Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net
04.09.2017 3PICKS
Vadehavscentret

Navicula Algae (Kiselalgen – vadens grønne fundament), 2017. Foto: Cecilie Jørck.

3PICKS: Cecilie Jørck anbefaler udstillinger i uge 36

En sensommerlig tur ud på landets vestligste (ud)kanter. Eller sydpå til ”det nye nordvest”, som lige akkurat ikke er blevet overtaget af Berlins gallerimastodonter endnu.

Cecilie Jørck er uddannet fra Film- og Medievidenskab i 2014 og tog i 2016 sin kandidat fra CBS i Management of Creative Business Processes. Hun har arbejdet en årrække med programlægning, bl.a. på CPH:DOX og UnionDocs i New York, og har sideløbende freelancet som bl.a. videoskaber, klipper, booker og en af initiativtagerne bag dokumentarfilmklubben LÅNTRUM. Dokumentaren, herunder spørgsmål omkring repræsentation, virkelighed, sandhed og fiktion, er omdrejningspunkt i det meste af Cecilies arbejde. Senest med den tværkunstneriske programserie Autopsia på Jazzhouse, skabt og kurateret sammen med koreograf og danser Klara Utke Acs, er spørgsmål om dokumentation og filmisk oversættelse i centrum. Iscenesættelse og redigering som middel til at formidle en sandhed, samt læsninger og oversættelser af formsprog er nogle af grundstenene i Autopsia, som præsenterer videodokumentationer af dans og performance i samspil med ny, liveopført musik.

Lige nu laver Cecilie kommissioneret kirkemusik sammen med Pernille Zidore i deres fælles duo Skylacharybdis, og udvikler derudover, sammen med performancekunstner og dokumentarist Madeleine Kate McGowan, på en ny videoportrætserie til mediefællesskabet Other Story, der skal handle om fremtidsforskere og deres poetiske tilgang til den overhængende klimakatastrofe.

Se mere her: www.autopsia.media

3PICKS programmet er tilrettelagt af Meise Fabricius.

AF Cecilie Jørck


Kirsten Kjær:
Selvportræt, Kalifornien, 1929. Foto: Cecilie Jørck


KIRSTEN KJÆRS MUSEUM 
Samlingen
Kirsten Kjær 

En tur til Kirsten Kjærs museum er en fin lille rejse ind i et kunstnerskab og en ganske unik persons liv, som enhver, der tager til Thy, bør tage på. Om end lidt kort og ikke komplet reformerende, så er det en rejse, der begynder i nogle fantastisk frodige, magiske naturomgivelser. Det første, man mødes af, er en halvdyster, flad, rødmalet 80’er-træbygning og den grønneste græsplæne, jeg nogensinde har set. I de hvide plastikmøbler i haven sidder et dusin ældre mennesker og nyder madpakker og kaffe og kringle fra caféen. Enkemanden Harald Fuglsang, som har grundlagt og drevet museet sammen med sin mand John Anderson indtil hans død for nogle år siden, byder velkommen med stok, smil og varmt håndtryk. Den lidt plejehjemsagtige stemning har en charme over sig, som skyldes den rolige og samtidig andægtige aura, der hviler over museet. Den faste udstilling udgøres af en enorm samling af Kirsten Kjærs malerier - stort set udelukkende portrætter. Der arbejdes med flader frem for streger og dybde, og med stærke farver og intense blikke. Særligt de kvindelige subjekter er fremstillet levende og indbydende. Man fornemmer hurtigt, at der er tale om en berejst og intellektuel maler, som har været vellidt, social og eventyrlysten omend en anelse utilpasset i sin offentlige seksualitet og sit ægteskab (med maleren Frode Nielsen Dann). Portrætterne hænger meget tæt og de grundige billedtekster beskriver, i en naiv og munter tone, Kjærs særegne person og hendes relationer - ofte med citater fra folk, der har været omkring hende. 

Forfatter og kulturpersonlighed Karin Michaëlis, som skrev bogen Hjertets Vagabond i 1930, baseret på hendes oplevelse af Kjærs ”vilde år” i USA, skriver bl.a.:

-”Hun blev den, der formaaede at trylle Menneskets reneste, sandeste Sjæl frem paa Lærredet. Her er ingen Fiksfakserier, ingen Overlevering, intet tillært (knap nok ”lært”), ingen Paavirkning. (…) Hun rejste fra Danmark, fordi Døden var ude efter hende. Hun kom til Stillehavskysten for at genvinde sit Helbred og for at male. Men da hun kom, viste det sig, at hun var længe ventet. Kunstnerne flokkedes om hende. Flokkedes om hende fra Kanadas Grænse og ned til Meksiko. Hun strejfede om langs Kysten af det vældige Hav, snart inde mellem Bjergene, snart Gæst i gudsforladte, sovende Smaabyer, snart forvænt og tilbedt i Millionærkredse. Man ser hende for sig, naar man kender hende: Ligeglad med sit Ydre, ligeglad med Former, ligeglad med Virkning. Og saa nærmede hendes Virkning sig det trolddomsagtige”

Kirsten Kjærs museum er et åndehul, en oase, en skjult skattekiste, som er lige hvad og hvor den skal være. De tryllebindende stryger- og klaverlyde, der kom fra forskellige, fjerne kroge af museet (i anledning af Nordisk Kammermusikfestival) og den eventyragtige, omkringliggende natur (nu du er på disse kanter, så tag forbi Bulbjerg - ”Jyllands eneste klippe, eneste faste bolværk mod havet” ifølge St. St. Blicher) vidner om et sted, der er levende og stadig aktuelt. De løbende særudstillinger kunne man sikkert også sige noget om, men dem gik jeg hurtigt igennem. Der synes dog at være en god anpart musik og ikke mindst kvindelige kunstnere repræsenteret i programmet, hvilket nok vidner om en Kirsten Kjær’sk ånd, som museets grundlæggere, samt fondens støtter, har værnet om lige siden åbningen i 1981. 

Læs mere om den vestjyske maler her: Kvinfo  

Vadehavscentret. Foto: Cecilie Jørck


VADEHAVSCENTRET 
Trækfuglenes Vadehav 

Vadehavscentret er et UNESCO-besøgscenter og ét ud af 200 naturområder i verden klassificeret som del af verdensarven. I februar i år åbnede denne nye meget smukke bygning, tegnet af Dorte Mandrup. De lange, horisontale linjer er skabt af tagrør - et slidstærkt materiale, som har været marskens byggemateriale gennem århundreder og som ret utraditionelt udgør både tag, undertag og vægge. Det rå og samtidig meget fine, rene udseende indrammer centret som en skulptur midt i det flade landskab. Lige ovre på den anden side af vaden ligger Mandø, som man kan køre over til i en traktor, når der er lavvande. 

Kendskabet til vadehavet er indlejret i mig efter at have tilbragt utallige somre på Rømø, men fascinationen af naturen er først rigtig kommet efter jeg begyndte at forstå, hvorfor vandet og landskabet mellem fastland og ø altid ser anderledes ud, når man kører forbi. Det vil sige, jeg forstår det nok ikke til bunds, men første rum på museet viser i meget fine installationer, hvordan dynamikken mellem tidevand, stormflod, planter, mennesker og dyr formgiver naturen – og dertil hvordan sol og måne har indflydelse på tidevandet, som i værste fald udmunder sig i stormflod! Et i øvrigt fascinerende fænomen, som man kan se en lige lovlig pædagogisk, dog meget informativ, film omkring inde i ”Stormflodsbiografen”. Fra ”Tidevand og landskab”-installationen bevæger man sig over i en række spændende og meget forskelligt indrettede rum, som hver især behandler et emne, der knytter sig til vadehavet. 

De rene linjer går igen over det hele; materialer, lydlandskaber, interiør samt informationsskilte og –illustrationer er fuldendte og integreret i bygningens arkitektur og æstetik ned til mindste detalje. Jeg får lyst til nævne illustrationer (håndmalet i smukke akvareller) og beskrivelser (indskrevet i egetræ foran diverse installationer), vadehavsbassinet fuld af krebsdyr man kan tage i hænderne, den utroligt velbelyste vitrine fuld af fugleæg og totalinstallationen, der med lyd, video, svævende spejlfirkanter og naturligt lysindfald fra de højtliggende loftvinduer skaber en fysisk stimulerende oplevelse af trækfuglenes afrejse. Ja, så hvis man er på de kanter, eller også hvis man ikke er, men kunne tænke sig at lære om det følsomme, åbne marsk- og geestlandskab samt det fascinerende vadehav, og generelt er interesseret i økosystemer og naturens uhyrlige kræfter, så er Vadehavscentret et rigtig fint sted at besøge. 

Det er ikke stor intellektuel kunst, men det er naturens skønhed, i al dens skrøbelighed og styrke, der er formidlet i Vadehavscentret - og dette på en meget intuitiv, indsmigrende og opfindsom måde, så udstillingerne taler til sanserne og derved bliver vedkommende for både børn og voksne, og de voksnes forældre.  


Noah Barker
: Redevelopment of a Soundtrack, Éclair, 2017. Foto: Noah Barker 

ÉCLAIR
Redevelopment of a Soundtrack
Noah Barker
26.06.2017 – 17.09.2017

Rosa Aiello 
23.09.2017 - ? 

Sidste anbefaling er et miks af et tilbageblik, et kig ud i fremtiden og en generel opfordring. Når man nu alligevel drypper forbi Berlin, hvilket jo i ny og næ sker for en del, så synes jeg, man skal tage forbi det lidt glemte, gamle arbejderkvarter Moabit. Her findes der, ud over nogle seriøst autentiske kneiper, nemlig en lille guldklump af et galleri kaldet Éclair. Initiativtagerne bag det lille glimt (jf. l’éclair og muligvis også den iøjnefaldende, guldprydede sidevæg), er de tre danskere Mathias Toubro, Sigurd Kjeldgaard og Milan Ther. Med en drøm om at lave noget sammen, umiddelbart uafhængigt af deres respektive professioner, fandt de tre venner dette lillebitte, meget charmerende lokale, som tidligere har huset både en polsk rockbar, et hostel for østeuropæiske dagarbejdere og senest en lille imbiss/kneipe. Nu er stedet forvandlet til galleri, åbent efter forespørgsel og gemt væk bag de dominerende markiser på den ellers ikke synderligt indbydende gade. 

Jeg besøgte Éclair i forbindelse med åbningen d. 29. april i år, hvor den unge maler Damon Sfetsios’ drømmeagtige, enkle, ofte pastelfarvede og små malerier prydede de rå vægge i det rustikke, lidt klaustrofobiske (på den gode måde) lokale. Henover sommeren har den amerikanske kunstner Noah Barkers lydinstallation ”Redevelopment of a Soundtrack”, skabt sammen med Berliner-labelet ABCDLP, været udstillet. Jeg er desværre endnu ikke nået forbi, men man kan læse om det her: www.eclair.cc . Udstillingen varer indtil d. 17. september, så det er ikke for sent! Hvis ikke man når forbi inden da, så kommer der til efteråret en udstilling med forfatter og videokunstner Rosa Aiello. Den canadiske kunstner, pt studerende ved Städelschule i Frankfurt, beskæftiger sig med sprogets, fornuftens og menneskets begrænsninger. Aiello bruger digital animation til at udforske forhold mellem repræsentationer af kroppen og dens omgivelser, dens subjektivitet samt følelsesmæssige reaktioner på kapitalismen. Jeg kendte hende ikke før Mathias nævnte, at hun er den næste, der udstiller på Éclair. Men jeg glæder mig meget til at kigge forbi det lille galleri igen, når Aiellos udstilling åbner mod udgangen af september. Så, skal du bruge en lille pause fra de polerede, hotte gallerier omkring Linienstraße og Potsdamer Straße, så hop på metroen til Turmstraße og få dig en solid alt-westberlin-erlebnis i det uspolerede Moabit inden du lander på Éclair. 

Skriv kommentar



Kunstskolen Spektrum
Boesner
Kunsthøjskolen på Ærø
Københavns Kunstskole
Artefact1
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net