Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
18.04.2013 INTERVIEW

Theis Wendt på Traneudstillingen. Foto: Maria Bordorff.

Digitalisering og romantik

Hvad sker der med vores autenticitets- og nærværsforståelse i en verden, som til stadighed digitaliseres? Findes der reelle møder og autentiske oplevelser eller er alting filtreret af teknologiens allestedsnærvær? Og i så fald, gør det mødet eller oplevelsen uautentisk?
På Theis Wendt's udstilling On-tilted på Traneudstillingen i Hellerup, iscenesættes en værksituation, hvori man som beskuer kan udfordre sine sansninger og måske få fornemmelser for billeder, nærvær og autenticitet på et nyt plan

Theis Wendt er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2008. Udstillingen løber frem til den 8. juni 2013

AF Maria Bordorff

Når man træder ind i rummet her og danner sig et første indtryk af installationen, så forekommer det én, at de forskellige plader som står eller læner sig op af væggene, tager sig ud som indgange til surrealistiske tunneler, hvis ende ikke er at få øje på. Når man så bevæger sig lidt rundt ser man, at perspektivet inde i "tunnelerne" er fastlåst. Hvad spiller denne umiddelbare perspektivs-illusion for en rolle?
Meningen med billedfladerne er, at du som beskuer kan gå rundt og betragte dem fra forskellige vinkler - hvor de i forlængelse af den måde de er lavet på og deres store formater vil have en større rummelighed og dybde fra nogle vinkler end fra andre. Ideen med at krænge perspektiverne ud i forskellige vinkler og installere billedfladerne fragmentarisk i rummet, var at skabe en dialog imellem nærvær og distraktion, men som ikke nødvendigvis havde en logisk sammenhæng med tæt og fjern. Én billedflade kan f.eks. have mere rummelighed og dybde i den anden ende af rummet end billedfladen du står over for, netop da perspektiverne i spejltunnelerne er fastlåst.

Pladerne refererer formmæssigt også til skærme, tænker jeg; som computerskærme der rummer en ubegrænset virtuel verden, men som jo er formmæssigt flade og altså reelt ikke mere end et par centimeter dybe. Når man bevæger sig rundt åbner pladerne op for sanserejser ligesom de "klapper i" og desillusionerer som man kommer om på siden af dem, som du selv netop beskriver det. Vil du knytte nogle ord til forestillingen om virtuelle dybder i billederne?
Ja, helt klart. Altså, denne her samt mine sidste par udstillinger er skabt ud fra ideen om, at man, i værksituation ikke kan anskue det virtuelle, de simultane eksistenser og billedet som repræsentanter for en eller anden form for fremmedhed eller andethed overfor den såkaldte virkelighed. I værket udspilles der en form for sammensmeltning af det "virtuelle" og det reelle.
Billedfladerne er virtuelt konstrueret med direkte referencer til trælægtekonstruktionen med spejlfoliet i midten - på den måde sidestilles det reelle og det immaterielle - den faktiske genstand og den digitale repræsentation af genstanden.

Rundt omkring på gulvet ligger flere bunker af, hvad man ved at læse udstillingsteksten erfarer er pulveriserede mdf-plader - som var nogle af billederne "kollapsede". Der opstår for mig at se en vis skrøbelighed og uforudsigelighed i forhold til billedernes stabilitet og "gyldighed". Noget er - og så er det ikke. Kan man sige, at det er de digitaliserede billeders vilkår og "natur"?
Jaeh, det kan man måske godt. Altså, det som jeg gerne vil vise er, at værkets elementer knytter sig til hinanden om end materielle eller imaterielle. Bunkerne på gulvet består af pulveriserede mdf-plader og det er også mdf-plader, som printene er printede på; så at de to - plader og bunker - har en dialog sammen, det er helt rigtigt.
Bunkerne er lavet ved at mdf-pladerne er kørt igennem en cnc-fræser, som er en computerstyret 3D-printer som typisk bruges til at skære former ud med eller overføre tegninger eller andre billedflader til diverse materialer som f.eks. træ og plastik.
Det jeg har gjort er, at jeg har lavet en digital billedfil, som størrelsesmæssigt er tilsvarende mdf-pladens længde, højde og bredde - maskinen har således udfræset hele pladens materialitet. Det vil sige, at der på en eller anden måde er kørt en digital, usynlig monokrom igennem materialet. Bunkerne er efterladenskaberne af processen af et "intet-billede" kan man sige. Derudover er mdf-pladen et interessant materiale da det består af savsmuld og lim og er derfor et kopiobjekt uden original. Ved totalt at pulverisere pladen, presses materialet tilbage til et tidligere stadie og ligner nu organiske bunker som minder om noget autentisk eller naturligt. 

Materiale- og farvemæssigt hersker her en form for spænding imellem det organiske træ og så det grønlige lys, der opstår i tunnelperspektivet samt det draperede spejlfolie på trælægtekonstruktionen i midten. "Stilmæssigt" ledes tankerne tilbage såvel som frem i tiden, ligesom der penduleres imellem noget forholdsvist traditionelt og så noget mere "syret" og cyberkulturelt. Hvad ligger der i dette valg af materialer og farver?
De valg der bliver taget i processen i forhold til en udstilling som denne og de sidste jeg har lavet, har en konceptuel forankring. Og nu er vi ude i noget lidt nørdet og teknisk, men det er lavet ved, at jeg har affotograferet alle trælægtefladerne i konstruktionen i midten, som de refererer til og derefter lagt dem op i billede-filer i trælægtekonstruktionens reelle størrelsesforhold, hvormed jeg virtuelt har bygget lægtekonstruktionen, som den ser ud i virkeligheden. Det billedlag har jeg sammenlagt med et svagt grønligt transparent lag og derefter kopieret de billeder igen og igen og igen, indtil den grønlige tone overtog forsvindingspunktet.

Lægtekonstruktionen med spejlfoliet fungerer som en slags nøgle eller indikator til de printede billedflader. Der er ikke tale om en direkte oversætning, men materialesammensætningen i installationen kunne potentielt set godt give de billeder jeg virtuelt har skabt og udprintet.
Den grønlige nuance refererer til spejlets materialitet; man siger, at et spejl hyppigst spejler ca. 97-98% af virkeligheden og de sidste par procent er spejlets egen materialitet, som opfattes i form af et grønligt skær. Denne grønlige pigmentering vil altid blive forstærket jo dybere man ser ind i en spejltunnel, derfor ender spejltunneler altid i mørkegrønne monokromer, da de få procent grønligt skær kopieres oven i hinanden indtil de har udfyldt hele spejlbilledet. På den måde er udstillingens æstetiske valg forankret i de udvalgte materialers virkelighed.  

Centralt placeret i installationen står denne omtalte trælægtekonstruktion, påhængt draperet spejlfolie. I den opstår surrealistiske farveplamager og dens spejlfunktion er dermed uregerlig og uforventet. Man tvinges som beskuer ud af de automatiserede sansningsprocesser, så at sige - og står ansigt til ansigt med udefinerbart billedemateriale - og, om man vil; sit eget ugenkendelige spejlbillede. Vil du fortælle lidt om denne "forpurrede" sansning i forhold til konstruktionen her?
Altså, installationen her i midten, landede lidt dér af sig selv. Den fik en meget abstrakt drejning i forhold til, hvordan jeg egentlig havde tænkt den. Jeg kan godt lide at se på den installation, som noget der både kan rumme et før eller et efter - noget ufærdigt eller noget som har været færdigt og som nu er ved at blive afinstalleret.

Det er en abstrakt installation, som er blevet omdrejningspunktet for de andre ting, som er omkring den - og denne her idé om, at den hverken er færdig endnu eller har været færdig - at den ligger et mellemsted - tilknytter sig til en idé om måden hvorpå billedet bliver brugt i dag. Jeg tænker på den måde billedet bruges, i forhold til det der opleves - der simultanrepræsenteres og man kan bevæge sig i simultant repræsenterende simulationer og kan således være mange steder på én gang. Billedet af det vi oplever er så vigtigt, at det prioriteres over selve oplevelsen. På den måde kan man anskue Nu'et som værende udspaltet i flere Nu'er. Denne abstrakte tanke og ide vil jeg gerne knytte til installation i midten af rummet, men også resten af udstillingen.

I forlængelse heraf, kan jeg ikke lade være med at inddrage det konkrete spørgsmål, som også stilles i tekstmaterialet til udstillingen: Kan billedet af det sanselige frem for oplevelsen af det sanselige så siges, at være en "autentisk" oplevelse?
Ja, altså, vi oplever vel alle sammen, uden tvivl en eskalation af billedbrug og man kan ligesom fornemme billedet svævende imellem det sanselige møde med andre mennesker, både venner, bekendte og fremmede. Jeg synes det er interessant at gentænke denne her forestilling, om det "fremmede" billede i forhold til den reelle oplevelse - om materialitet og rummelighed i det hele taget, da de her simultane "eksistenser" jo hele tiden ligger og bliver en del af den måde, hvorpå vi forstår verden. Så i forhold til spørgsmålet, afkræver svaret en form for retænkning af det autentiske.

I udstillingsmaterialet har du medbragt nogle af dine litterære inspirationskilder og deriblandt finder man bogen After the Future af Franco 'Bifo' Berardi. En i øvrigt utroligt interessant og anbefalelsesværdig bog. Den rummer jo en del dystopiske forestillinger om vores cyberkulturelle fremtid, om vores kolonisering af det virtuelle, endeløse rum og om vores tiltagende tab af sensibilitet og nærvær. Hvordan forholder din udstilling sig til vores digitaliserede verden? Og hvordan forestiller du dig, at cyberkultur har og vil have indflydelse på os?
Jeg finder også Bifo's bog utroligt interessant og jeg synes han har ret i mange af de ting han siger, men nu er det her jo en kunstsituation, hvilket gør, at man kan gå lidt mere abstrakt til værks og måske sige: jamen hvad nu hvis tingene så sådan her ud, det er måske ikke nødvendigvis et problem.
Altså, jeg tror da helt bestemt, at vores sanselige nærvær lider under en eller anden form for distræthed i forlængelse af det virtuelle rum og de her simultane eksistenser imellem os, men omvendt bliver der i pressemeddelelsen talt lidt om romantikken og om en slags revurdering af autenticitetsbegreb der knytter sig dertil. I trit med at kopiering og virtualitet osv. bliver og er en hel essentiel del af tilværelsen, er der måske behov for en revurdering af autenticitets- og nærværsbegrebet? Vi er måske ved at nå frem til en form for "digital åndelighed" - et romantisk potentiale i den digitaliserede verden? På den måde peger udstillingen her i modsætning til Bifo hverken på en utopisk eller dystopisk forestilling.

Vil du til sidst knytte et par ord til udstillingens titel: On-Tilted?
Jeg ledte efter en titel som skulle gøre noget frem for at sige noget og som skulle understrege nogle af de ting som udspiller sig i værksituationen. Det er en sammensætning af to ord, som hver i sær har sin egen betydning og når de sammensættes har de så derimod en lidt uklar - eller forvirrende - betydning. Samtidig med det, så lyder den som Untitled. Jeg ville gerne have, at titlen lå et sted og var lidt distræt og måske lyder lidt som en fortalelse som så er blevet konkret. Den er egentligt tænkt som et lidt forvirrende element, som både er sit eget og alligevel ligger og knytter sig til den mest kendte og mest kopierede titel: Untitled.

Tak for det.

Theis Wendt: On-Tilted, 2013. Installation view.

Theis Wendt: On-Tilted, 2013. Installation view.

Theis Wendt: On-Tilted, 2013. Installation view.

Theis Wendt: On-Tilted, 2013. Installation view.

Theis Wendt: On-Tilted, 2013. Installation view.

Theis Wendt: On-Tilted, 2013. Installation view.

Theis Wendt: On-Tilted, 2013. Installation view.

Theis Wendt: On-Tilted, 2013. Installation view.

Theis Wendt: On-Tilted, 2013. Installation view.

Theis Wendt: On-Tilted, 2013. Installation view.

Theis Wendt: On-Tilted, 2013. Installation view.

Theis Wendt: On-Tilted, 2013. Installation view.

Skriv kommentar



Kunstskolen Spektrum
Boesner
Kunsthøjskolen på Ærø
Artefact1
Københavns Kunstskole
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net