Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
12.09.2017 INTERVIEW

Signe Boe & Marie Raffn: Le Mari, 2017, 02:22 min, video still.

Det sagde hun også i går…

I en af de små pavilloner, der flankerer Kgs. Have i København, kan man under Copenhagen Art Week opleve udstillingen DEAD SWATH SHE SAID med værker af Signe Boe og Marie Raffn. Med lige dele humor og sproglig følsomhed kommer de udstillede værker omkring både Sigmund Freud, Edgar Allan Poe, konkretpoesi og meget mere – for værkerne er flertydige, udsprunget af den tvetydighed, som sprog og fortællinger i sig selv indeholder. Kopenhagen har mødt de to kunstnere til en kort snak om udstillingen.

DEAD SWATH SHE SAID er en tidsbaseret installation af værker, der behandler den kvindelige stemmes status samt ambivalensen omkring humor, der indikerer at betydningen af, hvad den kvindelige stemme udsiger, er tvetydigt. Værkerne vil belyse diskrepansen mellem tekst og mundtlig udtale og forsøge at forføre beskueren til at tro hun så noget andet end hun hørte. Ved at trække på referencer til Freud, konkretpoesi og écriture feminine ønsker udstillingen at stille spørgsmål til, hvad det var, hun sagde i går.

AF Anna Vestergaard Jørgensen

DEAD SWATH SHE SAID, udstillingens titel, spiller på joken ”That’s what she said” eller på dansk ”Det sagde hun også i går” – har I fundet ud af, hvad hun egentlig sagde i går?
Marie Raffn & Signe Boe: Udgangspunktet er en anekdote, der bliver behandlet i værket Aperol pose oil foreign exhale bee Jeanne / A proposal for an exhibition (kan ses på https://vimeo.com/229546605). En kvinde sidder til en reunion med sine gamle gymnasiekammerater og indser at hendes referenceramme og interesser adskiller sig i så høj grad fra de gamle venners, at hun ikke kan deltage i samtalen. Indtil hun hører navnet Žižek, som hun på det seneste har beskæftiget sig med. Det viser sig imidlertid at der ikke blev sagt Žižek, men i stedet ”she said”, og at det, hun hørte var slutningen på en vulgær vits. Hvad hun så egentlig sagde i går? Enten kunne man formode at hun i stedet for at fortælle om sin oplevelse af at læse Žižek, valgte at tie stille, da vitsen indikerer at hvad en kvinde siger, har et ekstra lag af betydning, der kan fortolkes seksuelt. Eller også valgte hun at tage det sprog, hun er givet, med de problematiske klicheer det indeholder, og forvrænge det til at det begynder at betyde det modsatte eller noget tredje. I samme værk nævner vi vores interesse i écriture feminine, og vi foreslår derfor at dette interview fra nu af ændrer form, for at bryde med de konventioner, der ligger i skriftlig formidling af kunst.

Anna Vestergaard løfter kaffekoppen op til munden, tager en slurk for at prøve at skjule sin overraskelse over interviewets pludselige drejning. Hun overvejer, hvordan man laver et interview uden at underlægge sig en patriarkalsk tradition. Kunstnerne overvejer det samme.

Pavillonen ligger på Kronprinsessegade. Dørene står åbne og lydinstallationen fra pavillonen blander sig med lyden af trafikken og forbipasserende cyklister, der taler i head-set. Man træder ind i noget, der allerede er i gang, og man forsøger at placere, hvor lyden kommer fra, til det pludseligt skifter, og man orienterer sig mod hjørnet, hvor værket And an ant and. And an aunt and som lyd og tekst kravler ind ad vinduet fra Kongens Have og ned ad væggen. Den tager form som et billede af en myretue og blotlægger familierelationer samt sociale strukturer blandt myrerne.

Anna Vestergaard undrer sig stadig over ordlyden i presseteksten, men ved ikke hvordan hun skal spørge til den uden at vende tilbage til interviewform. Mener kunstnerne at den kvindelige stemme er tvetydig? Hendes kropssprog er uroligt og hendes blik skifter mellem kunstnerne og papiret med de forberedte spørgsmål, som kunstnerne allerede har skimtet.  

Marie Raffn & Signe Boe: Det er interessant, at du læser pressemeddelelsen på den måde, fordi det understreger, hvor svært det er at udtrykke sig selv igennem vores modersmål uden at blive misforstået. Vi mener ikke, at den kvindelige stemme er mere tvetydig end en transpersons eller en mands stemme. Derimod mener vi, at der eksisterer en etableret maskulin humor, der morer sig på bekostning af kvinden ved at påstå at hun underbevidst taler om noget seksuelt. Derudover reproducerer vitsen også ideen om det binære parforhold som normen.

En sort ledning snor sig over gulvet, og former teksten ‘Que Faire’. Ledningerne leder strøm til en smartphone og højtaler, der ligger på et forvrænget blomsterbord. Herfra fortæller en opklippet digital stemme om oplevelsen af at læse novellen The Gold Bug af Edgar Allen Poe, for herefter at erfare, hvordan elementer af handlingen pludselig optræder i subjektets virkelighed.

Poe, Freud, kvindestemmer?
Marie Raffn & Signe Boe: Vi har ikke noget imod at referere til mandlige forfattere i vores værker; vi anvender dem pga. deres indhold i forhold til sproglige misforståelser og bruger emnerne, teksterne behandler, på teksterne selv. I filmen Le Mari ses kunstnerne, Signe Boe og Marie Raffn, i tøj og omgivelser, der kunne lede tankerne hen på et bryllup omkring fin de siècle. Mens Marie Raffn (le mari) maler akvarel i sommerhaven læser Signe Boe et brev fra Sigmund Freud, der skriver, om en patient, der som ti-årig fik et angstanfald, da han legede med en bille. I løbet af sin terapi opdager han at han med sin tosprogede opvækst (han er født ind i en fransk familie bosat i Wien), har hørt sin enlige mor fortvivlet overveje et nyt giftermål med spørgsmålet ”Que faire?”. Dette har patienten som barn forvekslet med det tyske Käfer – en bille. Filmens tekst er Freuds tekst, der har undergået en oversættelse til homofoner. Man ser nærbilleder af Signe Boes mund, hvis bevægelser dog ikke svarer til de hørte ord, men i stedet til en homofonisk lignende version af samme tekst.

Jeg ved ikke, om vi har fundet den rette form i stedet for et traditionelt interview. Faktisk er jeg i tvivl om hvem der har sagt hvad. Udstillingen løber til d. 6. september men fungerer også som et forslag til en kommende udstilling et andet sted (Aperol pose oil foreign exhale bee Jeanne).

Tak

Signe Boe & Marie Raffn: Le Mari, 2017, 02:22 min, video.

Signe Boe & Marie Raffn: Le Mari, 2017, 02:22 min, video.

Signe Boe & Marie Raffn: Aperol pose oil foreign exhale bee Jeanne / A proposal for an exhibition, 2017, 01:35 min, video.

Marie Raffn: Žižek, she said, 2017, water colour.

Signe Boe: Käfer – Que faire?, 2015-2017, 01:42 min, video.

Signe Boe: Käfer – Que faire?, 2015-2017, 01:42 min, video.

Marie Raffn: And an ant and. And an aunt and, 2014-2017, 02:44 min, text on wall and sound.

Marie Raffn: And an ant and. And an aunt and, 2014-2017, 02:44 min, text on wall and sound.

Skriv kommentar



artefact
Kunstskolen Spektrum
Boesner
Københavns Kunstskole
Kunsthøjskolen på Ærø
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net