Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
10.09.2018 INTERVIEW
Christian Falsnaes

Christian Falsnaes Foto: Torben Zenth.

'På en måde er det jo fake' - Christian Falsnaes @ Andersen's

Christian Falsnaes har pt. sin første galleri udstilling i Danmark, nemlig på Andersen’s i Amaliegade, hvor Falsnaes’ seneste værk ICON vises. Værket er i to dele så at sige, sådan at en del er en video, der vises i et rum for sig. Her ser man hvad begynder som en klassisk kunst-dokumentar, men som hurtigt tager en drejning da vi ser en fernisering hvor publikum spontant og begejstede ødelægger de udstillede værker. Til sidst afsløres det, at Christian Falsnaes hele tiden har haft kontrol over begivenhederne, og at hele scenen er instrueret.

I det andet rum ser vi hvad der kunne ligne en almindelig 'objekter og efterladenskaber fra den performance der foregik på ferniseringen'-udstilling, men man kommer alligevel i tvivl, for er det ikke resterne af det der foregik på videoen, som var et andet sted?

Christian Falsnaes (1980), dimitteret fra Akademie der bildenden Künste, Wien i 2011 og har en meget lang række udstillinger bag sig internationalt.

Vi fik mulighed for at møde Christian Falsnaes fredagen efter ICON åbnede i Amaliegade.

AF Patricia Stokholm, Torben Zenth

ANDERSEN'S
ICON
Christian Falsnaes
30.08.2018 - 06.10.2018

Vil du starte med at fortælle lidt om din vej frem til at blive kunster?

Jeg er jo fra København oprindeligt, jeg er opvokset her. Da jeg var 19-20 år prøvede jeg et par gang at komme ind på Kunstakademiet i København, men jeg havde aldrig held med det. Så begyndte jeg at lave ting for mig selv med nogle af mine venner, især nogen folk fra grafitti-miljøet i København, som på det tidspunkt begyndte at lave lidt mere eksperimenterende ting. Vi lavede nogle performances i et S-tog, lavede en udstilling i en baggård og sådan nogle ting. Jeg blev inviteret af Søren Berner, som jeg lavede en masse performances sammen med på det tidspunkt, til at optræde i et besat hus i Zürich. Jeg endte med at blive hængende i Zürich i to år og rejste rundt med den gruppe jeg boede med og lavede performances og udstillinger.

Da jeg havde været der i et par år havde vi ikke længere et hus at bo i, og jeg var i Schweiz uden opholdstilladelse eller job. Så jeg begyndte at tænke over hvor jeg kunne tage hen i stedet for. Og så var jeg begyndt at lære noget tysk og det var ret tilfældigt at jeg besluttede mig for at tage til Wien og kom ind på akademiet med det samme der. Jeg blev syv år i Wien og gik på akademiet og det var der jeg begyndte at udvikle min metode. Værker der involverer publikum og alle de der ting. Derefter flyttede jeg til Berlin og har boet der de sidste 5-6 år.

Kan du sige noget om hvorfor det lige var Tyskland du slog igennem i?

Jeg blev repræsenteret af et galleri i Berlin som hjalp mig en hel del, så det har  formentlig spillet en rolle. Samtidig er der en diskurs i Tyskland, hvor folk  tager kunsten ret seriøst og samtidig også er meget kritiske overfor den kunst der bliver præsenteret.  Der er en forestilling om at kunst er vigtigt. Kunst er ikke bare en fritidsting, det er noget der er vigtigt for samfundet. Så selv hvis man har en udstilling på et lille Kunstverein i en eller anden provins, så er der et dannet publikum, som kan huske den gang de så Beuys første gang og som rigtig gerne vil diskutere. 

Så hele det politiske aspekt af min kunst og den der beskæftigen sig med hierarkier, manipulation og autoritære tendenser osv. har der har været en åbenhed overfor at diskutere i Tyskland. Så de værker jeg viste da jeg flyttede til Berlin blev hurtigt diskuteret ret meget. Både positivt og negativt, kan man sige, men de fik i hvert fald opmærksomhed.

Hvordan har du udviklet din metode?

Oprindelig var det sådan at jeg begyndte at lave nogle performances og det var mest noget med at jeg stod foran publikum og lavede et eller andet. Og så havde jeg nogle idéer til nogle lidt større og mere komplekse ting, hvor jeg skulle bruge 10-20 performere. Jeg havde meget svært ved at finde 20 folk der gad at være med i en performance - jeg havde ikke råd til at betale nogen for det på det tidspunkt. De fleste af mine venner gad ikke at lave performance på akademiet.

På et tidspunkt havde jeg den dér idé med at der jo allerede er 50-100 mennesker i rummet. Så hvorfor kan jeg ikke prøve på at få dem til at lave en performance? Jeg kan huske at jeg sammen med Søren Berner lavede en performance i Wien hvor vi brugte publikum som materiale til at lave installationer med, som vi performede i. Så vi havde allerede eksperimenteret lidt med at involvere publikum. Da jeg så begyndte at arbejde mere med det, kunne jeg jo godt se at jeg blev nødt til ikke kun at tænke over en komposition eller en performance, men også hvordan får jeg folk til det, hvordan får jeg overtalt dem, hvordan kan jeg på en eller anden måde manipulere folk til at gide at være med i min performance?

Da jeg begyndte at arbejde med det fandt jeg hurtigt ud af, at den relation der opstår mellem mig og publikum, når jeg får dem kastet ud i en performance,  måske er mere interessant end den komposition eller hvad det er jeg har udtænkt på forhånd. Så var der  pludselig en masse ting der væltede frem, som jeg syntes var super spændende, og super problematiske og svære at arbejde med, men hvor jeg kunne se, at der er et eller andet, som ikke er blevet bearbejdet på den måde før. Noget som også handler om magt, manipulation, undertrykkelse og om publikums frihed. Nogle ret store spørgsmål der pludselig kom ud af det relativt simple greb.

Jeg vidste jo hele tiden at det ikke havde så meget at gøre med min personlighed, eller at jeg er en speciel karismatisk guru eller sådan noget. Det handler om at der på den ene side er kunstrummet som giver mig en autoritet, og at jeg så bruger nogle helt bestemte metoder og greb; benytter den autoritet på en bestemt måde.

Grunden til at publikum gør hvad de får besked på, er netop - og det er ret vigtigt for mig at sige  - fordi folk kommer på et museum eller et galleri for at opleve kunst, og jeg står og siger til dem ”okay, det jeg laver det er kunst, men det kræver at vi tager det næste skridt”. Så det er jo ikke fordi folk er dumme eller lader sig manipulere uanset hvad, det er fordi folk grundlæggende accepterer konteksten. Og der er jo altid folk som ikke vil være med, men for de flestes vedkommende er det en bevidst beslutning om at man siger ja til denne her præmis, fordi publikum også er nysgerrige efter at finde ud af hvad det gør ved dem og fordi de gerne vil opleve værket og det er den eneste måde at opleve det på.

Det næste skridt som jeg også synes er ret interessant, er at selv når folk er bevidste omkring, at de står på et museum, og kun gør det her fordi der er en kunstner der har bedt dem om det, så ender det med at have virkelige konsekvenser. De følelser og reaktioner der opstår inderfor den ramme ender med at blive virkelige. Tit er der en gruppedynamik, som får sit eget liv, og som gør at selv om du er bevidst om dine valg ender du pludselig som en del af en situation som du ikke hundrede procent kan kontrollere. Det er altid et spil mellem kontrol og frihed.

Hvordan tænker du over din egen rolle i de ting du sætter op?

Jeg tænker min rolle primært som en form for auteur, som den der har udtænkt rammen. Og i mine værker har jeg jo ofte selv været den, der faciliterede den ramme. Men de sidste 4-5 år er jeg også begyndt på at lave ting hvor min egen tilstedeværelse ikke er nødvendig, hvor jeg uddelegerer den rolle til andre, eller udtænker systemer hvor der fx. er en stemme over høretelefoner eller et eller andet. Min egen tilstedeværelse er ikke nødvendigvis en betingelse for at værket kan eksistere, men det er mig der udtænker de situationer der opstår. Det er også derfor jeg ser det som mit værk, selvom det bliver udført af publikum.

Hvad er der sket inde i udstillingsrummet?

Rummet derinde er en del af en udstilling jeg kuraterede på Kaiser Wilhelm Museum i Tyskland med værker fra deres samling. Der er tale om værker af mandlige kunstnere fra 30’erne frem til 60’erne, som alle  på en eller anden måde har formuleret et radikalt nyt greb i deres kunst. Som på en eller anden måde også har angrebet det traditionelle værk-begreb og som alle sammen selv er blevet ikoniseret og endt som en del af kunsthistorien. Yves Klein, Lucio Fontana, Bruce Nauman osv.

Jeg kuraterede den udstilling og optog den film man ser her, med det publikum der dukkede op til ferniseringen på udstillingen. På videoen ser man et ferniseringspublikum som fuldstændig tager kontrollen over udstillingen og smadrer den; overmaler værkerne, saver dem i stykker, river dem itu. Det er der blevet en film ud af, som handler om hvordan selv det radikale greb, mod de radikale kunstnere også selv ender med at blive en del af institutionen og blive optaget i en museumshistorie. 

Det bliver tydeligt i scenen, hvor  den vilde aktion fryser, og så kommer museumsfotografen og dokumenterer det hele. Altså selv det mest radikale angreb på institutionen man kan udtænke, ender med selv at blive en del af den institution den angriber. Og hele den ødelagte udstilling, har vi så fået shippet herop og geninstalleret som udstilling. Vi har prøvet at få udstillingen tilbage til sin oprindelige form så vidt det er muligt i den form værkerne har nu.

Jamen… et Fontana værk?

Jeg gjorde det, at jeg udvalgte værker der rent faktisk findes i samlingen på museet og arbejdede så sammen med restaurationsafdelingen om at skabe så præcise kopier som muligt. Så hele værket, både videoen og udstillingen, handler også om det der mellem hvad der er fake og hvad er virkeligt. Hele publikums overtagelse af museet er jo iscenesat af mig, så på den måde er det jo fake. Men det er stadig på et rigtigt museum med et rigtigt publikum der dukkede op. Og alle værkerne er kopier, altså fakes, men det er værker der rent faktisk findes I museets samling. Og mange af de værker, sjovt nok, bryder jo i forvejen ret meget med værkbegrebet og forestillingen om autencitet, om det originale værk. Det Reiner Ruthenbeck værk som består af tusind stykker sort krøllet papir der er lagt i en bunke, f.eks. Eller netop Fontana som bare er et hvidt lærred der er skåret en flænge i. Det er jo ting som i forvejen har brudt med hvad et originalt værk kan være.

Der er mange lag, underlige mellemting mellem hvad der er iscenesat og hvad der er rigtigt. Filmen er jo iscenesat på en måde, hvor når folk går i gang med at smadre udstillingen, ser det ud som om det er en spontan beslutning. Men senest der hvor det fryser og senere hvor man kigger bag kameraet og ser at jeg har stået der hele tiden og instrueret, bliver det jo klart for en at den aktion, den autentiske performance, også er et konstrueret billede som er lavet for et kamera.

Det fører også tilbage til den udvikling performancekunsten i det hele taget har taget. At mange af de der ikoniske performance-værker vi kender fra 60’erne, det er jo nogle som har foregået på et eller andet tidspunkt i et eller andet baglokale eller i et project space og så senere har de fundet ud af at det er et vigtigt værk og så har de genopsat deres performance foran et kamera, Det er tit og ofte de billeder som vi kender fra kunstbøger eller museums-samlinger. Og hele den der forestilling om en objektiv og autentisk performance dokumentation stiller jeg  spørgsmål ved. For hvis der er et kamera og alle er bevidste om kameraet, så er der allerede tale om en konstrueret situation. Derfor er der også et element af selvkritik i denne her udstilling. 

Over for hele det kontruerede i det?..

I mange af de videoer jeg har lavet, har jeg set kameraet som en integreret del af aktionen. Jeg har brugt kameraet i performancen som en form for autoritet overfor publikum. Vi iscenesætter noget foran kameraet, og derfor har jeg kunnet få publikum til at gøre ting de normalt ikke ville.

Jeg har hele tiden været bevidst om den kontruktion, men jeg har kunne se, at der har været en forestilling om en 'autentisk reaktion' på en eller anden måde, og som jeg med det her værk har villet iscenesætte endnu mere tydeligt og mere bevidst.

Men også en selvkritik i forhold til at det tyske museum inviterer mig til at komme og lave en solo-udstilling og vil kontektualisere mig i forbindelse med deres historie, fordi de har været ret tidlige med at udstille Joseph Beuys, Franz Erhard Walther og nogle af de kunstnere som har været de første til at lave social practice og participatorisk kunst osv.

Det har jeg følt at jeg blev nødt til på en eller anden måde at arbejde med. Selvom det selvfølgelig er en stor ære at de ville sætte mig ind i den historie, så kan jeg ikke bare én til én acceptere at jeg bliver den næste hvide mandlige kunstner der bliver sat i rækken og ligesom indgår i en naturlig udvikling. Så det var også min måde at prøve at arbejde med den situation på.

Du blev alligevel sat ind i rækken…

Jeg kan jo ikke undslippe det. Men jeg prøver så bare at være bevidst omkring det. Fra jeg begyndte at lave performance har spørgsmålet om maskulin identitet været en del af det. Også fordi jeg har været så inspireret af hele den feministiske performance tradition fra 60’erne, som blev skabt af nogle af mine største forbilleder, kvindelige kunstnere som er pionerer inden for deres felt og bevidst har arbejdet med deres egen identitet I kunsten. Så jeg har fra starten været bevidst omkring min position som hvid mandlig kunstner og prøvet at gøre det til en integreret del af min praksis. Hele det der tema omkring magt og autoritet osv. har også været en måde at prøve at synliggøre en bestemt mandlig magtposition.  Selvom Museet I Krefeld også har kvindelige kunstnere i deres samling, så var alle de kunstnere de nævnte og satte mig i forbindelse med, alle sammen mænd. Det blev ret hurtigt klart for mig, at jeg laver en udstilling med mandlige kunstnere, som så kan blive angrebet. 

Hvad kan du sige om drivkraften idet du laver… hvad vil du betegne som dine vigtigste temaer?

Det er meget svært at sige hvad der får en til at lave de ting man gør? Der ryger man jo lynhurtigt ind i noget psykologi og sådan nogle ting som er meget svært selv at sige noget om. Men jeg tror at et drive der altid har ligget i mig, helt tilbage fra jeg malede grafitti og begyndte at lave de første kunstrelaterede ting, har været en skepsis over for systemer. Jeg har altid kigget på, hvordan tingene fungerede og prøvet at spørge hvad der ville ske, hvis de fungerede på en anden måde. Hvordan kan man prøve at rykke eller ændre ved det? Og meget af den kunst jeg laver handler om at kigge på den konstruktion der allerede er til stede og så tænke over hvordan jeg kan forandre den. 

Det er også derfor jeg tit har kigget mindre på værkerne i sig selv, men mere på den sociale kontruktion der er omkring dem. Ferniseringerne, kunstmesserne, galleristerne, kuratorene, alt det der er udenom kunsten, men som for mig at se er en ligeså integreret del af den måde, vi ser kunst på, som de værker, der rent faktisk bliver udstillet. Så det er derfor jeg altid har prøvet at integrere de elementer i mine værker.

'What If'; hvad ville der ske hvis folk lige pludselig ikke respekterede de sociale koder for et museumsbesøg?

Tak

Christian Falsnaes, Andersen's, ICON

Christian Falsnaes: ICON (installation view), 2018. Foto: Morten Jacobsen.

Christian Falsnaes, Andersen's, ICON

Christian Falsnaes: ICON (installation view), 2018. Foto: Morten Jacobsen.

Christian Falsnaes, Andersen's, ICON

Christian Falsnaes: ICON (installation view), 2018. Foto: Morten Jacobsen.

Christian Falsnaes, Andersen's, ICON

Christian Falsnaes: ICON (installation view), 2016. Foto: Morten Jacobsen.

Christian Falsnaes, Andersen's, ICON

Christian Falsnaes: ICON (installation view), 2016. Foto: Morten Jacobsen.

Christian Falsnaes, Andersen's, ICON

Christian Falsnaes: ICON (installation view), 2016. Foto: Morten Jacobsen.

Skriv kommentar



Boesner kunstnerartikler
Kunsthøjskolen på Ærø
Københavns Kunstskole
Kunstskolen Spektrum
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net