Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
10.12.2016 BLOG

Gang i gadekæret

Den 27. november skrev litteraturforsker Mette Høeg en kronik i Politiken med titlen Kritik af den kulturelle elites dobbelte hykleri. Efterfølgende har Dorte Jelstrup skrevet en reaktion på kronikken på blogfællesskabet POV International med titlen Mod en mere sandfærdig forståelse af samtidskunsten og Torben Sangild har skrevet Svar på Mette Høegs opsang til samtidskunsten i sin klumme på Kunsten.nu.

AF Nina Poulsen

Mette Høeg skriver blandt andet: ”Hvis kunsten og litteraturen skal vristes ud af sin stagnation, kræver det en kritisk vækkelse.” Jeg er ikke umiddelbart enig med Mette Høeg i, at kunsten som sådan er stagneret. Jeg er heller ikke vækkelsesprædikant. Men jeg er enig med Mette Høeg i, at der bør være plads til en åben og fordomsfri undersøgelse af kunstscenen.

Torben Sangilds gæstfrie invitation til Mette Høeg om en fælles udflugt til Louisiana eller andre museer og udstillingssteder hvor hun vil kunne få nuanceret sin opfattelse af aktuelle værker, deres tematiske indhold og formidling er sympatisk, men vil næppe i sig selv bidrage væsentligt til at forstå kunstverdenens uudtalte indbyggede værdier og idiosynkrasier.

Dorte Jelstrups affærdigelse af Mette Høeg som usandfærdig og hendes kritik af Politiken for overhovedet at give Mette Høeg spalteplads,  er også en reaktion på den grove generalisering og unuancerede kritik Mette Høegs kronik rigtigt nok bruger meget krudt på at fremmale uden at gøre sig den ulejlighed at  inddrage de væsentlige detaljer der ikke passer ind i hendes argumentation.

Overordnet er den provokerende påstand Mette Høeg lidt skingert og skødesløst argumenterer for, at den danske kunstverden er en selvrefererende andedam, hvis primære drivkraft er ønsket om tryghed og anerkendelse. Selv kunstnere der tilsyneladende retter blikket væk fra egen navle og ud på samfundsmæssige strukturer, magtforhold og politik, gør kun dette for at skyde genvej til gadekæret og ikke af oprigtig forståelse for, engagement i eller ønske om at ændre den verden, hvor gadekæret så yndigt ligger og lader misforståede ællinger folde sig ud til smukke svaner. Mener altså Mette Høeg at vide. Hvor hun ved det fra, altså med hvilken metode, hun har opnået den indsigt, hun tilsyneladende mener er vigtig og mere sandfærdig, end den indsigt udøvende kunstnere selv måtte have om deres egen motivation og praksis, melder Mette Høeg kronik ikke rigtigt noget om.

Som litteraturhistoriker lader hun værkerne repræsentere kunstverdenen. Det samme gør tilsyneladende Torben Sangild og Dorte Jelstrup, når deres kritik af Mette Høeg primært handler om, at hun ikke er tilstrækkelig velinformeret om mangfoldigheden af aktuelle temaer, værker og udstillinger inden for samtidskunsten.  Og det er præcis på det punkt, at jeg er om ikke uenig, så i hvert fald utilfredsstillet efter at have læst de tre debatindlæg der alle i højere og mindre grad handler om et emne, der interesserer mig meget; nemlig  hvordan begrebet kunst overhovedet diskuteres, defineres og forhandles.

Der er meget i Mette Høegs kronik, jeg synes er overfladisk beskrevet, og argumenter der ikke er underbyggede. Men det jeg synes er både forfriskende og tiltrængt i kronikken, er at efterspørge en åben, respektfuld (ok, det med respektfuld, står måske nok for egen regning) og nysgerrig samtale om, hvordan vi snakker om kunst, og hvordan de uudtalte spilleregler fungerer, der gør at noget bliver kunst, og noget bliver noget andet, og at noget kunst bliver blåstemplet og udstillet og solgt, mens andet enten forglemmes, eller kun klarer sig på enkle af de målbare succesparametre. Og den samtale tror jeg ikke, vi kan have ved udelukkende at betragte kunstværkerne i sig selv.

Kunstbegrebet er kontingent. Hvad der falder indenfor kategorien kunst er ikke naturligt, universelt og eviggyldigt. Hvad der blev betragtet som god kunst for 100 år siden, ville ikke nødvendigvis blive betragtet som god kunst, hvis det blev produceret i dag. Hvad der undervises i på Kunstakademiet på Charlottenborg, kan være endog temmelig fjernt i mere end en forstand, fra hvad unge aspirerende kunstnere undervises i i Hyderabad. (Det er ikke tilfældigt valgte eksempler, men netop de steder jeg har lavet etnografiske undersøgelser af kunstverdenen.)

I 100 år har kategoriseringen af, hvad der er kunst, og hvad der ikke er, ikke været mulig at foretage, ved alene at betragte værket.  Siden Duchamp i 1917, som det helt klassiske eksempel på hvornår kunstbegrebet mistede sin uskyld, udstillede en piskumme på en kunstudstilling, har det været åbenbart, at hvad der adskiller kunst fra ikke kunst er noget socialt eller kulturelt, men ikke primært noget materielt.  ”At betragte noget som kunst, kræver en kunstverden.” skrev kunstkritikeren Arthur Danto i 1964.

Jeg synes, det virkelig interessante spørgsmål der forbliver ubesvaret efter læsning af de tre debatindlæg er, hvordan vi skal tale om kunstverdenen og om kvalitet og succes og støtte og kulturpolitik på en metodisk velargumenteret måde der både anerkender og tager kunstneriske udtryk og praksisser alvorligt og samtidig kan undersøge hvilke strukturer og spilleregler, interesser og præmisser der ligger til grund for den tilsyneladende fælles antagelse at kunst pr definition er godt og vigtigt. 

Skriv kommentar



Boesner
Københavns Kunstskole
Kunstskolen Spektrum
Kunsthøjskolen på Ærø
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net