 | Carl Martin FaurbyMA i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet i 2011. |
Gordon Matta-Clark: Splitting, 1974.
Man skulle nok have været der – Tino Sehgal på Tate
Dette er en pibe
I 2005 stod han for den tyske pavillion på Venedig biennalen med værket This is so contemporary. Når der trådte en gæst ind i pavillionens tomme rum, rejste udstillingsvagterne sig op og begyndte at synge: "This is so contemporary". Ved at konstatere det selvindlysende, at øjeblikket man befinder sig er samtidigt, er det et arketypisk samtidskunstværk, fordi dets poetiske kraft vokser ud af kollapset mellem værkets indhold og dets mediering; det både er og formidler hvad det er. Det er sin egen mediering - og medieringen af sig selv, er hvad det er.
Det er i hvert fald let at tænke når man sidder med Søren Andreasens og Lars bang Larsens bog The Critical Mass of Mediation, der lige er kommet ud på Internationalistisk Ideales nye bogserie Grå Publikationer. En lille perle af en håndtrykt bog om medieringens selvsving i samtiden.
Myter
Men tilbage til Sehgal. Hans værker kræver et personligt nærvær, fordi han ikke tillader nogen former for dokumentation af dem og heller ingen objekter som kan flyttes fra institution til institution. De skal udelukkende bestå af menneskelige relationer som dans, sang og samtale. Selv salgskontrakterne eksisterer kun som mundtlige aftaler. På den måde kommer hans værker til nærmest at leve som mundtligt overleverede myter, for alle os som ikke var der.
Man skulle have været der - i 1974
Mediering er blevet en central del af kunstens præmis, hvor informationen om værkerne opnår en langt større rækkevidde end de egentlige kunstværker. Tænk bare på Gordon Matta Clarks gennemskæring af en bygning i New Jersey (Splitting, 1974), Joseph Beys' 3 dage i et bur med en præriehund (I Like America and America Likes Me, 1974) og Chris Burdens korsfæstelse til en folkevogn (Trans-fixed, 1974). Det er selvfølgelige vidt forskellige værker, med mediering som en større eller mindre del af sig, men de har det til fælles, at de alle har en ikonisk betydning for samtidskunstens selvforståelse og hvad samtidskunsten kan.
Man behøver måske ikke altid være der
Et af de vigtigste værker for mig er Sophie Calles månedslange overvågning af en tilfældig mand (Suite Venitienne, 1979). Jeg hørte om Calles performative og litterære værker en grå efterårsmorgen da min kunsthistorielærer fortalte os om hendes overvågninger. Det der gjorde indtryk på mig var ikke bare at Calle havde gjort det hun havde gjort, men også at jeg forstod, at der fandtes nogen, der indsamlede og spredte fortællinger om de her ting.
Den dematerialiserede samtidskunst er blevet en platform for aktiviteter, frem for produktionen af kunstobjekter. Fortællingerne om de her aktiviteter indgår i samtidens mytologi om hvordan verden hænger sammen og hvad der kan, og ikke kan, lade sig gøre.
I mit tilfælde blev verden en del større, da jeg opdagede at det gav mening for nogen at skære et hus mit over eller korsfæste sig til en folkevognsboble.
Seneste blogindlæg
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Skriv kommentar