Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
11.05.2016 INTERVIEW

Mia Isabel Edelgart, Selini Halvadaki, Maja Moesgaard, Hannah Anbert og Kirsten Astrup.

Det ku' være politisk

Siden sommeren 2015 har en række billedkunstnere, musikere, en kurator og en forfatter mødtes ugentligt for at udvikle et fællessprog, kollegiale relationer og gruppeudstillingen Det ku’ være politisk til Janus Bygningen i Tistrup. Incitamentet har været at skabe en kollektiv struktur som alternativ til den individualisering og konkurrence, der synes at præge dagens samfund generelt og kulturproduktionen særdeles.

Kopenhagen har talt med 5 af de 11 kunstnere om, hvad det vil sige at arbejde politisk i en kollektiv struktur, der bindes sammen af et feministisk afsæt.

Tilstede til interviewet var Mia Isabel Edelgart, Selini Halvadaki, Maja Moesgaard, Hannah Anbert og Kirsten Astrup. Resten af gruppen har efterfølgende været medskabende i interviewets endelige udformning.

AF Naja Lee Jensen

JANUS BYGNINGEN
Lærkevej 25, 6862 Tistrup W: janusbygningen.dk
Det ku’ være politisk
Mia Isabel Edelgart, Deirdre Johanna Humphrys, Ninna Poulsen, Selini Halvadaki, Lutz Hannah, Elin Mar Øyen Vister, Calder Harben, Malene Dam, Maja Moesgaard, Følsom Front
20.03.2016 - 29.05.2016

Hvad betyder ordet feminisme i jeres arbejdsfællesskab?
Vi i gruppen har meget forskellige praksisser, så jeg tror ikke nødvendigvis, det behøver at betyde det samme for alle. Det er mere et fundament eller et grundlag, som vi taler sammen ud fra. For mig er en af de vigtigste ting ved at dele en feministisk praksis at skabe et rum, der ikke er konkurrencepræget, fordi jeg synes, det står i stærk kontrast til de andre rum, man ellers kan finde i kunstfeltet. 

En feministisk praksis kan betyde rigtig mange ting for mig. Det betyder ikke nødvendigvis, at værket arbejder med noget, som er umiddelbart genkendeligt inden for en feministisk ramme som f.eks. køn. Feminisme er f.eks. også en tilgang til det at producere kunst igennem brugen af det kollektive arbejdsfællesskab. 

Jeg tænker, at det giver mest mening at tale om feminismer i flertal. For mig handler feminisme ikke kun om køn og spørgsmål, der er forbundet med køn, det handler i ligeså høj grad om en generel opmærksomhed på strukturel magt. Den opmærksomhed synes jeg, har været tydeligt til stede i vores samarbejde. 

Hvorfor er det interessant og vigtigt at arbejde med det kollektive lige nu?

For mig er det vigtigt at tage stilling til, hvordan man gerne vil arbejde – hvordan man gerne vil have sin hverdag som billedkunstner. Det handler ikke kun om en kollektiv proces, der skal kulminere i en udstilling, men ligeså meget om, hvordan vi gerne vil arbejde i året op til og efter udstillingen. Og om hvordan vi kan finde en god måde at være kollegaer på og støtte hinanden – også i vores individuelle processer.

Den form for kollektivt arbejde, vi har haft, har fungeret rigtig godt for mig, fordi der både har været plads til det kollektive og til individet. Nogle har lavet samarbejdsprojekter og andre har lavet individuelle projekter. Vi har løbende givet hinanden feedback og givet plads til, at alle har kunnet have meget forskellige praksisser og på samme tid være en del af en kollektiv overvejelse.

Noget af det, jeg synes er spændende, ved at arbejde med det kollektive er, at det gør det muligt at skabe andre strukturer inden for de allerede givne. Da jeg blev færdig på Kunstakademiet, var jeg bekymret for at miste det naturlige fagfællesskab, der findes på de forskellige afdelinger derinde. At opretholde den form for fællesskab kræver en indsats, når man er færdiguddannet. Jeg oplever derfor, at en vigtig del af arbejdet som kunstner er at skabe den struktur, man gerne vil være i.

Ja, jeg tænker også, at det er en af de allerstørste udfordringer, man møder, når man er færdiguddannet. Det er generelt nogle ret bastante konkurrence- og præstationsværdier, vi konstant mødes med som individer i den samtid, vi lever i, og der skal meget til for at skabe et modspil til det. Men det føles vigtigt i fællesskab at forsøge sig med, hvordan det kan gøres. 

Vi har også været nysgerrige efter, om man som udefrakommende ville mærke en anden sammenhængskraft i vores udstilling, fordi udstillingen delvist er opstået ud fra vores samtaler. På den måde kommer det kollektive til udtryk som en fælles tekst, der løber gennem værkerne, frem for at vi har lavet værkerne sammen. At arbejde kollektivt på den måde har været spændende, men der har også været store udfordringer i det, fordi vi arbejder inden for et kunstsystem, der ynder at fokusere på individet. Bl.a. er det svært at søge penge som et kollektiv, der ikke er en fast enhed, hvilket har resulteret i snakke om, hvordan vi kan dele indkomst og produktionsmuligheder. 

Ja og præmieringen af Statens Kunstfond er et eksempel på netop dét, og det er en ting, som vi endnu ikke har haft mulighed for at snakke sammen om i gruppen før dette interview. Jeg tror, de fleste af os er super glade og stolte over, at udstillingen får positiv respons, og det er samtidig en vigtig anerkendelse af Janus Bygningen. Samtidig kom det som en ret stor overraskelse, at præmieringen er blevet givet for initiativet til udstillingen fremfor til kollektivet. På den måde kommer der en struktur udefra og peger på det individuelle fremfor kollektivet - hvilket måske både siger noget om, hvordan udstillingen opleves, og hvordan kunstsystemet tenderer til at fremhæve den enkelte. Det er noget, vi kommer til at snakke mere om.

De individuelle bedømmelsessystemer er baseret på nogle andre præmisser end dem, vi forsøger at etablere i vores samarbejde. Så grundlæggende kommer det til at handle om, hvilken tilgang man har til kunst. Det spændende ved at arbejde så tæt, som vi har gjort, er, at man kan undgå at falde i forsimplende bedømmelses-mekanismer i mødet med hinandens værker og i stedet bruge de spørgsmål, der opstår, som muligheder for anderledes samtaler og ny erkendelse.  

Hvordan har forholdet mellem det kollektive og det individuelle været i udstillingen?

Noget man kan se i værkerne er, at nogle af tekstdelene går igen fra et værk til et andet værk og til kataloget. Det er resultatet af de samtaler, vi har haft i kollektivet omkring hinandens værker. Det er sket, fordi vi alle sammen har været ind over hinandens arbejdsproces. Så dét at mit navn står på værket betyder ikke, at de andre ikke her indvirket på det. 

Det, at der har været plads til forskellige praksisser og æstetikker, synes jeg har været ret befriende. Jeg har tidligere været en del af kollektive processer, hvor man stræbte efter ét fælles udsagn, hvilket jeg oplevede slettede vigtige forskelligheder. Den måde, som vi har samarbejdet på, er for mig en form for politikudvikling og undersøgelse af, hvad kollektivitet også kan være. Det er en undersøgelse, der selvfølgelig ikke er færdig, og mange af de valg, vi har truffet denne gang, kommer vi hel sikkert til gøre anderledes næste gang.  

I forhold til jeres tanker omkring det individuelle og det kollektive har I så på noget tidspunkt overvejet ikke at nævne baggrundshistorien om Maja, da det giver fokus på enkeltindividet? 

Jeg synes, at det var vigtigt at nævne Maja, fordi det berører spørgsmål om hvor, vi laver kunst. I denne sammenhæng synes jeg, det har været vigtigt, at vi har haft et tilhørsforhold til Tistrup. Forbindelsen var i det her tilfælde Majas opvækst.

Vores personlige kontakter til byen har haft stor betydning for de processer, vi havde i Tistrup, og for hvordan vores arbejdsfællesskab har fungeret. Vi var alle sammen i Tistrup i efteråret, hvor vi boede og arbejdede i Majas forældres hus. I løbet af den tid opstod der en forbindelse mellem os folk fra byen samt fra Janus Bygningen. Senere var jeg tilbage for at forberede min performance og optage min film. Her var det i høj grad de kontakter, jeg fik gennem Majas tilknytning til byen, der gjorde det muligt at udvikle værket på en god måde. Jeg føler også, at udstillingen har været med til at skabe et godt møde mellem to landsdele, der ofte kan føles som hinandens diametrale modsætninger. Der kan godt være langt over broen - både den ene og den anden vej. 

Jeg blev overrasket over, hvor interesserede folk var i at forstå, hvad det var, vi kom med – det er jeg nok ikke så vant til. Vi fik hurtigt et rigtig godt samarbejde med alle de frivillige, der var tilknyttet Janus Bygningen, og det var min oplevelse, at der var stor interesse og opbakningen til vores projekt. Det betyder virkelig meget at føle sig velkommen, når man skal lave en udstilling – uanset hvor det er. 

Flere af os er vokset op på steder, som kan minde om Tistrup, og vi har talt meget om lysten til at bringe nogle samtaler og tematikker til de steder, som vi oplevede manglede under vores egen opvækst. F.eks. diskussioner omkring køn og queer, som er det eksempelvis Cals værk handler om. 


Har I lavet værker ud fra tematikker, som I gerne ville bringe tilbage til Tistrup? 

Selve mit værk tror jeg egentlig ville være det samme, også selvom udstillingen havde været et andet sted. Værket arbejder med nogle tematikker og undersøgelser, der ligger i forlængelse af, hvad jeg har lavet før, men på samme tid har processen og samtalerne jo været med til at forme dele af det.

Ja, sådan tror jeg mange af os gjorde, men der opstod noget spændende i modtagelsen af udstillingen. Vi har været en del i lokale medier, hvor det blev tydeligt, at visse begreber, som f.eks. queer kræver en anden form for forklaring, end vi er vant til; det kræver en oversættelse, og den oversættelse kan godt blive ret underholdende – og til tider decideret forkert. Så vi har måttet tage mange diskussioner på den konto.

Ja, og jeg tror, det handler om ikke at være fordomsfuld men at anerkende, at der er en forskel. I de miljøer vi kommer i i København, er man mere vant til diskurser om f.eks. queer, end man er i Tistrup. Så det kommer til at handle om, hvordan man skaber et sprog omkring udstillingen uden at være didaktisk. At prøve at bibeholde en kompleksitet og samtidig være givende. Jeg hørte f.eks. en far, der skulle forklare sit barn, hvad queer var, fordi de kiggede på et værk, hvori ordet indgår. Det var ikke den bedste forklaring, men spørgsmålet var blevet stillet, og ordet havde været i barnets mund. Der skete noget dér, som jeg følte var vigtigt. 

Lige præcis fordi den der forælder står med et barn, der har queer i munden, synes jeg, det er sjovt og vigtigt at lave den udstilling, vi har lavet. Jeg bliver vildt motiveret af det, og jeg er mere interesseret i den situation, end jeg er i, at der bliver lavet et eller andet akademisk essay om udstillingen bagefter.

Hvad kan det politiske i en kunstkontekst, og hvad kan den politiske kunst i en samfundskontekst?

For mig må der være en form for sammenhæng mellem f.eks. et eksplicit politisk indhold, og den måde, hvorpå man arbejder. Altså hvordan man organiserer sig, og hvordan man vil arbejde med kunst, og hvilke strukturer man som billedkunstner – eller som alt muligt andet – er med til at opretholde. Jeg vil gerne, at der er en sammenhæng mellem de to ting. I mit arbejde giver det ene ikke rigtig mening uden det andet. Jeg synes, det er vigtigt og nødvendigt at tage stilling til, hvilke strukturer man producerer kunst ind i.

Noget af det, jeg har det allersværest med, er kunst, der behandler en politisk problemstilling eller teori, men hvor tankerne ikke er afspejlet i praksis. Det er vigtigt, at der findes en synergi mellem praksis og teori.

For mig er det det store tilbagevendende spørgsmål i min praksis. Det er det, vi undersøger, og det var det, jeg var ved at få sammenbrud over i min tid på akademiet. Nu har jeg accepteret, at jeg bliver ved med at have det spørgsmål som et omdrejningspunkt, der sætter forskelligartede undersøgelser i gang. Jeg må jo have et håb i forhold til det at arbejde politisk i kunsten, for ellers ville jeg ikke være motiveret til at gøre det i længden.

Jeg har det på samme måde. En ting, jeg ikke er i tvivl om, er, hvorvidt man kan have en praksis, der er politisk, men jeg bliver ved med at være i tvivl om, hvorvidt og hvordan et værk kan have en politisk effekt. 

Jeg har set værker, der for mig var politikudvikling på en rigtigt spændende måde. Jeg har lavet meget “klassisk” politisk aktivisme, og noget af det, kunsten kan for mig, er at give andre rammer for, hvordan vi tænker muligheder, samfundsstrukturer, samarbejder og alt muligt andet. Jeg møder værker, der giver mig input i forhold til politiske spørgsmål på en mere abstrakt måde, og de værker er både samfundsmæssigt og personligt vigtige for mig.

Lige nu er jeg interesseret i det politiske potentiale, der viste sig i Tistrup. Når værkerne møder folk, og de begynder at diskutere deres livssituation i forhold til fremmedhed eller sygdom eller queerness. Det synes jeg er et vigtigt og spændende rum, som jeg har lyst til at vende tilbage til. 


Gruppen bag 'Det ku' være politisk' er Mia Isabel Edelgart, Selini Halvadaki, Deidre Johanna Humphrys, Ninna Poulsen, Kirsten Astrup, Hannah Anbert, Hannah Lutz, Elin Mar Øyen Vister, Calder Harben, Maja Moesgaard og Malene Dam.

Maja Moesgaard: Kollektiv bekymring, 2016, 8 flag.

Deirdre Johanna Humphrys & Hannah Lutz: Langsomme svar, 2016, video.

Elin Mar Øyen Vister: Sirkelen ontologi forteller (Akt 1), 2016, lyd, tekst, planter.

Hannah Anbert: Til sakralt arbejde 1, 2016, kostumer.

Calder Harben: The Whale Line, 2016, plakat.

Kirsten Astrup: Du er et mønster eksemplar, 2016, 10:30 min, video.

Maja Moesgaard: (Af)magt, 2016, 125 x 230 cm, tuschtegning.

Mia Isabel Edelgart: Du er agat onyx rød elfenben mosaik farvet, 2016, 22 min, video på sten.

Ninna Poulsen: Uden titel, 2016, performance.

Selini Halvadaki: In Sight, 2016, 49 min, video.

Skriv kommentar



Boesner
Københavns Kunstskole
Kunstskolen Spektrum
Kunsthøjskolen på Ærø
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net