Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
25.11.2015 INTERVIEW

Jane Jin Kaisen

Interview: Jane Jin Kaisen - Fortidens Spøgelser.

Jane jin Kaisen udstillede d. 6-15 nov. udstillingen Of Specters – or Returns på Astrid Noack’s Atelier som en del af udstillingsserien Heritage is Commoning i forbindelse med Golden Days: Important Shit. Udstillingen kan nu og frem til d. 20 december opleves på Inter Arts, hvor kunstneren også udstiller en ny version af værket Reiterations of Dissent der modtog Montana ENTERPRIZE i 2011.

Jeg mødtes med Jane Jin Kaisen til et interview om hendes kunstprojekt Of Specters – or Returns hvis udgangspunkt er den dansk-koreanske kunstners egen rejse i det omstridte og fortidsplagede Nord og Sydkorea, samt de ellers glemte rejsebeskrivelser og billeder fra den danske journalist og frihedskæmper Kate Flerons rejse til Korea med en international kvindedelegation i 1951.

AF Ane Cornelia Pade

Du har arbejdet med minder ud fra temaet: Kulturarv. Kan man anskue dit arbejde som en refleksion over ufortalte historier?
Ja. Jeg var nysgerrig efter at  arbejde med ufortalte historier gennem spektret eller spøgelset, som en metafor for det der hjemsøger samtiden. Spøgelset kan anskues som en del af fortiden der ikke er blevet afklaret og som derfor stadig rumsterer. ”Specters” i titlen refererer også til Jacques Derridas bog Specters of Marx, der blandt andet handler om arv og tid: At tid ikke er et entydigt fænomen, men at fortid nutid og fremtid er viklet ind i hinanden, eller som Derrida med henvisning til Shakespeares Hamlet skriver, ”The time is out of joint”

Jeg arbejder med spektret, og fortidens hjemsøgelse i samtiden ved at se på Koreakrigen fra et nutidigt og et historisk perspektiv gennem min og Kate Flerons rejser. Koreakrigen varede officielt fra 1950-53, men er reelt en uafsluttet krig idet at der aldrig er skrevet en fredsaftale mellem de to lande og DMZ, grænsezonen mellem de to lande, udgør til stadighed en af de mest militariserede områder i verden. Koreakrigen kaldes også for ”Den Glemte Krig” fordi konflikten for de fleste fremstår meget udetaljeret og fjern. En konflikt der består i dag som det sidste koldkrigs levn. 

Du har i tidligere værker ofte tematiseret hvordan vi opfatter kulturarv i dag i en moderne multinational virkelighed. Skal vi søge at definere en bredere kulturarv, eller er det i det hele taget et begreb vi kan bruge til noget?
Jeg var interesseret i at tage titlen på udstillingsserien, Heritage is Commoning, ret bogstaveligt. At tage arven op fra bevægelser, der aspirerede til former for fællesskab, der rakte udover nationalstaten. Jeg var optaget af arven fra transnationale kvindebevægelser, dels fordi det i år er 100 år siden kvinder i Danmark fik stemmeret, og fordi den rejse jeg selv var på til Nordkorea og Sydkorea, havde fokus på kvinders rolle i internationale konfliktløsninger.

Under min research, efter at jeg kom hjem fra min rejse, blev jeg optaget af Kvindernes Demokratiske Verdensforbunds delegation til Nordkorea som fandt sted midt under Koreakrigen i 1951 og som havde paralleller til den rejse jeg foretog tidligere i år. På trods af at Kvindernes Demokratiske Verdensforbund ifølge kønsforsker og historiker Francisca de Haan, som jeg har lavet et interview med som en del af udstillingen, var den største og sandsynligvis mest indflydelsesrige transnationale kvindeorganisation i verden efter 1945, er organisationens bedrifter stort set ikkeeksisterende inden for den feministisk historieskrivning på grund af det stærkt antikommunistiske klima i tiden efter 2. Verdenskrig. Ved at arbejde med Kate Flerons tekster og historien om en organisation som Kvindernes Demokratiske Verdensforbund kan man sige at jeg vælger at arbejde med arven fra en bevægelse, der modsatte sig en snæver forståelse af arv og kulturarv som bundet til begreber om nation og oprindelse. 

Du arbejder meget med dokumentarisme eller ”Mockumentarisme” som man kalder det. Når du taler om at skrive kvindedelegation ind i historien, som ellers er blevet ladt udenfor, hvad er det da du mener den dokumentaristiske vinkel kan bidrage i den kunstneriske kontekst?
Jeg arbejder med billeder der falder indenfor en dokumentarisk genre men fremfor at lade dem stå som dokumentariske i konventionel forstand er jeg interesseret i at problematisere ideen om dokumentarfotografiet som et neutralt vidnesbyrd. Jeg tog en masse billeder i Nordkorea, men oplevede efter at jeg kom hjem, at de var rigtig svære at arbejde med, fordi de allerede var så ladede med betydning. Det at vise et billede fra Nordkorea kommer let til enten at bekræfte nordkoreansk eller vestlig propaganda og stereotyper om landet. 

I udstillingen forsøger jeg at tydeliggøre at der ligger et læsningsfilter foran repræsentationen af et land som Nordkorea, allerede inden man begynder at se på billeder eller dokumentation derfra. Det centrale værk i udstillingen er en lyskasse indeholdende 22 fotografier, dels nogle jeg har taget, dels arkivfotografier fra Kate Flerons rejse. Ved at sammenstille fortid og nutid og vælge nutidige motiver, der er flertydige, samt ved at lægge et rødt filter over billederne, ønskede jeg at gøre opmærksom på nogle nuancer i det dokumentariske og i det læsningsfilter der er rigtig svært at frigøre sig fra, når man ser på billeder der er meget ladede med betydning. Ønsket om at gøre opmærksom på hvordan indlærte læsninger kan forhindre et mere nuanceret blik  er også grunden til at jeg i tidligere værker har brugt den mockumentaristiske genre. 

Der er mange Interessante aspekter i det. Særligt din beskrivelse af minder og spøgelser. Er det spøgelser du oplever i dag  som er en del af vores kulturarv i Europa, eller mere din arv personligt? 
Jeg synes nationalismens spekter, eller spøgelse, hærger et Europa, der er i alvorlig krise i dag. Spøgelserne jeg engagerer i udstillingen, hjemsøger fordi de er blevet fortrængt: spøgelserne fra Koreakrigen, spøgelserne fra bevægelser som Kvindernes Demokratiske Verdensforbund, hvis betydning ikke er blevet husket for eftertiden, men som netop forsøgte at gøre op med en nationalistisk tankegang. Samtidig er jeg også optaget af spøgelser, som kan siges at være forbundet med min personlige arv som dansk-koreansk adopteret i det adoption opstod som en konsekvens af Koreakrigen. Det var meget overvældende for mig at rejse til Nordkorea og krydse grænsen til Sydkorea, en grænse de færreste civile har fået lov til at krydse. På en måde var det som at stå ansigt til ansigt med roden til en masse af effekterne af delingen af Korea, som jeg på forskellige måder har beskæftiget mig med i min kunst og som også har haft indflydelse på mit eget liv og min familie i Koreas liv.

I sommers var min første lejlighed til at se og opleve Nordkorea. Da vi krydsede grænsen blev det meget klart at spøgelserne fra den her uafsluttede krig stadig er meget aktive, især i Nordkorea fordi den side af historien er undereksponeret i en international kontekst. Koreakrigen var en meget brutal krig hvor omkring 4 millioner mennesker omkom, men fordi den beskrives meget entydigt, er der stadig en masse spøgelser der rumsterer og som venter på en form for anerkendelse. 

Hvordan har det været at beskrive et land og et traume gennem udforskning af  spændrummet mellem din rejse og Kate Flerons rejse, både over tid men også indgangsvinkel?
Det har været interessant at arbejde med spændrummet mellem Kate Flerons og mine egne rejsebeskrivelser, der tager form som to videoer, fordi de både illustrerer at der er en stor tidsforskydning samtidig med at mange af vores oplevelser spejler hinanden. 

Hun lagde stor vægt på at Koreakrigen måtte stoppes fordi hun nærede en reel angst for at den ville udarte sig til en tredje verdenskrig. Jeg arbejder i stedet med forsinkelsen, med det at konflikten endnu ikke er løst, og med Koreakrigen som en fastfrosset og glemt krig. Samtidig blev vi begge både før og efter vores rejser mistænkeliggjorte og i en vis forstand også lagt for had, så værket handler også om kommunismens spøgelse. 

Du arbejder med noget der for mange når de går ind og ser det her hjemme, vil virke fremmet – en historie vi ikke har hørt før.  Overvejer du i dit arbejde med udstillingen hvordan beskueren oplever mødet med den nye fortælling? 
Det er helt sikkert noget jeg hele tiden må forhandle i min praksis fordi jeg udstiller mine værker i meget forskellige kontekster. For eksempel viser jeg Of Specters – or Returns i Danmark under Heritage is Commoning, men senere i november vises projektet i Sverige og til foråret viser jeg det i Sydkorea og USA. Jeg er i gang med et ph.d.-projekt i kunstnerisk forskning som handler om oversættelse: kunstneren som oversætter: det at være i oversættelse og det at oversætte til tider omdiskuterede eller fortiede historier over tid og i forskellige geografier. Fremmedgørelse kan også være en produktiv følelse, men jeg nærer selvfølgelig stadig et håb om at beskueren kan se noget vedkommende i udstillingen og fortællingerne. Samtidig med at udstillingen handler om noget meget specifikt, der kan virke fjernt i en skandinavisk kontekst, er temaer om fortidens hjemsøgelser, historieskrivning og tid, nogle generelt vedkommende temaer. 

Bliver kunsten et mødested, hvor man kan havde dialoger om nogen af de ting vi eller ikke taler om? Der er i Heritage is Commoning kataloget gengivet et værk hvori du har laver en oversættelse. I værket skriver du om engelsk som det ”neutrale sprog” fordi du ikke taler koreansk men dansk, og at du benytter engelsk til at arbejde dig ind i et neutralt rum. Kunsten bliver vel aldrig helt neutral – men i denne udstillingssammenhæng benytter du da kunsten som et neutralt sprog til det vi ellers ikke kan tale om på en neutral vis?
Ja, i det værk du henviser til taler jeg om engelsk som et forhandlingssprog hvor både min koreanske bedstefar, som jeg er i dialog med i værket, og jeg er i ”oversættelse” idet det er et fremmedsprog for os begge, og dermed et mere ”neutralt” sprog for en indbyrdes samtale. 

Kunsten er som du siger aldrig helt neutral, men jeg tror den kan åbne for et refleksionsrum og et forhandlingsrum for emner der ikke er neutrale på en nuanceret måde for eksempel ved at gå ned i tempo. På den måde tror jeg på kunstens evne til at skabe et andet sprog.

Tak

Jane Jin Kaisen: Installation view, 2015. Courtesy: Jane Jin Kaisen.

Jane Jin Kaisen: Installation view, 2015. Courtesy: Jane Jin Kaisen.

Jane Jin Kaisen: Installation View, 2015. Courtesy: Jane Jin Kaisen.

Jane Jin Kaisen: Installation view, 2015. Courtesy: Jane Jin Kaisen.

Skriv kommentar



Kunstskolen Spektrum
Roskide Højskole
Københavns Kunstskole
Boesner kunstnerartikler
Kunsthøjskolen på Ærø
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net