Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
04.04.2018 INTERVIEW
Claus Carstensen

Claus Carstensen Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal - Interview med Claus Carstensen

På udstillingen Becoming Animal, der for tiden trækker folk til Den Frie Udstillingsbygning, har udstillingens kurator, billedkunstner og tidligere profesessor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Claus Carstensen (1957) været dybt i arkiverne. Der er Gauguin, Goya, Büttner og tidlig Storm P. Der er valgplakater, ligsynsrapporter, pressefotos, bøger og selvfølgelig en hel del samtidskunst, bl.a. Claus Carstensens egne værker.

Som et pinakotek samles de forskelligartede billeder, med baggrund fra renæssance og frem over eksistentielle temaer som dyregørelse, trancendens, død og tomhed.

Vi mødte Claus Carstensen en eftermiddag på Den Frie og bad ham fortælle om udstillingens baggrund og tematik.

AF Patricia Stokholm, Torben Zenth

DEN FRIE UDSTILLINGSBYGNING
Becoming Animal
Francisco Goya, Gardar Eide Einarsson, Max Klinger, Odilon Redon, Paul Gauguin, Alfred Kubin, Jens Lund, Werner Büttner, Aroldo Bonzagni, a.o.
Kurator: Claus Carstensen
03.03.2018 - 29.04.2018

Udstillingens ambitionsniveau er højt, fordi det egentlig er en museumsudstilling, som burde have været vist i et museumsregi, hvor man har resourcerne til en udstilling af denne art. Udfordringen – men også ambitionen – består i, at den bliver vist på Den Frie i København og Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Den Frie, der er en kunsthal og en gammel kunstnerstyret institution, hvor det handler om, at man kuraterer på en anden måde end man normalt ville gøre på et museum, minder på mange måder mere om et sommerhus end en kunsthal. Og museet i Lemvig er geografisk set et udkantsmuseum drevet af en enkelt direktør samt en masse frivillige ildsjæle. Hele set up’et minder lidt om en humlebi, som er konstrueret sådan, at den egentlig ikke burde kunne flyve, men alligevel summer rundt.

Jeg tænkte: Gud har udskilt menneskene, for at de skal indse, at de ikke er andet end dyr. For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed! 
Prædikerens Bog, kap. 3, vers 18-22  

Udgangspunktet for udstillingen var en opfordring fra Gerd Rathje, som dengang var direktør for Museet for Religiøs Kunst, om at lave en udstilling på museet. Jeg takkede først nej, fordi jeg var helt blank i forhold til at skulle lave en kunstudstilling på et museum for religiøs kunst. Jeg er i bedste fald agnostiker og i værste fald ateist. Men så var det jeg nogle dage senere kom i tanke om, at jeg jo allerede havde konceptet til denne udstilling, hvis motto er bibelcitatet fra Prædikerens Bog, liggende i skuffen derhjemme. Det er egentlig mærkeligt, at den har været så længe undervejs, men det er måske, fordi den handler om de store eksistentialer: liv, død og tom transcendens. Timelighed i det hele taget – den har faktisk været undervejs i over tredive år.

Det startede som et udkast til en antologi med titlen Beyond Aesthetics, som jeg i 1987 sendte til Borgens Forlag, der dog takkede pænt nej. Og så lå den længe og ulmede. I 2006 var jeg i nattoget på vej mod Köln og kunne ikke falde i søvn. Næste dag skulle jeg til en begravelse af en god ven, der havde begået selvmord. Mens jeg lå dér I sovekupéen, talte jeg 35 personer i min omgangskreds, der var døde inden de blev fyrre. Det var vanvittigt voldsomt. Bisættelsen næste dag blev foretaget af en jesuitter-præst, som læste et Schopenhauer-citat højt, som min ven havde valgt som sine sidste ord. Det handler om at mennesket og dyrene har samme stofskifte og samme død. Hvilket blot forstærkede den afgrund, der havde åbnet sig for mig aftenen før.

To år senere støder jeg så på citatet fra Prædikerens Bog i forbindelse med endnu en begravelse. Og min første indskydelse er, at det egentlig er underligt, at et så nihilistisk eller eksistentialistisk citat, overhovedet er at finde i en bog, der handler om genopstandelse og det hinsidige. 

I 2010 spurgte galleristen Tom Christoffersen så om jeg havde lyst til at lave en udstilling, der tager udganspunkt i et bibelcitat. Jeg viste ham konceptet med citatet fra Prædikerens Bog. Da han så kunstnerlisten, kunne han blot konstatere, at han ikke havde resourcerne til en sådan udstilling, da det jo var en museumsudstilling, som han sagde. Men så var det, at Gerd i 2014 ved til en fernisering på Øregaard Museum spurgte, om det ville være noget for mig at lave en udstilling på museet i Lemvig. 

Et par uger efter fik jeg tilbuddet om at kuratere en udstilling på Den Frie, hvor jeg ville få helt frie hænder. Resultatet blev, at de to institutioner slog sig sammen om at lave udstillingen.

Udstillingen har rigtigt mange lag, hvilket nogle sikkert vil synes gør, at den er svær at gå til. Og så bliver det jo heller ikke meget bedre af, at den taler fra så mange hjørner og hen over de enkelte rum på næsten rhizomatisk vis. På den ene side vil jeg gerne have at billederne og montrerne taler for sig selv, men på den anden side har jeg rodet det hele godt tog grundigt sammen ved både at optræde i rollen som kurator, billedkunstner og samler.

På den måde er jeg selvfølgelig tilstede, og det er ikke til at undgå at se, at det er mig der har kurateret den, hvis man ved hvad jeg ellers laver. Men som sagt vil jeg helst, at tingene taler op imod hinanden. På den måde er udstillingen atypisk og kontamineret på samme tid. Man kunne også sige, at den er møgbeskidt, da det hele bliver blandet sammen. De store eksistentialer – kunstner, samler og kurator – white cube vs black cube – små udkantsinstitutioner, som viser ting man normalt kun ser på de større museer som f.eks. Gaugin, Schongauer, von Max og Klinger.

Og så virker den næsten uudtømmelig. Jeg overraskes stadig af referencer, jeg ikke først lige så, da jeg arbejdede med konceptet, men som nu i udstillingen er helt tydelige. Og det tror jeg har noget med en mavefornemmelse at gøre, med noget intuitivt. Og derfor ville det også blive en uoverskuelig affære, hvis jeg skulle skrive om alle disse referencer og nærheds- og forskydnings-principper i den bog, der er undervejs i forindelse med udstillingen. Der er så meget merinformation gemt i de enkelte billeder, at det ville blive et Sisyfos-projekt. Mine to bidrag til bogen om henholdsvis Storm P’s Kultur og Pasolinis Salò eller de 120 dage i Sodoma, der handler om hans selvmord og Mussolinis Salò-republik, fylder alene otte og fire sider. 

Og så er udstillingen smittefarlig, fordi den risikerer at bliver aflæst eller affejet for hurtigt eller for entydigt. Der er meget mere mellem de enkelte billeder, end man egentlig skulle tro. Den kræver noget af sit publikum. Den er højrøvet på den måde, at den vil noget med og af sit publikum.

Men man kan sagtens gå til den på et rent billedmæssigt plan, den er jo visuelt frapperende. Men der er meget mere også; mellem det betydningsmæssige, de formelle, litterære, teoretiske og filosofiske planer. Men grundlæggende er det en eksistentiel udstilling, der handler om fire grundvilkår, som man konfronteres med i løbet af et liv i forhold til den konstant, der hedder døden. Og som er en af disse fire grundvilkår. Herudover er der meningsløsheden, hvad er meningen med, at vi bliver født og at vi ved vi skal dø. Hvad stiller vi op med denne kendsgerning? Hvad ligger der i dét?

Og når man begynder at tænke over det, kommer frihedsbegrebet også hurtigt op at vende, fordi hvad vil det sige at give livet mening og under hvilke frihedsgrader kan man overhovedet give det mening? Det er det eksistentiale, der konstituerer moralen, etikken og politikken Og til sidst er der så: Hvem skal vi snakke med alt dette om? Det er her isolationen, fremmedgørelsen og ensomheden lurer lige om hjørnet. Døden møder man jo altid alene.

Udstillingens grundlæggende tema er, at det, der adskiller vores bevidsthed fra dyrenes mulige bevidsthed, er en viden om, at vi skal dø – en viden, som vi er i stand til at reflektere over og tage afsæt fra i forhold til vore handlinger. Altså en form for dødsbevidsthed som uafladeligt konverteres til kultur. Det, at vi kan gøre os forestillinger om ting og årsagsforhold i forhold til denne dødsbevidsthed, det at vi mentalt kan projicere ting gennem tid og rum. Det at vi kan gøre os forhåbninger og forestillinger om et muligt efterliv eller noget der ligger før, noget der måske har været engang. Modaliteterne, imperativerne, konjunktiverne – det skiller os fra dyrene. Og derved kommer udstillingen også til at handle om dyregørelser og dyreblivelser som en aktiv og en passiv form. Enten det at gøre sine fjender til dyr eller også det selv at forsøge at blive til dyr igen for at slippe for denne dødsbevidsthed, som har produceret dette store kulturelle kompleks med selvrefleksion, empati, tegnsystemer, redskaber osv. Som på den ene side er prisværdige menneskelige landvindinger, men som også gør, at vi hele tiden ved, at der venter os noget derude, der gør livet til en funktion af døden. Og alt det vi gør, gør vi i forhold til denne ene sikre konstant i livet. Og derfor vil det helt store eksistentielle øjeblik for menneskeheden også være det, hvor vi ikke længere har en kønnet formering, men begynder at klone os selv.

Hvis er så erindringen, hvis er forestillingsevnen? Er det den hos klon ét, klon to, klon tre? Kan den erindring klon ét har oplevet overhovedet overføres til klon to? Er der en fælles erindring? Og hvad med identitetspolitikken, kønnet og tribaliseringen af sproget? Det bliver noget af en udfordring, som måske kræver helt andre bevidsthedsformer – også i forhold til de fire eksistentialer, jeg nævnte før. Men som sagt, så længe døden er en altafgørende konstant, er vi også nødt til at forholde os til disse fire store størrelser.

Man vælger ikke selv sine forældre, man kan vælge sin egen død, men kan også lade den komme tilfældigt. Ligesom det jo også er tilfældigt af hvem og hvor man bliver født eller som Werner Büttners billede på udstillingen hedder: Alongside faeces and urine, you were pushed into this world. Livet er en variabel, som vi hele tiden søger beherske, og døden dets konstant – og som sådan er livet er en funktion af døden.

Min egen tilfældige variabel er den, at jeg er født og opvokset i Sønderborg. Jeg betragter mig som sønderjyde, men har en tysk familiebaggrund, idet min familie var tysksindede nordslevigere. På den måde har jeg det tyske med hjemmefra. Som barn så jeg meget tysk tv og Hamborg var på mange måder tættere på end København. Jeg har altid været lige så interesseret i tysk kultur som i den danske. I starten af 70’erne var jeg meget optaget af Joseph Beuys, Klaus Rinke – you name it – samtidig med at jeg læste Inger Christensen, Per Højholt og den danske 60’er-avantgarde. I gymnasiet læste jeg konkret poesi og systemdigte og kommer fra det hjørne af. Der ligger en lille hentydning til det i udstillingen i form af Hans-Jørgen Nielsens tomme, hvide hæfte vedr. visse forteelser.

Systemdigtningen  og den konkrete poesi handler om, at man fjerner indholdet i digtene, og kun lader tegnsystemet stå tilbage, på den måde ligger den i forlængelse af det hvide og sorte monokrome maleri, som også også en form for transcendens – et ønske om ikke at skulle repræsentere noget, at verden endnu er uplettet og ikke splittet op i repræsentationer, i indhold og form, i noget dennesidigt og hinsidigt. Pasolini derimod – som jo netop er en repræsentant for den urene del af modernismen – skriver følgende i et af sine digte inden han bliver myrdet: ‘Jeg vil dø i protest af ydmygelser/ Jeg vil at de skal finde mig med blottet køn/ og bukser, der er plettet af sæd.’ Det er den hvide monokrom – underbukserne – plettet af sæd.

Han er så radikal, at han ifølge vennen gennem 30 år, Guiseppe Zigaina, iscenesætter sit selvmord som et mord natten efter at han har klippet 120 dage i Sodoma færdig.  Og det mærkværdige er, fortæller Zigaina, at han fandt de fem originale og færdigklippede filmruller foran sin dør samme morgen, den 2. november 1975. Og han fandt aldrig ud af, hvem der havde sat dem der. Zigainas bog, som én er lang argumentation for det iscenesatte selvmord ligger i den sidste af montrerne på udstillingen i en tavs dialog med Antonin Artauds bog Van Gogh – The Man Suicided by Society, som ligger i montren i det første rum.

Billederne på udstillingen har ofte indlejrede modsætninger i sig som i tilfældet Pasolini. Og det er her, der kommer et lidt komplekst motto ind, som stammer fra Walter Benjamins tekst-fragment ’Zentralpark’, der er en række noter, som egentlig skulle indgå i det store passageværk. Dér beskriver han, hvordan det reaktionære forsøg på at gøre tekniske variabler til konstanter, finder sted såvel i futurismen, som i symbolismen. 

Det skal forstås på den måde, at hvis man gør noget, der er variabelt, som teknik jo altid er, idet den varierer fra århundrede til århundrede, til konstanter, så bliver tingene modsætningsfyldte og selvmodsigende og peger ofte i samme retning dvs. en eller anden form for utopisk transcendens. Det er dét, der kendetegner symbolismen, der med sin fascination af håndværket  peger bagud i tiden til et prærafaelitisk ideal, på samme måde som futurismen med sin teknik- og fartbegejstring, peger ud i fremtiden mod et fremtidigt, futuristisk ideal. Og så ender futuristerne alligevel med at blive fascister og hylde krigen og den totalitære, korporative stat. 

Den bevægelse er der også en henvisning til på udstillingen i form af en lille sammenligning. Jeg ville meget gerne ville have haft et Carl Andre-værk med i udstillingen, men det kunne ikke lade sig gøre, fordi han var gået på pension, så åndsvagt det end lyder. Så det endte med at blive et katalog af ham i stedet. Jeg har sgu aldrig hørt om en kunstner, der er gået på pension. Men det er måske ikke så underligt i hans tilfælde, da han altid har dyrket det her stålarbejder-image med de blå arbejdsbukser osv. Og selvfølgelig går sådan en også på pension. 

Jeg ville gerne have haft et af hans kobberpladekvadrater på gulvet side om side med Max Klingers raderinger, der er med på udstillingen. Klinger lavede sine raderinger på den måde, at han sendte sine tegninger til Wien, hvor en kobbertrykker så overførte tegningen til et kobberstik. Hvis man nu forestiller sig, at man lagde alle disse kobberplader på gulvet og vendte dem om, så ligner det jo en Carl Andre. Måden at fremstille dem på minder meget om hinanden. Carl Andre får sine plader skåret hos en pladeskærer, mens Klinger fik sine tegninger overført til en kobberplade af en kobberstikker. Så det, der mimer et prærafaelistisk produktionsforhold, er i princippet det samme som produktionsforholdet i minimalismen og konceptkunsten, der hvad deres teknikbegejstring angår ligger i forlængelse af futurismen. ‘The artist may construct the piece. The piece may be fabricated’, som Lawrence Wiener har formuleret det.

Dette forhold, synes jeg, er vanvittigt godt set af Benjamin –  og det er i form af dette Benjamin-citat det transhistoriske element i udstillingen spiller ind. Udstillingen slår bevidst hul på stilbegreberne og det epokale i kunsthistorien.

Hvis jeg ser nogle paralleller, så er det for mig ret underordnet, om det er high eller low, eller om det er 1400-tals tryk, der møder en Bjarne Melgård. Det kan måske umiddelbart virke usammenhængende og inkompatibelt i udstillingssituationen, men jeg håber så på, at man er åben og måske intuitivt oplever at de hænger sammen. Der kunne sagtens skrives en flere siders artikel om hvert værk på udstillingen. But the world os not perfect...

Det er også derfor det måske mere er en poetisk udstilling. Poesien fungerer jo på den måde, at den komprimerer noget, som kunne være blevet til en roman til noget, der ofte kan stå på én side. F.eks. har et næsten uanseligt digt af Paul Celan på tre linjer ofte et højere kondensationspunkt end en roman.

Poesien giver et fingerpeg, som kræver, at man kan se metaforen for sig. Det er det metaforer kan, men det kræver også en åbenhed overfor metaforen og en tillid til ordene eller tingene. Metaforer er aldrig totale eller totalitære, de er altid noget andet – beskriver ét forhold med et andet. Så den meningsløshed, som mange føler de bliver konfronteret med i et digt af Celan, giver ofte mening, hvis man er åben og lytter, og har evnen til at arbejde videre. Men igen: det kræver noget af læseren eller beskueren.

Det handler meget om, hvor åben man er i sådan en udstillingssituation. Hvis man læser udstillingen alt for entydigt, får man meget mindre ud af den end ved det, jeg kalder for en glidende eller krydsbestøvende læsning. Jeg har også kaldt udstillingen for en konceptuel udstilling, forstået på den måde, at jeg vælger at vise bøger i montrer. Det er jo på sin vis ret arrogant – det at folk ikke kan få lov til at bladre I bøgerne. Men det mærkelige ved bøger er, at de har en fysisk præsens på samme måde som billeder, at de er ting på linje med billeder. Jeg har set rigtig mange udstillinger med bøger, hvor jeg tænkte, at dem ville jeg gerne læse eller bladre i. Men for mig virker det samtidigt meget pirrende ikke at kunne bladre i dem. Så er det jo bare om at huske titlerne eller skrive dem ned og så gå ud og købe dem eller låne dem hjem fra biblioteket efter udstillingen.

En af ambitionerne i udstillingen er lidt at skabe den form for oplevelse, jeg havde, da jeg så Jean Cocteau på Centre Pompidou i 2003. Jeg havde aldrig været Cocteau-fan, og det var en ren tilfældighed, at jeg så den, jeg var bare nysgerrig, og nu var den der. Det hele var på fransk – med breve osv. Og jeg måtte mobilisere alle mine franskkunstskaber for at få noget ud af udstillingen. Men det var så pissegodt. Der lå så mange bøger og breve og så meget nørdet materiale i de montrer. Men altså, at komme ind uden forventninger, og komme ud igen med alt – det er ambitionen med Becoming Animal; at man kommer ind – måske uden de store forventninger –, og så når man forlader udstillingen, har man fået mere med end man måske regnede med.

Tak

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (Installation view), 2018. Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (Installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Becoming Animal, Den Frie, Claus Carstensen

Becoming Animal (installation view). Foto: Anders Sune Berg.

Skriv kommentar



JCE Biennalen
Kunsthøjskolen på Ærø
Boesner kunstnerartikler
Kunstskolen Spektrum
Københavns Kunstskole
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net