som noget ret usædvanligt for en gruppeudstilling af denne type har Janus Høm og Mikkel Carl imidlertid valgt primært at vise værker af kunstnere, der ikke på nogen måde står i umiddelbar forbindelse med det sted, de efter sigende repræsenterer.

I den ånd indledte Toke Lykkeberg sit interview fra New York, efter blot at have set dokumentationen af It’s hardly softcore. Desuden har de to kuratorer aftalt at besvare alle spørgsmål ganske uafhængigt af hinanden. Den ene hånd ved ikke altid, hvad den anden gør.

Mikkel Carl (f.1976) har en BA i idéhistorie fra Århus Universitet og en MA fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Han fungerer som kunstner, kurator og skribent.

Janus Høm (f.1985) er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi og Akademie für Bildende Künste Wien. Han fungerer.

AF Toke Lykkeberg

It's hardly softcore er baseret på besøg på og undersøgelse af 11 forskellige prominente kunstskoler i Europa. Hvor forskellige er de egentlig?
Janus Høm: En del af skolerne er egentlig ret lig hinanden, mens andre virkelig skiller sig ud. Generelt kan man vel sige, at den "germanske professorskole" har en helt anden etos end f.eks. college-stilen i Storbritannien. Norden er et specielt, skizofrent sted midt imellem. Det mest iøjnefaldende for mig er dog forskellen i energi. Det lyder måske esoterisk. Men jeg skriver lige nu fra Wien, og jeg var i weekenden ude til ferniseringer. Måden at omgås og tale på er altså afgørende forskellig fra eksempelvis København. De forskellige sociale omstændigheder er virkelig noget, man får øje på. De udmønter sig – sammen med forskellene i kulturel historie og skolernes struktur – i nogle relativt særegne kunstneriske samtaler, som faktisk kan aflæses.

Mikkel Carl: Nu er det jo kun Janus, der har været på tur, så egentlig har jeg kun hans ord for det. Men jeg oplever de mange skoler som temmelig forskellige, ikke mindst i vores fælles udlægning. I udvælgelsen af værker var der intuitiv trængsel omkring f.eks. Zürcher Hochschule der Künste. Som kunstnere og kuratorer kunne vi i høj grad identificere os med den ”do it yourself”-attitude, der hersker på den yngre del af kunstscenen i Schweiz. Nogle af de andre steder var lidt tungere at danse med.

Kunstneren Hennessy Youngmans hiphop-råd til unge kunstnere lyder: "Do you." Er det også det man lærer på kunstskolerne i dag?
JH: Det er min oplevelse, at man som regel lærer det modsatte. I forhold til spørgsmål om individualitet er pædagogikken på kunstskoler mestendels pervers. Man skoles som regel i at spænde ben for sig selv i anakronistiske idéers navn. Hennessy ville være en god lærer. Men hvis jeg selv skulle vælge, ville jeg nu foretrække Lil Wayne.

MC: Kunst er ikke et sted for kompromisser, men finder man sammen med de rigtige mennesker, vokser ens eget subjekt betragteligt.

Fotodokumentationen af udstillingen er meget flot. Det ser ud som om, Photoshop har været inde over. Det ser man jo ofte, men sjældent så eksplicit. Billederne ser ikke blot ud til at være redigeret i Photoshop. De ligner næsten billeder af Photoshop. Er Photoshop "the new white cube" – et ideelt rum at se kunst i?
JH: People do judge a book by it's cover. Og jeg laver gerne lækre covers. Photoshop kan gøre den hvide kube rigtig hvid. Det er jo smart. Den måde, som f.eks. vvork.com eller Contemporary Art Daily fungerer på, har – i et dialogisk forhold til mere generelle kulturelle udviklinger – bestemt sat en standard for, hvordan vi kigger på kunst og forventer, den skal være. Det er der mange holdninger til. Men jeg er ikke ude i dekonstruktionens kritiske ærinde; jeg vil lege. Det betyder dog ikke, at jeg ikke bruger hovedet.

Jeg tror, det er rimelig sikkert at sige, at vi i dag ser det meste kunst online. For mig er det et meget lavpraktisk spørgsmål. Det handler om, at dokumentation lever i et andet rum. Internettet er et rum. Helt bogstaveligt. Jeg har absolut intet problem med at lade det rum være, hvad det er; udfolde og lege med dets potentialer. Men det er ikke noget specielt ideelt rum. Det er endnu et rum. Det rum kan stå helt for sig selv, eller det kan opleves i forlængelse af den fysiske udstilling. Der er ingen regler. Jeg er færdig med imperativer. Prøv bare at se her:

MC: Som apparat har kameraet altid skabt mere eller mindre selvhenvisende udgaver af virkeligheden. Så forskellen mellem analogt og digitalt fotografi er udelukkende kvantitativ, ikke kvalitativ. Og personligt har jeg aldrig rigtig forstået den moralske indignation, der har ledsaget kritikken af den hvide kube. Den er en fuldstændig tydelig konstruktion, som det kræver utrolig meget energi at opretholde. Det ved man, hvis man har prøvet at drive et udstillingssted. De forkætrede hvide vægge skal bygges, males og vedligeholdes. Der skal formuleres pressemeddelelser, skæres titelskilte og slæbes øl. Den hvide kube er et rum, der opfordrer til en særlig opmærksomhed, lidt ligesom når man åbner en bog. Og som e-bogens udbredelse viser, kan en sådan opmærksomhed udmærket udfolde sig i det digitale rum. Som sit kunstneriske bidrag poster Torben Ribe på vores Facebook-væg jævnligt billeder, artikler og videoklip. Og udstillingens soundtrack WorldWide Gallery Traxx kan man mageligt høre derhjemme. Faktisk sidder jeg og lytter til det lige nu.

Spørgsmålet vedrørende Photoshop kunne man opholde sig længe ved. I dag bruges Photoshop før, under og efter kunsten laves – til skitse, værk og dokumentation. Som sådan er der noget sært ærligt over at bruge Photoshop. Fotografiet er virkelighedsfjernt, hvis det ikke opgiver sit krav på virkelighedseffekt. Ved første øjekast syntes jeg dokumentationen virkede ironisk. Nu tænker jeg snarere, den er mere ærlig. Er det en følelse i deler? Eller er det for spekulativt?

JH: Jeg er vild med din logik! Fotografiet er virkelighedsfjernt, hvis det ikke opgiver sit krav på virkelighedseffekt. Smukt. Jeg synes derfor også, vores dokumentation er meget autentisk. Jeg kan ikke se, hvorfor den ikke skulle være det. Jeg er meget skeptisk over for ironi. Jeg kan ikke se noget potentiale dér. Det kunne jeg skrive om i lange baner: forholdene mellem camp, kitsch, cheese og ironi. Men lad mig blot slå fast: jeg er ikke ironisk. Dokumentationen er lavet med kærlighed.

MC: Det er i grunden de færreste kunstværker, der giver mening, hvis man ikke kender navnet og nationaliteten på kunstneren, værkets titel, produktionsår og de anvendte materialer. Alle elementer er afgørende for værkets diagram. Og denne udstillings i sig selv noget spekulative natur gjorde det blot ekstra vigtigt, at al den information, der er tilgængelig i form af titelskiltene, også er umiddelbart tilstede i dokumentationen. Hvis man laver en udstilling, der grundlæggende tematiserer repræsentation, er åbenlys ærlighed i afbildningen en rigtig god idé.

Den afdøde kunstkritiker Harold Rosenberg sagde: "Med konceptkunstens opkomst blev atelieret udskiftet med klasseværelset." Og i dag hører man ofte henvisninger til den konceptuelle kunst som den nye akademisme; det er med andre ord det, man har undervist i på kunstskolerne og -akademierne i nogle årtier allerede. Hvad mener I om en sådan forestilling, og bekræfter jeres research denne forestilling?
JH: Ja, klart. Det er en del af undervisningen på alle de akademier, jeg kan komme i tanke om. Men som regel sker det ud fra en forståelse af, at konceptkunsten og dens etos er et historisk produkt og i dag ikke udgør nogen speciel radikal og potensfuld diskurs. Konceptkunsten er blot en del af vores historie; dens strategier er værktøj i værktøjskassen.

MC: Det konceptuelle er ikke en genvej til mesterlige værker, lige så lidt som en mesterligt udviklet maleteknik eller evne til skulpturel afbildning af den menneskelige krop var det i tidligere tider. Koncepter må altid forenes med en særlig kunstnerisk sensibilitet, noget urimeligt og uprincipielt, ellers ender det selvsagt som akademisme. I kurateringen af denne udstilling har vores primære rettesnor været intuitionen. Kan dette eller hint fungere som en repræsentation af dette eller hint? Føles det rigtigt? Det er ikke et sociologisk spørgsmål, for det er netop i denne umiddelbare tankeproces, at projektet bevæger sig ud over resultatet af sin egen research. Der er ikke blot tale om at illustrere visse udmærkede pointer, men om at stille spørgsmålstegn ved det rimelige i overhovedet at tænke indenfor de allerede etablerede kategorier samtidig med, at man selvfølgelig gør det alligevel. Man må ikke hvile på laurbærrene, men man kan heller ikke bare stå udenfor institutionen og råbe op.

Alt skal i dag – for at have en vis legitimitet – kaldes ”konceptuelt”. Er jeres udstilling også konceptuel?
MC: Selvfølgelig. Men måske man burde kalde den for ”post-konceptuel”, som når betegnelsen ”post-minimal” bruges om værker, der forstod at udfordre minimalismens pointe vedrørende serialitet og ikke-referentialitet, ved bl.a. at anvende materialer, der gjorde betydelig mere modstand. Det konceptuelle er et mentale leje, der gør det muligt, at komme hinsides konceptkunsten som historisk vilkår. Som et mash-up af Frank Stella og Rolling Stones kunne det måske lyde: ”What you see is not always what you want”. Hvad du ser på udstillingen It’s hardly softcore er ikke kun det, der er der, men også alt det, der ikke er der. Kunstværkerne er tilstede som sig selv, og i deres individuelle nærvær er samtidig indlejret repræsentationens tilstand af fravær. Dertil kommer så de ting, der i snæver ontologisk forstand slet ikke er kunstværker. Den historiske konceptkunst led under en stærk politisk bevidsthed og heraf følgende moralisme vedrørende dematerialiseringen som en potentiel kritisk afsporing af den industrielt medierede kapitalisme. Sjovt nok var det netop på det tidspunkt, kapitalismen selv skiftede gear og hurtigt begyndte at blive immateriel. Alting har sin pris, også web 2.0. Konceptkunst er ikke blot en dårlig undskyldning for manglende håndværksmæssige evner, og for at man som kunstner ikke rigtig har noget på hjerte. Jo, måske det sidste. Konceptet er kunstens tomme hjerte.

JH: Jeg bekymrer mig ikke ret meget om legitimitet. Jeg synes ærlig talt, vi skulle se at komme videre i teksten.

Hvordan ser I kunstakademiet i København i forhold til den europæiske scene? Kan I skimte noget særligt ved dette akademi, når man sammenligner det med andre skoler og akademier?
JH: Nu kan jeg vist kun brænde nallerne, men hvorfor ikke? På akademiet i København betragtes kunstneren som kritisk agent; et privilegeret subjekt, der kan dekonstruere og blotlægge samfundets og kulturens strukturelle mangler. Men dekonstruktion som kritisk skyts over for kapitalismen og alt, hvad der ellers er ondt og dumt, har været ikke bare meget lidt anvendelig, men måske oven i købet selvdestruktiv for venstrefløjen og generationerne, der kom efter '68. Og her er vi så i dag: to generationer for sent – stadig med samme filosofiske fundament. Akademiet har desuden målrettet forsøgt at blive mere internationalt, men jeg er ikke sikker på, hvad det egentlig betyder, når der optages så relativt få internationale studerende, og når de udenlandske professorer ikke har det store engagement her i landet.

Kunsten er en verden, og hvis du vil leve i verden, er det en god idé at gøre dig bekendt med landskabet, arkitekturen, menneskene; så du kan finde din vej, et sted at opholde dig, og så du kan få nogen at lege med. At der blandt eleverne alligevel synes at være en relativt begrænset entusiasme i forhold til, hvad der ellers bliver lavet rundt omkring lige nu, har måske at gøre med, at de fleste undervisere i København som regel finder deres referencepunkter i en ganske bestemte periode af kunsthistorien. Nærmere bestemt: 60'erne-90'erne. Dermed bliver alting til en del af en allerede nedfældet historie; ikke en åben, levende, farlig og sjov historie: vores historie. Imidlertid er jeg meget opløftet over at se, at der især blandt de yngre årgange i et vist omfang bliver gjort op med dette. Folk bliver ikke længere blot samlet op af gallerierne, sådan som det skete i midten af 00'erne, og eleverne forventer derfor ikke at få alting udefra. De der i dag starter på akademiet er rimelig pro-aktive, for skolen er ikke længere nødvendigvis en billet til fremtiden. Dét er en stor forandring.

MC: Forleden proklamerede jeg ved middagsbordet, at X-factor er noget af det mest radikale, jeg nogensinde har set på dansk tv. Hvilket selvfølgelig siger mere om den kulturelle sendeflade generelt end om selve programmet. Men at høre Thomas Blachman live i den bedste sendetid totalt afvise, at den æstetiske dom blot skulle være et udtryk for subjektiv smag, men at den derimod udelukkende handler om ”musik”, var et stort øjeblik. Kunstnerisk værdi betyder på én gang skabelsen og opfyldelsen af objektive kriterier, der omend vanskeligt så dog lader sig identificere gennem en kropslig erfaring, der beror på sansning, viden og erfaring. Som kunstner og kurator tvinges man imidlertid ofte til at arbejde ud fra den præmis, at enhver beskuer nu engang har sin egen mening, og at den vel kan være lige så god som enhver andens. Det betyder, at selv om konceptuel tænkning måske efterhånden vinder frem eksempelvis på kunstakademiet, så er vi alle sammen bagud på point fra starten. Fordi en sådan kunstnerisk strategi ingen resonans finder i den danske offentlighed, forbliver det konceptuelle alt for nemt et mål i sig selv. Det udsiges som en hidsig pointe, frem for blot at fungere som det i grunden basale værktøj, hvormed kunst af i dag skabes. Det konceptuelle er for mig nogenlunde identisk med samtidskunstens almindelige metabevidsthed. Det betyder, at værker og udstillinger, selvfølgelig reflekterer over vilkårene for deres egen såvel som alle mulige andre tings tilstedeværelse i verden, samtidig med, at der udpeges en mere kompleks orden end den, der almindeligvis siges at gælde for alle disse ting.

Tak

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Foto: Mikkel Carl & Janus Høm.

Skriv kommentar



Københavns Kunstskole
Kunstskolen Spektrum
Kunsthøjskolen på Ærø
Pierre Bonnard - Glyptoteket
Krabbesholm Højskole
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net