Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
25.04.2012 INTERVIEW

Johanne Skovbo Lasgaard og Katrine W. Hansen Courtesy: Lasse Høgh.

Be With Me

Materialet og dets foranderlige potentiale udgør kernen i udstillingen Be With Me, der i øjeblikket vises i BKS Garage. De unge kunstnere Johanne Skovbo Lasgaard og Katrine W. Hansen forener her to billedsprog, hvis visuelle og taktile nuancer både kontrasterer og udfolder hinanden. Op imod de rå industrirammer blander tropefrugter og bemalede satinpuder sig med hullet kopipapir og støbt sæbe. I detaljen dannes kodede fragmenter og nye betydninger opstår. Materialet bliver som et sprog, et facetteret vokabular, der både dramatiserer og filosoferer.

Johanne Skovbo Lasgaard (f. 1985) arbejder med tilgængelige hverdagsmaterialer, som hun transformerer til poetiske installationer og skulpturelle objekter, mens Katrine W. Hansen (f. 1985) drages af det eksotiske, og skaber ekspressive og ornamenterede malerier, installationer og videoværker.

De to kunstnere vil d. 30. april kl. 19.00 - 22.00 være værter ved en finissage og booklet-release på BKS Garage. Alle er velkomne.

AF Anja Lindholm

Vil I fortælle om tankerne bag udstillingstitlen Be With Me? Den er jo på sin vis lidt banal.
Katrine: Be With Me kan opfattes som en reference til det popkulturelle univers. Det lyder lidt ligesom noget, der kunne være titlen på en popsang. Vi er begge meget fascinerede af hele den æstetik, der omgiver pop, både på det sproglige niveau, men også det generelle udtryk som hele.

Johanne: Ja, det bunder nok også til en vis grad i en form for misundelse. Popmusikken har lov til at blive banal - den behandler de store følelser og dramaerne helt umiddelbart, mens det ofte er lidt sværere at genskabe billedsprogligt. Uden at det bliver banalt. Men samtidig har vi også bare nogle interesser, der ligger uden for billedkunsten, som vi giver os selv lov til at drage ind. Katrine dyrker meget Hollywood og Las Vegas kulturen, mens jeg har en faible for firser-halvfemser nostalgi. Det er dog ikke kun pop og banalitet, der gennemsyrer, det vi laver. Vi trækker bare nogle små tråde. Det er en måde ikke at begrænse os selv på, tror jeg.

Katrine: Be With Me kan også tolkes helt enkelt, som en invitation til at træde ind i de visuelle scenarier, vi har skabt sammen her på BKS.

Hvilke overvejelser har I gjort jer i forhold til installationen af værkerne?
Johanne: Vi har haft rigtig lang tid til at stille udstillingen op, og det er rigtig vigtigt for os. En stor del af vores praksis er bygget op omkring muligheden for at bruge lang tid på netop det. Særligt fordi mange af vores værker ofte først kan blive endeligt færdige, når de installeres i rummet. Og selv i de tilfælde, hvor der er tale om mindre objekter, er det først i kraft af den totale installation, at de helt folder sig ud. 

Katrine: Det handler også meget om den energi, der opstår, når man sætter vores ting ved siden af hinanden. Der opstår en helt speciel spænding ved sammenstillingen, som måske ikke er så udtalt os to imellem, men først rigtig sker, når værkerne selv går i kontakt med hinanden. Der skabes måske nye associationer, nye fortællinger.

Johanne: Installationsprocessen handler også meget om bare at være i galleriet. Vi har en fælles fornemmelse for hvordan rumligheden, det sanselige og teksturerne arbejder sammen. På den måde er vi rimelig synkrone.

Flere af udstillingens komponenter er skabt af alternative, ofte billige materialer. Vil I uddybe hvorfor?
Katrine: Vi har en stor fælles interesse for materialitet. For mit vedkommende er det nok meget et forsøg på at distancere mig selv fra den meget tunge tradition, der omgiver maleriet. Når jeg maler på stof i stedet for lærred, tager det lidt af højtidligheden ud. Samtidig er jeg også fascineret af materialer, der i sig har indlejret en lyst til at være noget andet end det de er. Velour vil gerne være luksuriøst og lækkert, men det er billigt og det kradser. Satin har et ønske om at være silke, men det er bare en tarvelig erstatning. Materialet prøver ihærdigt, men det bliver aldrig højtidligt eller mere end det er.  

Johanne: For os begge handler det nok også om at udligne nogle hierarkier. De materialer, jeg vælger er fuldt tilgængelige for alle. Det er ting, man har en relation til, men som samtidig ikke defineres ved andet end deres funktion. Der foreligger en fælles enighed om, at det er neutrale materialer, men ved at inddrage dem i mine værker, opløser jeg deres rolle som materiale. De genopstår i en helt ny sammenhæng. Kopipapiret er fx ikke længere bundet af sin funktionsmæssige værdi.

Men ingen af jer kamuflerer jeres materiales fortid fuldt og helt?
Johanne: Nej, de er stadig aflæselige som forhenværende rispapirslamper, velourduge og kopipapir. Men de  kan ikke dechifreres lige med det samme. Den lidt hemmelighedsagtige kvalitet, kan jeg specielt godt lide. I forhold til udstillingen som hele har det også været vigtig for os, at der ikke umiddelbart kunne skelnes mellem direkte og indirekte materiale. Vi ville fx ikke skjule ledningerne til monitoren eller tildække dvd-afspillerne. Al materialet bærer på en lille historiefortælling, og vi ville gerne have, at man havde mulighed for at se alle de forskellige fragmenter, der tilsammen udgør hele værket. Der er ikke noget, der er mindre vigtigt end andet.

I har hver især nogle meget distinkte visuelle udtryk, men fælles for jer begge er "gentagelsen". Udstillingen præsenterer videoværker, der går i endeløse loops, motivmæssige repetitioner på satinpuder samt en papirinstallation med evighedsmønstre. Hvorfor?
Johanne: I mit tilfælde handler det meget om finde frem til det punkt, hvor lyst bliver til frastødelse. Jeg synes, det er interessant at arbejde med gentagelsen, da den tændes af et begær efter mere og mere, men pludselig  - og ofte uden advarsel - ændres det begær til frustration og ulyst. Det er lidt ligesom, når man har spist en stor slikpose, og man har fem stykker tilbage. Man har egentlig ikke lyst til dem, men man spiser dem alligevel i håbet om at lysten kommer tilbage.

Katrine: Gentagelsen har nok for mig rødder i min generelle interesse for amerikansk kultur, hvor intet nogensinde synes at blive for meget eller for stort. Mere vil have mere, og grænsen mellem overflod og overload sløres. Man bliver bare ved. Gentagelsen bliver næsten vigtigere en enkeltdelene.

Johanne: Ja, man søger måske en eller anden meditativ tilstand ved konstant at addere og lægge til, men det bliver i sidste ende mere en forstenet trance.

Tak.      

Johanne Skovbo Lasgaard og Katrine W. Hansen: Be With Me, 2012. Installations view. Courtesy: Lasse Høgh.

Johanne Skovbo Lasgaard: A touch of fragrance, 2012. Courtesy: Lasse Høgh.

Katrine W. Hansen: ABC Exotic, 2012. Courtesy: Lasse Høgh.

Katrine W. Hansen: Dear Palm Tree, 2012. Courtesy: Lasse Høgh.

Johanne Skovbo Lasgaard: I slept on your satin pillows. They felt like a second skin., 2012. Courtesy: Lasse Høgh.

Johanne Skovbo Lasgaard: I slept on your satin pillows. They felt like a second skin., 2012. Courtesy: Lasse Høgh.

Johanne Skovbo Lasgaard og Katrine W. Hansen: Be With Me, 2012. Installations view. Courtesy: Lasse Høgh.

Katrine W. Hansen: Las Vegas, 2012. Courtesy: Lasse Høgh.

Johanne Skovbo Lasgaard: Rainbow Five, 2012. Courtesy: Lasse Høgh.

Johanne Skovbo Lasgaard: Razzle, 2012. Courtesy: Lasse Høgh.

Johanne Skovbo Lasgaard: Telemagenta , 2012. Courtesy: Lasse Høgh.

Katrine W. Hansen: Tropical, 2012. Courtesy: Lasse Høgh.

Katrine W. Hansen: Tropical, 2012. Courtesy: Lasse Høgh.

Skriv kommentar



Kunstskolen Spektrum
Fabrikken for Kunst og Design
Kunsthøjskolen på Ærø
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net