Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

Sorø Kunstmuseum

Storgade 9, 4180 Sorø

MAIL: info@sorokunstmuseum.dk

TLF: +45 5783 2229

WEB: sorokunstmuseum.dk

1/11-31/3: Tirsdag - søndag 11-16, torsdag 11-18. 1/4-31/10: Tirsdag - søndag 11-17, torsdag: 11-18. Mandag lukket


Tidslighed. Maja Lisa Engelhardt i dialog med guldalderen.

Maja Lisa Engelhardt

05.09.2014 - 12.01.2015


Maja Lisa Engelhardt: Tumulus, 1995, Akryl på lærred. Foto: Glyn Jones.

Maja Lisa Engelhardt: Skystøtte, 2003, Akryl på lærred. Foto: Glyn Jones.

Maja Lisa Engelhardt: Den femte dag, 2012-13, Akryl på lærred. Foto: Glyn Jones.

Maja Lisa Engelhardt: Ingemann monotypi, 2003, Monotypi. Foto: Glyn Jones.

Maja Lisa Engelhardt: Ingemann monotypi, 2003, Monotypi. Foto: Glyn Jones.

PRESSEMEDDELELSE

Udstillingen Tidslighed. Maja Lisa Engelhardt i dialog med guldalderen sætter fokus på, hvordan det klassiske landskabsmaleri og guldalderens naturfølelse kan udsættes for en moderne erfaring og indleder samtidig en udstillingsrække, der skal aktualisere og perspektivere temaer i museets samling.

Sorø Kunstmuseums guldaldersamling er karakteristisk ved en række fine landsskabsstudier af bl.a. Rørbye, Sonne, Lundbye og Skovgaard. Netop landskabet udmærker sig ved en åbenhed over for fortolkninger, og det kan frit iscenesættes som rum for følelser, stemninger eller fortællinger. For guldalderens kunstnere og forfattere var det først og fremmest den nationalromantiske ide, der blev vakt gennem landskabsmalerierne. Men væsentlig var også receptionen af naturen som et besjælet sted, hvor kunstneren kunne genskabe forbindelsen til det guddommelige.

Billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt bekender sig til guldalderens landskabstradition. Hun har som bl.a. Johan Thomas Lundbye fundet inspiration i det vestsjællandske landskab nord for Sorø, i egnen omkring Tissø, Havnsø og på Røsnæs. Lundbye har i sine dagbøger beskrevet sin "anelsesfulde længsel og følelsesmæssig samklang" med de landskaber, han malede - en samklang man synes at genopdage i Engelhardts lyriske landskabsmalerier.

Maja Lisa Engelhardts ofte store og farvemættede malerier kan ses som udtryk for en sanset naturoplevelse, men også som en fundamental bevidsthed om naturens detaljerigdom og variationer. Hun foretager registreringer, hvor detaljen og variationen afspejler en tidslighed (årstiderne, døgnets skiften, forskelligt vejrlig) ikke ulig guldalder- kunstnernes friluftsmaleri eller den natur- og tidsmetaforik, vi finder i Ingemanns morgen- og aftensange. Som guldalderens nationalromantiske projekt åbner hun sine landskaber for den nordiske historie og lader oldtidens myter og mindesmærker indgå som spor. For Engelhardt er tilskyndelsen dog ikke af nationalromantisk karakter, men snarere en panteistisk tro på en besjælet natur, hvor tiden findes indlejret.

Udstillingen er bygget op omkring to grundtemaer - tidslighed og naturmetaforik, forankret i Maja Lisa Engelhardts illustrationer til værker af to af Sorøs helt store historiske og kulturelle personligheder: Saxo og B.S. Ingemann. Med dette udgangspunkt udfoldes den tidslige dimension gennem centrale malerier fra udvalgte serier fra 1995 til i dag.

I forbindelse med udstillingen udgives en katalogbog, hvor dr.phil. Henrik Wivel er forfatter til hovedartiklen.

Skriv kommentar



Krabbesholm Højskole
Kunsthøjskolen på Ærø
Københavns Kunstskole
Lilith Performancestudio
Kunstskolen Spektrum
TAl R - Glyptoteket