Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
30.05.2018 INTERVIEW
Julie Lænkholm, The Unbearable Lightness of Being, Eighteen, V1 Gallery

Julie Lænkholm: The Unbearable Lightness of Being (installation view), 2018. Foto: Jan Søndergaard.

Healing properties - Interview med Julie Lænkholm

Det er kun lidt over en måned siden Julie Lænkholms Panagamuwa-udstilling på Tranen lukkede, og hun er allerede på igen - denne gang på V1 filialen Eighteen i Kødbyen, hvor hun viser sin første solo galleri-udstilling The Unbearable Lightness of Being frem til 07.07.2018.

Julie Lænkholm (1985) blev i 2015 færdiguddannet i Fine Arts fra Parsons, New York. Hendes københavner debut var på Røm med Parabolae Feminae i februar/marts 2017. Samme år deltog hun på gruppeudstillingen Horses på V1 Gallery.

Vi blev med det samme nysgerrige da vi trådte ind i galleri rummet. Der var noget anderledes, en sjælden harmoniserende stemning, og vi var heldige at kunne sætte Julie Lænkholm i stævne allerede dagen efter ferniseringen for at høre mere om hendes praksis og projekter.

AF Patricia Stokholm, Torben Zenth

EIGHTEEN
The Unbearable Lightness of Being
Julie Lænkholm
25.05.2018 - 07.07.2018

"Jeg har lavet den her udstilling som består af 18 værker spændt op på jernrammer fra Kvindesmedien på Christiania. Tekstilet er silke som er indfarvet med planter og der er uld. Det er materialerne.

Min praksis er meget intuitiv, og da jeg i 2015 havde gået på en rigtig akademisk master og boet fem-et-halvt år New York følte jeg mig meget ‘disconnected’. Jeg følte at jeg levede så meget i hovedet, at jeg havde brug for at re-connecte med kroppen, leve mere naturligt og at gøre noget helt andet.

Jeg flyttede til Island lige efter hvor jeg havde fået et residency og underviste på en kunstskole. Jeg tog også op til den by, hvor min far kommer fra, og fik en udstilling på et museum deroppe. Op til den, begyndte jeg at arbejde med det lokale arkiv. Vi lavede nogle aktiveringer af arkivet - med børnene i byen og det lokale kor osv. Jeg undersøgte også de traditionelle, lokale håndværksmetoder og her stødte jeg på nålefiltnings-teknikken som jeg har brugt til værkerne herinde, og det var også der jeg først lærte om plantefarve. 

Det var ret sjovt, fordi datteren til den gamle mand jeg boede hos deroppe kom på besøg, og hun anbefalede mig at tage ud i bjergene og besøge denne her kvinde. Hun tegnede et kort, som jeg kørte efter i to timer uden at se andet end får. Jeg kommer så til det her lille hus, og jeg tænker, at hvis jeg bliver dræbt derinde, så er det min egen skyld. Jeg står ud af bilen og går op og banker på, og døren åbnes af den smukkeste, sødeste kvinde. Hun fortæller mig alt om de lokale naturfarver og de gamle opskrifter.

Da jeg kom tilbage til byen flyttede jeg ind på den lokale ungdomsskole, hvor jeg lavede garagen om til farve værksted. De lokale bønder kom med uld og jeg begyndte at lære at farve. Ud af det kom nogle uld-malerier, som det egentlig ikke var meningen skulle med på udstillingen. Jeg kunne ikke rigtigt forstå det udtryk de havde… det var sådan lidt… jeg skammede mig ikke, men det var bare noget helt andet… ikke noget jeg havde set før. Men det var det der endte med at blive udstillingen. Og siden da, har jeg udelukkende arbejdet med naturfarver på forskellige måder, og med historien om og forholdet til planterne.

En sidehistorie er, at den te som vi har drukket til åbningen, var en te som jeg plukkede oppe hos hende. Hun lærte mig at plukke den te som hun gav sin mand, der havde fået en terminal cancer-diagnose. Hun tog ham hjem, og gav ham denne her lokale te, som er en blanding af fire islandske urter og nu har han levet halvandet år og hans tumor er svundet ind. 

Jeg har senest været tre måneder i Sri Lanka hvor jeg lavede udstillingen Panagamuwa til Tranen (10.03.2018 – 12.04.2018). Værket til den udstilling blev til som et samarbejde med lokale kvinder, som lærte mig deres traditionelle måde at væve på. Jeg boede i junglen i tre måneder og farvede med jungle-blomster og ayurvediske planter. Det var en meget naturlig proces, et meget naturligt liv.

Til denne udstilling har jeg arbejdet anderledes end tidligere. I stedet for at fokusere på værket i fjorten timer, er jeg gået efter to. Jeg har prøvet at arbejde når der kom noget - og ellers lade det være. At være mere flydende i den måde jeg er gået til det på. Jeg er trådt lidt tilbage og forsøgt at støtte værkerne i at komme til. Det har været to skridt frem og et tilbage, og det har været udfordrende, men en kæmpe personlig sejr at lave denne her udstilling så ‘effortless’… det endte med at udstillingen var færdig to uger før tid, hvilket ellers aldrig sker.

Jeg har set meget på plante-etymologi til denne udstilling - hvor de planter jeg farver med stammer fra, og hvilken historie de har. Især med henblik på deres healing properties. Jeg har ladet det være udgangspunktet for paletten, og jeg har forsøgt at bruge de her healing teknikker, jeg lærte på Sri Lanka, i den måde jeg har farvet materialet på, og den måde jeg har behandlet planterne på.

Stine Grøn var fx inde i mit atelier og kanalisere sang til alle de planter jeg arbejder med, ud fra et ønske om at bede naturen om at samarbejde, om at gøre det til et kollektivt projekt og om at lade værkerne komme til live. Hun sang også i går aftes til ferniseringen. Det var virkelig en smuk oplevelse. Jeg har aldrig hørt noget lignende, fordi man har jo ikke nogle konnotationer til den lyd. Hun sang også til åbningen som en del af en performance af Samina Bazai, hvor Danica Curcic også deltog. Et meget smukt værk som jeg var meget taknemmelig over var del af aktiveringen af udstillingen.

Det er jo blevet lidt sådan en healende have. Mange reagerer på værkerne ved at de har et udtryk af, at være under vandet. Og det er ret spændende, fordi det refererer til den praksis jeg prøver at have, og som måske nærmere har noget at gøre med en måde, at være i verden på.

Mit håb er, at jeg kan tappe ind i noget og kanaliserer det ned i værkerne. Hvis jeg kan bidrage til at kanalisere en højfrekvent energi ind i værkerne, så giver det mening for mig at give slip på dem, at de kommer ud til andre og kan vibrere eller gøre det de skal.

Så er der lige geparden som står ud, og den kan man også snakke om på mange måder, så jeg skal lige passe på, men jeg kan sige at jeg havde bare lyst til at lave en gepard. Og den var bare så fed, og så kom den bare, og det er mit yndlingsdyr. Mit næste projekt er i Uganda, hvor jeg skal  bo på savannen hvor geparden kommer fra, så geparden er også en aktivering af det projekt.

Jeg er ret interesseret i kvinder. Og jeg kan huske, fra da jeg var helt lille, at man bare sad helt stille i saunaen og hørte kvinderne tale og at vi altid mødtes, kvinderne i familien, en gang om måneden og lavede ting med hænderne. Det gør vi stadig. De har lært mig at sy, grundting, alting, kan jeg fra dem. Der sker bare et eller andet specielt, når kvinder er sammen, som jeg synes er spændende og som jeg er nysgerrig overfor."

Tak

Julie Lænkholm, The Unbearable Lightness of Being, V1 Gallery, Eighteen

Julie Lænkholm på Eighteen Foto: Jan Søndergaard.

Julie Lænkholm, The Unbearable Lightness of Being, Eighteen, V1 Gallery

Julie Lænkholm: The Unbearable Lightness of Being (installation view), 2018. Foto: Jan Søndergaard.

Julie Lænkholm, The Unbearable Lightness of Being, Eighteen, V1 Gallery

Julie Lænkholm: The Unbearable Lightness of Being (installation view), 2018. Foto: Jan Søndergaard.

Julie Lænkholm, The Unbearable Lightness of Being, Eighteen, V1 Gallery

Julie Lænkholm: The Unbearable Lightness of Being (installation view), 2018. Foto: Jan Søndergaard.

Julie Lænkholm, The Unbearable Lightness of Being, Eighteen, V1 Gallery

Julie Lænkholm: The Unbearable Lightness of Being (installation view), 2018. Foto: Jan Søndergaard.

Julie Lænkholm, The Unbearable Lightness of Being, Eighteen, V1 Gallery

Julie Lænkholm: The Unbearable Lightness of Being (installation view), 2018. Foto: Jan Søndergaard.

Julie Lænkholm, The Unbearable Lightness of Being, Eighteen, V1 Gallery

Julie Lænkholm: The Unbearable Lightness of Being (installation view), 2018. Foto: Jan Søndergaard.

Skriv kommentar



Københavns Kunstskole
Boesner kunstnerartikler
Kunsthøjskolen på Ærø
Kunstskolen Spektrum
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net