Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
05.10.2017 INTERVIEW
Ovartaci, Ovartaci & Galskabens Kunst, Kunsthal Charlottenborg

Foto: Museum Ovartaci. Courtesy: the artist & Museum Ovartaci.

Det personlige pronomen - Mathias Kryger om Ovartaci & Galskabens Kunst

En af de mere opsigtsvækkende udstillinger på Charlottenborg i år er Ovartaci & Galskabens Kunst, der præsentere værker af Ovartaci i selskab med en række samtidskunstnere. Udstillingen er initieret og kurateret af Mathias Kryger.

Ovartaci var størstedelen af sit liv patient på den psykiatriske institution i Risskov, og hendes biografi rammer lige ind i samtidens LGBTQ+ tema. Ovartaci er født som Louis Marcussen i 1894, uddanner sig til håndværksmaler og flytter i 1923 til Argentina. 6 år senere vender han tilbage til familien i Æbeltoft, som hurtigt føler sig nødsaget til at få Ovartaci tvangsindlagt på anstalten i Risskov.

I Ovartacis visuelle univers er fraværet af maskulin visualitet markant, og hun forsøgte da også i årevis uden held at få bevilget en kønsskifteoperation, for endelig selv at foretage operationen med bladet fra en høvl og en hammer. I 1957 får hun foretaget en egentlig kønsskifteoperation.

Ovartacis værker er noget så sjældent på samtidens udstillingsscene som egentlig art brut, altså uskolet kunst, der ikke er skabt som led i en kunstnerkarriere, men som måske er ‘created from solitude and from pure and authentic creative impulses – where the worries of competition, acclaim and social promotion do not interfere’, som Jean Dubuffet, betegnelsens ophavsmand, beskrev fænomenet.

Udstillingen har udløst en del omtale, fx. skriver Kaspar Bonnén om udstillingen på Kunstkritikk og Rune Gade har anmeldt den i information.

Jeg mødte Mathias Kryger på Charlottenborg og hørte nærmere om hans tanker om Ovartaci & Galskabens Kunst.

AF Torben Zenth

KUNSTHAL CHARLOTTENBORG
Ovartaci & Galskabens Kunst
Ovartaci, Angela Melitopoulos, Maria Meinild, Tamar Guimarães, Kasper Akhøj, Lea Porsager, Jota Mombaça, Pettersen & Hein, Sidsel Meineche Hansen
Kurateret af Mathias Kryger
16.09.2017 - 14.01.2018
#ovartaci


Mathias Kryger
Mathias Kryger. Foto David Stjernholm

"Det var for alvor igennem Sidsel Meineche Hansens arbejde med Ovartaci på udstillingerne Insider på Cubitt i Lodon og J’ai froid på Castillo/Corrales i Paris i 2014 at jeg rigtigt kunne se Ovartacis værker, og begyndte at undersøge dem nærmere. Dette parallelt med at Angela Melitopoulos ankommer til København som professor på Medieskolen på Kunstakademiet og vi indleder en stadigt pågående dialog omkring psykoterapeut og filosof Félix Guattari og at Arendse Krabbe og jeg påbegynder vores projekt Guattari Reading Circle. I det regi viste Arendse og jeg et værk af Ovartaci som en del af vores udstillingsserie Perhaps when I am over the hump with my present work I shall be able to write a critical essay i 2015 på Kunstbiblioteket og sammen med Nina Wengel og Katrine Dirckinck-Holmfeld lavede vi det kollektive videoværk og udstillingen Schizo Archive på Museum Ovartaci sidste år. 

Samtidigt bliver det også klart, at Museum Ovartaci var lukningstruet, og der ligger selvfølgelig med den aktuelle udstilling også en interesse i at skabe opmærksomhed omkring væsentligheden af bevaringen af museet. Jeg talte med Kunsthal Charlottenborg om ikke det kunne være interessant for dem at være med, og efterhånden blev vi enige om hvordan det kunne fungere.

Jeg har i udstillingen hele tiden været interesseret i at kombinere Ovartacis kunst med værker af samtidskunstnere, for at komplicere og anskueliggøre perspektiver hos Ovartaci. Det vil sige at det som i tilfældet med Sidsel Meineche Hansens praksis handler om at tænke med værkerne og komme via samtidskunsten ind i et andet kunstnerskab. 

I den forstand fungerer Angela Melitopoulos & Maurizio Lazzaratos videoinstallation Assemblages både som en udpakning af de aspekter af Ovartacis œuvre, der berører den institutionelle psykiatri og animismen, men også som tankemodeller for at arbejde med assemblagen – sidestillingen og sammenbringningen af elementer – og at undersøge de betydninger som dannes, når man skaber nye kollektiver af i dette tilfælde kunstnere og værker i en udstilling. At begæret er en maskine, der producerer ud over en klassisk forestilling om subjekt og objekt.


Samtidskunsten er også en adgang til at tale om Ovartacis kunst fra vores samtids politiske virkelighed og for eksempel at gå med Lea Porsager ind det mere fantastiske ånds/alien-agtige spor hos kunstneren men jo altså også, hvis man ser lidt efter, det helt vilde materielle, sproglige og gennemborende. 


Det samme kunne man sige om Paul Thek, Maria Meinild og Jota Mombaça. Det er altså ikke for sjov, at de er med på udstillingen, men fordi deres værker forstørrer, præciserer eller som sagt komplicerer fortællinger om det normatives jerngreb om os alle sammen. Og se på om Ovartacis kunst kan sige noget væsentligt om hvor forskruet og instrumentaliseret en opfattelse vores samtid har af subjektivitet.


Ovartaci er en form for projektionsflade som alle mulige kunstnere og tænkere projicerer deres egne begær og ideologier ind i og over på og jeg gør det også selv med denne udstilling. Så når Pettersen & Hein har lavet displaysystemer i plexiglas og beton er det ikke kun for, at vi kan vise de tosidede værker fra begge sider. De er appropriationer, eller kopier om du vil, af den italiensk-brasilianske arkitekt Lina Bo Bardis super radikale, modernistiske ’staffelier’ som hun designede til kusntmuseet MASP, som hun også tegnede, til Sao Paulo i Brasilien.

Det bliver for mig en måde at skabe frie sammenstillinger af Ovartacis værker i lag og sidestillinger som ikke er lineære. Bo Bardis projekt flytter helt konkret maleriet fra sin ’hellige’ plads på væggen hvor det har været en art vindue til en anden verden og lader dem stå som objekter midt i rummet, der kan anskues fra alle sider og som ikke skal ”læses” fra venstre mod højre men mødes fra alle mulige sider. Det er en slags kropsliggørelse af kunstværket. Samtidigt bliver det på Charlottenborg en måde at superimpose Ovartacis værker over Latinamerika, hvor hun rejste rundt i 6 år inden hun blev indlagt i Risskov.

Så jeg projicerer måske en form for udlængsel ind i værkerne, der handler om at komme tilbage til Latinamerika. Det er for mig at se som om at hospitalet og Argentina og regnskoven overlapper i Ovartacis liv. Der er tydelige spor af kamp og ofring i værkerne. Der er ofringsritualer - at kaste sig ind i ilden og flammerne. Der er et ønske om at komme væk, bygge en helikopter, men nok et ønske, der kun kunne formuleres indenfor trygheden af hospitalets rammer. Det ene afhængigt af det andet. 


Det som er så vanvittigt interessant er, at Ovartacis værker placerer sig mellem så mange positioner. Det er jo både maleri og skulptur og begge ting på samme tid, og virker umiddelbart uinteresseret i om det er det ene eller det andet. Der er hele tiden undersøgelser - mennesket og dyret blander sig sammen og landskaber som bliver til ansigter - det er animismen fortalt både i det som vi måske kan forstå som illustrationer i værkerne men også som animistiske relationer mellem hende selv og tingene, de store menneskelignende figurer, som hun levede med etc. 


Men man må altså også give slip på forestillingen om Ovartacis kunstproduktion som fuldstændig løsrevet fra de logikker vi kender fra kunsten generelt. Der findes flere værker i udstillingen som er indlån fra private folk, eller deres efterkommere, som direkte har bestilt værker hos Ovartaci og som har leveret lærred og maling og efterfølgende mod betaling har fået sig et værk. I et af tilfældene sender en overlæge et maleri af hospitalet retur til kunstneren med ønsket om, at værket bliver tilført lidt autentisk Ovartaci-signatur i form af fantastiske væsner og så videre. Det autentiske er også til forhandling.

Det er første gang at de værker bliver vist offentligt. Derfor må man også give slip på forestillingen om et samlet, defineret og kortlagt livsværk. Det findes ikke. Museum Ovartaci har en stor samling hvoraf vi kun viser en del. Men den består i sig selv af deponeringer og af museets egne værker og der er et super interessant og uafklaret forhold mellem det private ejerskab og det offentlige og institutionelle når vi taler om Ovartaci. Der findes langt flere værker hos private ejere, værker som ikke er gennemkatalogiseret og ikke findes registreret nogen steder. Og så har jeg været i museets kælder og finde værker og skitser, der nok er registreret, men som jeg ikke tidligere har set udstillet. 


Man har på den måde også en fornemmelse af, at der historisk er sket noget indenfor rammerne af Riskov, som vi ikke kan se eller fornemme og jeg er blevet ringet op af flere, der har fortalt mig hvor mange værker der findes af Ovartaci rundt omkring ude i landet. Fortællinger, der i nogle tilfælde har virket paranoide og i sig selv som eventyrlige myter – noget jeg selvfølgelig ikke ved om de er. 

Men det helt gennemgående fantastiske er, at hun har haft rammerne til at skabe sin kunst og trods alt i systemet er blevet mødt af individer, som værdsætter hendes arbejde og livsverden. 

Jeg har meget svært ved at se hvordan det skulle kunne ske i nutidens psykiatri. Den antipsykostiske medicin kommer på markedet og ind i den institutionelle psykiatri i 1950'erne, men Ovartaci får så vidt jeg er orienteret ”lov til” at lave kunst i stedet for at blive medicineret. Men jeg har i udstillingen forsøgt på, ikke at være så optaget af hendes journal og af det diagnosticerende apparat, men at se på hvad denne her udstillings re-institutionalisering kunne gøre. Altså en re-institutionalisering fra hospitalsinstitutionen til den kunstinstitution som Kunsthal Charlottenborg er. 

Spørgsmålet om det transkønnede og det personlige pronomen – ’han’ eller ’hun’ – er et eksempel på det. Jeg bruger konsekvent 'hun' i udstillingen. Det diagnostiserende maskineri omkring Ovartaci har altid brugt ’han’. Det er vel et meget konkret eksempel på en form for re-institutionalisering. Sprogets magt er det meget svært at undslippe sig lige meget hvad man laver i verden."

Tak.

Ovartaci, Ovartaci & Galskabens Kunst, Kunsthal Charlottenborg

Ovartaci: Ovartaci & Galskabens Kunst (installation view), 2017. Foto: Anders Sune Berg.

Ovartaci, Ovartaci & Galskabens Kunst, Kunsthal Charlottenborg

Ovartaci: Ovartaci & Galskabens Kunst (installation view), 2017. Foto: Anders Sune Berg.

Ovartaci, Ovartaci & Galskabens Kunst, Kunsthal Charlottenborg

Ovartaci: Ovartaci & Galskabens Kunst (installation view), 2017. Foto: Anders Sune Berg.

Ovartaci, Ovartaci & Galskabens Kunst, Kunsthal Charlottenborg

Ovartaci: Ovartaci & Galskabens Kunst (installation view), 2017. Foto: Anders Sune Berg.

Ovartaci, Ovartaci & Galskabens Kunst, Kunsthal Charlottenborg

Ovartaci: Ovartaci & Galskabens Kunst (installation view), 2017. Foto: Anders Sune Berg.

Ovartaci, Ovartaci & Galskabens Kunst, Kunsthal Charlottenborg

Ovartaci: Ovartaci & Galskabens Kunst (installation view), 2017. Foto: Anders Sune Berg.

Ovartaci, Ovartaci & Galskabens Kunst, Kunsthal Charlottenborg

Ovartaci: Ovartaci & Galskabens Kunst (installation view), 2017. Foto: Anders Sune Berg.

Ovartaci, Ovartaci & Galskabens Kunst, Kunsthal Charlottenborg

Ovartaci: Dr. Barfod, ca. 1957, 21 x 29 cm, gouache on paper. Foto: Museum Ovartaci. Courtesy: the artist & Museum Ovartaci.

Ovartaci, Ovartaci & Galskabens Kunst, Kunsthal Charlottenborg

Foto: Museum Ovartaci. Courtesy: the artist & Museum Ovartaci.

Skriv kommentar



Københavns Kunstskole
Artefact1
Kunsthøjskolen på Ærø
Kunstskolen Spektrum
Boesner
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net