Få nyheder, ferniseringer og events hver uge i din mailbox. Tilmeld dig Kopenhagens ugentlige nyhedsmail

Cisternerne

Søndermarken, 2000 Frederiksberg

MAIL: info@cisternerne.dk

TLF: +45 3073 8032

WEB: cisternerne.dk

Tirsdag - søndag kl. 11-17


Event Horizon

Tomás Saraceno

15.03.2020 - 30.11.2020


PRESSEMEDDELELSE

I 2020 præsenterer Cisternerne Event Horizon, en udstilling af den argentinskfødte kunstner Tomás Saraceno. Her inviteres publikum til at opleve et skelsættende arbejde af en kunstner, der vedvarende udfordrer vores måder at kommunikere og interagere på, både med hinanden og med andre arter. I udstillingsperioden vil
vandet, der vedvarende siver gennem Cisternernes betonkonstruktion, danne et underjordisk, natsort hav og udstillingen skal således opleves fra båd.

I sin praksis udforsker Saraceno vedvarende alternative livs- og beboelsesformer. Hans kunstneriske univers tager afsæt i en lang række forskellige parametre uddraget fra blandt andet filosofiens verden, biologi og sociologi. De mange forskellige udgangspunkter og inspirationer udmønter sig i værker, der som oftest er både tankevækkende og forførende i deres skønhed.

På udstillingen kan man opleve en lang række af Saracenos svævende skulpturer.
I installationen A Thermodynamic Imaginary indgår mundblæste glasværker og store, sølvfarvede PVC-sfærer således i en minutiøst balanceret komposition, hvor Cisternernes arkitektur, skulpturer, lys, skygge, lyde og
 spejlinger går op i en højere enhed. Installationen kan ses som en fysisk manifestation af de mange forskellige spor og retninger, der ligger til grund for og kombineres i Saracenos praksis.

”Det er en mangeårig drøm, der går i opfyldelse, når Tomás Saraceno indtager Cisternerne dette forår,” siger museumsdirektør Astrid la Cour. ”For Saraceno er naturprocesserne en uudtømmelig inspirationskilde, og eftersom naturens transformative potentiale er allestedsnærværende i Cisternerne, er Saraceno og Cisternerne det perfekte match.”

I Cisternernes undergrundsverden, trænger solens lys aldrig ind. Kulden og fugten omslutter dig, alt imens klodens temperaturer gradvist stiger. Cisternerne havde tidligere funktion som hovedstadens underjordiske vandreservoir – og rummede dengang op til 16 mio. liter rent drikkevand. I kraft af Cisternernes særlige historie, er det et oplagt sted at revurdere og gentænke menneskehedens forhold til vand, et forhold der er evigt foranderligt. I Tomás Saracenos udstilling Event Horizon er de underjordiske kamre atter blevet fyldt af naturens ressourcer, nu med 1,4. mio. liter vand – kun en brøkdel af den tidligere kapacitet – men vandet har nu en helt anderledes funktion og betydning.

De besøgende i årets udstilling skal navigere gennem Cisternernes mørke i båd.
I vandreservoiret reflekteres omgivelserne; hvis man forholder sig i ro, vil man måske se sig selv reflekteret som i et kæmpe spejl, og når man bevæger sig, påvirkes omgivelserne. Det er som at befinde sig på havet en stjernetom nat uden klart at kunne skelne mellem dét der befinder sig under og over vandets overflade og uden klare pejlemærker. Skygger og konturer opløses langsomt i det altomsluttende mørke. Mens man venter på, at synet gradvist vænner sig til omgivelserne, skærpes høresansen. Og jo længere du sejler ind i Cisternerne, desto mere åbnes der op for nye sansemæssige kommunikationskanaler.

Udstillingens titel Event Horizon refererer til et punkt i rumtid, hvor der ikke er nogen vej tilbage; et point of no return hvor tyngdekraften gør flugten fra et altopslugende sort hul umulig. I forbindelse med den sjette globale masseuddøen befinder menneskeheden sig faretruende tæt på en Event Horizon, hvor de yngre generationer, de der bærer mindst skyld, på paradoksal vis befinder sig tættest på kanten.

Spørgsmålet er om vaner kan ændre sig når først vi er nået et point of no return? Biologen Stefano Mancuso påpeger at, ”hvis vi vil overleve klimaforandringerne, har vi behov for at revolutionere vores opfattelse af menneskeheden i forhold til de andre arter, der befolker denne planet. Menneskeheden er ikke pointen; netværket af arter, der sameksisterer på hele kloden, er pointen.”

I den aktuelle klimakrises optik sætter Saraceno fokus på menneskehedens etiske forholden sig til det jordiske, atmosfæriske og kosmiske. Han stiller spørgsmål som; hvilke synæstetiske opfattelsesmetoder kan vi åbne op for, for dermed at genforstå og bebo den verden vi lever i? Hvordan kan vi tilpasse os og være lydhøre overfor kosmiske begivenheder og vejledende signaler fra ikke-menneskelige væsner og deres måder at navigere på?

Saraceons filmværk Living at the Bottom of an Ocean of Air giver et kig ind i en mulig fremtid. Her optræder vandedderkoppen Argyroneta aquatica, der balancerer på tværs af forskellige verdener. Vandedderkoppen formår at trække vejret under vand ved hjælp af en form for dykkerklokke, som den periodisk fylder med luft fra vandets overflade. Således giver den et muligt svar på det spørgsmål, mange stiller sig selv i denne klimatiske æra: Hvordan kan vi tilpasse os fremtiden? Må vi evt. i en nær mulig fremtid omdanne os til det som antropologen Eben Kirksey kalder ”ontologiske amfibier”, organismer der har to eller flere former for eksistens og kan rejse på tværs af miljøer eller specifikke verdner og måske endda universer.

Om Tomás Saraceno
Tomás Saraceno (f. 1973, Argentina) er en stjerne på den internationale kunstscene og er blevet sammenlignet med så forskellige kunstnere som Marcel Duchamp og Leonardo da Vinci.

Gennem sin kunstneriske praksis har han udforsket alternative livs- og beboelsesformer inspireret af alt fra edderkopper og flagermus til astrofysik, filosofi og ingeniørkunst. Saraceno er oprindeligt uddannet arkitekt, men tog i 2003 afgang fra Staatliche Hochschule für Bildende Künste, Städelschule, Frankfurt am Main. I 2009 studerede han på NASAs International Space Studies Program i Ames, Californien. Saraceno bor og arbejder i Berlin.

Praktisk information
Tomás Saraceno: Event Horizon

Cisternerne, i Søndermarken over for Frederiksberg Slot og Zoologisk Have 15. marts - 29. november 2020

Udstillingen er tilgængelig via båd.
Både skal bookes på forhånd via hjemmesiden www.cisternerne.dk.

Hver båd har plads til fem personer. Man vil sandsynligvis dele båden med andre og også skulle ro.

Pr. person i delebåd: 125 kr. Under 18: 60 kr.

Åbningstider
Tir.-ons.: 11-18
Tor.:11-20
Fre.-Søn.: 11-18
(Mandag lukket)

Skriv kommentar



Kunstskolen Spektrum
Københavns Kunstskole
Krabbesholm Højskole
Kunsthøjskolen på Ærø
TAl R - Glyptoteket
Lilith Performancestudio