Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
07.08.2014 INTERVIEW

Jens-Peter Brask foran Munkeruphus Foto: Torben Zenth.

6 værker til Jens-Peter Brask

Jens-Peter Brask (f. 1972) er en dynamisk og initiativrig restauratør, og én af Danmarks mest fremtrædende kunstsamlere.  Hans samling er støt voksende og rummer i dag mere end 2.000 værker, med hovedvægten på lokale kunstnere og New York.

Jens-Peter Brask stoler på sin fornemmelse. Usnobbet kunstsamler sparker røv var rubrikken på Peter Michael Hornungs anmeldelse i Politiken, og der er masser af attitude i Jens-Peters dejligt spekulationsfri og lidenskabelige valg, når han køber ind til samlingen. Hans fortid som grafitti-dreng fornægter sig ikke og der er også både grafitti på modeltogvogne og skateboards af bl.a. Jeff Koons, Anselm Reyle, Banksy - mange af dem custom made.

Han er kendt på scenen for ikke at være bange for at være den første på noget nyt. Mange helt unge kunstnere og nystartede projekter har fået medløb ved Jens-Peters generøse entusiasme. Har man fulgt dansk kunst de seneste 15-20 år, er der mange gensyn på udstillingen på Munkeruphus

Jens-Peter Brask købte sit første værk for mere end 20 år siden. I 1992 købte Jens-Peter Brask to tegninger af Michael Kvium, og da han året efter så samme kunstners værker på udstillingen InfernoStatens Museum for Kunst, var han solgt og begyndte at købe Christian Lemmerz, Martin Bigum og endnu mere Kvium. Efter år 2000 begyndte det for alvor at tage fart.

I dag er Jens-Peters samling stor og ung og vild. Vi ser et udsnit af den på Et Brask Spark og møder Jens-Peter Brask der fortæller historien bag et lille udvalg af værker vi var specielt nysgerrige på.

Der er udgivet et katalog i forbindelse med udstillingen med tekstbidrag af bl.a. Michael Kvium, Tom Sanford og Julie Quottrup Silbermann. Kataloget rekvireres mod betaling af porto ved henvendelse til Munkeruphus.

AF Kopenhagen

MUNKERUPHUS
Munkerup Strandvej 78, 3120 Dronningmølle W: munkeruphus.dk
Et Brask Spark
Clare Woods, John Kørner, Gardar Eide Einarsson, Michael Kvium, Dan Schein, Astrid Kruse Jensen, Peter Linde Busk, Peter Demos, Søren Dahlgaard, Ella Kruglyanskaya, HuskMitNavn, Julian Schnabel, Jesper Dalgaard, Tomás Saraceno, Randi & Katrine, Ryan Schneider, Christian Lemmerz, Rashid Johnson, m.fl
08.06.2014 - 31.08.2014


Rashid Johnson: Stay Black And Die, 2006, spray on fabric, 187x200 cm. Foto: Torben Zenth

Rashid Johnson: Stay Black And Die, 2006 

Værket “Stay Black and Die” fra 2006 er lavet af den amerikanske kunstner Rashid Johnson, som bor og arbejder i Brooklyn, New York. Det er udført på et billigt stykke sort stof, hvorpå der med sprayfarve er skrevet “Stay Black and Die”. Jeg købte det på messen VOLTA i Basel. På det tidspunkt boede han i Chicago, hvor han oprindeligt kommer fra, og var dengang egentlig stadig en ludfattig kunstner, som bare gik for en joint og en bajer. Jeg købte værket helt impulsivt, jeg havde slet ikke hørt om ham eller set noget med ham før. Værket er egentlig rimelig simpelt; jeg synes det var fedt udført. Måske faldt jeg også for værket helt ubevidst, fordi jeg selv har malet graffiti - som man kan se på udstillingen her, har jeg en masse graffiti-relaterede værker. 

Jeg kan rigtig godt lide den måde, hvorpå Rashid Johnson tager pis på alting. Jeg har også et andet værk af ham, et langt stykke papir som hænger fra loftet, hvorpå der står “I Wish I Was White”. Rashid er en to meter høj sort mand, men han laver ikke de her værker for at komme ud med et politisk budskab. Han gør det bare, fordi han synes det er skægt og ukompliceret. 

Siden jeg købte ’Stay Black and Die’ er Rashid blevet en kæmpe kunstner. Han har fået en god forretning og er repræsenteret hos Hauser & Wirth. Han har bl.a. købt Jasper Johns’ gamle town house i Lower East Side i New York til omkring 20 millioner dollars. Derudover har han i den mondæne del af East Hampton, New Yorks svar på Nordsjælland, købt en kæmpe villa. Larry Gagosian bor ved siden af, og Rashid Johnsons hus får Gagosians til at ligne et bådehus. Den to meter høje mand cruiser rundt i sin Ferrari med en joint i munden og giver alle andre baghjul. 


Hesselholdt & Mejlvang: Barrikade (black flag), 2008, polyester, 300x240 cm. Foto: Torben Zenth

Hesselholdt & Mejlvang: Barrikade (black flag), 20108 

Det sorte flag er en del af et værket “Barrikade” fra 2008 af kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang [Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang], jeg købte det for 6 år siden gennem V1 Gallery. På udstillingen er der en lille model af den oprindelige installation af værket, som består af en træfæstning af sortmalede planker, hvori der er huller, så man kan kigge igennem til midten, hvor der står en flagstang med et sort flag. På udstillingen har vi kun taget det sorte flag med, da det blev for besværligt at få hele installationen herop.  

Jeg har oprindeligt haft installationen i min egen have i Bagsværd. Den affødte en masse røre; folk kom forbi og ville høre, hvad det drejede sig om - “er det en sørøverborg?”, “hvorfor?” osv. Jeg forklarede, at det er kunstværk af de her kunstnere, som bla. havde modtaget en pris fra Statens Kunstfond i 2009. Da jeg en aften kom hjem, var flaget blevet revet ned. Jeg satte det op igen og flyttede pinden, man binder snoren fast på flagstangen med, så højt op, at man ikke kunne nå den. Alligevel blev flaget revet ned igen. Jeg satte så lås på porten til haven og fik hele grunden hegnet ind, men der var stadig nogle som forsøgte at komme ind. Derefter fik jeg sat videoovervågning op, og så stoppede det.

Men da jeg en morgen kom ud i min indkørsel, havde min bil fået en ordentlig ridse langs hele siden. Jeg modtog trusselsbreve, hvor der stod “her i landet flager vi med Dannebrog” og “flyt til et andet trossamfund”. Jeg skrev et brev til alle 85 huse i mit område, hvori jeg forklarede om kunstværket og opfordrede til dialog frem for hærværk. 

Jeg fik mange positive tilbagemeldinger, men modtog så et brev fra politiet: Jeg var blevet anmeldt for at flage med et ’sort Dannebrogsflag’. Efter dialog med politiet blev sagen droppet, men jeg blev anmeldt af mine naboer igen. Efter retssag og anke af sagen, fik jeg igen lov til at have værket i min have. Jeg havde ikke gjort noget forkert, da jeg flagede med et ‘fantasiflag’, som politiet skrev i et brev.

Sammen med Hesselholdt & Mejlvang har jeg lavet en lille bog om hele projektet. I bogen er bl.a. billeder fra en udstilling hvor kunstnerne går rundt med sorte flag i nogle villakvarterer i Aarhus, kopier af trusselsbrevene, søde emails og politiets brev, hvor de konkluderer, at flaget er et ‘fantasiflag’. I 40 års fødselsdagsgave fik jeg af Edition Copenhagen lov til at komme ud på deres værksted sammen med Hesselholdt & Mejlvang og lave et tryk af politibrevet samt et fantasiflag, som selvfølgelig refererer til barrikader og er en del af hele den her sag. 

Jeg har nu fået revet installationen i min have ned, da den er blevet faldefærdig, og efter udstillingen her på Munkeruphus vil flaget blive lagt på lager. Jeg er glad for, at det var kunsten, som vandt, og selvom jeg gerne ville have beholdt installationen i min have, synes jeg det er fint at lade flagets dramatike historie slutte her.


Robert Davis: Geezer, 2013, burbon, ash on canvas, 182x124 cm. Foto: Torben Zenth

Robert Davis: Geezer, 2013 

I maj 2013 er jeg med min kæreste i New York til VOLTA-messen. Inde på messen fik vi øje på et italiensk galleri, som havde en masse interessante værker af en kunstner, som viste sig at være Robert Davis. Jeg prøver at kommer i kontakt med galleristen, men han er meget afvisende og siger at værkerne vistnok er solgt og at de lige skal tænke over det. Jeg kommer tilbage for at prøve at kommunikere med galleristen igen, men der bliver ingen handel.

Senere skal jeg ud og besøge en kunstner; Maximilian Schubert. Vi fortæller ham den her sindssyge historie fra VOLTA om galleriet, der ikke ville sælge.

Maximilian siger: “Robert Davis? Du står lige ved siden af hans værker”. Max forklarer, at han deler atelier med Robert Davis, og når Max har gæster på besøg i atelieret, vender Robert alle sine værker med bagsiden udad, og det samme gør Max, når Robert har gæster. Max går hen og flipper en masse lærreder 180 grader, og så står der pludselig Robert Davis-værker overalt. Jeg får kontakt til Robert og besøger ham næste dag. I den periode maler han  bl.a. med bourbon, øl og vin på sine lærreder. 

Værket ‘Geezer’ er malet i tre lag, hvor han har påført bourbon med en pensel og ladet det tørre mellem hvert lag. Jo mere væske lærredet får påført, jo mindre kan det selvfølgelig suge - det skaber en dybde i billedet. Hvis han har venner på besøg, der ryger, samler han asken og blander den med noget væske. I nederste venstre hjørne på værket ‘Geezer’ kan man se denne grå væske. Efterfølgende bliver værket lakeret, så de påførte væsker ikke fordamper. 

Det viser sig, at jeg faktisk har set mange Robert Davis’ værker før. Han malede tidligere figurative farverige værker, som jeg syntes var forfærdelige.

Jeg synes, at Roberts værker er ret interessante. Han har en tilgang til arbejdet med stoflighed, som er helt hans egen og lidt anderledes end hvis man sammenligner ham med kunstnere som f.eks. Julian Schnabel, Sergej Jensen, Oscar Murillo eller andre, som også har et stofligt udgangspunkt. Det er ikke noget med f.eks. at sy stoflapper ovenpå hinanden - han bruger bare ting på sine lærreder, som vi drikker og spiser, og jeg synes, at det tilfører en rigtig flot effekt til hans billeder. 

Robert Davis’ værker er abstrakte, men han er ud af en arkitektfamilie og man kan også godt fornemme arkitektoniske linjer i hans værker. Robert har sagt, at når han maler, er det nærmest som om han kan se sit motiv oppe fra, han kan se diverse huse og bygninger begynde at forme sig i linjerne. Jeg kan ikke påpege specifikke bygninger i værket ‘Geezer’, men man kan fornemmer at det ikke er konstrueret på en tilfældig måde.


Astrid Kruse Jensen: Within the Landscape#12, 2013, archival fiber print (edition of 5), 120x123 cm. Foto: Torben Zenth

Astrid Kruse Jensen: Within the Landscape#12, 2013 

Fotografiet er taget med et Polaroid kamera. Polaroidfilm produceres ikke længere efter Polaroid gik konkurs, så Astrid køber gamle film på Den Blå Avis, eBay osv. Dette værk er fra en serie der hedder ’Dissapearing into the past’. 

Polaroidbilleder er 12x15 cm i størrelsen, men hendes værker er størrer. De bliver ikke manipuleret, men er bare skaleret et mindre foto. Idet Astrid bruger gamle film, ved hun ikke hvilken kvalitet billederne vil få. Hvis en gammel film, ikke er blevet opbevaret under korrekte forhold, kan den ændre farve osv. Derfor er der i nogle af hendes billeder underlige farver, spejlinger og uopfordrede linjer på kryds og tværs.  Astrid vælger altså selv motivet, men har ingen kontrol over farver og kvalitet. Billederne indeholder ikke en stræben efter perfektion, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Vi lever i en tid hvor vi bliver overvældet med billeder; enhver kunne i princippet være fotograf -  vi har alle sammen taget et billedet hvor man tænker ’det kunne have været et postkort’.

Det er også værkernes dystre univers i hendes billeder, som tiltaler mig. Motiverne bærer en tvetydighed: Er båden et symbol på romantik eller er det et tegn på en tragisk begivenhed? For mig er denne dobbelthed i hendes billeder meget interessant. 


Jesper Dalgaard: Untitled, 2009, hanging sculpture, 130x50x50 cm. Foto: Torben Zenth

Jesper Dalgaard: Untitled, 2009 

Der er to store og to små værker af Jesper med i udstillingen. De store hænger i haven; den ene er lavet med træ – hvor Jesper har stået med en økse og hugget små træstykker ud og limet det på en flamingoform. Den har hængt i min have i 5 år og det er jo klart at med vand og sne og fugle der skider på den - så forgår værket og bliver beskidt. Han begyndte med at sætte træstykkerne fast med cement, men det holdt ikke, så nu kommer Jesper en gang om året og reparerer værket. Træstykkerne bliver nu sat fast med silikone når de falder af.

Jespers andet store værk, som hænger i haven, er en kæmpe oasis, hvor Gerbera blomster simpelthen bare er stukket ind. Inden den kom herop, var den rimelig godt smadret - i modsætning til den anden vejer den ikke noget, så når den har hængt hjemme i min have, har den gynget ind i i træet og blomsterne har fået mange slag. De var blevet så beskidte og grimme, at den også skulle repareres. Jesper Dalgaards skulpturer er vanvittige men fuldstændig unikke. 


Michael Kvium: Omstændigt Billede I, 1995, oil on canvas, 165x165 cm. Foto: Torben Zenth.

Michael Kvium: Omstændigt Billede I, 1995 

I 1993 købte jeg mit første Michael Kvium værk. Der var en udstilling der hed ’Global Dwarf’, som åbnedede på Galleri Susanne Ottesen. Min ældste bror boede på daværende tidspunkt i London og havde sendt mig ind, fordi jeg skulle købe et billede for ham. Jeg købte to guacher til mig selv. Igennem alle årene er det Kvium, der fascinerer mig mest. I dag har jeg mindst 100 Kvium værker fra forskellige perioder i hans lange karriere. Jeg har værker helt tilbage fra 1983 og så har jeg noget, som er et halvt år gammelt. Alt fra motorcykelbilleder til da han sad på Horsens Folkeblad og tegnede annoncer – jeg har hele paletten. 

Der hænger et billede, lige når man kommer ind på Munkeruphus, som er fra 1996 - en tid hvor Kvium eksperimenterede med bandager. Jeg har lånt en del af mine kviumværker ud til  Kunsten i Aalborg og til Stockholm og Bejing og alle mulige andre steder, men dette har aldrig før været udstillet. 

Den dag i dag er Michael Kvium stadig én af de kunstnere, som jeg holder mest af. Hans nyligt afsluttede udstilling hos Nils Stærk er et enestående eksempel på, hvor god en maler han egentlig er. I modsætning til mange andre kunstnere har Michael ikke nogle assistenter, men laver det hele selv. Han bliver ved med at forny sig; om det er birkeskove, motorcykler eller indvolde. Hans æstetik bevæger sig i så mange forskellige universer.

Tak.

Munkeruphus Foto: Torben Zenth.

Et Brask Spark (installation view), Munkeruphus, 2014. Foto: Torben Zenth

Et Brask Spark (installation view), Munkeruphus, 2014. Foto: Torben Zenth

Et Brask Spark (installation view), Munkeruphus, 2014. Foto: Torben Zenth

HuskMitNavn: Untitled, 2014, variable dimensions, Wood, acrylic. Foto: Torben Zenth.

Charlie Roberts: Untitled, 2012, 180 x 50 x 35 cm., Painted wood. Foto: Torben Zenth.

Foto: Torben Zenth.

Alexander Tovborg: Skaberen (I), 2010, 100 x 92 x 75 cm., Epoxy, acrylic, gold leaf metal and vanish. Foto: Torben Zenth.

Peter Demos: Untitled (black), Untitled (black/white), Untitled (white/neon), 2013, 78 x 71 cm each, Acrylic on canvas. Foto: Torben Zenth.

Jesper Dalgaard: Untitled, 2009, 130 x 50 x 50 cm.. Foto: Torben Zenth.

Hesselholdt & Mejlvang: Barrikade (model), 2008, variable dimensions, mixed media. Foto: Torben Zenth.

John Kørner: Untitled, 2006, 40x46x20 cm, 2 x painted ceramic. Foto: Torben Zenth.

Julian Schnabel: Untitled (Verden er flad), 2013, 250x207 cm, spray, oil on paper. Foto: Torben Zenth.

Søren Sejr: Untitled, 2014, 105x200 cm, oil on canvas. Foto: Torben Zenth.

Leon Matis Robin Monies: Untitled, 2012, 170 x 115 cm., Mixed media on canvas. Foto: Torben Zenth.

Richard Coleman: Untitled, 2008, 200x70x70 cm, painted wood. Foto: Torben Zenth.

Skriv kommentar



Artefact1
Dockens Julemarked
Boesner
Kunsthøjskolen på Ærø
Spring Exhibition open call
Københavns Kunstskole
Kunstskolen Spektrum
Skovsnogen 2017
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net