Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net

Toke Lykkeberg

Toke Lykkeberg er kurator, kunstskribent og tidl. leder og co-founder af IMO. Han er tidl. kunstkritiker for Børsen og columnist og korrespondent i Paris for Information. Han har studeret kunsthistorie, moderne kultur og filosofi v. Københavns Universitet og Université Paris X.

16.04.2013

Janus Høm: 110%, 2009, 15 x 10 cm., Oil on canvas.

Også kunstsprogets problem er en udfordring

Når kunstverdenen bliver kritiseret i medierne, så er den ofte hurtig til at forsvare sig i stedet for at forklare sig. Journalister kan nære mistillid til kunstfolket ligesom så meget andet, men kunstfolket nærer nok i endnu højere grad mistillid til journalister.

Sådan har det i hvert fald været i et par hundrede år. Det hænger bl.a. sammen med, at kunstfolket og journaliststanden på mange måder laver de samme ting på forskellige måder. De arbejder med medier, opfatter gerne sig selv som kritiske, og det er svært at sige, hvad de egentlig kan. Idag udspiller sceneratiet sig således: Journalisterne stiller kunstverdenen til regnskab for folkets “skattekroner”, og man fornemmer allerede, at man I kunstmiljøet begynder at frygte for kunststøtten. Hvad der går tabt i denne debat er udgangspunktet, nemlig kunst, og hvad det egentlig er. Især kulturpolitikere og politiserede kunstfolk kan godt lide at sige noget om, at kunst er vigtig, fordi den fx ændrer vores syn på verden. Men det er der jo så meget, der gør. De, der forsvarer kunsten, skyder ofte over mål – og på den lange bane gør de måske kunsten en bjørnetjeneste. Fra at forsvare kunst ender man med at forsvare flotte ord om kunst. 



Debatten om, hvordan man i kunstbranchen taler om kunst, blusser nu igen op. Det er helt på sin plads. Det er på tide. I en branche, hvor man hele tiden taler om kunstens “selvbevidsthed” og “selvrefleksivitet”, burde man være selvbevidst og selvrefleksiv nok til selv at kunne se, at der visse steder er problemer med sproget. Hvis ikke kunstfolket selv tager denne kritik til efterretning, så bliver debatten i medierne derefter. Ja, så bliver debatten den debat, vi har lige nu. 



Fremmede ord og fremmedord

I et program på DR2 fortalte en retoriker, Christina Pontoppidan, at man i kunstverdenen ikke blot bruger for mange svære ord så som fremmedord. Også at man opfinder nye ord. Og for at beskrive denne sprogbrug i kunstverdenen havde man i studiet opfundet ordet “kunstdansk.” Og for at forklare, hvad det er, hævdede retorikeren, at det ikke er et fagsprog. Nej, sagt på rigtig godt og jævnt dansk er det: esperanto. Det fremgik, at retorikeren var i studiet, fordi hun var ekspert på det her område. Men naturligvis kunne hun og journalisterne ikke skelne mellem de ord, som er uforståelige selv for de inviede, og de ord, der er normal sprogbrug i kunstverdenen og såmænd også hinsides. Hun kunne ikke skelne mellem det problematiske i henholdsvis at bruge ord som “medieringsloop” og “taktilitet.” Begge ord er naturligvis problematiske, men på forskellige måder.  Hvad der menes med medieringsloop er rigtig nok svært at forstå, også for de inviede. Ligesom taktilitet optræder det heller ikke i fremmedordbogen, men “tactility” optræder i Merriam-Websters online-ordbog. “First known use” var 1656, og det er vel set før, at et ord, man har brugt i nogle hundrede år i udlandet på et tidspunkt bliver brugt i en bestemt branche i et andet land som et fremmed ord og måske senere som fremmedord. 



På tv blev der to gange viftet med en bog retorikeren havde skrevet. Første gang var i På den 2. Side på DR2 og siden på DR2 Morgen. Retorikerens bog så begge gange ret tyk ud. Men den tekst retorikeren må have skimmet, var måske snarere en lille let sag. Det meste af hendes viden havde hun givetvis fra rapporten “International Art English”, der er en empirisk funderet analyse af sproget i kunstverdenen og offentliggjort på newyorker hjemmesiden Triple Canopy: canopycanopycanopy.com/16/international_art_english

Rapporten var en af de mest omtalte tekster i kunstverdenen sidste år. Selvom den både blev mødt med begejstring og skepsis, grinede stort set alle øjeblikkeligt med, når de hørte om International Art English (IAE). Betegnelsen peger på et problem, som alle altså kender til, men få synes at ville røre ved. En af grundene er sikkert, det altid er ‘de andre’, der taler IAE. Men holder den? Rapporten er baseret på tusindvis af pressemeddelelser udsendt de sidste 13 år af udvalgte kunstinstitutioner over hele verden. Pressemeddelelserne er blevet sendt ud via nyhedstjenesten e-flux, der har flere abonnenter end det mest læste magasin i kunstverdenen, Artforum. Det er en tjeneste, som også flere danske kunsthaller jævnligt bruger. Det er kort sagt en tjeneste, det for en kunstprofessionel er nærved uprofessionelt ikke at have et intimt kendskab til. Ja, det er faktisk uprofessionelt ikke at kunne læse, skrive og tale dette sprog. Derfor er rapporten vigtig.

Det stumme objekt
Som museumsinspektør Anders Kold over to omgange i dansk tv kunne forklare, er det svært at sætte ord på kunst. Som han sagde er et kunstværk “et stumt objekt.” Det er en fornuftig kunsthistorisk påmindelse. Maleri og skulptur henvender sig traditionelt rigtig nok ikke til os i ord. Men kunst idag er selvfølgelig ikke længere bare maleri og skulptur. Det er ikke, hvad det var engang. Det samme gælder den måde, hvorpå man taler om kunst. Og det er svært at forklare på tv – især når man ikke får mulighed for at sige særlig meget, fordi medierne hellere vil loope, hvad der allerede er blevet sagt. Men sagen er den, at et værk af Andy Warhol ikke er stumt som et værk af Édouard Manet. Der er mange ligheder mellem disse to kunstnere, men hvad der også gør Andy Warhol til en vigtig kunstner er naturligvis forskellene. En af disse er, at imens Manet stort set ikke sagde noget, lod Warhol som om han ikke havde noget at sige – samtidig med, at han kommunikerede som en vanvittig i bøger og magasiner og interview. Imens Manet kunne klare sig uden at sige stort, kunne Warhol ikke. Da Warhol udstillede en masse kasser med hjemmelavede Brillo skuresvampe, der egentlig bare var reproduktioner af kasser med Brillo skuresvampe, skrev kunstfilosoffen Arthur Danto de berømte ord, som enhver kunsthistoriker nok er stødt på på et tidspunkt: “What in the end makes the difference between a Brillo Box and a work of art consisting of a Brillo Box is a certain theory of art. It is the theory that takes it up into the world of art, and keeps it from collapsing into the real object which it is.

Warhols kunst kan også siges at være “stumme objekter.” Men man kan også sige, at hans kunst skriger på ord. Engang sagde man, at kunstnerens billedsprog aktiverer de begreber, som beskueren bruger til at begribe verden med. Fra og med Warhol tænker man snarere, at kunstneren først og fremmest arbejder med begreber, som aktiverer publikum, og derfor er fx Warhols kunst konceptuel, altså begrebsmæssig. Uden alverdens ord og begreber var Warhols ting altså ikke blevet accepteret som kunst. Det er på grund af en masse ord og en masse tale og en masse tekst, bl.a. af Danto, at Louisiana idag kan vie en hel udstilling til de tegninger, Warhol lavede, da han stadig var reklametegner. Det er derfor, at Andy Warhol kan betragtes som kunstner i modsætning til Herbert Bayer (http://imprint.printmag.com/michael-dooley/andy-warhol-herbert-bayer/), som Andy Warhol må formodes at stå på skuldrene af. Ja, det er derfor, at Louisiana, der meget ofte viser Andy Warhol, er et kunstmuseum og ikke et supermarked.


Kunsten udfordrer kunstfagligheden
Som Arthur Danto også siger, så har teori altid været vigtig for kunst. Filosoffen Hegel sagde også noget lignende for to århundreder siden, omend han dengang lancerede det som en nyhed. Men er der en nyhed idag, så er det, at teoriens relevans for kunsten ikke længere blot er kunstens præmis. Det er blevet megen kunsts eksistensberettigelse. Og det er måske i forsøget på at begribe dette, at kunst kan siges at være blevet filosofi. Og hvis det er tilfældet, så er spørgsmålet om fx kunsthistorie er det rette sted at blive uddannet i at tale om kunst.

Når man hører mærkelig sprogbrug i kunstverdenen, så er det altså ikke kun fordi, at kunstens fagsprog kan være lige så svært at forstå for en uindviet som et menukort på en restaurant. Det er fordi, at kunst idag konstant udfordrer kunstfagets faglighed. Det er derfor mange kunsthistorikere idag har en grad i andet end kunsthistorie så som moderne kultur, visuel kultur, litteratur, filosofi med mere. Og det er der intet polemisk i at påpege. Det er fordi, at det væsentligste bidrag fra den vigtigste kunstner i det 20. århundrede, Marcel Duchamp, ikke bare var, at udstille en pissekumme som kunst. Det var på et andet plan snarere at ændre den måde, hvorpå vi taler om kunst. Pludselig gav de mest banale konstateringer så som “kunstneren har lavet det her objekt” ikke mening, for kunstneren havde ikke lavet objektet. Forsøgene på at forklare sådanne ting kan på visse folk tage sig skandaløse. Men man kan også uden forargelse vælge at betragte dem som sjove, for så har man måske allerede intuitivt forstået, hvad der er på spil. Som Duchamp selv forklarede, så var hans kunst “a witty seriousness, black humour, or whatever you might call it.

Kunstsprogets generøsitet

I 2012 blev jeg af forlaget Zetland inviteret til at komme med et subjektivt bud på spørgsmålet: “Hvad er kunstens rolle i samfundet?” Publikum var sammensat, og jeg skulle derfor ikke tale til kunstfolk. Samtidig var spørgsmålet lige så svært, som det var relevant. Da jeg ikke kan sige noget særligt kvalificeret om, hvad samfundet er, valgte jeg i første omgang at tale om kunst og så kultur – og herigennem driste mig til et anderledes bud på et svar.

Invitationen faldt sammen med en workshop med de studerende på kunstakademiet i København. Her diskuterede vi på kunstner Janus Høms opfordring, hvordan man kan betragte og snakke om kultur som kunst og kunst som kultur. Ønsket var bl.a. at undersøge og udfordre det sprog, som man bruger i kunstverdenen, men også at dele ud af dettes sprogs generøsitet og seriøsitet. Et af eksperimenterne var at lade teoretiske pressemeddelelser om samtidskunst kollapse ned over kulturelle produkter, og så se hvad der ville ske. Workshoppen resulterede bl.a. i et samarbejde med Janus Høm og et fælles projekt under titlen Generousability – endnu et ord, der ikke optræder i nogen som helst ordbog. Opfindelsen af dette ord var inspireret af artiklen International Art English, som blev publiceret kort tid efter workshoppen. Her er foredraget samt en smagsprøve på Generousability i form af en video.

Hvis man læser foredraget, skal man have i baghovedet, at flere af de danske kunstnere, der kan siges at klare sig bedst i kunstverdenen, så som Olafur Eliasson, Jeppe Hein og Superflex, alle på et tidspunkt har sat spørgsmålstegn ved, om det de laver er kunst. Sådan tvivl, som man længe har hyldet hos kunstnere, vil måske idag også klæde det øvrige kunstfolk.

TO COMPLICATE THINGS…

Et kort svar på spørgsmålet: Hvad er kunstens rolle i samfundet idag?

English version here: http://www.generousability.com/englishversion.html


Det jeg vil tale om nu, det er noget man nogle gange glemmer i kunstverdenen. Nogle gange glemmer man - i den kunstverden, som jeg selv arbejder i - at kunsten er i krise – nemlig identitetskrise. Altså at man i kunstverdenen ikke længere kan sige, hvad kunst er og skal – og derfor også, hvad man i grunden beskæftiger sig med. I slutningen af 90’erne og starten af 00’erne glemte man ofte, at kunsten var i krise. Det var en fantastisk tid. En af grundene var, at samfundet var i krise, lød det, og kunsten mente, at den kunne løse samfundets problemer. Men sådan er det ikke så meget idag. Til gengæld begynder man nu igen at tale om, hvad kunst er. For tiden udkommer der mange publikationer om, hvad samtidskunst er – og især hvad samtidskunst ikke er, og hvorfor det er begyndt at blive kedeligt at tale om samtidskunst. Kunsten har gennemløbet en udvikling, hvor den engang var god, hvis den var moderne. Så hvis den var samtidig. Og endelig hvis den er fresh, som man siger idag – fresh som en hollandsk grøntsag, der er super fresh lige når man køber den. Og derfor er det at kalde kunst for fresh måske begyndelsen på enden for kunsten. Kunstens død lurer lige om hjørnet. Og det er jo en forfærdelig historie. 
Men heldigvis er kunstverdenen så fresh, at der hele tiden sker nye ting i kunstverdenen. Og hver gang, der kommer en ny spiller i kunstverdenen, så påvirker det kunsten. Et historisk eksempel er kunstkritikerens intræden i kunstverdenen. Det er en lang historie, men jeg har et videodokument med fra en 2 mio. år gammel hulemalerihule, der giver en fornemmelse af hvad jeg taler om: 




Filmen illustrerer forøvrigt også, hvorfor man i kunstverdenen har brug for konservatorer og museumsvagter. 
Men den nye spiller, der interesserer os her idag, er kuratoren, altså udstillingsrangøren, især den såkaldte “freelance kurator” eller “the independent curator”. Kuratoren gør det modsatte af kritikeren, for at kuratere kommer af curare, og den mest ordrette oversættelse af curare er at kurere – altså at hele. Og det kuratorerne heler er naturligvis samtidskunsten, der er i krise. 
Så imens kunsten har forsøgt at kurere samfundet, så har kuratoren forsøgt at kurere kunsten. Men kuratoren ved godt, at der ikke er noget galt med kunsten - snarere med offentligheden, der ikke kan forstå kunsten. Så derfor er kuratoren blevet den, der står mellem kunstværket og publikum og forklarer publikum, hvad de ser i kunstværket – eller hvad de ikke kan se i kunstværket, fordi kuratoren står foran kunstværket. 
I en helt ny amerikansk rapport redegøres for det sprog kuratoren taler. Nogen har kaldt det esperanto. Andre blot for art speak. Men som rapporten forklarer, er det mere passende at kalde det for International Art English. Hvad der kendetegner sproget er bl.a., at man hellere bruger for mange stavelser end for få. Fx bruges “multitude” hyppigere end “a lot.” Man bruger hellere for mange ord end for få, for eksempel: “Olafur Eliasson’s Yellow Fog is shown at dusk—the transition period between day and night.” Man skaber ord uden at skabe nye ord, fx ved at tilføje ‘-ity’ så potential bliver til potentiality og experience til… experiencability. Den franske pressemeddelse er et godt eksempel på, hvordan International Art English har udviklet sig. Jeg citerer rapporten: “It is written, we can only imagine, by French interns imitating American interns imitating American academics imitating French academics.”
 Altså, IAE er et meget kompliceret sprog, og det forklarer nok den stadig mere udbredte brug af vendingen “to complicate things.”

Desværre gør IAE ikke altid kunst mere forståelig – især ikke hvis kuratoren taler flydende IAE. Men kan sproget så bruges til noget? Jeg vil nu foreslå, at IAE måske kan gøre gavn, når man ikke taler om kunst. Et eksempel kunne være den franske prankster Remi Gaillard, der ikke kalder sig kunstner men er kendt for sine YouTube videoer. Som kommentarerne på YouTube viser, har man nemlig ikke altid et sprog for det, man i kunstverdenen kalder for ikke-kunst. For eksempel kommenterer Blake Levine Remi Gaillards video således: “Je te nique toi et ta pute de mere sale bougnole. Nique ta putain de race fils de pute” hvilket betyder: “Jeg knepper dig og din ludermor, hvide svin. Knep din luder-race, søn af en ludder.”
 Jeg vil nu prøve at erstatte disse kommentarer med flydende IAE fra en pressemeddelse fra Serpentine Gallery i London om en af Sveriges måske hotteste samtidskunstnere Klara Lidén, der har lavet et værk, der minder om det, vi nu skal se, hvor hun danser i en subwayvogn.
Nu vil jeg så prøve at træde ind som kurator og kurere Remi Gaillard for de stygge kommentarer med IAE. Når I læser Lidén, skal I tænke Gaillard:



Engang inviterede jeg Remi Gaillard til en udstilling, som en af videokunstens pionerer Martha Rossler havde sagt ja til at deltage i. Desværre sagde Remi Gaillard nej. Han havde for travlt med at lave en film. Intet tyder på, at Remi Gaillard er særlig interesseret i samtidskunst. Men jeg synes ligesom millioner af andre YouTube brugere, at det han laver er interessant– ja, lige så interessant som samtidskunst. Og spørgsmålet er så, om det vi lige har set faktisk ikke er samtidskunst mere end noget andet? Jo, det er muligt.

Det er et spørgsmål, mange samtidskunstnere også er optaget af. Den britiske Turner Prize vinder Mark Leckey, som ikke taler IAE, sagde fornylig følgende: “When you start thinking of something as art, you’re fucked: What gets in the way is being too clever, or worrying about how something is going to function, or where it’s going to be.” Citatet minder mig om en desværre meget overset fransk teoretiker, Jean-Claude Moineau. Han foreslår, at højdepunktet af samtidskunst er kunst, der unddrager sig traditionen og enhver eksisterende kunstteori. Altså kunst, der ikke ligner kunst og glemmer at være kunst. Jeg kan give jer et gammelt eksempel alle kender: Maleriet med kronhjorten ved skovsøen. Fordi det ligner kunst, er det ikke kunst – det er kitsch. Det samme kan man så idag sige om abstrakt maleri, skulptur, installation og så videre. Det vil sige, at nærmest alt det, vi normalt tror er kunst, er kitsch – imens det vi tror er kitsch, faktisk er kunst. Og derfor overvejer jeg, om det kunsten pt kan give samfundet, overhovedet er kunst. Nej, måske er det IAE. Altså et sprog, der tager YouTube og lignende mere seriøst end YouTube-brugere, som franske Blake Levine selv gør. Altså et sprog, der får os til at se kunst i kulturen, måske endda i samfundet. Altså et sprog, der er så usædvanligt, at det – som rapporten foreslår – måske endda selv er kunst.

 

International Art English debatten i Danmark og internationalt:

 

ATS - Parlør for Museumsgæster
Politiken, 15. April 2013

AK247, René Fredensborg, Nicolai Wallner, Morten Hesseldahl
Radio 24/7, 15. April 2013

Wallner & Weiss - DR Tramper på Kunsten
Politiken, 11. April 2013

På Den 2. Side
DR2, 7. April 2013

Hito Steyerl w. Toke Lykkeberg, Joshua Decter, Janus Høm, Martyn Reynolds and more:
Facebook, 28. Januar 2013

Andy Beckett - A user's guide to artspeak
The Guardian, 27. Januar 2013

Zöe Lescase - Critics debate International Art English at CAA conference
Gallerist NY, 25. Januar 2013

David Levi Strauss - Dear Irving
Brooklynrail, December 2012

AK24/7, Otto Lerche Kristiansen, Toke Lykkeberg
AK 24/7, 26. September 2012

Jillian Steinhauer - How to Read International Art English
Hyperallergic, 10. August 2012

Alix Rule & David Levine
Triple Canopy, 30. Juli 2012

Jeniffer Allen - Speak Easy
Frieze, Marts 2011

Skriv kommentar



Seneste blogindlæg






































































































Københavns Kunstskole
Kunstskolen Spektrum
Artefact1
Kunsthøjskolen på Ærø
Boesner
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net