Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
20.08.2012 INTERVIEW

Kurator Stine Høholt på Arken. Foto: Torben Zenth.

Arken ser mod øst

Centreret om byerne Delhi og Mumbai er der de sidste 20 år vokset en kraftfuld samtidskunstscene frem i Indien. Som en slags post-postkolonial manifestation ”ligner scenen den samtidskunst, man ser i Europa og USA, men ikke helt”. Der er noget andet, noget mere på færde i værkerne.

AF Line Aarsland

Udstillingen India: Art Now er Arkens største satsning og udstilling til dato. Tilblivelsen har taget over tre år; og resultatet er et enestående indblik i indisk kunst, som ikke er set før i Danmark. Tilmed inddrager Arken indisk mode med både udstilling og show. En modig satsning, hvor Arken træder i karakter som udkigspost, klar til afgang, ambitiøst og uforfærdet i forhold til hjemlig orientering.

Overinspektør på Arken Stine Høholt skriver i kataloget til India: Art Now, hvordan hun på Venedig Biennalen 2009 oplevede et personligt vendepunkt:

Sheela Gowdas bio-installation af bastlignende reb af menneskehår hængt op på forkromede kofangere gav hende en nærmest sanselig oplevelse af både nærvær og globalt udblik.

Det blev klart for hende, at mange af de kunstneriske nybrud, vi oplever i verden i dag sker i tilknytning til den såkaldte periferi - og er oppebåret af et personligt nærvær og samfundsmæssig engagement.

Udstillingen præsenterer nogle af Indiens mest markante samtidskunstnere, der gennem installationer, lyd og større værkgrupper - med Stine Høholts ord - artikulerer en global, kulturel identitet. En slags "omvendt kannibalisme".

"Kunstnerne låner fra eksempelvis popkunsten, op-art, abstrakt ekspressionisme, konceptkunst, etc. Samtidig indoptager de selektivt, og ofte med en nostalgisk toning, elementer fra Indiens kulturarv, kultur, tradition og egne personlige historier. De "fortærer" eller genanvender med andre ord det, som burde være deres eget: den indiske kulturarv og familiebånd, men som de er forskudt i forhold til på grund af Indiens historiske udvikling, og for enkelte kunstneres vedkommende efter år i eksil i Vesten", skriver Stine Høholt i en introduktion til udstillingen.

Hvordan har I fundet og udvalgt de 13 deltagende kunstnere og udfra hvilke kriterier? 
Vores udstilling er skabt på baggrund af et omfattende research-arbejde. Vi har rejst i Indien ad flere omgange, i Delhi, Mumbai, Bangalore, etc. og interviewet rigtig mange potentielle kunstnere, talt med gallerister og i det hele taget forsøgt at tilegne os så meget viden som muligt. Desuden har vi besøgt udstillinger, kunstmesser mv. i Europa og også den vej fået en introduktion til den indiske samtidskunst. Mange af kunstnerne har været synlige på den globale kunstscene gennem flere år.

Men som genstandsområde er Indien jo nærmest ubegribeligt stort - det er verdens andet største land målt på indbyggere?
Der bor over 1 milliard mennesker i Indien, hver sjette verdensborger er inder, og med det in mente er vi gået til opgaven med ydmyghed. Vi har ønsket at fokusere i dybden, frem for i bredden. Vi har ønsket at vise få kunstnere og besluttede tidligt, at hver kunstner, så vidt muligt skulle have deres eget rum i udstillingen, som skulle vise én totalinstallation eller en værkgruppe. Flere kunstnere har ønsket at producere nye værker. Thukral & Tagra har fx lavet en stor "pinball maskine", man kan træde ind i. De har kreeret et imaginært luftfartsselskab, hvor alt er designet fra bunden af, gulvtæppet, sæder, tasker, skjorter, logo, et komplet underholdningssystem til rejsen, etc.

Det har ikke været vores mål at lave en mønstringsudstilling over indisk samtidskunst. Og vi har aktivt modarbejdet, at udstilligen skulle ende i en art "kulturhistorisk" fremstilling, sådan som man ofte har set det på oversigtsudstillinger i Europa om emnet, hvor man supplerer med dokumentarfilm om Indiens nyere historie og Gandhi ved siden af værkerne. Her har vi spurgt os selv, om det ikke ville svare til, at man i en udstilling om dansk samtidskunst vælger at vise en film om Stauning?

Vi er endt på de 13 fremragende internationale kunstnere, som hver især viser totalinstallationer eller værkgrupper. De viser en evne til på én gang at adressere vigtige eksistentielle spørgsmål i vores globale samtid - som ved Thukral & Tagra: udlængsel og migration, og give os rige, æstetiske oplevelser, fulde af skønhed og sanselighed.

Der er også mindre kendte kunstnere som Rashmi Kaleka, der har lavet en lydinstallation over Delhis gadesælgere, yngre talenter som Thukral & Tagra og Hemali Bhuta, globale og højt profilerede kunstnere som Subodh Gupta, Sheela Gowda og Bharti Kher. Og to "grand old" kunstnere, som repræsenterer hver sin retning inden for den indiske kunstscene, maleren Atul Dodiya og den konceptuelle kunstner Vivan Sundaram. Det er to skikkelser som har haft en central betydning i etableringen af den indiske samtidskunstscene, som den ser ud i dag.

Hvad vil i gerne vise med udstillingen? 
Målet har været at lægge et snit ind i den aktuelle kunstscene for at se, om det på den baggrund er muligt at definere en translokal indisk samtidskunst. Det vil sige en kunst, som både låner fra Vestens kunst og bibeholder en art "lokalt" særpræg. Værkerne er et bud på, hvordan vi artikulerer en global, kulturel identitet i dag - det tror jeg skinner ret tydeligt igennem, når man går rundt på udstillingen, fra rum til rum.

Det formelle og det eksistentielle står centralt. Vi har selvfølgelig foretaget mange fravalg undervejs i processen, fx af det filmiske og det dokumentariske - bl.a. fordi CPH DOX laver et program om indisk dokumentarfilm til efteråret.

Flere af kunstnerne er født eller uddannet i Vesten, fx Rina Banerjee, men bor og lever alle i hovedsagligt Mumbai eller Delhi. I har ingen der lever i diaspora med - hvorfor?
Vi har én kunstner med, Rina Banerjee, som er bosat i New York. Men som helhed har udstillingen et nationalt afsæt. Kunstnerne og designerne er født i Indien og/eller opvokset i dér. Og alligevel handler udstillingerne ikke blot om Indien. De viser en erfaring som ganske vist er lokal funderet. Men den er også global. De indiske kunstnere, og inderne generelt, er udpræget mobile - de flytter sig gerne, arven fra kolonitiden spiller givetvis også ind her, for dem er den vestlige kultur velkendt og en del af deres historiske baggage. Som du selv siger har de fleste kunstnere undervejs uddannet sig også på vestlige akademier. Megabyerne Delhi og Mumbai spiller en kolossal rolle for den indiske samtidskunst. Kunstnerne bor næsten alle i Delhi eller Mumbai. Og det er ikke tilfældigt. Eksistentielt, strukturelt og økonomisk spiller de to millionbyer en afgørende rolle for kunstscenen. Kunstnernes referenceramme er ikke nationen, men snarere det levede liv i storbyen. Det er meget tydeligt i udstillingens værker. Når man i kurateringen af en udstilling tager et nationalt afsæt, er man nødt til at forholde sig meget reflekteret og kritisk-analytisk til det projekt, man er i færd med. Det har vi været meget opmærksomme på. Ranjit Hoskote har skrevet rigtigt fint om den problemstilling i udstillingens katalog.

Byens rum er netop et af temaerne, hvor vi i flere af værkerne ser lokale elementer fra byen - gadesælgerne, husenes tage, skraldeophoberne, kasserede radiatorer bl.a. indgå i værkerne - de bruger det lokale meget aktivt. Alligevel mener du ikke, man kan bruge den postkoloniale teori som forklaringsramme - hvorfor? 
Her kommer vi ud i en lidt mere teoretisk diskussion. Jeg mener den postkoloniale teori har den grundlæggende svaghed, at den ikke kan anerkende nogen form for positiv eller konstruktiv selvfremstilling. Den prominente postkoloniale, indiske teoretiker Gayatri Spivak blev kendt for sit berømte udsagn om at "de subalterne (altså de tidligere koloniserede folkeslag) ikke kan tale, dvs. de kan ikke artikulere en egen-identitet. De har ifølge Spivak tabt deres egne traditioner, deres egen-identitet, gennem mange års kolonisering, og samtidig er de ikke 100% vesterlændinge, vores modernitet er ikke deres, det vestlige, humanistiske projekt er noget der kommer udefra, etc. Homi Bhabha, en anden af de mest kendte indiske postkoloniale teoretikere, opererer også med en negativt og rent kulturelt defineret subjektopfattelse. Når jeg ser på kunstnernes forskellige former for selvartikulation - er jeg ikke enig i denne teoretiske påstand. Jeg er med på at tab, fravær og forskydning fylder meget i værkerne, men jeg oplever en insisterende vilje til at artikulere sig selv. Værkerne rummer meget kropsligt nærvær. Og de inddrager hele tiden elementer fra deres egen tradition og hverdag. Det performative eller udsigelsesprocessen spiller en central rolle i værkerne. Identitet "performes" i værkerne gennem forskydninger eller nostalgi.

Det virker modigt, at bringer mode med - efter at det nærmest blev Allis Hellelands gravskrift på Statens Museum for Kunst. Hvorfor har I taget det med - og hvordan indgår det i sammenhængen? 
Moden er en kulturel udtryksform, som på samme måde som kunsten er med til at definere det samfund vi lever i. Samtidskunsten og samtidskulturen rummer i dag en række eksempler på crossover-fænomener. Moden gør brug af kunstens konceptuelle greb, og kunsten gør brug af modens og designfagets erkendelser og udtryksformer. Den tværfaglige tilgang var for os interessant i forsøget på at vise, hvad der sker inden for indisk kunst og kultur netop nu.

Resultatet er blevet en udstilling med syv yngre indiske modeskabere. Historisk set har Indien en central position i modeindustriens fødekæde som leverandør af enestående tekstiler, håndværksmæssig viden af højeste niveau og selvfølgelig også billig arbejdskraft. Som en af de indiske designere, Manish Arora, har påpeget får mere eller mindre hele modeverdenen lavet deres broderi i Indien. Indiske håndværkere besidder den viden som er påkrævet for at håndværket bibeholdes på højeste niveau. I Indien har man en minister for Tekstil, det siger noget om den status, som dette genstandsfelt har i Indien også vis-à-vis kunsten. Designerne på udstillingen viser os et nyt udtryk og en billedrigdom inden for beklædning, som ligger langt ud over, hvad vi er vant til at se. Det er konceptuel mode, som udvider rammerne for hvad mode kan være. Designerne danner på bro mellem det lokale og det globale, mellem fortid og nutid, på en måde som er beslægtet med det vi ser inden for kunsten. Modeudstillingen indgår i et større projekt om indisk samtidskunst og kultur, India Today/Copenhagen Tomorrow, som helt fra starten af har været tænkt udpræget tværæstetisk. Der kommer som sagt også film under CPH DOX og CPH PIX, der kommer design, dansk, musik, forskningskonferencer, etc.

Det er Arkens største satsning til dato, modigt og visionært, synes jeg, at bringe indisk samtidskunst og tilmed mode hertil - hvad fik jer til det? 
Vi har i mange år været optagede af BRIK-landene og i det hele taget global samtidskunst. Vi synes den indiske scene er et kraftcenter netop nu. Nærmest som man forestiller sig, der var i Europa under den historiske avantgarde? Som land betragtet har de indiske kunstnere nærmest ingen institutionel infra-struktur til at understøtte deres kunst, og indiske kunstskribenter er der meget få af. Alligevel er den indiske kunstscene stærk, båret af et stort engagement og viser på alle måder kulturmødet som et kraftfelt. Det har været vores fokus hele vejen: at vi ville sætte fokus på potentialet i kulturmødet. Vi mener fremtiden ligger i kulturmødet, og for kunstens vedkommende helt indlysende også i et land som Indien.

Tak.

India: Art Now, 2012. Installationsview med værker af Bharti Kher Foto: Anders Sune Berg.

Bharti Kher: Monster moon over city woods, 2012, 243 x 182 cm (x4), Bindier på malet plade. Foto: Torben Zenth. Courtesy: Bharti Kher og Hauser & Wirth.

Bharti Kher: The hot winds that blow from the West, 2011, 195 x 264 x 254 cm, 131 brugte radiatorer. Foto: Anders Sune Berg. Courtesy: Bharti Kher og Hauser & With.

Sheela Gowda: Behold, 2009, Variable dimensioner, Hår og stål. Foto: Anders Sune Berg. Courtesy: Sheela Gowda og GALLERYSKE.

Thukral & Tagra: THE ESCAPE! Resume/Reset, 2012, Variable dimensioner. Foto: Anders Sune Berg. Courtesy: Thukral & Tagra Studio, Gallery Nature Morte.

Thukral & Tagra: THE ESCAPE! Resume/Reset, 2012. Foto: Torben Zenth. Courtesy: Thukral & Tagra Studio, Gallery Nature Morte.

Jitish Kallat: The Cry of the Gland, 2009, 360 x 820 cm, C-print. Foto: Torben Zenth. Courtesy: Jitish Kallat , Haunch of Venison.

Reena Kallat: Walls of the Womb, 2007, Batikfarvet silke, messing, marmorstøv, håndskrevne opskriftbøger. Foto: Torben Zenth. Courtesy: Reena Kallat.

Bharti Kher: confess, 2009-10, 206 x 302 x 302 cm, Træ, bindier og lyspære. Foto: Torben Zenth. Courtesy: Tate, Bharti Kher og Hauser & Wirth.

Rina Banerjee: She was now in western style dress covered in part of Empires' ruffle and red dress, had a foreign and peculiar race, a Ganesha who had lost her head, was thrown across sea until herself shipwrecked. A native of Bangladesh lost foot to root in bidesh..., 2011, 180 x 160 x 109 cm. Foto: Torben Zenth. Courtesy: Galerie Nathalie Obadia, Paris-Bruxelles.

Rina Banerjee: Preternatural passage came from wet whiteness and mercantile madness, paid for circular migrations, she went thirty six directions that is all the more different, where empire threw her new born and heritage claimed as well, this lady bug was not scarlet., 2011, 192,2 x 170,5 x 192,2 cm. Foto: Torben Zenth. Courtesy: Galerie Nathalie Obadia, Paris-Bruxelles.

Subodh Gupta: Terminal, 2010, Variable dimensioner, Messing og tråd. Foto: Anders Sune Berg. Courtesy: Subodh Gupta og Hauser & Wirth.

Subodh Gupta: Terminal, 2010, Variable dimensioner, Messing og tråd. Foto: Anders Sune Berg. Courtesy: Subodh Gupta og Hauser & Wirth.

Atul Dodiya: 26/11, 2012, 274 x 183 cm / 222 x 157 cm, Emaljemaling på motoriserede rulleskodder af metal med jernkroge, olie, akryl med marmorstøv og oliekridt på lærred. Foto: Torben Zenth. Courtesy: Atul Dodiya.

Ravinder Reddy: Untitled, 2007-08, Polyester harpiks, glasfiber, malet og forgyldt. Foto: Anders Sune Berg.

Skriv kommentar



Kunstskolen Spektrum
Roskide Højskole
Københavns Kunstskole
Kunsthøjskolen på Ærø
Boesner kunstnerartikler
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net