Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

03.03.2017 NEWS

ARKENs Kunstpris 2017

Torsdag den 16. marts uddeler ARKEN for 12. gang sin store kunstpris på 100.000 kroner. Årets prismodtager er Thomas Poulsen alias FOS. Desuden uddeles to rejselegater på hver 50.000 kroner til henholdsvis Nina Beier og Marie Kølbæk Iversen. ARKENs Kunstpris og ARKENs Rejselegat er stiftet af Annie & Otto Johs. Detlefs.

AF Kopenhagen

Kompromisløst socialt design 
FOS har gjort sig bemærket både herhjemme og internationalt med kompromisløse værker, der udforsker krydsfeltet mellem arkitektur, design, kunst og performance. Kunstværket kan være en campingvogn, en sæbefabrik, indretningen af en modebutik, et koncertprogram eller en flydende bar. I sine både funktionelle og folkelige værker undersøger FOS, hvordan vores fysiske omgivelser og sociale relationer gensidigt påvirker hinanden. Hans arbejde tager afsæt i det, som han kalder socialt design. FOS skaber en fysisk ramme om kunsten, hvor publikum ikke kun er beskuere, men aktive deltagere. Fælles for hans værker er, at de først og fremmest skal gøre nytte og række ud i samfundet og ind i hverdagen. Om sin praksis siger han: ”Jeg ser design som et brugbart værktøj: Hvor design skaber løsninger, skaber kunsten muligheder.”

Om valget af årets kunstprismodtager udtaler ARKENs direktør Christian Gether: ”FOS modtager ARKENs Kunstpris 2017, fordi han samfundskritisk undersøger det almindelige liv, der udfolder sig imellem fysiske rum og sociale situationer. Med sit sociale design bryder hans eksperimenterende kunst vore vante tanker om, hvad kunst er og bør være.”

Hensigten med ARKENs Rejselegat er at give modtagerne mulighed for at rejse, se udstillinger i udlandet, foretage research, etablere netværk og udveksle idéer og viden. Rejselegaterne går i år til kunstnerne Nina Beier og Marie Kølbæk Iversen. 

Nina Beiers gådefulde værker består af vidt forskellige hverdagsgenstande i mystiske og underfundige kompositioner. Fladmaste parykker, skambidte porcelænshunde og -vaser, kæmpe cocktails og svævende kaffekopper overrasker dels som kunstværker, dels som absurde forvandlinger af det kendte. Hendes surreelle værker er på én gang dybt komplekse og samtidigt uhyre simple i deres legesyge ophævelse af tyngdekræften, forholdet mellem liv og død og en gængs 1:1 skalaforståelse. Med overraskelsen som omdrejningspunkt vender Beier op og ned på virkeligheden.

Nina Beier får ARKENs Rejselegat 2017, fordi hun på elegant og kritisk vis rusker op i vores verdensbillede. Når vores vante forestillinger og idéer for en stund udfordres, så opstår potentialer for nye forståelser. Beiers værker rummer netop dét potentiale, og derfor tildeles hun ARKENs rejselegat.

Marie Kølbæk Iversen arbejder med fotografi, grafik og lys- og lydinstallationer. Hendes værker er tillokkende i deres forførende finish, stramme form og tilsyneladende simple konstruktion, men bag værkernes minimalistiske udtryk ligger komplekse, tekniske konstruktioner. I flere af hendes værker bliver beskueren sat i centrum. Kølbæk Iversens abstrakte og farverige mønstre suger vores kroppe ind og omslutter os i totalinstallationer, der handler om krop, kropslighed og fænomener som fantomsmerter. Værkerne gemmer på poetiske og eksistentielle fortællinger om, hvad det vil sige at være menneske. 

Marie Kølbæk Iversen tildeles ARKENs Rejselegat 2017 for sin forbilledlige evne til at synliggøre det usynlige som eksempelvis kropslige fornemmelser og følsomhed. Hun udvider kunstens verden ved at arbejde på tværs af de naturvidenskabelige og humanistiske videnskaber, alt imens hun sætter den sårbare, sansende og handlekraftige krop i centrum. 

Om modtagerne
Thomas Poulsen alias FOS (f. 1971 i Charlottenlund) er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi og har en række solo- og gruppeudstillinger i ind- og udland bag sig. Han designede i 2006 Mændenes Hjem på Istedgade i samarbejde med Kenneth Balfelt. I 2011 deltog FOS i Venedig Biennalen med værket Osloo, der var en flydende bar og ramme for en lang række events. I 2015 indrettede FOS luksusbrandet Célines eksklusive butikker i London, Paris og New York. Han bor og arbejder i København.

Nina Beier (f. 1975 i Aarhus) er uddannet på Royal College of Art i London. Hun har opnået stor international anerkendelse for sin deltagelse i blandt andet Sydney Biennalen i 2016 og Lyon Biennalen i 2015. Nina Beier bor og arbejder i Berlin.

Marie Kølbæk Iversen (f. 1981 i Herning) er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi. Hun har markeret sig på den internationale kunstscene med deltagelse i udstillinger på Gwangju Biennialen i Sydkorea i 2016 og på Centre d’art contemporain i Geneve i 2014-2015. Marie Kølbæk Iversen bor og arbejder i København.

Skriv kommentar



Kunstskolen Spektrum
Kunsthøjskolen på Ærø
Københavns Kunstskole
Boesner