Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net

Vestjyllands Kunstpavillon

Sportsvej 3, 6920 Videbæk

TLF: +45 9717 2879

WEB: vestjyllandskunstpavillon.dk

Tirsdag - søndag 13-17


My Laura Ashley Dresses

Hannah Heilmann

Kurator: Anna Margrethe Pedersen

24.11.2019 - 29.12.2019
FACEBOOKEVENT


PRESSEMEDDELELSE

Vestjyllands Kunstpavillon åbner d. 23. november 2019 en soloudstilling af kunstner Hannah Heilmann, der kredser om hendes kærlighedsforhold til- og arbejde gennem de sidste år med Laura Ashley-looket og (tøj)butikken som performativt rum.
 
I udstillingen brydes idéer om funktion, romantik, luksus og ydmyghed, sløret igennem periode-forestillinger,  en fabulerende fashionabel dagdrøm over skyld, melankoli, rådvildhed og håb. De taler, gennem den engelske designer Laura Ashleys brandunivers, om mode som forbrugskultur og begærsdrevet økonomi, hvis bæredygtighed det er vanskeligt at foregive. De peger samtidig på hvordan moden i et pop-kulturelt sprog kan være modus for en følelsesmæssig bearbejdning af de kriser, som karakteriserer vores tid.
 
Tag ikke fejl, denne udstilling handler om død og kapitalisme, og om den tilstand af let “shopaholisme”, som jeg deler med så mange. Men den handler også om min samling af Laura Ashley-kjoler.
 
Mit arbejde med Laura Ashley begynder i 2012 hvor jeg som forskningsassistent for en engelsk kunsthistoriker befinder mig i Leeds, og i en genbrugsbutik finder en lyseblå blomstret firser bomuldskjole, med plisseret skørt, bælte, overdelen skjorteagtig… og uden at vide helt hvorfor tillægger det stor betydning, at det er en Laura Ashley-kjole. Jeg kan huske at vise kjolen frem til professoren, for hvem dens aura er knap så åbenlys – han kender ikke til  Laura Ashley. Men det gør jeg, og det er dér jeg opdager, at navnet Laura Ashleys har en plads i min forståelse af kollektiv europæisk hukommelse.

I årene efter er det blevet mere og mere åbenbart, at tøj spiller en rolle i mit kunstneriske arbejde. Ikke bare som kostumer eller rekvisitter, men som en objekttype som opfører sig på bestemte måder. Som forbinder den private krop med omfattende net af kulturelle kapitaler og forbrugsøkonomier. Tøjet er snart et billede, snart en hud, snart en salgsvare, snart et mysterium, snart et redskab, snart et sprog.

I 2016 er jeg barselsrastløs og træt, og det viser sig, at når den lille sover, så køber jeg Laura Ashley-kjoler fra 1970’erne og 80’erne på nettet. Jeg tager kjolerne på når de ankommer, bevares, men købene foregår i sikker forvisning om, at der er tale om arbejde. Mine indkøb er arbejde. Skyldfuldt mørkearbejde i en økokrise tid, hvor jeg hver dag handler mod bedre vidende. Jeg lærer markedet for Laura Ashley at kende, hvordan man kan aldersbestemme kjolerne ud fra silhuetter og print, skiftende logodesigns i nakken, og efter produktionssted: de ældste og bedste er fra Carno i Wales, på de lidt senere står der Great Britain, og midt i 1980’erne bliver produktionen meget mindre lokal, og det er ligesom mindre fint f.eks. hvis kjolen er lavet i Ungarn eller Kina, det siger markedet for Laura Ashley-kjoler på ebay. Det er i øvrigt også midt i 1980’erne at Laura Ashley-firmaet bliver børsnoteret, cirka samtidig med at Laura Ashley falder ned af en trappe og dør.
 
Laura Ashleys brand og forretningsmodel er en kristen husmor-design-succes fra en tid hvor flamboyante former for selvrealisering ellers var højmoderne, og repræsenterer et tidligt ’modest’ boheme-look, som i dag er en klassiker. Lige der hvor krydsningen mellem selvrealisering og forbrugskultur gør ondt. Kjolerne beskrives ofte som neo-viktorianske og –edvardianske, men det er egentligt en meget mere luftig fantasi om 1800-tallet de udtrykker, hvor pseudo-middelalder og faux empire føjer sig til en løs idé om landlige gamle dage. Og der er noget med klasse og historie og land og by og revolution og konservatisme der høvler rundt i de kjoler. Malkepigen-som-prinsesse? Universitetsuddannet og med tid til at bage boller. Laura Ashley påmindede ofte sine sine medarbejdere: “Remember, we’re in the camouflage business.” Fører man trådene bagud i historien taler Laura Ashleys designs ikke nødvendigvis om landlig idyl, men om postkolonial økonomi og industrialisering, f.eks. hvad angår den printede bomulds-calico kjolerne ofte var syet op i, som oprindeligt kom til Europa fra Calicut i Kerala, Indien. Vesterlændingens evne, og følelse af ret til, at shoppe på en kontekstløs måde er ligesom konsistent. Hvis man spoler frem, så ender man sammen med mig, luksus-bohemen, i konkurrencestaten, og den antydningsvise stemning af en religiøs puritanisme, der præger mine klima-angste hverdagstanker. Jeg står og råber til 1970’ernes 1800-talsdrøm: “I ser undergangen så tydeligt, vend om, I kan ændre fremtiden. “

-Hannah Heilmann

 
Hannah Heilmann, f. 1978, arbejder i et felt mellem klassiske og performative discipliner hvor hierarkiet mellem rekvisitter, kostumer, social udveksling og færdige værker smuldrer. Heilmann er pt. lektor ved Det Kongelige Kunstakademis BFA-uddannelse. Hun var co-director i produktions-unitten TOVES (2010-17) og medlem af kunstnergruppen Ingen Frygt (2001-10). Heilmann har en lang række performances, solo- og gruppeudstillinger i Danmark og udlandet bag sig.
 
Udstillingen MY LAURA ASHLEY DRESSES er den 4. ud af 8 udstillinger kurateret af Anna Margrethe Pedersen under paraplyen VK SAMTIDSKUNST. Udstillingen åbner d. 23. november kl. 14 -16 og kører indtil d. 29. december 2019.

Skriv kommentar



Københavns Kunstskole
Glyptoteket
Lilith Performance Studio
Kunsthøjskolen på Ærø
Glyptoteket
Kunstskolen Spektrum
Krabbesholm Højskole
extremecomicbookmaturevideopornjapanesepornonlinegreengay.netfree-video-fuckinglivecam sexchathardcore-sex-videos.net