Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
31.10.2012 INTERVIEW

Theis Wendt: Swarm, 2012. Installation view. Courtesy: Object this Picture.

Billedet er en protese

En samtale om Theis Wendts værk SWARM og udstillingsrækken Object This Picture med Theis Wendt og kuratorerne Søren Bjørn og Carl Martin Faurby

AF Kopenhagen

Carl Martin Faurby: Søren, kan du ikke sige noget om hvordan konceptet for udstillingsrækken opstod?

Søren Bjørn: Konceptet opstod ud af en fælles interesse for billeder - at billeder fylder mere og mere, og at de hele tiden bruges på nye måder. Både indenfor det kunstneriske felt, men måske i endnu højere grad udenfor. Det var vel starten.

Carl Martin Faurby: Ja. Derfra formede udstillingskonceptet sig som et oplæg til en kunstnerisk udforskning af hvordan billeder bliver brugt i dag. Ikke som en kritik i tråd med ældre kulturteori - billedet som primært fremmedgørende osv. Men med det udgangspunkt at vi er vokset op med billeder som en fuldstændig central del af vores virkelighed og hverdag, og at vi bruger dem som vi bruger alle mulige andre værktøjer i vores hverdag - på godt og ondt.

Søren Bjørn: Fra mit felt, psykologien, ligger den antagelse meget ligefor - at forestilling og praksis er meget tæt forbundne. Derfor er det også oplagt at se på billeder som noget meget konkret og funktionelt. At billedet både som fysisk og mentalt fænomen har konsekvenser for hvordan vi oplever os selv og måden vi er i verden på.

Derudover har det ikke været meningen at lave et oplæg, som kunstnerne så skulle illustrere. Det handler om at skabe en ramme for at lave gode værker - i høj grad ved at tappe ind i deres eksisterende praksis. På den måde kan man også sige, at vi bruger kunstnernes praksis til at skærpe vores interesse for det her felt.

Carl Martin Faurby: Man kan vel også sige, at værkerne ikke kan tages ud af den generelle billedkontekst - de er, så at sige, en del af billedstrømmen. Udstillingsrækken bliver dog en mulighed for at skabe nogle billeder, der forholder sig til deres egen plads i en samtidig billedkontekst. Det var måske håbet om at skabe en kontekst for at opleve billeder i deres nøgenhed, hvor produktion, process og udtryk blev lagt frem. Noget der også kom frem i de udsagn vi bedte kunstnerne om at reagere på, hvor et af dem var at "billeder både peger på, tager del i og skaber kontekster".

Theis, dit værk var det første i udstillingsrækken. Måske kunne du tale lidt om din indgangsvinkel til konceptet?

Theis Wendt: Jeg oplevede at konceptet på mange måder var inspirerende og tilgængeligt i forhold til min praksis, der har ændret sig i takt med den udvikling, som billedmediet har gennemgået. I dag fungerer skærmen nærmest som en protese på kroppen, og billedet bliver hele tiden brugt til at navigere i verden med, frem for at repræsentere noget fiktivt eller fremmed.

Hvis jeg skal tale mere direkte om værket, var ideen at skabe et rum som allerede var indfanget og gennemrepræsenteret for en. Jeg besluttede mig for at bruge spejlet som metafor og med udgangspunkt i, at spejlet er en simultan repræsenterende billedflade - altså et billede som konstant følger med bevægelse over tid og rum. Den effekt har jeg fastlåst så hele rummet spejles, men i ét bestemt perspektiv, som ikke følger med beskuerens bevægelser og rumlige forståelse. Man kan måske kalde det for et "antispejl", eller et billede der er kommet før oplevelsen.

Carl Martin Faurby: Mens jeg passede udstillingen, lagde jeg mærke til at der var meget stor forskel på folks evne til at genkende og filtrere måden billedet var konstrueret på. For eksempel var jeg nødt til at fortælle en ældre kvinde, at det hun så på, var en spejling af rummet. Det, som var meget åbenlyst for mig, kunne hun slet ikke opfange. Ikke mindst fordi produktionsmetoden var fuldstændig fremmed for hende. Der er ganske enkelt bare en kæmpe forskel på den billedsensibilitet, som vores generation og tidligere generationer har og det peger på den følelse af fremmedgjorthed, som ofte opstår med det nye.

Søren Bjørn: Min oplevelse var, at værket fik en form for agens ved at rummet lader til at stå og opleve sig selv uden at have brug for en beskuer. Det kan lede tankerne hen på den måde, som mange virtuelle processer fungerer på i dag.

Carl Martin Faurby: Theis, kan du fortælle lidt om titlen på værket - Swarm?

Theis Wendt: Titlen repræsenterer formløshed, som kontrast til værkets ellers stringente og linære former. Samtidig refererer den til beskueren som det eneste levende i rummet. Det er en måde at pege på beskuerens bevægelighed i det forholdsvis reducerede værk. Sværmen er et interessant billede på hvordan vi bruger billeder til at navigere, og hvordan vi bevæger os som en masse.

Jeg arbejdede i hele processen imod at værket skulle rumme en dialog imellem tre elementer: en total gengivelse af rummet, beskuerens bevægelse og en eller anden form for objekt, som var placeret i rummet og som ikke var gengivet i "antispejlet", eller omvendt: et objekt som var gengivet i "antispejlet" og ikke i det reelle rum. Resultatet blev til et delvist sammenrullet spejlfolie, som både kan forstås som et potentiale, der endnu ikke har udfoldet sig, eller måske allerede har udfoldet sig og nu er færdigt.

Søren Bjørn: Jeg kunne rigtig godt li den måde spejlfolien arbejdede med printet på. Det var som om folien relaterede stærkere til printet end til de reelle vægge. Det ville hellere i dialog med det virtuelle frem for det materielle.

Carl Martin Faurby: Det tror jeg skete i kraft af at folien havde samme farve som printet, fordi spejle bare har denne grønne pigmentering. Derfor så det ud som om folien spejlede printet og hørte til det, men i virkeligheden spejlede den rummet, som man selv stod i.

Søren Bjørn: Ja, men det virkede som om at det rakte ind i et rum, som man ikke rigtig har adgang til.

Samtidig er det interessant for mig at billedfladerne umiddelbart fungerer som rum, på trods af at de ikke ville kunne findes i virkeligheden. Det får mig til at tænke på, at installationen kommer til at ende som en serie billeder, som for ni ud af ti's vedkommende bliver deres oplevelse af udstillingen - ligesom alt mulig andet samtidskunst.

Theis Wendt: I forhold til dokumentationen af udstillingen håbede jeg på, at billederne ville befinde sig et uklart sted og give hele undersøgelsen af billedets virkelighedskarakter en ekstra dimension. Billederne kunne knytte installationens undersøgelse af et sanseligt gennemrepræsenteret rum, an til dokumentering.

Søren Bjørn: I og med at billedet ofte har en langt større rækkevidde end selve værket, er det næsten som om at installationen bliver en repræsentation af billedet. Et eksempel på det var, at der var en kvinde hernede som havde set billederne af værket på nettet og egentlig bedre kunne lide dem end selve installationen. For hende var det billedet hun tog med sig videre.

Theis Wendt: Ja, det er en interessant udvikling. Måske skulle folk i virkeligheden bare blive hjemme?

Theis Wendt: Swarm, 2012. Installation view. Courtesy: Object this Picture.

Theis Wendt: Swarm, 2012. Installation view. Courtesy: Object this Picture.

Theis Wendt: Swarm, 2012. Installation view. Courtesy: Object this Picture.

Theis Wendt: Swarm, 2012. Installation view. Courtesy: Object this Picture.

Theis Wendt: Swarm, 2012. Installation view. Courtesy: Object this Picture.

Theis Wendt: Swarm, 2012. Installation view. Courtesy: Object this Picture.

Theis Wendt: Swarm, 2012. Installation view. Courtesy: Object this Picture.

Skriv kommentar



Boesner
Kunsthøjskolen på Ærø
Københavns Kunstskole
Kunstskolen Spektrum
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net