Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
21.11.2017 INTERVIEW
Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem (installation view), 2017. Foto: Jonas Søgaard.

Evigheden og anakronismen - interview med Nils Elvebakk Skalegård

Udstillingen på Huset for Kunst og design er Skalegårds første danske solo udstilling. Udstillingen består af 10 store malerier som Skalegård har lavet specielt til HFKD’s udstillingsrum, samt en række skulpturer. I sine værker undersøger Skalegård emner som tid, forgængelighed, historiske lag og symbolske konstruktioner. Skalegård blander klassiske traditionelle motiver og maler-metoder med moderne abstraktion og hverdags objekter. Skalegård er også musiker og foruden udstillingen har han til dagens anledning også udgivet en vinyl med egne sange. Denne vinyl udgivelse vil også være en del af udstillingen. Musikken og kunstværkerne refererer tilbage til hinanden, ligesom titlen på udstillingen også er titlen på den første sang på vinylen.

Nils Elvebakk Skalegård (f. 1983) er uddannet fra Kunstakademiet i Bergen (BFA 2011), med udveksling til Det Jyske Kunstakademi, Århus (2010) og Konsthögskolan Valand, Göteborg (MFA 2013). Han har bl.a. Udstillet på Norsk Skulpturbienalle 2015, Malmö Konsthall (2013), Skanderborg Kulturhus (2015) og Göteborgs Konsthall (2013). I 2015 modtog han det 1-årige arbejdsstipendiet fra Kulturrådet.
Til daglig bor og arbejder Skalegård i København hvor han også kører det kunstner- drevne udstillingssted Den nordiske ambassade sammen med billedkunstneren Matilde Duus. I 2018 er Skalegård inviteret til at producere et nyt stedspecifikt værk til Skovsnogen Artspace ved Kibæk.

AF Anna Bak

Kan du fortælle lidt om hvad du viser på udstillingen? 
Udstillingen består af tre hovedkategorier; oliemalerier, keramik skulpturer og en vinyl-udgivelse. Oliemalerierne er sat sammen af 10 malerier i par, så der er 2 malerier oven på hinanden der sammen udgør et maleri. Den ene er abstrakt og den andre er figurativ. Skulpturerne i udstillingen er lavet af brændt, uglasseret ler som møder forskellige andre objekter og materialer. Vinyl udgivelsen er et album jeg har arbejdet på det sidste års tid. Jeg har selv stået for alle siderne af produktionen og det er indspillet i mit atelier. 


Der er nogle figurative elementer i dine malerier, hvordan opstår de motiver du bruger i dine malerier og hvad er det for nogle scener du fremstiller?

Helt konkret så tegner jeg en masse skitser af figurer og imaginære personer, jeg bruger ikke forelagte modeller eller tegner efter andre billeder. Hvis jeg kan lide en figur, tegner jeg dem op igen. Jeg klipper i mine skitser og flytter rundt på kompositionerne, på den måde kan jeg lægge til og fjerne, finjustere og arbejde med flere forskellige collager som skitser før jeg arbejder dem op i skala til mine malerier. 

Egentlig er jeg mest interesseret i kompositionerne og figurernes kropssprog. Det er det jeg mener er styrken i ældre kunst, den er spækket med symbolik, som oftest er religiøs eller har en konkret historie den vil fortælle. Der er noget inderligt over f.eks. de overgestikulerende bevægelser figurerne har i et renæssance maleri. Jeg kan godt lide den kraft som findes i disse symboler eller motiver, men jeg bryder mig ikke så meget om at de skal læses på en konkret måde. Derfor lader jeg  mig ofte inspirere af den slags kompositioner, men uden at diktere en bestemt symbolik eller aflæsning. 

Dine malerier består af mange lag og også forskellige stilarter, hvordan tænker du denne blanding?
Jeg har ofte brugt ordet ‘anakronisme’ om mine værker. Anakronisme er når der på en måde er en fejl i tidslinjen, eller når tiderne ikke passer sammen. Jeg er egentlig meget interesseret i de klassiske malere og den tradition der følger med maleriets historie. Det virker fortroligt, som noget jeg har kendt hele mit liv. Men jeg er også meget bevidst om at jeg selv er fra en anden tid og en anden tradition, og jeg hverken kan eller vil prøve at imitere en anden stilart. Det skal ikke være forceret, men mine malerier bliver til en blanding af min fascination af det klassiske og romantiske og min egen utålmodighed og fandenivoldskhed.  

Vil du sige dine værker er nostalgiske? 
Nostalgi er en følelse i vores liv, i mit liv, måske er jeg undertiden nostalgisk, men jeg tror ikke, jeg ville betegne mine værker som nostalgiske. Jeg forsøger ikke at pege på en tid som er bedre end en anden. 



Hvad med dine skulpturer, de er også en blanding er forskellige stilarter? Leret der er formet med hænderne og de mere funktionelle elementer? 
Ja, de handler meget om et ønske om at formgive, som du siger; at bruge hænderne. Som en arkaisk ting. Vi mennesker har formgivet så langt tilbage som arkæologer har kunne finde spor af os. Når jeg former er det både formidling, men også en gestus til det som mennesker har gjort gennem årtusinder, en slags urkraft. 

Til denne udstilling har jeg forsøgt noget nyt med mine skulpturer, og fokuseret mere på konkrete møder. Fundne objekter sat sammen med det formgivne ler. På en måde minder denne fremgangsmåde om den jeg bruger til malerierne. Det er en konkret gestus som møder en anden konkret gestus. Tidligere har jeg skraveret billeder i leret, alt fra modernistiske former til fotos fundet i 70’er magasiner. Men i disse skulpturer er møderne mere fysiske. Disse møder giver skulpturerne en aura af at være funktionelle, eller måske snarere en mangel af funktionalitet. Ved at fastgøre en sikkerhedssele over en skulptur, læser vi sikkerhedsselen som noget funktionelt, et teknologisk værktøj. Dette værktøj har dog mistet sin oprindelige funktion, og bliver derved ligeså funktionelt eller dysfunktionel som skulpturen selv. 

Jeg arbejder hele tiden med at finde en balance imellem tilfældigheder og det planlagte, det intuitive og det fortænkte. Jeg kan have en helt fastlagt skitse eller ide, men i processen med værket opstår der situationer hvor tilfældigheder og afvigelser bevidst eller ubevidst ændrer den oprindelige plan. 


Udover kunstværkerne på udstillingen så skaber du også musik og har i forbindelse med udstillingen udgivet en vinyl. Er der en sammenhæng mellem disse to praksisser? Er der forskelle?
Det er faktisk først indenfor det sidste års tid at jeg har følt at min musik og visuelle kunst er smeltet sammen. Det er i grunden mærkeligt, for musikalsk gør jeg meget af det samme som jeg tidligere har gjort. Jeg tænker at jeg både i min kunst og musik prøver at skabe en vis ærlighed, men ærlighed er noget man skal gøre sig fortjent til, det kan man ikke bare postulere. Når man skaber kunst skaber man jo også en indgang til fortolkning. Både i kunsten og musikken forsøger jeg at skabe noget oprigtigt. Det skal være én til én, nærværende, som nogen talte direkte til dig. Og samtidig ønsker jeg også det skal være abstrakt og åbent nok til at kunne brede sig ud for beskueren/lytteren. 


Titlen på udstillingen: Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem. Hvor stammer det fra?  

Min tante døde i foråret, hun blev kun 62 år. Jeg sad og skrev et digt og denne sætning dukkede op. Da jeg senere arbejdede på mine malerier, kom jeg igen til at tænke denne sætning. Den sagde noget om det største vi har; evigheden. Sætningen refererer også tilbage til interessen for det anakronistiske, den tid vi ikke har kontrol over og hvor kompromisløs tiden er for os. 

Tak.

Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem (installation view), 2017. Foto: Jonas Søgaard.

Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem, 2017, olie, klorin og harelim på lærred. Foto: Jonas Søgaard.

Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: Dobbel projeksjon, 2017, olie på lærred. Foto: Jonas Søgaard.

Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: TV, 2017, olie på lærred. Foto: Jonas Søgaard.

Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: Marmor, 2017, olie og harelim på lærred. Foto: Jonas Søgaard.

Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: Ett tall over det høyeste du kan komme på, 2017, olie og harelim på lærred. Foto: Jonas Søgaard.

Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem (installation view), 2017. Foto: Jonas Søgaard.

Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem (installation view), 2017. Foto: Jonas Søgaard.

Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: Just a Restless Feeling # 51, 2017, brændt stengodsler, hylde. Foto: Jonas Søgaard.

Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: Just a Restless Feeling # 51 (detalje), 2017, brændt stengodsler, hylde. Foto: Jonas Søgaard.

Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: Just a Restless Feeling # 53, 2017, brændt stengodsler, tromme, mursten. Foto: Jonas Søgaard.

Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: Just a Restless Feeling # 46, 2017, brændt stengodsler, aluminiums stativ. Foto: Jonas Søgaard.

Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: Just a Restless Feeling # 52, 2017, brændt stengodsler, sikkerhedsbælte, bord. Foto: Jonas Søgaard.

Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: Just a Restless Feeling # 50, 2017, brændt stengodsler, træ. Foto: Jonas Søgaard.

Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: Just a Restless Feeling # 49, 2017, brændt stengodsler, kable, kableindgang, træplader, aluminiums fødder. Foto: Jonas Søgaard.

Nils Elvebakk Skalegård, Huset for Kunst og Design, Og tiden kjenner ingen grenser, den bare fører seg frem

Nils Elvebakk Skalegård: Just a Restless Feeling # 47, 2017, brændt stengodsler, spejle, træ, lamineret plade. Foto: Jonas Søgaard.

Skriv kommentar



Boesner
Artefact1
Kunsthøjskolen på Ærø
Spring Exhibition open call
Skovsnogen 2017
Københavns Kunstskole
Dockens Julemarked
Kunstskolen Spektrum
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net