Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
02.12.2014 INTERVIEW

Thorgej Steen Hansen. Portrætfoto: Lea Nielsen.

Det her er et interview om akkumulation og tid, systemer og tilfældigheder, resonanskasser og rytmestænger

En kold efterårsaften hoppede jeg af symbolske og bekvemmelige årsager på S-toget for at møde Thorgej Steen Hansen til en samtale om hans aktuelle udstilling Det her er gentagelse på gentagelse og på Udstillingsstedet Sydhavn Station. En udstilling, der på abstrakt og minimalistisk vis dykker ned i selve væren - lige nu og her på kunstens, musikkens, sprogets og kroppens præmisser.

AF Mette Rasmussen

Udstillingsstedet Sydhavn Station
Ernst Kapers Vej 1, 2450 København SV. W: sydhavnstation.info
Det her er gentagelse på gentagelse og
Thorgej Steen Hansen
08.12.2014-07.12.2014



Thorgej Steen Hansen: Det her er gentagelse på gentagelse og (installation view). Udstillingsstedet Sydhavn Station, 2014. Foto: Jens Axel Beck.

Udstillingen starter herude i Sydhavn Stations forhal, hvor der hænger dette tekstværk i form af hvide plakater med sort tekst på. Jeg har vidst længe, at jeg skulle have en udstilling her, så derfor er værkerne også skabt netop hertil, for at de skulle udfolde sig i disse udstillingsrum. Jeg har længe tænkt på, hvad de plakater, vi har på udstillingsstedet, kan i forhold til de andre kommercielle plakater, som altid hænger rundt omkring i det offentlige rum, også her på Sydhavn Station.

Teksten på plakaterne er opbygget som et systemdigt med en strofe på hver plakat, hvor den samme sætning gentages hele vejen igennem, således at der kommer en rytme i det - i dette tilfælde sætningen “Det her er”. Samtidig skal hver eneste plakat også kunne stå for sig selv, således at hvis man går forbi og bare læser en enkelt, så giver den både mening i sig selv, men også som del af et forløb. Man kan desuden se på de her plakater lidt lige som readymades - hver eneste plakat er en blank readymade, hvor teksten kunne være en titel skrevet direkte på værket.

Med udsagnet “Det her er” peger man på sig selv eller på udsigelsessituationen. Og det er det samme, der sker, hvis man oversætter f.eks. et stilleben til tekst - “Det her er en opstilling med æbler på et bord” - hvis man vil oversætte det helt figurative billede til tekst, så bruger man uundgåeligt postulatet “Det her er”. Man kan gå ind i teksterne på forskellige niveauer, og de gør opmærksom på beskuerens tilstedeværelse i rummet. De taler til den krop eller det, som man er i rummet. På den måde er det egentlig et digt, som er skrevet til det at bevæge sig i det her specifikke rum, hvilket for mig også betyder, at det ikke ville fungere optimalt, hvis man så digtet i f.eks. en bog. Det er lavet til, at man skal se det på samme vis, som man ser de andre plakater på stationen. Så det er den udsigelsessituation, som den her slags plakater har, jeg har brugt som anledning til at skrive teksterne. Desuden har jeg også haft en interesse for systemdigtning fra 60’erne og 70’erne og har læst forfattere som Vagn Steen, Dan Turell og Inger Christensen over en længere periode, og er så begyndt at arbejde med sproget på lidt den samme måde.

Værket har et meget rent udtryk - også i forhold til det, at man ikke nødvendigvis ved, hvem afsenderen er. Det er man jo vant til alle de steder i det offentlige rum, hvor man bevæger sig hen - at hvis der er noget visuelt, så er der også en afsender.

Ja, og samtidig fungerer dette værk også, når udstillingen er lukket, så når folk kommer forbi her i løbet af aftenen, kan de heller ikke se, hvem der har lavet det. Men de kan så relatere det til Sydhavn Station som udstillingssted og opsøge information om udstillingen og mig som kunstner, hvis de er interesserede i det. Men det er vigtigt for mig, at den, der bevæger sig forbi her på stationen, ikke får at vide, hvem der siger det her. Digtets form og indhold kan godt give en indvirkning på de forbipasserende, uden at de nødvendigvis skal finde ud af, hvem afsenderen er. Man kunne sådan set også tro, at plakaterne bare var en reklame, men man finder jo i så fald aldrig ud af, hvad det er en reklame for. I modsætning til f.eks. de andre reklameplakater, hvor der er en tydelig afsender på dem alle sammen. Der kan være noget fascinerende i at gå og kigge på reklamer, fordi de også udfolder en eller anden form for visualitet eller en slags kommerciel kunst. Der er altid en form for tanke gemt i den måde, de meddeler sig på, men så gøres der som regel også opmærksom på, hvad de gerne vil relateres til.

Det væsentligste udsagn i dette værk er udsagnet “Det her er dig - en resonanskasse stående oprejst i rummet”. Det er vi jo alle sammen - resonanskasser. Hvis vi ikke havde en krop, havde vi jo ikke nogen stemme, og hvis vi ikke havde nogen stemme, så kunne vi ikke ytre os overhovedet, vi kunne ikke udsige noget. Så kroppen er så at sige fundamentet for, at du overhovedet kan meddele dig til andre i verden. Hvis du nu bare var et skelet, så kunne du f.eks. ikke lave lyd. Så grundlæggende socialt set og i denne situation i forhold til udsigelsessituationen, så er kroppen en resonanskasse, og hvis den ikke var det, så kunne man heller ikke have et sprog, fordi sproget så at sige starter som en lyd og så senere bliver fonetisk, og man kan skrive det ned. Det er netop denne sætning, som egentlig skal give anledning til, at beskueren stiller spørgsmål til hans eller hendes egen væren her, og hvordan man egentlig udfolder sig eksistentielt i det her rum - og hvad det egentlig er for noget, der møder en i et rum som det her. Og det er på den måde, jeg betegner det for eksistentiel konfrontationsdigtning, fordi det konfronterer beskueren til at stille spørgsmålstegn ved vedkommendes grundeksistens. Ligesom når du læser reklamen på den modsatte væg, så er du jo resonansbunden, du er en lydforstærker for reklamen, for at reklamen så at sige overhovedet kan udfolde sig. Det er kun fordi, du er i rummet, at reklamen har et udsagn, og i mit eget værk kommenterer jeg også denne situation, for den er også til stede herovre. Reklameplakaterne benytter sig af, at du skal igennem her, så på den måde intimiderer de også den forbipasserende. Det er det, jeg har undersøgt - hvad er det, du er, når du står og læser de her ting i rummet. Det handler om kommunikationen med og relationen til andre, eller forholdet imellem disse. Den tilfældige forbipasserende skal kunne skrive det ind i sit eget liv eller lige i den tid, vedkommende er her på stationen, og så måske tage det med og tænke over det.


Thorgej Steen Hansen: Uden titel (gentagelse på gentagelse/akkumulation/rød, blå, grøn, sort og gul) (installation view). A4 tegninger, kuglepen på papir og bemalede lægter, akryl på træ. Udstillingsstedet Sydhavn Station, 2014. Foto: Torben Petersen.

Vil du uddybe, hvordan denne udstilling forholder sig til din musikalske interesse og din pladesamling, som det har været tilfældet i dine tidligere værker og udstillinger?

Min pladesamling har været et konkret omdrejningspunkt for hele mit kunstneriske virke indtil nu, men denne gang ville jeg have værkerne til at stå alene, jeg havde lyst til at at manifestere tingene uden min pladesamling, i deres egen ret. Herinde i Sydhavn Stations egentlige udstillingsrum ser vi installationen “Uden titel (gentagelse på gentagelse/akkumulation/rød, blå, grøn, sort og gul)”, som består af de her stribede lægter og tegninger i forskellige variationer. Jeg valgte fra start, at det skulle være de her “rytmestænger”, der skulle binde denne udstilling sammen med de ting, jeg har lavet før. Først havde jeg givet disse bemalede lægter titlen “Rhythm Sticks”, men oversat til dansk bliver det en “rytmestang”. I gamle dage brugte dirigenter en taktstok, når de skule slå takten for orkestret, så når man hørte violinerne, så kunne man samtidig høre sådan en stor tung metalstok, som dirigenten stod og hamrede ned i gulvet for at de kunne holde den rigtige rytme. Men jeg kalder de her stænger for rytmestænger, fordi de har det her stribemønster, som man så kan lave variationer over. Man kan sige, at de rent visuelt fungerer lidt ligesom et klaverhulkort. Hulkortet havde jo sådan set en visuel rytme i sig selv, inden man stoppede det ind i den her rulle i klaveret, hvor det så fik tangenterne til at bevæge sig. Så mine rytmestænger fungerer lidt på samme måde i forestillingen om, at det kunne afgive en visuel rytme for den, der kigger på det. Jeg har ligeledes arbejdet mere og mere med, at mine værker skal fungere som en slags visuel form for partitur, hvor beskueren kan gå ind i dem, og så kan vedkommende afspille den her visualitet for sig selv, ligesom et musikstykke.

De første rytmestænger, jeg lavede, relaterede sig til de musikgenrer, som min pladesamling primært rummer - f.eks. reggae, repræsenteret i farverne rød, gul og grøn, anarcho-punk i farverne rød og sort, eller heavymetal, som repræsenteres af farverne sort, hvid og rød. Disse farvekombinationer er ofte til stede i mange pladercovers inden for de enkelte genrer. Men til denne udstilling valgte jeg at fjerne denne konkrete musikreference fra rytmestængerne, fordi jeg netop mener, at de kan stå alene. Her bliver de i stedet en del af installationen sammen med tegningerne. I udstillingen ser man faktisk også kun tre værker - når jeg tidligere har lavet disse rytmestænger, så har hver enkelt af dem været et værk i sig selv, men det er de ikke her.


Thorgej Steen Hansen: Uden titel (gentagelse på gentagelse/akkumulation/rød, blå, grøn, sort og gul), (installation view), Udstillingsstedet Sydhavn Station, 2014. Foto: Lea Nielsen.

I installationens titel refererer jeg til begrebet akkumulation. Akkumulation ment som det, der bliver føjet til, eller som bliver maksimeret hele tiden. Det repræsenteres i det system, jeg har valgt her i udstillingen. Jeg har i mine tegninger lavet de her fem grundformationer, som hver især har fire prikker i sig, som danner forskellige former eller retninger - f.eks. en diamantform, et kvadrat, en skrå streg osv. Så har jeg valgt fire farver, som er de fire farver, man kan få Bic-kuglepenne i. Farverne kører rundt i tre forskellige kombinationsmuligheder. F.eks. den samme farve gentaget tre gange i tegningen og så en enkelt i en anden farve, som kommer til at stå ud fra resten. Egentlig kunne man lave en animationsfilm over dem, fordi der er et system i form- og farvekombinationerne, men her i rummet har jeg valgt at hænge dem tilfældigt op. Der er altså et bestemt antal tegninger i forhold til de kombinationsmuligheder, der er. Men samtidig er der ikke nogen af de her tegninger, der er ens, da jeg har udført dem i fri hånd. Der er så mange af dem, at de ser fuldstændig ens ud, men hvis man går tæt på, ser man en masse variationer fra tegning til tegning. Men der er også en bevægelse i det, altså det her med at de afgiver en rytme i forhold til, hvordan du bevæger dig i rummet. Hvis du f.eks. havde en fast lydkilde et eller andet sted i rummet, så ville lyden jo også ændre sig, alt efter hvor du befandt dig i forhold til den. Du kan have en bevægelse rundt i installationen, hvor du skaber din egen rytme i forhold til værkerne.  

Der er det her repetitive og meditative over det - hvordan har processen været? Har du f.eks. hørt musik undervejs, når du har lavet tegningerne?

De er faktisk lavet i fuldstændig stilhed. Og jeg har siddet i nogle tidsintervaller og lavet dem. I starten sad jeg også og arbejdede for længe med dem, så jeg faktisk fik seneskedehindebetændelse i min arm. Men så fandt jeg en specielt teknik, hvor jeg brugte hele armen, når jeg satte stregerne, i stedet for kun at bruge håndleddet, og på den måde afhjalp jeg så at det kom igen. Af samme grund kan man også se forskelle i måden, tegningerne er udført på - da jeg kun brugte håndleddet, gav det et “svung” i stregens bevægelse, så nogle af dem tenderer til at være næsten cirkulære, men når jeg brugte hele armen, så gav det en meget mere lige bevægelse. 

Der kommer den her lukkethed ned omkring situationen, og det er ligesom defineret, hvad det er, jeg skal lave. Det er jo ikke automattegninger, men derimod systemtegninger, men der kommer selvfølgelig det der punkt, hvor man sidder og bliver opslugt af selve aktiviteten, hvor eksistensen bare bliver den eksistens, der sidder og laver de her tegninger. Tegningerne bliver formålet i sig selv. Jeg synes selv, at når man kigger på dem, så vil man også kunne se, hvad det egentlig er for en aktivitet, der er blevet udført. Det handler også om tid - tiden er til stede. Tid som begreb er også et tema i mit systemdigt udenfor for dem der går forbi, men herinde er det så bare en anden slags tid. Man kan sige, at det er en ikke-funktionelt bestemt aktivitet, i hvert fald ikke samfundsmæssigt set - eller, jo, kunst er det, men det er ikke formålsbestemt i samme grad som mange andre ting. 

Det, der er incitamentet til at udføre værkerne, er også idéen om gentagelsen eller forskydningerne, og det er også derfor, jeg har det her lidt tilfældige aspekt med inde i det - jeg ved ikke, hvor mange streger der er i alt, og hvordan de falder og den slags, og jeg har også bare hængt dem tilfældigt op, så der på den måde også kommer en lidt psykedelisk oplevelse af det. Hvis du f.eks. bevæger dig henimod punkterne i tegningerne, så begynder det at flimre for øjnene, jo tættere du kommer på dem. På den måde bliver hvert eneste punkt nærværende og fungerer næsten som et forsvindingspunkt. Det ser man f.eks. tydeligt i en af tegningerne, hvor der nærmest er en horisontallinje, og når man så kommer tæt på begynder det at flimre, næsten som om man kunne bevæge sig ud på den anden side af det. Der er jo ikke nogen anden side, men på en måde bliver man vist tilbage til sig selv - det er jo ikke tegningen, der flimrer, men øjnene eller synet, der gør det - på den måde viser det tilbage til den faktor, som vi selv er. Ligesom i digtet, hvor kroppen bliver refereret til som en resonanskasse - herinde er kroppen også en faktor i værket, og det er øjnene, der ser og skaber den her optiske psykedeliske oplevelse i værket. Når man kommer ind, ser man det jo som sådan en massiv repetition, og man kan hurtigt sige, at det jo bare er det samme og det samme og det samme. Men for mig kan hver enkelt tegning tåle at blive set på og blive isoleret fra helheden, samtidig med at de spiller sammen. De er hver en tone for sig - de har hver deres berettigelse. 

Jeg tænker også i forhold til det der med tidslighed at - hvis nu vi siger, at du har lavet en af de her tegninger kl. 15.02 d. 4. september, så er det ikke et tilfældigt tidsrum, den er udført i.

Ja, og det er lidt ligesom hvis man optager en lyd - der er jo en bestemt tid i det i hver enkelt af de tegninger her, eller den tid, jeg udførte dem i. Man kan ikke afspille det, men det er rigtigt nok i tanken om, at det rum, jeg har været i, som forestilling på en måde også er til stede i de her tegninger. 

Det er jo også lidt det magiske i det - altså, magien i de her tegninger som kunstværker er opsummeringen af noget, der passerer lige i det øjeblik, du vælger at sætte den første streg. Og to minutter efter kunne du jo ikke have lavet den samme tegning. 

Nej, og f.eks. kan man se i tegningerne, at selvom det er den samme formation, så er det jo slet ikke den samme tone, de har. F.eks. er én tegning meget mere skinger i sit udtryk og vibrerer meget mere, mens en anden er meget mere bastant. Det er også derfor, at jeg relaterer det lidt til lyd. Ligesom hvis du slår en triangel an, så kommer der forskellige toner ud, alt efter hvor og hvordan du slår på den. Og man kan se på stregerne som nogle vibrationer, der strømmer ud fra punkterne i tegningerne. Ligesom et stillbillede af fire lydkilder, der bevæger sig. 

Man kan sige, at selvom jeg relaterer meget af min kunst til min pladesamling eller til musik og lyd generelt set, og at denne interesse ikke viser sig fysisk til stede her, som den har gjort på mine tidligere udstillinger, så er værkerne på denne udstilling alligevel et resultat af min interesse for lyd og mødet imellem min pladesamling og den kunst jeg laver. Hvor det her mere er en komposition jeg har lavet på mine præmisser eller på kunstens præmisser. Men udstillingen er stadigvæk vokset ud af min pladesamling, og det at jeg relaterer mine ting til lyd. 

Men der kan man også sætte paralleller til den tendens, at nogle kunstnere til dels griber fat i et måske lidt tilfældigt interessepunkt i noget, der ligger uden for dem selv, og så begynder at lave kunst om dét. Lad os sige i en samtidskunstners funktion som pseudo-videnskabsmand eller i undersøgelsen af noget metafysisk. Der synes jeg på mange måder, at det er meget mere jordnært og personligt at tage udgangspunkt i så naturlig en interesse som f.eks. musik er. Det kender jeg jo også fra mig selv, hvor jeg betragter musik som en vigtig faktor af min egen identitetsdannelse.

Ja, og sådan er det helt sikkert også i mit tilfælde. Meget af det musik, jeg har i min pladesamling, er jo noget, som har fulgt mig i mange år, også før jeg overhovedet begyndte at interessere mig for kunst. Så når jeg afspiller musikken, så rummer det meget mere end bare den musik, der kommer ud af højtaleren. 

I mit tidligere projekt Non-Shop-Records har jeg gerne villet pege på det, jeg synes, der er i min pladesamling - at det er mere end musik. Jeg ‘bladrer’ også tit i min pladesamling, så pladerne på en måde fungerer som en billedbase, jeg browser igennem, og det har jeg egentlig gjort, lige siden jeg flyttede pladesamlingen op i mit atelier, da jeg gik på kunstakademiet, fordi der ikke var plads til den hjemme i lejligheden. Når jeg så har brug for at finde inspiration, så bladrer jeg igennem den, ligesom hvis jeg bare skulle finde en plade, jeg ville sætte på pladespilleren, men finder så i stedet en fed plade, som jeg har lyst til at lave en tegning over. Selvfølgelig skal musikken være noget, jeg gider at lytte til, men jeg er lige så interesseret i det sprog, som covers’ene taler. Desuden fandt jeg også ud af, at kunsthistorien helt tilbage fra hulemalerierne og op til den nyeste samtidskunst var punktmæssigt repræsenteret i min pladesamling - Andy Warhol, Dalí, konceptuel kunst, minimalisme, Bauhaus-kunstnere - lige pludselig kunne jeg også læse min interesse for kunst tilbage i min pladesamling, således at de to interesseområder ligesom begyndte at interagere. 



Thorgej Steen Hansen: Uden titel (gentagelse på gentagelse/akkumulation/rød, blå, grøn, sort og gul) (detail), Udstillingsstedet Sydhavn Station, 2014. Foto: Lea Nielsen.

Den gule farve er også repræsenteret her i rummet, men den står lidt for sig selv i form af nogle monokromer - hvordan kan det være? 

Ja, det er jo lidt det, der ligger i akkumulation - den her mer-skabelse. Hvis man f.eks. tager denne her gule kuglepen og kører den ind i de blå, røde, grønne og sorte formationer, således at der er fem farver, der kører, så vil det sige, at der hele tiden er en farve, der bliver skrevet ud. Man kan køre den gule ind i alle de her formationer, men hvis du så gør det på de her tre kombinationsmuligheder, som jeg har valgt, så femdobler du antallet af muligheder og dermed også tegninger. Så i stedet for at have syvhundrede-og-et-eller-andet, så får du 3500 tegninger eller sådan noget. Men det er heller ikke matematikken i det, der interesserer mig, det er selve ophobningen. Altså, hvad ville det sige, hvis man havde en meget større væg og man kunne fylde den ud, og man også havde den gule farve med i formationerne, ville det så være radikalt forskelligt fra det her? Det ville det måske ikke, men det ville alligevel have en anden karakter i rummet. F.eks. hvis nogle kom rigtig højt op, hvor man næsten ikke kunne se dem, eller hvis den gule, som næsten ikke er til at se på afstand, blev skrevet ind i det, så ville det næsten virke som om at der ikke var noget i forhold til de andre farver. Så den ville også sætte en helt klar visuel forskel og en helt ny tone ind i det, og så ville det blive et helt andet værk, kan man sige. Men fordi de gule ikke er brugt i kombination med de andre farver, og fordi jeg har valgt at hænge de her fem gule monokromer for sig selv i udstillingsrummet, så står de også som nogle rene toner, som bare står og vibrerer for sig selv på væggen. Men samtidig peger de også ned på de andre monokromer, og på den måde kan publikum så selv lave bevægelsen - hvad ville der ske, hvis man lavede kombinationen? Mange, som kommer ind, ser måske heller ikke den der kombinatorik, der er i det, men hvis man bruger tid på det, vil man kunne se det. Det er også derfor, jeg har sat det op i tilfældig orden, for at det skal spille - det skal ikke pege på selve systemet, for så ville det bare blive en kombinatorik i matematisk forstand, mens jeg mere er interesseret i den psykedeliske eller hypnotiske virkning, det vil give. 

Hvis man lytter til minimalistisk musik af f.eks. Steve Reich eller Terry Riley, hører man, at det kører med interferens - dvs. at når man kører tonerne op imod hinanden, så kommer der det her spektrum, som man ikke kan kontrollere. Det vil sige, at der også er en tilfældighedsfaktor i det, og at stykket får sin egen udvikling. Du ved godt, at det sker, men du er ikke helt klar over, hvad resultatet bliver. Derfor rammer du næste gang måske ikke helt præcist det tidspunkt eller lige den der lyd, og så opstår der nogle andre interferenser. Det er lidt den samme teknik, jeg har prøvet at anvende her ved f.eks. at gøre opsætningen af tegningerne lidt tilfældig. 

En af grundene til, at jeg også interesserer mig for minimalisme, konkret kunst og den abstrakt-reduktive kunst, er, at man er fælles om nogle standarder eller nogle former. Det handler ikke så meget om hvem, der finder på dem, de er der bare, og de er der ikke kun i vores kultur. Jeg kan meget godt lide det der multikulturelle, der er i det, og at det er noget, mennesker altid har skabt. Hos f.eks. aboriginals finder du også de her repetitionsmønstre, som også repræsenterer en eller anden livsrytme eller en lyd eller en del af et ritual, og på den måde kan dette også sættes i sammenhæng med at f.eks. minimalistiske kunstnere så at sige har et område, der er fælles. De her stænger har jo også referencer til en hel masse lignende kunst. Altså, det der med, at man stiller en stang op ad væggen - det er jo ikke noget, der er unikt for mig. Men det er mere det, at alle kan gå ind og bruge det, og så kan man gøre det ud af det, man nu vil. Ligesom toner - der er ikke et ubegrænset antal toner tilgængeligt for musikken, der er et vist register eller en pitch, men alle de lyde er jo tilgængelige for alle dem, der arbejder med lyd. Og ligesom inden for den her abstrakte reduktionisme eller minimalismen, der er man fælles om nogle grundformer, og forskellen ligger egentlig i de aktiviteter, man gør med dem - man kan lave fællesværker eller individuelle værker, men man er fælles om vokubularet. Så alle kan byde ind på området.


Thorgej Steen Hansen: Uden titel (tiden der står stille) (installation view). Vægur, bemalet lægte, akryl på træ, A4 tegning, tusch på papir. Udstillingsstedet Sydhavn Station, 2014. Foto: Lea Nielsen.

Jeg har altid syntes, at det sidste lille rum her på Sydhavn Station var vanskeligt, fordi det er så småt. Hvis man f.eks. hænger tegninger op på væggene derinde, så kan man ikke komme nok på afstand af dem til at kunne se dem ordentligt. Men jeg ville gerne have den her installatoriske 1-2-3-bevægelse i udstillingen og kunne således ikke undgå at bruge rummet. Og når man så har sagt 1-2-3, så kan man selv fortsætte, så den dialektiske bevægelse bliver ligesom sat i gang, og på den måde peger man på, at bevægelsen sådan set kunne fortsætte. Bevægelsen fortsætter jo også i hver enkelt person, der ser værkerne. Men så fandt jeg også hurtigt ud af, at dette rum på en måde skulle binde udstillingen sammen. F.eks. har du rytmestangen i farverne sort, hvid og grå, som jeg tidligere har haft med på en gruppeudstilling. Men her får den lov til at stå for sig selv, lidt ligesom en fetich eller lidt totem-agtigt, idet at du ikke kan gå ind i rummet, fordi der er glas for indgangen, så rummet også fungerer lidt ligesom en montre. I dette rum repræsenteres det med tiden også, idet man ser sætningen “Det her er tiden der står stille” skrevet på et stykke A4, samt et ur, som egentlig går til tiden, men der er ikke nogen sekundviser på. Man bruger sådan ca. 8-10 sekunder på at aflæse et kunstværk, og således vil folk aflæse dette rum uden rent faktisk at opdage, at tiden flytter sig. Og fordi du ikke kan gå ind i dette rum, så er der heller ikke nogen menneskelig tid herinde. Vi står og kigger på det, men der er ikke noget liv inde i rummet. Udenfor er der f.eks. hele tiden nogen, der går forbi. Men det her er lidt ligesom en osteklokke. 

Tak. 

Thorgej Steen Hansen: Det her er gentagelse på gentagelse og (installation view), Udstillingsstedet Sydhavn Station, 2014. Foto: Lea Nielsen.

Thorgej Steen Hansen: Det her er gentagelse på gentagelse og (installation view), Udstillingsstedet Sydhavn Station, 2014. Foto: Torben Petersen.

Thorgej Steen Hansen: Uden titel (Det her er), 2014, 15 plakater, offset på papir og bemalede lægter, akryl på træ. Foto: Torben Petersen.

Thorgej Steen Hansen: Det her er gentagelse på gentagelse og (installation view), Udstillingsstedet Sydhavn Station, 2014. Foto: Jens Axel Beck.

Thorgej Steen Hansen: Uden titel (Det her er) (detail), 2014, 15 plakater, offset på papir og bemalede lægter, akryl på træ. Foto: Jens Axel Beck.

Thorgej Steen Hansen: Det her er gentagelse på gentagelse og (installation view), Udstillingsstedet Sydhavn Station, 2014. Foto: Torben Petersen.

Thorgej Steen Hansen: Uden titel (gentagelse på gentagelse/akkumulation/rød, blå, grøn, sort og gul) (installation view), 2014, A4 tegninger, kuglepen på papir og bemalede lægter, akryl på træ. Foto: Torben Petersen.

Thorgej Steen Hansen: Uden titel (gentagelse på gentagelse/akkumulation/rød, blå, grøn, sort og gul) (installation view), 2014. Foto: Lea Nielsen.

Thorgej Steen Hansen: Uden titel (gentagelse på gentagelse/akkumulation/rød, blå, grøn, sort og gul) (detail) , 2014. Foto: Jens Axel Beck.

Thorgej Steen Hansen: Uden titel (gentagelse på gentagelse/ akkumulation/rød, blå, grøn, sort og gul) (detail) , 2014. Foto: Lea Nielsen.

Thorgej Steen Hansen: Uden titel (gentagelse på gentagelse/ akkumulation/rød, blå, grøn, sort og gul) (installation view), 2014. Foto: Torben Petersen.

Thorgej Steen Hansen: Uden titel (gentagelse på gentagelse/akkumulation/rød, blå, grøn, sort og gul), 2014. Foto: Lea Nielsen.

Thorgej Steen Hansen: Uden titel (gentagelse på gentagelse/ akkumulation/rød, blå, grøn, sort og gul) (detail), 2014. Foto: Lea Nielsen.

Thorgej Steen Hansen: Uden titel (gentagelse på gentagelse/akkumulation/rød, blå, grøn, sort og gul) (detail), 2014. Foto: Jens Axel Beck.

Thorgej Steen Hansen: Uden titel (gentagelse på gentagelse/akkumulation/ rød, blå, grøn, sort og gul) (detail), 2014. Foto: Lea Nielsen.

Thorgej Steen Hansen: Uden titel (gentagelse på gentagelse/akkumulation/rød, blå, grøn, sort og gul) (detail), 2014. Foto: Lea Nielsen.

Thorgej Steen Hansen: Uden titel (gentagelse på gentagelse/akkumulation/rød, blå, grøn, sort og gul) (detail), 2014. Foto: Lea Nielsen.

Thorgej Steen Hansen: Uden titel (gentagelse på gentagelse/akkumulation/rød, blå, grøn, sort og gul) (detail), 2014. Foto: Lea Nielsen.

Thorgej Steen Hansen: Uden titel (gentagelse på gentagelse/ akkumulation/rød, blå, grøn, sort og gul) (detail), 2014. Foto: Lea Nielsen.

Thorgej Steen Hansen: Det her er gentagelse på gentagelse og (installation view), Udstillingsstedet Sydhavn Station, 2014. Foto: Lea Nielsen.

Thorgej Steen Hansen: Uden titel (tiden der står stille) (detail), 2014, Vægur, bemalet lægte, akryl på træ, A4 tegning, tusch på papir. Foto: Jens Axel Beck.

Skriv kommentar



Roskide Højskole
Kunsthøjskolen på Ærø
Kunstskolen Spektrum
Københavns Kunstskole
Boesner kunstnerartikler
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net