Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

Four Boxes

Krabbesholm Højskole, Krabbesholm Allé 15, 7800 Skive

Mandag - fredag 8.30-15


Occidenten

Jonas Kasper Jensen, Johannes Sivertsen

19.03.2017 - 03.04.2017


PRESSEMEDDELELSE

På latin taler man om den nedgående sol, occidens, modsat den opgående sol, orient, og deraf afledt om Occidenten og Orienten. I 1520'erne oversatte reformatoren Martin Luther occident til abend i sin Bibel, og derfra kommer begrebet Aftenlandet som en betegnelse for de vesteuropæiske kulturer. Siden har udtrykket vundet popularitet særligt i den tyske mellemkrigstid, hvor Oswald Spengler i sit pessimistiske storværk Untergang des Abendlandes portrætterede, hvordan tunge, mørke skyer samlede sig over et Europa, der havde slidt sig op i endeløse krige og mangel på selvtillid.

I udstillingen Occidenten behandler Jonas Kasper Jensen og Johannes Sivertsen forestillingen om forfaldet som en central del af en kulturel selvforståelse. Med udgangspunkt i ideen om, at der i forfaldstanken også ligger et løfte om en forløsning, undersøger de, hvorfor der i vores kultur eksisterer denne grundlæggende tanke om et forfald, og hvilken betydning den har. Igennem en række værker, der peger på, hvordan kulturer synes at stå på skuldrene af hinanden, og hvor elementer, billeder og ideer har en cyklisk tilbagevendende karakter, åbner de for ideen om aftenlandet som en fiktion, der danner rammen om en specifik kulturel identitet. Det er gennem truslen om sammenbruddet, katastrofen og forgængeligheden, at vi kan mærke et kulturelt tilhørsforhold, og fiktionen om kulturens ophør er således en nødvendighed for at kunne legitimere en anden fiktion - Occidenten.

Occidenten åbner på jævndøgn, den 20. marts 2017, hvor dag og nat er lige lange over hele jorden, og består af en række malerier, der skifter karakter i takt med lysets tiltagen og aftagen. Værkerne er malet med ét pigment, der kan opleves i dagslys, samt et fluoriserende pigment, der som spøgelser fra tidligere kulturer træder frem i ly af natten og åbenbarer andre billeder, der ligger skjult under overfladen. Derved vender udstillingen sig imod et mere cirkulært forhold til kulturen og dens påståede forfald: forestillingen om en cyklisk gentagelse af motiver og billeder, der er drevet frem af en konstant vekslen imellem civilisationers opståen og forfald, imellem morgen- og aftenland.

Johannes Sivertsen, født 1984 i Paris, er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2014. Han arbejder primært med maleri og er med til at drive det kunstnerdrevne udstillingssted OK Corral. I sin praksis bruger han maleriet til at undersøge, hvordan selve perceptionen er struktureret gennem fortællinger og kulturelle konstruktioner.

Jonas Kasper Jensen er født i 1982 i København. Han har den seneste tid især været aktiv med kunstnergruppen Lehman Brothers, der med finanskrisen som bagtæppe ironiserer over temaer som kapital, investering og begær. Udstillingen Occidenten bliver en offentlig re-introduktion til hans praksis i eget navn, hvor han beskæftiger sig med en undersøgelse af rum og tidløshed i kunsten.

Skriv kommentar



Kunstskolen Spektrum
Kunsthøjskolen på Ærø
Tranen
Boesner
Københavns Kunstskole