Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net

Carl Martin Faurby

MA i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet i 2011.

12.09.2012

Pierre Huyghe: Untitled, 2011-2012, alive entities and inanimate things, made and not made, dimensions and duration variable, Commissioned and produced by dOCUMENTA (13) with the support of Colección CIAC AC, Mexico; Fondation Louis Vuitton pour la création,Paris; Ishikawa Collection, Okayama, Japan. Courtesy the artist; Marian Goodman Gallery, New York, Paris; Esther Schipper, Berlin. Foto: Nils Klinger.

Noter på falderebet fra documenta(13) - I en verden uden yderside må det handle om det hele

Documenta 13 er baseret på et holistisk ikke-koncept som man skulle tro gjorde det vanskeligt at tænke, men vanskeligheden ligger blot i udfordringen af at tænke anderledes.

The no concept-concept
På Documenta 5 i 1972 sagde kunstneren Daniel Buren: "More and more, the subject of an exhibition tends not to be the display of art works, but the exhibition of the exhibition as a work of art" og diskussionen om udstillingskonceptet kupper værkernes udtryk fortsætter stadig (og i høj grad på Janus Høm og Martyn Reynolds udstilling på IMO på for tiden).


Documenta griber om spørgsmålet ved dets rod, for helt at droppe "konceptets koncept". De kalder det the no concept-concept, hvilket betyder at: 'konceptet ikke skal stå i noget form for eksternt forhold til materialer, kunst, videnskab, levende og døde ting, menneskelige og ikke-menneskelige entiteter', som de skriver.


Det er koncepternes hierarkisering af verden, der bliver langet ud efter frem for et bestemt felt eller disciplin, som eksempelvis det videnskabelige. Sådan undgår de at falde i en "hierarkiserende" dikotomifælde, men i stedet gør de det muligt at foretage en forandring indenfor alle felters fastlåste koncepter. Og nøglen kunne meget vel være kuratering.


Hvis vi et øjeblik glemmer Hans Ulrik Obrists historisering af kuratorfaget, og blot siger at kuratering er en form for organisering og vidensdeling, der ikke er forbeholdt kunsten, men som gør det muligt for alle discipliner at præsentere og organisere på nye måder. Det er naturhistoriske museers omarragnering af deres samling, det er Youtube-kanaler og Spottify-playlister, det er koblingen mellem biotoper, som ellers ikke ville klassificeres sammen, det er Pierre Hyughes ubegribelige kompostområde og Kader Attias traumekabinet på Documenta - bare for at nævne nogle få.


Det levende og det døde
I udstillingens programtekst står der: "dOCUMENTA (13) is driven by a holistic and non-logocentric vision that is skeptical of the persisting belief in economic growth. This vision is shared with, and recognizes, the shapes and practices of knowing of all the animate and inanimate makers of the world, including people."

I samme ombæring kunne man pege på Pierre Huyghes værk, der ikke havde nogen titel , men den sigende materialebeskrivelse: "Levende og livløse ting, som er skabt og ikke-skabt." Det vil sige jordbunker, hundehvalpe, cannabisplanter, cementfliser, haletudser og en statue af en nøgen liggende kvinde med en kriblende bikube på ansigtet m.m. Værket ligger i Karlsaue Parks komposteringsområde med de dertilhørende konnotationer af organiske sammenblandinger, misk-mask og mutationer.


Værket udgjorde en underlig, men stadig selvfølgelig, nivellering af forskellene mellem det "menneskeskabte" og "det naturlige". Først og fremmest fordi det var næsten umuligt at finde ud af, hvor man skulle rette blikket for at se noget kunst. Udover statuen var der ikke rigtig noget der bedte om at blive vurderet, forstået eller oplevet. Omgivelserne var fuldstændig ligeglad med beskueren på samme måde som naturen er det og samtidskunsten ikke er det. Det er svært at forstå at det funker, men det gør det altså og værket står tilbage (som også kan ses på de fleste anmeldelser) som et emblematisk værk for årets Documenta.


Venner med verden
Theodor Adorno og Max Horkheimer beskriver det moderne menneskes forhold til naturen som noget udenfor os selv, der enten skal holdes på afstand eller inkluderes gennem forarbejdning i klassikeren Oplysningens dialektik. Et forhold der aktualiseres i dag af den ubehjælpsomme klimadebat, der tilsyneladende styrer os i retningen af en katastrofe. Derfor er det kærkomment at Documanta bruger krudtet på nuancere debatten, ved ikke at pege på ting som mennesker skal gøre, men ved at diskutere hele grundlaget for den subjektivitet og de hierakiseringer, der har skabt moradset. I stedet er der tale om et "venskab med verden" som både især Boris Groys og Donna Hathaway er fortalere for. Deres og 98 andre teoretikers indgang til emnet finder man i murstenen The Book of Books, som udkom i forbindelse med udstillingen.


Intet nyt at tilføje
Det var heller ikke den store menneskelige skabertrang, der mødte en på Fridricianum, Documentas hovedudstilling, men mere en masse montrer, med fundne objekter og rekontekstualiserede værker. Frem for at tilføje noget nyt, var der fokus på undersøgelser af det foreliggende og hvad der kan stilles op med det.
Her kan nævnes Michael Rakowitz rester fra de bombede buddhaer i Afghanistan overfor et par af de 400.000 bøger, der brændte under de alllieredes bombning af Kassel under 2. verdenskrig. Eller førnævnte Kader Attias samling af brugskunst lavet af brugte mortergranater, patroner og hjelme overfor diasprojektioner af vansirede soldateransigter, krigsbøger og afrikanske masker, eller Walid Raads sirlige og småsindsyge konspirationsmodel over kunstscenen i mellemøsten.
Det er alle værker der insisterer på (og skaber) en sammenhæng, der ellers ikke lader sig gøre i kraft af vores koncepter om genstandene. Man forstår at der er en sammenhæng, men for at forstå hvor og hvordan kræver det andre måder at tænke på - en ny slags viden.


Learning from Kassel
Documenta er en udstilling hvor kuratering både er tilstede som overordnet organiseringsprincip men også i høj grad i værkerne. Kuratering bliver en måde at organisere på som går udover organisering af udstillingen. Det er den subjektive måde at organisere verden på, og skabe nye koblinger på tværs af vores begreber. Det er en kunst som i højere grad kobler det eksisterende på nye måder, frem for at materialisere det ukendte. Det er historien som ikke præsenteres retrospektivt, men som en aktiv del af nutiden. Det kunne være et bud på en kontemporanitet, som ikke er historieløs, men bevidst om at al tid - fortid, nutid og fremtid, eksisterer samtidigt og aktivt i forhold til hinanden.

Skriv kommentar



Seneste blogindlæg






































































































Kunsthøjskolen på Ærø
Boesner kunstnerartikler
Kunstskolen Spektrum
Københavns Kunstskole
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net